Henrik Cavling til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Hillerød. 31. maj 1932

mit Hjerte banker

Stutgaarden, Hillerød 31 Maj [m. anden hånd: 1932].

Kære Henrik Pontoppidan!

Mon Du erindrer, at Du engang lovede mig et Besøg, naar jeg havde sagt Farvel til Pressen.

Nu skal jeg med mange andre skrive om Dig, naar Du fylder 75. Jeg maa i den Anledning tale med Dig et Øjeblik. Hvad siger Du om at tage Frokost her ude i Din gamle By? Jeg residerer tæt ved det Hus, hvor Du skrev Dine bedste Arbejder, og som Du vil gense med Glæde. Men kan Du ikke komme, saa giv mig de Oplysninger, jeg ønsker. Mit Hjærte banker. Tænk, at jeg ikke har set Dig i saa mange Aar.

Din gamle Ven
Henrik Cavling.