Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 1. september 1913
hvad gøre med mit gamle Hjem
Helsingør 1. Sept. 13
Kære Pontoppidan. – Det er fjorten Dage, siden jeg fik Deres sidste Brev, og De har maaske undret Dem over, at De ikke har hørt fra mig siden. Men jeg haaber da, at De, hvis De overhovedet har tænkt derover, ikke har ment, at det var, fordi De ikke kom til Begravelsen. Jeg vilde have fundet det urimeligt, om De var rejst den lange Vej af den Grund – saa meget mere som jeg aldrig selv gaar til Begravelser – ikke engang her i Helsingør, hvis jeg da ikke er tvunget dertil af ganske særlige Omstændigheder. Derfor lod jeg ogsaa Begravelsen foregaa i Stilhed uden Tids- og Stedsangivelse i Bekendtgørelsen om Dødsfaldet. Det passede bedst med min Søsters 2 hele stilfærdige og fordringsløse Levevis. Men Tak, fordi De tænkte paa at komme og Tak for Deres gode og medfølende Breve. Jeg tror paa Deres og Deres Kones venlige Sindelag overfor mig, og jeg gengælder det. Og jeg skal give Dem et Bevis derpaa, som paa en Maade hænger sammen med det, at jeg endnu ikke har skrevet Dem til. Blandt alle de mange Tanker paa, hvad jeg nu skulde gøre med mit gamle Hjem, som naturlig er kommet op hos mig under de forandrede Forhold er ogsaa den: Hvis overhovedet andre Mennesker skal rykke ind i det, var der da faa eller ingen, jeg heller vilde have boende der, end Pontoppidans. Og mærkeligt nok har ikke en men flere andre haft den samme Tanke, saaledes baade Fru Tryde1 og Paludan2, altsaa mine nærmeste Venner. Jeg fortæller Dem 3 dette ikke som nogen Slags Forslag, kun, som jeg skrev, som et Bevis paa mit Venskab, for jeg har overhovedet ingen Bestemmelse taget endnu og vil ingen tage foreløbig, men kun lade det altsammen ligge i min Bevidsthed√, som det ligger og gro, som det naturligst kan. Jeg har Olga og hendes Børn her endnu, og de bor i det gamle Hus og har min Søsters Pige hos sig; det hele gaar, som medens min Søster levede; de kommer her og spiser til Middag. Men dette kan jo ikke vare længe ved. En Dag maa de rejse hjem og saa skal jeg altsaa til at lukke Huset af. – Saa vil Spørgsmaalet blive brændende. Foreløbig har jeg mest Lyst til at lade det blive staaende, som det staar, men det kan jo være, at jeg ikke kan holde ud at gaa og se paa det døde Hus. Det var mig altid lidt pinligt 4 at gaa derind, naar min Søster var bortrejst, og der ingen var hjemme. Hvorledes vil jeg saa kunne holde det nu ud, nu hun er borte for altid. Ja, disse Tanker har gjort ogsaa deres til, at jeg lod være at skrive. Og saa var der jo ogsaa saa meget andet, som skulde besørges og endelig saa tænkte jeg: Mon ikke Pontoppidans skulde komme en skønne Dag og se paa Sagerne. – Men nu venter jeg Dem engang i en ikke fjern Fremtid, og jeg tænker da, at De saa vil bo her hos mig – enten her eller i det gamle Hus. Her er jo desværre Plads nok nu, selv om jeg, hvad jeg haaber, til den Tid har min unge Veninde Fru Lorenzen og hendes lille Barn i Besøg. Foreløbig ligger hun endnu paa Fødselsstiftelse og kan ikke rigtig komme sig efter Fødselen. Hvilket ogsaa gaar mig nær. Venlig Hilsen til Madame og Else
Deres hengivne
M. Galschiøt
