Emil Bønnelycke til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bakkehusene 131, Brønshøj. April 1922 (omtrentlig datering)

en Uendelighed af Glæde

Bakkehusene 131.
Brøndshøj.

Højtærede Hr. Henrik Pontoppidan.

Deres venlige Brev¹ gjorde mig meget lykkelig, jeg betragtede det som et Vidnesbyrd om, at De ikke kunde tænke Dem at stille Dem i den Lejr, der har dekoréret mig Humbugsmageriets Don Quijote-Ridderkors. Men er det det store ved de store, at de ikke stiller sig i nogen Lejr? 2 De behøver det ikke. Naar De selv demonstrerer Deres Isolation, er det da af andet end dybe, individuelle Aarsager? Jeg, som kun er i Tyverne, og staar, som Gadesælgerne, midt i Tilværelsens Trafik og søde Larm, det Spektakel, der er Sødme for min overfladiske Sjæl … jeg har aldrig begrebet Nødvendigheden af den iøvrigt beundringsværdige og storladne, personlige Ensomhed. Det er muligt, at jeg vil komme til at forstaa den. Jeg synes, at Ensomheden er Forræderiet mod Menneskeheden. Den er en Unddragelse af den almene Fællesværen. 3 Vor Skæbne er i og efter Døden den samme. Vort Lod Jord er éns i Dybden. Og hundrede Aar er som en Dag for Herren, siger man. Hvorfor skal der da være nogen Forskel paa os, medens vi lever? Det beundringsværdige ved værdig Mands stille Væren er hans Afsky for den Simpelhed i offentligt Liv, som vi andre ogsaa afskyer, da vi jo ellers ikke havde vor Renlighedssans i Behold. Jeg tager med god Samvittighed Del i dagligt Pressearbejde, jeg omgaaes flittige og i Virkeligheden fordringsløse Mennesker; Journalister – 4 der slet ikke véd af, hvor forhadte de er. Af dem, der ikke kender dem. Har De aldrig lagt Mærke til, at man er mest forhadt af Mennesker, man aldrig har set for sine Øjne? Det modsatte beviser, rent spontant, Rigtigheden heraf. Jeg har hørt om en Mand der læste højt for sin Familie af "Asfaltens Sange"², en Mand i Blaagaardsgade. Min ældste Broder Erik har "Lykke-Per" liggende i Pragtbind paa sit Bord. Forleden var jeg ude hos ham. Jeg saá han sad og læste i "De Dødes Rige". Jeg vil heller aldrig forstaa hvordan et levende Menneskehjerte og 5 en stor Intelligens kan skrive om "Døde". Jeg forstaar, forstaar det ikke. Jeg har selv prøvet paa det, men var ude paa gyngende Grund. Livet springer af alle Kilder, et nyfødt Barn er det haandgribelige Mirakel, Sandheden om Aabenbaringen og Menneskets Gave fra Gud. Hvad er det "Døde" i reel Forstand? Hvad véd vi om det? I overført Betydning har vi jo set det give Dem det store Hof i Hænderne, Billedhuggerværkerne igennem Deres rige og altid staaende Forfatterskab, fordi Deres Sanddruhed engang vil blive os til Trøst, hvis den Dag kom, da vi tvivlede –. 6 Jeg læste som Dreng i 16-17 Aars Alderen Harald Kiddes "Aage og Else", senere "Helten", som De husker. Henrik Pontoppidan og Harald Kidde var som to tunge Stene, jeg prøvede længselsfuldt at løfte. Johannes V. lærte os Sprog i virtuos og stilistisk Forstand. Men hvor er hans Mennesker? Hvor er det menneskelige i Johannes V.? Nu og da. I "Moderens Sang", i "Olivia Marianne", i "Leonora Kirstine Ulfeldt", i Aksel i "Kongens Fald" og Mikkel Thøgersen. Men den følgerigtige Række af Mennesker, af Sind i Udvikling enten mod Sorg og Undergang eller Harmoni? Hvor er de hos vor ellers enestaaende "Ordstyrer" og Digter? Et Sted i "Lykke-Per" 7 lyder tre Skovlfulde Jord som "Intethedens Røst"³. Denne Gru gik mig som Dreng i Blodet, jeg hører den endnu –, men mit Sind er siden et gyldent Haab, en Uendelighed af Glæde ved Tilværelsens ufortjente Foræring, dens Farver, Sol og Nuancer. Derfor er "De Dødes Rige" mig en fremmed Bog. Jeg vilde modsige Dem paa hver anden Side i Bogen. Jeg vilde lægge Tingenes inderste Væsen i den og ikke oversé Mulighederne i noget Menneske eller i en menneskelig Situation. Ikke "Fuglesangen" eller "Morgenens Stjerner", men Hjertets paaviselige, hørlige Slag … Jeg beder Dem ikke 8 fortørnes over mine snublende Ord. Jeg behøver tykke Bøger til at forklare mig … Naar jeg tænker paa Dem, og hører Deres Navn tone tungt i mit Hoved, i min ilende og uafklarede Bevidsthed, føler jeg, at Lærdommen, kunstnerisk set, jeg høster ved Lyden, er en Paamindelse om at give Tingene Form, er Sandheden om at man revser sig selv dybest, og kun af sig selv kan forære alt. Det menneskelige, der er nedlagt i Deres Værker, kan jeg ikke maale. Maa jeg skrive til Dem en anden Gang, og vil De da igen høre paa en ung Mand?

Deres ærbødigt hengivne
Emil Bønnelycke