Henrik Pontoppidan: Lykke-Per [1]
Da den unge polyteknikker Peter Andreas Sidenius, eller Per som han kalder sig, en høstdag i aarene mellem 1870-80 (man kan forresten regne sig til aaret omtrent, for under krigen i 64 var han bare en syv aars gut, nu er han en og tyve; desuten stemmer vistnok tiden med Georg Brandes' utlændighetsaar i Berlin) for første gang avlægger visit i det Salomonske hus, er han ikke det man ved et flygtig bekjendtskap vil kalde en sympatisk ung mand.
Tilsyneladende er han ogsaa ganske flinthaard; han har ikke, som de fleste unge, nogen sentimentale vers liggende i bordskuffen, og hans erotiske liv, ja hans følelsesliv overhode, er temmelig svakt utviklet. Han har hat nogen historier med byens piker; men det har altsaa været oplevelser av rent seksuel art; bare forholdet til den blonde sadelmakerdatter fra Kerteminde, Franciska, har betyd noget mere for ham. Det har været en skjær ung eros; men den varte saa kort, der blev ikke tid til nogen fuld sjælelig utfoldelse under deres smaa spadsereturer i Nyboders omegn og paa Volden. Han er, som han staar der i Phillip Salomons pragtfulde mottagelsesværelse, det man kalder grøn – og allikevel, han som igrunden benekter at der er sjæl til, har gjennemgaat meget for sine aar, har i al stilhet og ubevist faat sin livsbane bestemt indenifra.
Nu da man jo snart ikke mere kan snakke om sjæleliv uten at komme ind paa Freud og hans fenomenologi, kunde man jo godt la den ytring falde at en freudianer, særlig da én av den pfisterske skole med henrykkelse vilde kaste sig over en bog som Lykke-Per og paavise de "komplekser" i hovedfigurens mentalitet som ved skjæbnens ugunst er blit undertrykt i barneaarene. Pfister1 vilde visst kalde dette kompleks noget slikt som "det ideelle".
Peter Andreas Sidenius er nemlig prestesøn, hvad jo ogsaa klangen av navnet sier én. Og han er til og med søn av en av de egte "gammeldagse" prester. En verdig herrens stridsmand, en nidkjær forkynder, en mand som foragter denne verdens glans og herlighet og lever sit liv med blikket rettet mot det hinsidige.
Hjemmet er fattig og der er en stor børneflok, moren er sykelig, stadig sengeliggende. Allikevel er det ikke et lykkeløst hjem, det vil si for den som vil bøie sig indunder farens personlighet, og leve i overensstemmelse med hjemmets aand. Pastor Sidenius' mange sønner og døtre er da ogsaa alle lydige og strævsomme barn. Det gaar dem godt paa skolen og siden i livet.
Denne slægt av Sideniuser er i det hele skildret med en vidunderlig tydelighed hos Pontoppidan. Likesom Pontoppidan et sted fortæller om Jacobe Salomon at hun paa langt hold kan lugte Per, den egne stramme lugt av fattigmandskaar som følger ham, av daarlig tobak, av uvasket uldtøi, slik kan jeg i alle fald se for mig, ja likesom lukte og fornemme disse Sideniuser, disse udmærkede mennesker, saa vel utrustet til livskampen, saa nøisomme, saa bra, saa pinlig bra og regelrette. Jeg kan fornemme deres hovmod og deres ukuelige farisæisme. Ja det er som jeg personlig skulde ha hilst paa en av dem; jeg fornemmer i alle fald saa tydelig hvordan disse mennesker haandtrykker.
Misforstaa mig ikke dit hen, at Pontoppidan ikke har ydet disse mennesker al sømmelig retfærdighet, han har netop git det som er godt hos disse mennesker, og ikke godt i gaaseøine, men det som er virkelig værdifuldt. Det er jo i det hele noget av det mærkelige ved Pontoppidans menneskeskildring at han yder retfærdighet. Han bedømmer menneskene fortrinsvis ut fra deres karakter, men det er en vid bedømmelse, det er ingen pirket2 skolemesterfinger én fornemmer i hans menneskekritik men en stor psykologs samtidig ømme og faste haand.
Men Peter Andreas Sidenius som barn kommer saa rent paa kant med alt det som sideniusk heter. Han er av temperament bundforskjellig fra sine søsken og paa grund av forskjellige omstændigheter (morens sygdom og den arbeidsbyrde som væltes over paa faren ved overtagelsen av et nyt embede) faar han lov til at vokse op som en liten vild. Først senere opdager saa faren at denne søn er et vildskud og prøver at rette paa det forsømte.
Der kommer til mange rivninger mellem far og søn; til slut opgir faren at virke paa ham, det siste fortvilede forsøk han gjør er det da han griper til det fortvilede middel at arrangere en slags offentlig avstraffelse da den lille Peter Andreas er blit knepet i at ha høstet nogen æbler i andenmands have.
Da alle barna er samlet ved middagsbordet holder han en høitidelig tale til ham hvor hele det gammeltestamentelige apparat er i fuld sving. Det blir en meget dyster scene som heller ikke undlater at gjøre indtryk paa resten av barneflokken – bare Peter Andreas forblir uberørt av det hele. Der er nemlig for hans nøkterne gutteforstand (husk han har faat sin opdragelse blandt tjenestefolk og butiksvenner i den lille jydske fjordby hvor faren er prest) noget uforhold. Han kan ikke gribe sammenhængen mellem denne høitidelighet med Gudfader og det hele, og saa den noksaa hverdagslige forseelse at "kvaste" nogle æpler.
Det ender med at han kommer til at foragte denne far, foragte alt som hører hjemmet til, dets aand, denne evige himmelvendthet, den fuldstændige venden sig bort fra alt som hører denne verden til; og hvor mangen en prestesøn har ikke gjennemlevet den utvikling; men enden er: han kommer til at foragte idealitet overhode.
Derfor var det jeg sa at en freudianer, og kanske særlig én av den pfisterske retning, med henrykkelse vilde kaste sig over dette materiale og paavise hvordan netop den undertrykte idealitet hos ham kommer til at bli saa bestemmende da omslaget endelig kommer. Jeg skal ikke her indlate mig paa nogen diskusion om disse ting, jeg skal bare peke paa at Per, som han kalder sig dengang han avlægger visit hos den jødiske storkjøbmand med det faste forsæt for nu at bli svigersøn der i huset (desuten har husets datter det lille hundyr Nanny vakt hans sanser) for at fremme sine planer; han har jo sit kanalprojekt liggende hjemme i bordskuffen, da opfatter sig selv, mennesket, samfundet, det hele som noget rationelt, – og dog bærer han mærket paa sig, kunstnernaturens sviemærke, den store, ulægelige uro og melankolien. Den egne art melankoli hvis dypeste rod aarsak vel er den at hos kunstneren gives ikke det som heter karakter, (ikke i almenmenneskelig forstand, der kan være vilje, der kan være alle borgerlige dyder forøvrig, men karakter er der ikke) det er ulægelige og ulykkelige ved kunstnernaturen, det ytrer sig blandt andet i det at kunstneren har saa vanskelig for at fæste sig nær et menneske i farten i længden, det er det som skaper de store konflikter i kunstnerens kjærlighetsliv – der er en hulhet i kunstnernaturen, den inderste benpipe er hul, og gjennem den gaar livets gjennemtræk.
De gamle yndet at ligne kunstneren med Pans fløite, med det avbrutte brutte rør –
Selv om man ved karakter ikke forstaar noget mer forstenet end et fast sjælestof, en fast grobund for livsindtrykkene, blir karakter hos en kunstner en umulighet. Jeg gjentar det: han kan gjøre sin menneskeplikt likefuldt som nogen anden, men i tilfælde gjør han det paa sin vilje ikke paa sin karakter. For karakter forutsætter noget fæstnet, et sted hvor et livsindtryk, en følelse for alvor er grod fast; hos en kunstner vilde en slik fast flæk bare være til hinder for evnen til at komme rundt fenomenene – se dem fra alle sider ut fra sit naturel, hvilket jo er hans første plikt.
Naar borgere korser sig over kunstneres vandel, burde de ta dette moment med i beregningen. En kunstner lever saa hurtig; motgangen, den evige gjentagelse virker paa det følsomme gemyt litt anderledes end paa den jævne borger, livet kan avføde en lede i et kunstnergemyt som den almene mand knap nogensinde har ant, hvis saa viljen som er en kunstners eneste store aktivum ikke er tilstrækkelig utviklet maa det uvilkaarlig gaa til helvede, det er en lov.
Den harmoni som karakter avføder kjender en kunstner litet til, hans væsen er uro, det vil si det vagabonderende i kunstnergemyttet. Og det er ikke alle som er saa lykkelige at eie kræsenhetens dyrebare klenodium; hvis kulturmilieu har lært ham fra tidlig av at viljen er veien uten ord sagt ham at viljen er veien. Dette at turde leve paa egen vilje er som bekjendt ingen folkelig egenskap. Derfor ser man jo overalt, og ikke minst her hjemme dette sørgelige sløseri med stor kunstnerisk begavelse, den viljesspirernes forvitring som er saa almindelig blandt kunstnere.
Men dette er jo ikke det fenomen hvorom Lykke-Per kredser. Den viljens lammelse, den sjælskrise Peter Andreas Sidenius gjennemgaar da han endelig staar ved maalet, den dype uro (som han tror er av religiøs karakter) er et alment træk, skal vi for korthets skyld bruke dette svævende begrep som heter race benævnes ved vor race. Selv har jeg igrunden ikke svært meget til overs for begrepet race, men man behøver jo bare at ha passert alperne for at vite at begrepet det er til.
Én som hadde viet studiet av vor race og racen hinsides alperne sitt liv nemlig Hans E. Kinck sa engang da samtalen dreiet sig om Lykke-Per, og den merkelige scene blev nævnt, den hvor Per sitter i brændevinssjappen3 og ser morens kiste bli heist ombord i skibet. Jeg kan forstaa ham. Den scene kan kun være tænkt av én som har kjendt vor egte nordiske melankoli, vor store ulægelige melankoli.
Den scene kan ikke være tænkt av en sydlænding. Han føler nemlig ikke slik.
Jeg tror jeg kan uttale mig om fenomenet. Som ganske ung kom jeg til syden, og begyndte at læse den italienske litteratur paa samme vis som jeg før hadde læst den nordiske; jeg søgte bekræftelse paa mig selv som alle unge gjør naar de læser. En saa kapitalstiftelse har jeg aldrig lidt, saa absolut var den, at jeg først aar efterpaa hadde noget udbytte av mit studium av italiensk literatur. Jeg fandt bare en forfatter som slukket mit sinds tørst: Leopardi4.
Mit forhold til Leopardis lyrik er blit bestemmende for mit forhold til lyrik overhode. Saa stor, saa merkelig maa den oplevelse være hvorover et digt skal skrives skapes som den hvorover Leopardi skrev Il Risorgimento5.
Hos Leopardi gjenfandt jeg noget av vort tungsind, av vor store, ulægelige melankoli. Og allikevel er den melankoli av en anden art end vor. De særlige omstændigheter hvorunder Leopardi levet gjorde, at hans melankoli søkte indover, blev et ustanselig spil av bristende graat; men elementerne, sjæleelementerne er forskjellige. I syden er melankoli et eksplosivt stof, det er den ikke her nord. Dens symbol er det visne blad, den er forvitring, den er det døende, hvad vor literatur da ogsaa viser, jeg peker bare paa Rosmersholm6, Når vi døde vågner7.
Et av de store og merkelige billeder som er tegnet av vor nordiske melankoli er billedet av prestesønnen og fritænkeren Peter Andreas Sidenius som sitter i brændevinssjappen, gjemt der for ikke at sees av sine søskende, og ser morens kiste bli heist ombord i skibet.
Og hvad er det ikke for et nedslaaende billede. Saa famlende er vi alle. –
I en av sine samtaler med Jacobe Salomon sammenligner Per sig med en "trold" som ved solnedgang kommer ut av en bakke og sitter der den lange lyse sommernat, men da solen rinder kommer den til at nyse, staar der, og kryper igjen ned i sit jordhul for at skjule sig for dagen og for lyset8.
Pontoppidan har kaldt det danske folk et skumringssky skyggefolk. Et virkelighedsfjernt folk. Som ung polyteknikker er jo Per Sidenius noget av et ideal av en virkelighetsnær ungdom. Istedenfor de sentimentale vers har han sit store kanalprojekt liggende hjemme i bordskuffen i sit lille fattige arbeidsværelse i Nyboder. Et vældig projekt om at kanalisere hele Danmark, utnytte de gamle vandveie, anlægge en stor havn et sted paa Jyllands vestkyst, og ta konkurrencen op med den farlige nabo i syd, som siden 1864 har vært Danmarks evige rædsel.
Det ser ut som om der intet er til hinder for at han skal kunne gjennemføre planen. Han synes at være i besiddelse av den egne art sjælløshet som skal til for at slaa sig igjennem i det praktiske liv. Det er ogsaa bare for at fremme sine planer at han har søkt og opnaad forbindelse med det store jødiske salomonske hus. Ja, sønnen i huset Ivan er stærkt betat av Per og lægger sig paa alle hold i selen for at hjælpe ham. Det lykkes ham ogsaa at faa en del af Kjøbenhavns pengemænd til at interessere sig for verket. Desuten er jo Per blit svigersøn i huset forlovet med dets ældste datter Jacobe.
Skildringen av denne jødiske kvinde hører til noget av det eiendommeligste og fineste som er lavet av kvindepsykologi. Skildringen av Pers forhold til hende hører til bogens ulike interessanteste partier. I forholdet til hende viser Per nemlig en hel del av den sjælløshet som er egen for ham gjennem hans ungdomsaar. Og allikevel er hun den store oplevelse i hans liv.
Jacobe Salomon er intens, hun har sit blods og sin races hele styrke. Og da hun endelig kommer til at elske ham utfolder hun alt det som netop en stærk villende kvinde utfolder naar hun elsker. Hendes kjærlighet er givende. Fremfor alt det.
