Georg Brandes til Henri Nathansen
12. maj 1914

Pontoppidan og Borchsenius

[Tirsdag] 12 Maj 14

Kære Herre

Jeg takker mange Gange for de smukke Blomster, som jeg desværre ikke ret kan nyde, da jeg imorgen tidlig forlader dem og rejser til Amerika.

Som De maaske bemærkede, deltog min gode Ven Henrik Pontoppidan i en Deputation, der overbragte Prof. Otto Borchsenius en Lykønskningsadresse. Borchsenius har i 30 Aar skrevet lavt anslaaet 800 Avisartikler imod mig, saa giftige som det var Staklen muligt, har desuden rastløst bagvasket mig overfor Ebers, Bjørnson, Victor Rydberg, indtil han fik mig skilt fra disse Mænd og mange flere, jeg ikke véd om.

Jeg vidste meget vel, at Pontoppidan ikke havde det ringeste tilovers for Borchsenius. Men end [ikke] én Gang i de mange Aar har Pontoppidan, naar Borchsenius angreb mig, skriftligt eller 2 mundtligt tilkendegivet mig Sympati.

Da jeg smigrer mig med at være et relativt fornuftigt Menneske – i Besiddelse af en Egenskab, der desværre er sjældnere end Anlæg og Evner – saa kunde jeg ikke i fjerneste Maade tage Pontoppidan hans Deltagelse i Deputationen ilde op. Jeg husker meget godt, at Pontoppidan havde kendt B. længe før han kendte mig, at B. havde vist ham Velvilje, da han endnu var Begynder, og at han i dette Tilfælde følte sig selskabeligt forpligtet.

Jeg tør ogsaa sige, at Pontoppidan havde sagt til sig selv: Er nu G.B. bleven fjollet? eller hvad værre er: Er nu G.B bleven useligt, lortet[?] smaalig? ifald jeg havde taget ham det Skridt ilde op, eller af den Grund ostentatorisk holdt mig tilbage fra ham tre-fire Maaneder igennem 3 – Jeg har i den Tid maattet haane mig selv ved at opdage, i hvilken Grad jeg havde taget fejl af Dem, hvem jeg havde stolet saadan paa, at jeg havde givet Dem min Fortrolighed, som jeg ikke ødsler med.

Jeg forstod ikke, at Hr. Otto Benzon kunde fylde Deres Livs Horizont, at De levede i Blodhævnstilstand med ham, at Deres Forhold til mig var ændret den Dag, da jeg (hvad jeg tilmed√ forud havde fortalt Dem) paa hans Bøn skrev et Par rent saglige Ord om ham, hvori der ikke alene ikke var et ondt Ord om Dem, men ikke et Ord, for hvilket jeg ikke staar inde. Han var naturligvis ikke større end, at han end ikke takkede mig for den Artikel, han havde anraabt mig om, og jeg har siden dens Fremkomst ikke set ham. De paa Deres Side stillede Dem ganske 4 i Niveau med ham, saa jeg slog to Fluer med ét Smæk. Overfor ham kan jeg ikke, som overfor Dem, beklage min Mangel paa Menneskekundskab, thi jeg skrev, vel vidende, at en saa moderat Ros vilde opbringe Fyren til Ræson. Det var Dem, jeg havde holdt for større anlagt. Alt dette var ligegyldigt om jeg blot ikke i de sidste Aar havde set Dem i et saa ganske andet Lys og rettet min Holdning derefter.

Iøvrigt i alt Venskab

Deres
Georg Brandes