Maria Behrens til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bredgade 66c. 18. oktober 1924
en virkelig god og sund Kulturfaktor
[trykt brevhoved:] Litterært Forlag
Bredgade Nr. 66 c. Tlf. Central 9783
København K., 18/10 1924.
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
I en Telefonsamtale, jeg i Dag havde med Hr. Valdemar Rørdam, forstod jeg, at De nu må være kommen tilbage til København, hvorfor jeg straks beder om at det gamle Spørgsmaal nu må blive taget op igen.
Litterært Forlag er nu i Gang med at forberede den danske Serie, der begynder med Udgivelsen af Valdemar Rørdam: Taktløs Tale på Prosa og Vers1. Derefter vil 1. Febr. n.A. udkomme en endnu udøbt Roman2 af Karin Michaelis, 1. Maj: Johs. Jørgensen3: "Frankrigs Liljer", en Skildring af den nye religiøse Litteratur i Frankrig, og 1. Aug. Andersen Nexø4 en ny Proletarroman.
Alt dette står fast. Forfatterne har set Forlagets Abonnementslister, der viser, at fra 1. Novbr. nu vil der hver 3. Måned indkomme 30.000 Kr. i 2 Salgsindtægt. De er indgået på at modtage deres Honorarer den Dag, Manuskriptet afleveres, – dog vil Johs. Jørgensen få Halvdelen af sit Honorar d. 1. Januar, medens Resten betales d. 1. Marts, når hans Bog gaar i Trykken.
Min store Fejl overfor Dem, Hr. Pontoppidan, bestod deri, at jeg mente roligt at turde tilbyde Halvdelen af Deres Honorar – 6000 Kr. – betalt, da De gav mig Deres Tilsagn. Jeg stolede dengang på andre Mennesker og var afhængig af de andre, således, at da de svigtede mig, måtte jeg svigte Dem. Resultatet blev ganske naturligt, at De mistede Tilliden. Siden har jeg arbejdet på at oprette Fejlen – og nu står jeg der, hvor jeg kan gøre Dem et Tilbud, der ikke er afhængig af andre, et Tilbud, som giver Dem stadig Føling med Forlagets Betalingsevne og dermed med dets hele Stilling.
Hvis De vil modtage Honoraret på den Måde, at De faar 3000 Kr. nu straks og derefter 3000 Kr. hver 3. Måned, da vil hele Deres Honorar være Dem udbetalt i Juli Måned 1925, medens Mnskpt. ikke skal foreligge før i Tidsrummet 1. Septbr. – 1 Jan. Skulde Forlaget ved nogen Betalingstermin vise sig upræcis er såvel Honoraret som Manuskriptet Deres, og naturligvis bør De have alm. Bankrente for de 6000 Kr. for den Tid, der er gaaet fra Deres Tilsagn til nu.
Dette er dog kun et Forslag. De kan selv finde andre, og jeg skal sætte en Ære i at opfylde Forpligtelserne, hvordan de så end bliver. Men eet beder jeg om: – De må vel huske, at hvis De straffer min Fejl overfor Dem på Forlaget, så betyder det, at en Virksomhed, der er ved at vokse sig frem til en virkelig god og sund Kulturfaktor, gaar uhjælpeligt i Stykker.
3 Litterært Forlag har ganske naturligt mange Modstandere, – Boghandlerne og de andre Forlag må være fjendtligsindede imod os, og vi mærker, at der overalt gøres et Muldvarpearbejde. Især gøres det, siden vi begyndte at bane os Vej til det store, brede Publikum, som ikke plejer at købe Bøger. Det vedlagte Cirkulære vil sige Dem, hvorledes den Bevægelse er, som vi kalder Litterært Forlags Læsekredse.
Vi fik Ideen udefra, og den kom til os på et Tidspunkt, da vi allerede havde samlet 4200 Abonnenter til den dansk-nordiske Serie. Men da vi ønskede at vise de Mennesker, der bebrejdede os, at vi var for dyre for de fattige Bogkøbere, at vi vilde ofre noget for at få disse Fattige med, så blev Resultatet, at vi strøg de 2000 af vore Enkeltabonnenter og i Stedet for satte al Kraft ind på at danne Læsekredse på indtil 8 Medlemmer. Det lykkedes, – de 2000 Abonnenter, der skulde stryges, gik selv med i Læsekredsbevægelsen og vi faar hver Dag nye Indmeldelser af Læsekredse – Butiksfolk, Kontorfolk, Arbejdere og Håndværkere. Jeg har rejst og talt og skrevet Tusinder af Breve, jeg har alene i sidste Måned holdt 1–2 Møder om Dagen, og Resultatet er ikke 5000 Abonnenter, men 3000 Læsekredse à 8 Medlemmer og 2000 Enkeltabonnenter. Det betyder, at Forfatterne faar et Publikum så langt mere lydhørt og friskt end noget andet – og at Forlaget staar som Skaber af en virkelig Kulturbevægelse.
Hvis De, Hr. Pontoppidan, havde kunnet se og mærke den Glæde, hvormed alle disse Mennesker, unge og gamle – men især de unge – imødeser dette at få en ny Bog 4 af Dem, så tror jeg, De vilde glemme og tilgive den Fejl, jeg har begaaet, og når jeg tænker på, hvorledes jeg skal kunne møde alle de Mennesker med et Afslag fra Dem – ja, så synes jeg, at alt hører op, og at jeg må forsvinde. En anden vil måske kunne føre Sagen videre, men jeg må gå.
Hr. Valdemar Rørdam syntes i Dag at mene, at De vilde svare mig med et Afslag. Men jeg kan ikke tro det, selv om jeg ved, at jeg har gjort mig fortjent dertil; for uden altfor stor Ubeskedenhed tør jeg sige, at hvis De går nu, vil Slaget ikke alene ramme mig, som bliver totalt ødelagt, men jeg betyder dog så meget for Forlaget, at også det vil lide og lide hårdt. Modstanderne vil triumfere og Tilhængerne vil falde fra, men det værste er, at Arbejdet ligger i mine Hænder, og at det vil falde i Stykker. Jeg har dog skabt dette Forlag, samlet Abonnenterne og dannet Læsekredsene – jeg har organiseret dem med Bestyrelser, med Fordragsholdere og Oplæsere, Bladet har jeg planlagt og faaet til at bære sig, skønt Abonnenterne skal have det gratis, og Verdensserien, – en Serie af Verdensmarkedets bedste Bøger i den bedst mulige Oversættelse – er færdig til Agitation. Det er måske dette Foretagendes Svaghed, at jeg endnu er Den, der holder alle Traade i Hånden og endnu ikke har faaet Tid til at opdrage en Arvtager, og Svagheden vil vise sig, dersom De siger Nej til at give os Deres Bog. Men – Hr. Pontoppidan – det må ikke ske – vel? Jeg beder Dem jo om at lade alt undersøge – hver Stump af Beviser er i Orden! – og Beviserne er således, at De kan have Tillid til Forlaget. Og lad mig så ikke vente altfor længe, før Deres Svar kommer. Husk, at jeg gaar ind på ethvert Forslag, som jeg kan gå ind på.
I Ærbødighed
Deres
Maria Behrens.
