Emil Bønnelycke til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bakkehusene 131, Brønshøj. 23. marts 1922
give Ungdommen Haanden
| Berlingske Tidendes Redaktion |
København, K. 23.3.1922 Pilestræde 34 |
Bakkehusene No. 131. Br.
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Tak for Deres lange og omhyggelige Brev af 14 ds.1. Og navnlig Tak, fordi De ikke nærede nogen Vrede imod Spørgeskemaet, som nu er glemt.
Deres Betragtninger over "M. M."2 som Roman trænger paa visse Punkter til en, efter mit Skøn, energisk Imødegaaelse. Men jeg frygter at vi ingen Vegne vilde komme, hvis vi satte Romanens Maal under Debat. Teknisk set har De fuldkommen Ret. Som en prøvet Mand af den Regel, at intet er tilfældigt, en Bogs Struktur ikke heller, véd De med langt større Sikkerhed end jeg, hvorledes Tingene virker i deres Løb gennem en Række af givne Kapitler, og hvad Sideantallet taaler af lyrisk Belæssethed. Og jeg tilstaar, at det selvfølgelig! er af lutter 2 Usikkerhed paa formelle Gebeter, at min Produktion endnu "svæver". De lange, lyriske Passager har vel ikke meget med Romanen at gøre, men de har Pinedød Kunsten i sig, saafremt de er lyrisk Kunst. Dér er nemlig Brændpunktet i Individualiteternes Kamp og ofte haarde Kamp om, hvad der er Kunst og Ikke-Kunst. Er et Værk Kunst, fordi det er godt som Roman? Eller er Værket Kunst, fordi det er Poesi, men skidt Roman? Eller har den lyriske Evne tabt sin Ret i Romansproget? Jeg nævner hér nogle Navne som J. P., Drachmann, Johannes V. Eller for Udlandets Vedkommende Navne som Loti3, Linnankoski4, og tænk paa de gamle Franskmænd. Balzac var dog en Lyriker med Mellemrum, og Flaubert glemte aldrig sin Poesi for sin Psychologi. Inden for deres Forudsætninger er Tingene 3 god Kunst som de er. Og hér er Diskussionen evigt overflødigt. Deres Fornavnebroder i Norge skrev sine Dramaer med samme usvigelige, matematiske Sikkerhed som den, hvormed Henrik Pontoppidan skriver sine Romaner. Den Lyrik, Ibsen ikke evnede, erstatter han med Mystik. Dette gør ham stor i manges Øjne, fordi Verden vil bedrages, og i Verdensbevidstheden er Ibsen Mystiker –, hos os andre kun Matematiker. Vi beundrer ham for "Folkefjenden" og "Vildanden", hans efter min Mening eneste ægte-menneskelige Værker.
Det hos Dem, i Deres Produktion, i "Lykke-Per" (fuld af Lyrik!) "De Dødes Rige" som har klaret adskillige literære Begreber for mig gennem de første famlende og anonyme Aar, er netop Frigørelsen 4 i Deres Kunst fra Lyriken (hvor De er bedst, ren og gedigen) og Mystiken. Naar jeg ser Deres Skikkelsers harmoniske og mørke Verden for mig, ser jeg ligesom ind i et bredt og tungt Landskab, der er mørkt uden at være mystisk, tungt uden at være tragisk (teatralsk). Deres Kunsts Hymne til den Redelighed og Enkelthed, der er blevet Henning Kehler en Kæphest, fordi han aldrig, trods det han selv, maaske heftigere end nogen af os andre, har oplevet den, har forstaaet en moderne, kompliceret, uredelig, barok og indviklet Tidsalder, hvis hele halsbrækkende Karactér og Beskaffenhed, en ny Generation skal bruge som Springbrædt. En stor og væsentlig Ting i Deres Brev har De Ret i og takker jeg Dem for: Deres Bemærkninger om at man ikke gennem 5 den "frie Form" og "løse Opbygning" naar nogen Fornyelse i Kunsten. Hér har De mægtigt Ret, og Ret til at tale om Forfald, Nedgangsperiode o.s.v. De ved vel, hvad kunstnerisk Løshed kostede Drachmann, naar De ser paa "Hr. Oluf han rider"5, og Gud véd hvad. Og paa os Grønskollinge…
Men mon De nu ogsaa forstaar "Løsheden" i meget af det nye? Jeg nævner ikke Kunstretninger og Udartninger i Kunsten, Recept- og Klikekunst i Literatur og Maleri. Men én Ting er enkelt for Vor Tids Ungdom nemlig det at kun de færreste af de Unge forfærdes eller reagerer harmfuldt ved Synet f.Eks. af et Billede af Picasso eller Rude eller Lundstrøm. Medens derimod saa godt som alle de ældre gør det. Undtagen netop de, som lever 6 af den moderne Kunst.
Den moderne Kunst er nemlig ingen Frase eller noget fraset Begreb. Det er en Kunst, der sprænger det gamle Billede og finder ny Skønhed ved at samle Stumperne, der duer. Naar vi tænker paa Charlottenborgs Skændsel-Maleri med den "smarte Patriot" Slott-Møller i Spidsen, med N.V. Dorphs livstrætte, "evigt unge" Portrætter og Nationalbankudsmykning, paa Oscar Mathiesens afskyelige Arrogance, saa raaber Ungdommen Svindel efter de Gamle, saa vender den Beskyldningerne den modsatte Vej og viser, hvad der er Smartness, Posthorns-Jageri, Afmagt og Udbrændthed hos alle de "ansete" Malere, der hovmodigt mumler Ordet "Humbug", naar de tænker paa Ungdommen. 7 Jeg nævner Malerkunsten, fordi den Gudskelov langt tydeligere og grellere end Literaturen viser, hvor Forfaldet ligger. Det er aldrig, har aldrig været Forfald eller Dekadence at eksperimentere. At undersøge Evnen, Midlerne, Vejene, Maalene og Ideerne i deres bundløse Mangfoldighed. Men derimod i Portræt-Maskineriet Charlottenborgs Kunst. I denne officielt æstimerede Verden af Vane og Hovmod og Fattigdom, som fylder denne Udstillings Vægge.
Hvad Literaturen angaar tror jeg dens Personligheder i den ældre Generation er for store dels til at skrive Kompromis'ets Bøger, Vane-Værker og Bestillingsarbejder og dels til ikke at give Ungdommen Haanden som en værdig Far sin beundrende og ærlige Søn – 8 Men derfor er de to Slægter alligevel skilt ved to Tider, der er mere væsensforskellige, end de fleste aner.
Jeg kunde blive ved i Timevis med at forklare –. Jeg gør det i nye Bøger. Og Dramaer. Fulde af Lyrik, og fulde af Mystik.
Tak, endnu engang, for Deres hjertelige Brev.
Deres hengivne
Emil Bønnelycke.
