Edvard Brandes til Henrik Pontoppidan
21. april 1890
jeg takker Himlen for Hørup
21 April 90
Kære Pontoppidan! Sandeligt ingenting at takke for. Anmeldelsen duede ikke og udtrykte ikke med nogen Energi den Beundring, jeg føler for Bogen1, som er Deres bedste. Jeg duer nu engang ikke til at skrive om Bøger, og kun en ublid Skæbne tvinger mig til at fortjene mit Brød derved.
Tilfældet har været saare ugunstig, saa jeg aldrig har kunnet træffe Dem i Vinter. Nu aander jeg op som en Blomst efter Rigsdagens Bortfejning2. Jeg afskyer Kasernen3 og dens Beboere af mit ganske Hjærte, 2 men jeg er jo overbevist om, at vi skal frem ad den Vej. Éngang – om nogle Aar – saa bliver Ilums Regering4 afgjort for de næste tyve Aar der i Huset, og da disse tyve Aar i hvert Fald bliver mine sidste tyve – om jeg end ikke faar dem alle med saa dog partvis mine sidste Aar, saa takker jeg Himlen for Hørup; thi denne Mand er frisindede Menneskers eneste Haab i Politik. Men dette forstaar mange Mennesker ikke ganske.
God Bedring med Familiens Sygdom. Mine er alle raske og om nogle Uger flytter vi til – Charlottenlund. De smiler haanlig – ak ja, vi kan jo ikke alle foragte Byerne for Landets Skyld. Nogle maa leve i Kjøbenhavn og vrøvle i Kasernen.
Deres hengivne
Edvard Brandes
