Georg Brandes til Otto Borchsenius
11. juli 1872
Danmark er et sandt Præste-Asyl
11 Juli 72
Kjære Borchsenius!
Min Hukommelse var iaftes saa latterligt slet at jeg næsten frygter, at have gjort et taabeligt eller affecteret Indtryk paa Dem ved intet Navn at kunne nævne, som jeg vilde sige; men jeg var, som jeg sagde Dem, overanstrengt af uafbrudt at have arbeidet hele Dagen. Neppe hjemkommen erindrer jeg Navnene. Den Nordmand jeg har corresponderet med, hedder cand. jur. L. Holst, og den, som sendte mig Digtet hed Olav Thommesen1! Tjen mig 2 i at spørge Deres norske Ven, om han kjender disse Folk og hvad han siger om dem.
Det er dog i Grunden vel galt, synes jeg, ved nu bagefter at tænke over det, at naar danske og fremmede Journalister indbydes, blive min Broder og jeg alene undtagne, skjøndt vi da begge have skrevet i Illustr. Tidende. Nu falder naturligvis ligeledes Saint-Victor2, hvis han kommer, i Hænderne paa Rud. Schmidt, Topsøe, Bille og Consorter. Men sligt hører heldigvis til det Mindre.
Da jeg allerede har faaet Pennen i Haanden, faaer jeg Lyst at bede Dem, ifald De skulde 3 see v. Bergen3 før jeg, at sige ham omtrent Følgende fra mig med Hensyn til vor Samtale og hans Indvendinger mod min og mine Meningsfællers Optræden.
1) Angaaende Litteraturselskabet: v. Bergen brugte Udtrykket "Atheistforeningen". Dette Selskab er blevet beløiet og bagvadsket efter en hidtil ukjendt Maalestok og heri har det absolut ingen Skyld. At gjendrive Løgnene var umuligt, da intet anseet Blad optog en Replik af mig undtagen blandt Avertissementer, et Factum som i et hvilket somhelst andet europæisk Land, Grækenland maaske alene undtaget, vilde være umuligt med en Forfatter som mig, der hører til Landets bedre og aldrig har begaaet noget Uhæderligt. 4 Selskabet er endnu svagt, ringe, lidet betydeligt. Jeg negter det ikke. Det er især lidet betydeligt paa Grund af de frisindede Mænds Feighed; de feige eller meget bosatte ville ei gaae ind, og paa Grund af andre ellers frisindede Mænds Godtroenhed, de ville ei gaae ind, fordi de troe Løgnene om Selskabet. v. Bergen dadler at man ei begyndte med et Program. Det havde været Tidsspilde og det var blot blevet flaaet, hvordan det saa havde været. Den lille udgivne Pièce er et meget godt Program og viser meget tydeligt hvad Selskabet vil. Det er et nyt Tegn paa vor Presses Lumpenhed, at ei een Redacteur overfor dette Selskabets første Skridt har indrømmet at have havt Uret i at overhaane det, som man har gjort.
Vi kunde ei begynde med et originalt Arbeide 5 thi de faa blandt os som kunde levere et saadant, vilde ei forlange Selskabets Understøttelse for sig.
Desuden udfordres der hvad Selskabets religiøse Formaal angaaer, Kundskab til de østerlandske Sprog for at kunne præstere noget Originalt. Kun Een i Selskabet (min yngre Broder) har denne Kundskab, ligesom han er den eneste i Danmark, der har underkastet sig Examen i de østerlandske Sprog, og han var endnu for ung. Imidlertid arbeider han af yderste Evne og vil sikkert hellige hele sit Liv til denne Opgave. Men han er endnu kun 24 Aar.
Vi ville altsaa give a) Bidrag til en sand Bibelhistorie b) Bidrag til Løsning af det sociale Spørgsmaal. I et Land hvor man maa gaae 6 fra Boghandler til Boghandler for at faae den uskyldigste Brochure af rationalistisk Natur ud, (en af mine Bekjendte er gaaet fra Dør til Dør forgjæves for at faae en rationalistisk Tale ud, som er holdt af en tydsk Præst, den første Sognepræst i Oldenborg) i et saadant Land, hvor man altsaa ei kan faae ud hos en Boghandler hvad i det hykleriske og bigotte Preussen kan læres fra en officiel Prædikestol, i et saadant Land kan en Forening som Litteraturselskabet ei kaldes en Overflødighed, selv om det endnu kun er en ringe Begyndelse.
Hvad Uvillien mod mig angaaer, er en af Aarsagerne, 7 kan ei man oversee, et bittert, fuldblodigt personligt Had. Man kan ei udstaae mig. Man hader mig som Augurerne i Oldtiden hadede dem, der ikke troede paa Gudemaaltiderne og paa de hellige Høns. Føi hertil Misundelse, privat Had opstaaet ved private Løgne, Angsten for at faae Sceptret vristet ud af Hænder.
Dernæst er den uhyre Uvidenhed en Hovedaarsag. Folk raabe Vagt i Gevær over Trivialiteter, som andensteds gaae som Skillemynt. Hvad jeg har sagt om Hjemmet vilde andensteds betragtes som en triviel Sandhed. Jeg husker f.Ex. hvorledes en ung Franskmand meget vittigt sagde en Aften i et√ Selskab i Paris da Talen faldt paa at Franskmændene ei havde "Hjem". On dit toujours, que nous n'avons 8 pas le "chez lui", on oublie, qu'un Français a toujours le "chez elle".
Den tredie Hovedaarsag er endelig den, at de liberale Bestræbelser hidtil ulykkeligvis ei have strakt sig til det religiøse Omraade, der er blevet staaende som en ubearbeidet Enklave, midt i det dyrkede Land. Danmark er et sandt Præste-Asyl, alle Mennesker her ere Præster, eller Præstesønner, eller Præstedøttre eller gifte med Præstedøttre, eller de er Præsteneveuer eller Præsteskræddere eller Præsteskomagere eller Præstebarberer eller de have Præster mellem deres Kunder og Abonnenter. Da Præsterne repræsentere Himlen, Sandheden, Dyden, Danskheden,√ Hjertet, Alvoren, Kjærligheden, Troen og Haabet, maa jeg naturligvis repræsentere Svovl- og Petroleumspølen.
Tilgiv dette lange Vaas. Deres hengivne
G. B.