Henrik Pontoppidan: Lykke-Per [2]
Med vilje har jeg ikke fæstet mig ved ordlyden; men Hans E. Kinck skrev engang om Lykke-Per, at romaner av den art ofte fik noget litt utvisket over sig idet forfatteren forvekslet noget av sit eget kunstnergemyt med hovedfigurens, med andre ord at han la ind noget for personlig til skade for objektiviteten. Hans E. Kinck nævner Lykke-Per i sin store og merkelige essay "Kjærligheten i Kormaks saga"1. Kinck har der, som bekjendt kommet med den paastand at den besynderlige "seid" som Kormak og hans elskede Steingerd er offer for er et almenkjendt psykologisk fenomen. Det vil si Kormaks erotik er av den art, at det, at vinde den elskede, ikke besiddelsen, for ham er det hovedsagelige. Han uteblir som bekjendt fra bryllupet, men fortsætter stadig at kredse om Steingjerd, da hendes anden, eller er det tredje, mand tilbyr Kormak Steingjerd til egte svarer han nei – og hun svarer nei. Det er underlig. Man mindes den nat i Kormaks saga da de to har søkt ly i et litet hus ved stranden og han ligger og kvæder til hendes pris. De ligger bare med en tynd bordvæg imellem sig. Der mangler ikke paa kys i Kormaks saga.
Som bekjendt har der vært reist strid om rigtigheten av Kincks teori; det kommer imidlertid ikke denne sak ved. Jeg skal bare her gaa litt nærmere ind paa Kincks omtale af Lykke-Per, det han sir, at forfatteren har blandet ind smittet noget av sit eget kunstnergemyt ind i hovedfiguren til skade for psykologien.
I en artikkelrække om Hans E. Kinck har jeg imøtegaat ham paa dette punkt. Det var imidlertid bare med nogen korte ord, det kunde kanske derfor i sakens interesse anledning at ha sin interesse at gaa litt nærmere ind paa spørsmaalet. Der er jo for tiden reist en diskusion om det erotiske problem som ingensinde i det moderende Europa – og det er jo netop erotik Lykke-Per handler om. –
Lykke-Per, prestesønnen Peter Andreas Sidenius kjærlighet til den jødiske storkjøbmands datter Jacobe er det interessanteste og mærkelige ved denne i saa mange dele interesante roman. En skjæbnesvanger feiltagelse, som det synes, er aarsaken til at disse to mennesker ikke kommer til at leve livet sammen.
Han forelsker sig i en anden; men efter et par aars egteskap gaar han fra hjem og familie for at leve som eremit et sted ude ved Vesterhavet. Da er, skjønt Pontoppidan ikke direkte sier det, Jacobe Salomon blit hans muse – som Stengjerd blev Kormaks.
Her maa det altsaa være at Kinck mener at Pontoppidan er gjenstand for en syk...ning.
Det er vanskelig at se ind i forje generations liv. Til en viss grad er menneskene vel altid de samme, men et slags instinkt, et slags tryk paa nerverne, tilsier én at der utvilsomt er en viss forskjel mellem denne generation og den forje. Jeg ser her bort fra den haardere konkurrance, de vanskelige tider, jaget, alt det som betegner det moderende liv og skaper typer av anden art end de én kjender fra tidligere generationer, trustkongen i lommeformat som er tidens type, og regjerer livet paa saa mange hold. Og allikevel er det maaske ikke mindst dette moderende liv som har skapt den nye type jeg tænker paa. Har man et par aar sittet som konsulent i et forlag, ser man dette merkelige sug efter kunst, som der trods al overfladiskhet, trods den nedgang i aandsliv som én kan spore paa alle kanter, maa findes. Der kommer jo ind manuskripter av skjønliterær art√ fra snart sagt alle. Forretningfolk, advokater, sjømænd, militære, lærde, alle vil de være med, og spørsmaalet er, hvad er det for et merkelig sug som bringer disse folk, som ingenlunde kan se nogen økonomisk fordel i at sitte at koke samme disse produkter som, meget ofte, blir returneret med et stille smil. Det ligger i luften at alle skal ha utløsning for den smule talent de maatte gaa og brænde inde med. At det ikke er til fordel for aandslivet at alle er med sier sig selv. Det er et merkelig tidsfenomen, dette at de alle skriver. Jeg har ikke tat op nogen statistik, men jeg skulde anta at snart sagt hvert tredje menneske her i landet engang i sit liv har begaat en roman, en novelle eller digtsamling.
Storskogen er faldt De store trær er faldt, vinden har gaat tætt i smaaskogen.
Og dog er der noget som kalder paa éns sympati, for man vet jo at alle har de brændt for disse sine sørgelige produkter. Og det er det erotiske liv disse bøker kredser om. De kredser om hver mands skuffelse, de kredser om halvforstaatte sjælelige oplevelser. Der er rørende ting iblandt.
Det er ikke saa sjelden at motivet i Kormaks saga ligger under; ulægelig kjærlighet som paa en eller anden maate er forskuslet2. Det store problem som saa ofte glimter frem her, og i ord som falder mand og mand imellem er dette: hvorfor var jeg lykkeligere dengang jeg tilbad den elskede paa avstand end nu da jeg har faat hende. Det glimter frem, sier jeg, som stængte meninger i underforstaatte ord. Man forstaar ikke den sjælelige "seid" man er udsat for. For det er jo ikke det det gjælder, at det for at si det kort og almindelig, er mere moro at være forlovet og nygift, en rigtig fastgrod gift. Der er uro. Det erotiske er sat under debat, og dermed stiger uroen. Man kan efter lange tider at ha maattet tie stille pludselig komme op i en voldsom krise. Dens aarsaker er lette at efterspore, og det er ikke det i længden kjedsommelige letsind, lidenskapsløsheten, usandfærdigheten, slapheten det gjelder[,] det gjelder de alvorlige naturer for hvem det erotiske blir bestemmende.
Disse alvorlige har altid sit store narrefølge3, det er jeg paa det rene med, men enhver tid har sit optog af narre. Bare at det nu synes som om narren er ophøiet til dramaets hovedfigur.
Freuds teorier har vakt enorm opsigt i alle fald over hele den germanske verden. Det synes som om de har gjort mindre indtryk indenfor den romanske, hvilket jo synes rimelig. I den romanske verden, og her tar jeg selvfølgelig Frankrig med, har man nemlig hat det som heter renæssance (og at Frankrig har hat en renæssance, i alle fald har indhøstet en hel del av dens resultater) det anser jeg for udelukket, og renæssance betyr jo som vi vet fra vor skolelærdom "menneskeaandens frigjørelse", hvilket vel turde være like taaket og almindelig som begrep som det som kaldes renæssance. Men nok om det, hvad der skedde blandt meget andet i denne storm, var vel det at selve det menneskelige kom til sin ret, fik sin selvfølgelige plads, hvad den i virkeligheten endnu kjæmper for. Det er jo ikke længe siden man endnu brølte paa det som blev "frihet i det erotiske", noget som man ikke roper paa i de romanske lande. Man har nemlig indrømmet det erotiske dets selvfølgelige plads, og er dermed ogsaa kommet ut over utskeielsernes stade, d.v.s. theoretisk. Men en sammenligning her vilde være det samme som at skrive om forskjellen mellem de to racer, og det er jo ikke meningen. Dette kun være sagt for at man ikke skal mistænke mig for at tro at den kamp om frihet i det erotiske som paagikk og paagaar ikke er naad os før, ikke av den grund at renæssancen uteblev her men ogsaa fordi vor race er en anden.
Henrik Pontoppidan har skrevet den store roman om vor eros, og dermed om vor melankoli. Han har drad frem det merkelige samspil mellem eros og snart sagt alle sjælelige faktorer, han har git den store tragedie. Lykke-Per-motivet og dets psykologi er ukjendt, ja jeg tror, utenfor Norden. Det er kanske√ ogsaa dansk.
Siden Lykke-Per blev skrevet er den store uro steget, den har naad flere, og det moderende liv har faat tid til at virke, sindene er slitt. Og dermed indfinder kontemplationen sig. Man spør – derav de mange manuskripter. Lykke-Per er idag muligvis en endnu mer aktuel roman end da den blev skrevet for snart firti4 aar siden.
[Tilføjelse. Thrap-Meyer slutter et kort udkast til samme manuskript således:]
Enten er jeg fuldstændig i vildrede med hvad Kinck har ment med sine ord om det litt utviskede, eller jeg har ret naar jeg opfatter hans klander som en i virkeligheten dyp hyldest til en menneskeskildring som Lykke-Per. Han mener altsaa at det store brudd som sker i Peter Andreas Sidenius utvikling paa et vis er feil, eller upsykologisk, at et nyt menneske er begyndt at arbeide i figuren, at dens objektivitet er svækket.
Jeg agter paa dette punkt sådan i denne lille essay at optræde som Henrik Pontoppidans advokat. Mig forekommer det nemlig at "bruddet" er overmaade vel psykologisk begrundet, og at et slikt omslag hos en mand av Peter Andreas Sidenius karakter netop som det er skildret i Lykke-Per, netop er det store bevis for dens forfatters overlegne sjælekunskap.
