Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 21. juli 1913
besværligt at gæsterere
Helsingør 21 Juli 13
Kære Pontoppidan
Tak for al Venligheden i Rørvig-Dagene – til store og smaa, unge og gamle – I var alle forfærdelig rare imod mig, og det var mig en stor Glæde at være hos eder. At jeg alligevel stak af om Eftermiddagen, skyldtes ikke blot Tanken paa Fru Hansens kyske Leje, men ogsaa Frygten for, at De skulde synes, at nu havde De haft tilstrækkelig af mig – det synes Dem maaske meningsløst beskedent, men det er alligevel saa – det har altid faldet mig besværligt "at gæsterere". – Men alligevel skal De ikke bande paa, at De ikke en skøn Dag ser mig igen derovre 2 paa en lignende fransk Visit – saa fristende vil det være mig igen at gaa en stille Aftentur med Dem og Fru Antoinette til den stemningsfulde Kirkeplads. Jeg havde en behagelig Overfart til Frederiksværk, skønt mit Leje ombord var endnu haardere i Underlaget end Marens Halmsæk1, og fik Tid, medens jeg var i Frederiksværk, til at gennemstrejfe Skoven nordfor og følge Aaen frem og tilbage til Arresødal samt indtage et frugalt Aftensmaaltid udenfor "Kroen". Et herligt Sted at sidde en saadan Sommeraften. Aftenen og Solnedgangsskæret var jo endnu skønnere end den foregaaende Aften. – Men jeg kom ret dødtræt til Helsingør; for vi havde jo brugt os godt den Dag, og Vandringen til Badestranden i den stegende Sol var lige drøj nok.
3 I Lørdags fik jeg Besøg af Rist. Han havde pludselig længtes efter mig, ringede om Morgenen og kom et Par Timer efter. Han trængte til at lænse sig for noget af alt sin Mismod, og jeg lod ham saa slaa Spunsen fra, hvad der øjensynlig gjorde ham godt. Han er paa det Standpunkt, at han synes, hele hans Liv har været forfejlet, og overfor den Slags Gammelmands-Monomanier er der jo ikke meget andet at gøre end at muntre Patienten op ved nogen god Mad og dito Vin. Det fik han, hvorefter han, min Søster og jeg tog os en ganske fornøjelig 3 Mands Bridge, indtil han skulde afsted igen. Men da jeg undervejs til Stationen i en Pavse saa om paa ham, var hans Træk saa triste og gamle igen, at det gjorde helt ondt at se det.
4 Gad vide, om det længselsfuldt ventede Mrs. Alcroft-Telegram saa er kommet og Ungdommen afsted. Saa bliver der nok stille paa "Isola" og Sorg i Sinde hos alle de smaa hvidklædte Ariadner, som Theseus-Steffen har forladt. Skade, at man er et halvhundrede Aar for gammel til at drage til Naxos-Rørvig som en anden Dionysos og søge at trøste dem. Med denne upassende letsindige Bemærkning, der alligevel er noget af et oprigtigt Hjertesuk, vil jeg slutte for denne Gang. Min hjerteligste Hilsen til Madame.
Deres hengivne
M. Galschiøt
