Georg Brandes til Henri Nathansen
4. november 1911
Deres digt voxer mig over Hovedet
4 Nov [19111]
Kjære H. N.
De overvælder mig jo. Jeg havde dog ingen Anelse om, da vi var sammen i Aftes, at De havde et Digt til min Ære i Trykken, De gjør mig saa megen Ære deri, at jeg næsten frygter, det sætter ondt Blod. Thi den poetiske Opfattelse af mig, som De der har, den har jo ingen anden, og hvor kan jeg selv have en poetisk Opfattelse af mig; jeg kan altsaa ikke kontrollere Deres, synes blot den voxer mig over Hovedet.
For adskillige Aar siden skrev De engang saadan et nydeligt og ildfuldt Digt2 til mig. Det begyndte med at De følte Dem forpint i det danske Sommerlandskab, ikke 2 hjemme dèr – Hjemveen efter det lidt apokryfe Palæstina – men saa kom der saadan en morsom Skildring af mig som halvt drengeagtig, halvt viis. Blot De havde det endnu. Jeg bevarede det vist et Aar i min midterste Skuffe, hvori jeg altid roder det bedste ned; men engang imellem maa jeg naturligvis tømme den for at faa Plads, og kan da ikke verificere Alt, hvad der ligger. Ved en saadan Lejlighed har jeg forlagt Deres Digt. Men jeg har ingenlunde glemt det.
Saa De Politikens Referat af Erslevs Ord3, af mit Svar, af mit Foredrag, idag? Det er forfærdende. Intet, ikke det Ringeste er forstaaet, eller opfattet, eller blot bevaret i Hukommelsen, Alt forgrovet, forplattet, 3 forvrænget, revet ud af sit Kulturniveau. Og det i samme Artikel, hvor Fyren refererer mine Ord om Referatet.
Jeg trykker Deres Haand. Hav Tak.
Deres
Georg Brandes
