En Mindekrans
131 Selv i Samvær med nære Venner var Henrik Pontoppidan yderst tilbageholden med Oplysninger af personlig Art. De Sindsrørelser, man gennem et langt Venskab blev Vidne til hos ham, var ofte knyttet til Personligheder eller Begivenheder, der i særlig Grad optog ham. Modgang, Vanskeligheder, Sorger vedrørende ham selv gav han de mest afdæmpede Udtryk for, om han i det hele taget lod andre mærke noget. Over et Venskab med Pontoppidan var der baade en kølig Fjernhed og en forunderlig nær Varme, som var stærkere end mange Baand, der ellers knytter Venner sammen. Han brugte almindeligvis ikke Ord for at tilkendegive Følsomhed, ingen Mand kunde være mere sky i sin Tale for uligevægtige Ytringer, men ingen, der 132 har staaet i Venskab til Pontoppidan, har kunnet andet end bevæges dybt af hans Sinds Trofasthed, hans aldrig svigtende Aarvaagenhed for, hvad der tjente hans Venner bedst. Der har ofte været talt om Køligheden i Pontoppidans Væsen. Og han holdt sig ogsaa helst paa stor Afstand; men Grundstoffet i hans Personlighed var Varme af en Art, der er større end selv Kærlighed.
Som en yngre Ven af ham, vor Aldersforskel var 23 Aar, vil jeg gerne i denne Mindebog om vor Samtids store Digter tegne et Par Erindringsbilleder fra det Venskab, der fra mit 27' Aar knyttede saa betydningsfulde Dele af mit Liv til Henrik Pontoppidan.
Han var i sin Manddoms modne Alder, fyldt 50 Aar, da han Dagen efter Drachmanns Højlæggelse paa Skagens Gren1, en solfyldt Januardag, gik fra Skagen til Gl. Skagen for at opsøge en ung og den Gang ukendt Forfatter, der ukaldet var traadt frem paa en Klit ved Siden af Gravhøjen 133 og havde fremsagt et Digt til Holger Drachmanns Pris. Han stod i Forstuen, da Konen i Huset kaldte mig derud. Det lavloftede Rum gjorde hans Skikkelse høj, skønt han kun var af Middelhøjde. Han var i Pels og med Astrakanshue2. Tæt og rank bygget. Hvor nøje jeg dengang lagde Mærke til hans Person, kan jeg ikke mindes. Jeg kendte ham af Udseende fra Hillerød, hvor jeg en Skt. Hansaften havde set ham spadsere over Jægerbakken.
Han kom fra Drachmanns Venner for at takke mig for Digtet, sagde han. Det havde berørt dem alle, at den Dag, de begravede en stor Digter, var der kommen Bud fra en ung og ny Digter. Han havde ikke før hørt mit Navn, undskyldte han sig. Han foreslog, at vi skulde gaa en Tur langs Havet. Hvad Indtryk han fik af min Ungdoms Ufærdighed, har han aldrig berørt. Men for kun faa Aar siden sendte han mig et Fotografi fra Drachmanns Begravelse, bag paa hvilket han skriver: Tilfældigt finder jeg mellem en Del gamle Sager dette Billede. 134 Jeg sender Dem det til Minde om den Dag, da vi første Gang mødtes paa Skagen.
Han havde lovet at bringe mig med ind paa Brøndums Hotel til Drachmanns Venner. Jeg husker denne lette Frostdag med blankt Solskin. Solen var allerede ved at gaa ned og kastede vore Skygger langt foran os paa den hvide Vej. Jeg vilde have skiftet Klæder af Hensyn til det fine Selskab, da jeg var i Fedtlæderstøvler og tyk Vadmelstrøje, men han fandt, at jeg netop var passende klædt. Jeg fortalte ham alt, hvad han ønskede at vide om mig, om min Forlovelse og hvad jeg havde skrevet, en Samling vestjydske Kysthistorier3, som altsaa blev den første Bog af mig, Pontoppidan kom til at læse.
Inde hos Brøndum var samlet en Kreds af Drachmanns Venner bestaaende af: Willumsen, Soffy Drachmann, Krøyer, Ancher, Peter Nansen og andre af Tidens Store. Det var første Gang i mit Liv, jeg var i Stue sammen med saadanne Folk, jeg 135 følte ikke nogen absolut Betagelse. Hvad jeg i mit ufærdige Sind havde forestillet mig, husker jeg ikke; maaske havde jeg ventet at møde en Tilkendegivelse af Sorg over Drachmann. Næppe har jeg følt Afstanden større mellem Mennesker end i disse Par Timer, skønt Pontoppidan, der mærkede min Stemning, forsøgte at tage sig af mig.
Jeg ventede netop den Dag Penge, da jeg skulde rejse den næste, men de var ikke kommen. Et Par Gange forsvandt jeg hen paa Posthuset for at spørge efter dem, hvilket Pontoppidan lagde Mærke til. Han tog mig diskret til Side. De synes kun at interessere Dem for Posthuset, sagde han, De har fortalt mig, at De skal rejse til Deres Kæreste i Morgen. Er det Penge, det er galt med; hvis det ikke drejer sig om for stort Beløb, kan jeg godt hjælpe Dem.
Ved Midnatstid vandrede jeg hjem til Gl. Skagen, Vejen laa i skarpt Maanelys, og Frostnatten tindrede af Stjerner. Jeg havde Følelsen af, at jeg gik hen over en Bro, 136 der førte mig højt op, paa Vej mod min Fremtid; Landets store Digter havde hentet mig frem af Ukendtheden, at denne Mand ogsaa skulde blive min Ven, Opdrager og Beskytter gennem en hel Menneskealder, laa gemt i Skæbnens Bog.
Endnu en Gang var Pontoppidan paa Skagen. I Maj 1913 boede han en Maanedstid i Gl. Skagen. Han havde slaaet sig ned inde hos Brøndum, men han klagede over ikke at kunne faa Ro til at arbejde. Af den Grund fik jeg ham til at flytte ud til Gl. Skagen. I en ubeboet Villa, der hørte til Ruths Hotel, fandt han et godt Arbejdsværelse. Det var i de Aar, han skrev "De Dødes Rige". Fra Villaen havde han en herlig Udsigt over en stor Slette omgivet af Klitter, men hele Dagen, medens han arbejdede, var der hængt et Tæppe for Vinduet, hvor han sad, saa intet udefra kunde forstyrre ham. Han holdt sig meget isoleret og gik ofte sine Ture alene.
Pontoppidan omtalte aldrig, hvad han arbejdede paa. Jeg husker kun et Par Tilfælde, 137 hvor han har berørt sit Arbejde. Ogsaa paa dette Omraade var han i nøje Overensstemmelse med sin Tilbageholdenhed i alt, hvad der vedrørte hans egen Person. Men ud paa Eftermiddagen, naar Arbejdsdagen var til Ende, var han ofte som forvandlet, munter og lys i Sindet. Han havde ingen personlige Fordringer i sit daglige Liv, beskeden og paaskønnende for enhver lille Hensyntagen til ham. Over for de jævne Folk, han kom i Berøring med, var han gerne glad og skæmtende. Han var bedst tilpas, naar han følte sig mest upaaagtet. Jeg har ikke en eneste Gang hørt ham beklage sig over ydre Forhold.
Enkelte Gange kom der Besøg til ham inde fra Skagen til en Bridge eller en Passiar; da var han som altid en hyggelig og hensynsfuld Vært, forunderlig mild i sin Samtale uden at kræve nogen Hensyntagen til sine Meninger. Hans Væsen var saa selvfølgelig, saa ufravigelig knyttet til hans Personligheds skarpe, klare Aand og hans store menneskelige Kendskab. Han havde 138 en særlig Interesse for Personer, der besad visse paafaldende Særheder, ikke for at skaffe sig en munter Underholdning, men rimeligvis for gennem deres Sind og Tale at faa Lejlighed til at se dybere i den menneskelige Natur.
En Dag blev han hentet af Carl Locher4, der kom kørende i sin Gig med sin lille stædige Islænder for. Jeg blev inviteret med paa Køreturen. Lochers omfangsrige Korpus med hans store Slængkappe og bredskyggede Kunstnerhat fyldte godt og vel den ene Side af Giggen, medens Pontoppidan og jeg nærmest som et Par Splejser blev placeret paa den anden.
Det var en rigtig Majdag, Luften inde over Lyngsletterne var fyldt af syngende Lærker. Den lille Islænder luntede sindigt og lad afsted, medens vi snakkende og veltilfreds nød Turen. Vi lagde knapt Mærke til, at Vognen pludselig holdt stille, endnu knap halvvejs til Skagen. Locher var Kusk, saa han stod for Køringen. Men Hesten blev staaende, uden at Locher syntes at bekymre 139 sig om den. Pontoppidan blev endelig opmærksom derpaa.
Hvorfor mon vi egentlig holder her, siger han, forundret over denne lange Venten.
Locher slaar en blodrig Latter op. Det kunde han ikke svare paa, det bestemte lille Claus.
Vi snakkede videre, medens Hesten stadig blev staaende.
Mon den har i Sinde at holde længe her, spurgte Pontoppidan.
Det kunde Claus alene afgøre; der var ikke den Magt, der kunde faa den i Gang, naar den ønskede at staa.
Og i mindst en halv Time sad vi i spændt Forventning om, naar det passede Claus at flytte sig. Og endelig tog den sig sammen og luntede videre, men kun et Stykke, saa stod den igen.
Ja, det kan jo blive en lang Køretur, sagde Pontoppidan. Med den Fart er det jo ikke sikkert, at vi naar Skagen inden Aften.
Locher lo, det kan kun Claus bestemme.
140 Han sad med en Pisk i Haanden, hvorfor er ikke godt at sige, den var næppe beregnet paa Claus.
Efter endnu to Hvileture og efter mindst 2 Timers Kørsel naaede vi endelig frem til Lochers Hus i Østerby. Jeg har næppe set Pontoppidan i kaadere og gladere Humør end paa denne ret aparte Køretur.
Om Foraaret 1918 boede jeg med min Familie paa Baggersvej i Charlottenlund paa Kvisten i en Villa. Min Kone havde netop faaet Tvillinger, en ikke absolut ubeskaaren Glæde for en ung Forfatterfamilie, hvor Økonomien i Forvejen kunde være ret trykket. En Formiddag ringede det paa Entréen. Det var Pontoppidan, der stod udenfor, det var første Gang han besøgte mig, og jeg tror, det kun er sket et Par Gange siden gennem disse mange Aar. Han var forøvrigt alle Steder en sjælden Gæst for ikke at sige en kongelig Gæst.
Jeg har ikke kendt et Menneske, der besad den Evne som Pontoppidan til at gøre en Stund smuk og højtidelig uden Foranstaltninger og næsten uden Ord. Jeg har tit tænkt paa, hvori denne Egenskab bestod, tilbageholdende som hans Væsen var.
Pontoppidan var ikke blot en smuk Mand, dog ikke saa meget af Skikkelse, men Ansigtets Form og Udtryk var af en Egenart, der umiddelbart gjorde et stærkt Indtryk. Sindet og Personligheden var til Stede i Trækkene som Stilen i et fuldendt Bygningsværk. Men jeg tror, at den Personlighedens Myndighed, man uvilkaarligt berørtes af under et Samvær med ham, først og fremmest fandt sit synlige Udtryk i Pontoppidans Øjne. Helt at beskrive disse Øjne er næppe muligt, blot med Ord at bestemme deres Farve overgaar næsten Sprogets Evne. De var lyse, men ikke blaa, deres stærke levende Glans kunde minde om blankt haardthærdet Staal. Paa en forunderlig Maade udtrykte de baade Mildhed og en sluttet Viljekraft, der ligesom holdt sig langt borte for ikke at sætte for snævre Grænser for Menneskers Daarskaber. Naar Blikket ligesom fra hans Indre saa paa En, 142 kunde man modtage Indtryk af en fjern Ensomhed, der røbede hans Aands store personlige Verden.
Jeg ser ham for mig denne Foraarsdag staa mellem de to Børnesenge med de smaa Piger pludrende og intet anende, han stod tavs og saa paa dem uden at sige noget, et Øjeblik bevæget over dette kære Syn.
Paa en Egn oppe i Nordsjælland, hvor jeg har boet, sagde han, havde man den smukke Skik, naar der var kommen et lille Barn til Verden, og man kom paa Besøg, at lægge en Gave under Barnets Hovedpude. Og han tog op af sin Lomme to Konvolutter, som han gik hen og lagde under Børnenes Hovedpuder.
Det var hans Maade at række dette lille Digterhjem en hjælpende Haand. En Hundredekroneseddel laa der i hver Konvolut.
Medens jeg skriver disse Mindeord, strømmer mange Minder ind paa mig fra disse Aar. Pontoppidan var, som jeg allerede har sagt, en aarvaagen Ven. Lige op til sin høje Alderdom bevarede han 143 denne Aarvaagenhed. Hvor han kunde støtte unge Evner, var han altid rede, men han rakte aldrig en Haand frem, naar han ikke fandt det fortjent. Hans Interesse gik hurtigt tabt, hvor Helheden mellem Personlighed og Gerning glippede.
Den sidste Spadseretur, jeg havde sammen med Pontoppidan, var et Par Aar før hans Død, i sit sidste Leveaar kom han nødig uden for sine Stuer. Vi gik fra hans Hjem paa Holmegaardsvej i Ordrup over Vejen og ind paa Ordrup Kirkegaard, der paa den Tid var det Sted, hvor han helst ønskede at gaa. Han var blevet legemlig gammel, han holdt mig under Armen, det ene Ben slæbte lidt, men hans Sind var livligt. Han nød Solen, han havde ingen Tilbøjelighed til at klage, som gamle Folk ellers kan gøre. Hans Livskraft var endnu ubrudt. Det var ikke sentimentale Følelser, der fik ham til at vælge Kirkegaarden at spadsere paa; jeg er tilbøjelig til at tro, at det mere var Kirkegaardens Ro og Afsondrethed, og at den laa saa tæt ved, der fik ham til at foretrække 144 dette Sted. Pontoppidan har gennem hele sit Liv følt sig hjemme i Naturen, og især der, hvor der kunde være langt til Mennesker.
Han gik altid denne samme Vej, hen forbi det Hegelske Familiegravsted. Paa en Bænk mellem Graner, hvor der var Læ og Sol, satte vi os, og han gav sig til at fortælle om de hegelske Selskaber paa Skovgaard, med Lune mindedes han sine Samtidige, der paa den Tid spillede en Rolle der. Han har næppe været nogen fremragende Selskabsmand, dertil var hans Blik for aabent for Naragtighed og selvovervurderende Tilbøjeligheder. Jeg har aldrig hørt ham forarget over menneskelig Skrøbelighed, men tilegnede nogen sig større Plads i Forhold til sin Betydning end den, der tilkom ham, var han en aaben og fuldvæbnet Stridsmand, og hans Spot var sleben og rammende. Lige til sine sidste Aar bevarede han denne Rankhed og Uafhængighed.
En Menneskealder var gaaet siden 145 Drachmanns Begravelse paa Skagen. Medens vi sad der sammen paa Bænken, kunde jeg ikke undgaa, at mit Sind fyldtes af Minder, og at tale til ham om det, der laa nær, men Pontoppidan var ikke Ynder af at se andres Sind blotte sig. Han havde selv Evnen til at se, hvad han ønskede.
Vi havde gaaet mange Ture sammen paa forskellige Steder: i Skovene ved Hillerød, Søndermarken, Skotterup og paa Skagen, de rummede nogen af de værdifuldeste Timer i mit Liv. Og paa denne Dag var vi ligesom naaet til Vejs Ende.
Jeg kan ikke slutte disse Linier til denne beskedent bundne Mindekrans uden at sige ham, min Ungdoms Vejleder, min Manddoms Ven, Tak.