Georg Brandes til Henri Nathansen
19. juli 1910
inderst inde Livstrøst nok
[tirsdag] 19.7.10
Kjære Herre
Der stod i en Avis, at De havde været i Byen i Anledning af en Begravelse. Jeg vilde ønske, De da havde set op til mig.
Nu erfarer jeg, at De ikke er rask, og at De kommer Dem langsomt. De skal ikke forknyttes derover. De er ung nok til let at faa Bugt med legemlige Svagheder. De grubler over Lykke-Ikkelykke. Efter jordiske Forhold forekommer det mig at De hører til de Lykkelige. Hvad nytter det at attraa plusquamperfectum?
Som jeg for ikke saa længe siden en Dag skrev til Henrik Pontoppidan1, kan jeg i den senere Tid ikke lade være at tænke paa Dyret i Aabenbaringen, og den Frygt, dette Spøgelse indjog. Dets Navn var, som De husker, 666 (Nero Kesar). Ogsaa mig staar 2 et lignende Spøgelse skræmmende for Øje, skønt dets Navn og Tal næsten ikke er mer end en Tiendedel af det andet. Det hedder 70, og det løber mig koldt ned ad Ryggen ved Skuet.
Jeg fandt her Bjerge af Bøger, Blade, Breve, Plagerier, saa det tog Uger at ordne og rydde det. Og jeg er yderst anspændt, for at faa nødvendigt Slid fra Haanden. Igaar sad jeg over det fra om Formiddagen til 3 Nat med en Times Middag, og skrev et meget vanskeligt Ms (det er noget til Rusland)2.
Jeg bliver her kun denne Uge, saa gaar jeg igen 3 Uger til Karlsbad. Morskaben er ikke stor; men da jeg i Aar to Gange var paa Hospitalet, tør jeg ikke forsømme Kuren.
3 Jeg finder det aldrig taabeligt, at Nogen betroer sig til mig, og mindst at De gjør det. De er et Stemningsmenneske, og det gaar Dem som os andre, at De glimtvis ser Livets Skuffelser. Jeg for min Del er – trods min Alder – anderledes anlagt, hæmmes egentlig kun af ydre Forhold, har inderst inde Livstrøst nok.
De vil nu sikkert snart skrive noget som morer og tilfredsstiller Dem. Og vi kan jo ikke sørge over, at faa i Danmark læser os. Tallet gjør det ikke. Jeg, som har en større Læsekres udenfor Danmark, har kun ringe Fornøjelse deraf, selv om amerikanske og franske Blade stadigt fortæller mig at jeg er den første nulevende i mit Fag. Det troede ogsaa Jeffries om sig. Men saa kom der en Nigger og slog ham paa Snuden3. 4 Derfor er man altid udsat.
Deres elskværdige Frue bedes bevare mig i venskabelig Erindring.
Deres
Georg Brandes