Det forjættede land er både klassisk drama og knaldroman

Nyudgivelse af Pontoppidans Det forjættede land bekræfter til fulde værkets overlevelseskraft

Henrik Pontoppidan: Det Forjættede Land. Forord af Kristian Bang Foss. Gyldendal. 640 sider. 199,95 kroner. – De to foregående Pontoppidan-udgivelser i klassikerserien er Lykke-Per (2013, med forord af Ida Jessen) og De dødes rige (2014, med forord af Jens Smærup Sørensen).

Det ligner en tanke og ikke et tilfælde, at Gyldendal i sin nye klassikerserie med forord af nutidige forfattere har ladet den første af Henrik Pontoppidans tre store romaner komme ud som den sidste. For ikke blot er Det forjættede land (1891-95) af omfang den mindste, den har også, i hvert fald hos mange læsere, stået i skyggen af Lykke-Per (1898-1904) og De Dødes Rige (1912-16), og forståeligt nok, må man tilføje. Lykke-Per hører til vores betydeligste udviklingsromaner og sætter med nådesløs konsekvens personlighedsspørgsmålet på dagsordenen, og den komplekse kollektivkomposition De Dødes Rige imponerer for hver ny glædelig gennemlæsning ved bredde og dybde i sin modernitets- og civilisationskritik.

Hovedgrebet i Det forjættede land består i sammenføringen af personlighedsudvikling og samtidshistorie. Læseren følger Emanuel Hansted først som ung kapellan, så i dobbeltrollen som præst og bonde, og endelig som en religiøs fantast; men romanen er også en historie om drømmen, som brast i 1885 med gennemførelsen af det første estrupske provisorium og det landspolitiske demokratis store nederlag, efterfulgt af en bitter indre strid, også i de kirkelige kredse.

Storm og orkan

Til at præsentere Pontoppidans klassiker har forlaget udset sig Kristian Bang Foss, et overraskende valg, hvis man mest tænker på denne som grinebider og klippe-klistre-collagens for tiden mest ihærdige dyrker, men jo faktisk et oplagt valg i sin egenskab af skarptskuende satiriker og samtidsrealist. Hertil kommer en sjov parallel: Bang Foss brød jo igennem med Stormen i 99 (2008), og Det forjættede land begynder med en forrygende orkan, der gennem flere dage har hærget den sjællandske egn:

Mange steder havde den ganske oprevet bondens vintersæd, afsvedet engene og tilstoppet grøfterne med jord og sand, så vandet, der ikke kunne finde afløb, bredte sig ud over agre og veje. Overalt sås styrtede træer, knækkede telegrafstænger, splittede sædstakke og døde fugle, som orkanen havde slået mod jorden og dræbt på stedet.

Fortolkere af Det forjættede land har set denne storm som symbol på den politiske uro i 1870'ernes slutning. Men uvejr raser der skam også i Vejlby-Skibberup sogn og snart også i Emanuels indre. Allerede den første aften konfronteres han med sin ældre foresatte, den no nonsense-autoritære provst Tønnesen, og da denne kaldes ud til en syg i sognets fattige ende, bliver det Emanuel, der må drage af sted gennem sne i provstens store ulveskindspels. Patienten viser sig at være den unge Hansine, som på bondevis ligger i det blotte linned og i feberhede har kastet begge de nøgne arme op på dynen. Næsten som var han en fremmed, hører den unge præst sig selv udtale varme, dybtfølte ord "om nåden fra Herren, om Guds algodhed, om Jesu død for menneskers synder", og da han til slut lægger hånden på den syges pande for at tildele Hansine syndernes forladelse, fornemmer han "med hele sin bævende sjæl", at Guds almægtige ånd i præcis dette øjeblik meddeler sig igennem ham.

Hellig indvielse

Dette er blot den første i hele den række af situationer, hvor Emanuel tolker verden igennem tegn og skuer virkeligheden gennem et religiøst filter. Han håber hele tiden, at Gud har en hensigt med ham og hans liv, og opfatter derfor enhver pludselig tilskyndelse som en speciel kaldelse fra himlen. Udi sin egen barnlige drøm er han en kongesøn, der bærer Kristi banner, og når han ser og griber et ydre tegn, mærker han i sin krop en hellig indvielses gysning. I mere nymodens sprogbrug ville vi blot sige, at han projicerer, uden forbehold og uden ophør.

Til fristelserne hører også provst Tønnesens intelligente og dannede datter, frk. Ragnhild med det brunrøde krushår og den yppige mund samt, i en bestemt situation, de blottede, snehvide skuldre. Denne åndfuldt konverserende dejlighed dukker i handlingens lange løb med jævne mellemrum op, så Emanuel rigtig får lov at stege mellem den kvinde, han får og mister, højskolepigen Hansine, og så Ragnhild, den skønhed, han hele tiden bliver draget af. Bemærk i øvrigt vokalsammenfaldet!

Triumf eller katastrofe

Det forjættede land består af tre dele, der stort set følger samme plot- og kompositionsmønster. Først præsenteres personerne, og to distinkt forskellige miljøer fremstilles. I det ene optræder Emanuel, som fanges i en dybtgående interessemodsætning. Denne udvikles så til en markeret konflikt og derpå til en skæbnesvanger strid. Af kampene, som nu følger, opstår en fra starten forventelig konsekvens, der enten kan bestå i triumf eller katastrofe. Man kan helt efter behag kalde det for knaldroman eller klassisk drama.

I det første bind Muld (1891) optrappes spændingen ved et menighedsmøde, som fører lige over i Emanuels forlovelse med Hansine og i Skibberup-befolkningens sejrrige opgør med provsten. I andet bind Det forjættede land (1892) har Emanuel etableret sig som folkets jævne forkynder, men så mister han først en søn og genser derefter Ragnhild, hvorpå både ægteskabet og pagten med de fattige slår revner. I det tredje bind Dommens Dag (1895), hvor scenen er flyttet op til højskolebyen Sandinge, involveres Emanuel i konflikter mellem de kristne og stiger på talerstolen for at føre Guds folk gennem de oprørte vande, men kan kun fremstamme klynkende klage og stemples på stedet som gal.

En læser-åben roman

I det private rum har vi at gøre med en forlovelsesfortælling, en skilsmisseberetning og en kriserapport. Men i værkets breddedimension aftegnes samtidig et tidsbillede, først på sogneniveau, så på det landspolitiske plan og sluttelig hos kirken og den grundtvigske bevægelse. De tre fortællinger udgør set bagfra en samlet, men altså dobbelt fortælling.

Kristian Bang Foss har i sit velskrevne forord betegnet Det forjættede land som et satiriserende tidsbillede udstrakt over ti år fra slutningen af 1870 frem til kirkestriden i 1887. Derudover beskriver han Emanuel som romantiker, idealist og drømmer. Endelig karakteriseres værket som "en vittig, underholdende og uhøjtidelig roman", hvilket da vist ligner en forenklende projektion hos vores samplende grinebider.

For når Det forjættede land stadigvæk gør et så besættende indtryk, beror det på en mangel på entydighed. Det var med dette værk, at Pontoppidan fandt frem til den særlige teknik som han senere fik raffineret yderligere i Lykke-Per, og som består i at få læseren til at solidarisere sig med og godhjertet sympatisere med hovedpersonen – for så lige så stille at hive tæppet væk under mig. Svend Åge Madsen taler i sit bidrag i Forfatternes Forfatterhistorie (1980) om Det forjættede land som en i sjælden og eminent grad åben roman: "Den lægger nogle muligheder frem til læserens egen bedømmelse. Den stiller personer op og belyser dem fra så mange sider, at man ikke tvinges til at danne sig en ganske enkel opfattelse af dem. Således må man både opleve Emanuel som en håbløs fantast og se ham som en håbefuld idealist, som verden ikke vil føje sig efter."

Skrivekrise og knas i privaten

Det underlige og spændende ved historien er, skrev Svend Åge Madsen, ikke det der sker på papiret, men det der sker i læseren. Denne dialektik kunne Kristian Bang Foss sagtens have givet mere end blot en antydning af, og han kunne let have hentet solidt genetisk belæg i forskernes beretning om bogens besværlige tilblivelse.

Allerede lillejuleaften 1883 omtalte Pontoppidan i et brev et planlagt større værk, som skulle tegne et stort, bredt og lyst billede fra landet, og i de følgende år hævede han uophørligt forskud hos Gyldendal. Først så sent som i sommeren 1887 brast forlagets tålmodighed. I stedet blev det P.G. Philipsens Forlag, som kom til at udgive værket – men vel at mærke et helt andet værk end oprindelig tænkt! For i 1888 indtraf det fatale brud i Pontoppidans første ægteskab, samtidig med et skred i hans tænke- og ikke mindst skrivemåde hen imod et radikalt skeptisk, analytisk gennemskuende standpunkt.

Endvidere hører det med til den historie, som Kristian Bang Foss ikke fortæller, at Pontoppidan i forbindelse med 3. udgave af Det forjættede land (1898) – den, som Gyldendal har lagt til grund også i denne omgang – foretog omfattende indgreb i værket, bl.a. i form af beskæringer, stramninger, tilføjelser og flytninger, ja, omskrivning af hele afsnit. Dette medførte som noget vigtigt, at forskellighederne mellem Emanuel og Ragnhild gjordes større, hvilket igen gjorde deres indbyrdes tiltrækning så meget desto mere fatal. Samtidig sørgede den snu forfatter for i detaljen at bringe os en lille smule tættere på at tro på Emanuel.

Lidenskabens ret

Heri ligger, tror jeg, en forklaring på værkets fortsatte evne til at betage og fænge. Emanuel er som vi selv et ægtefødt barn af moderniteten: det suverænt frisatte individ, som i demonstrativ trods bryder op fra sit højborgerlige miljø og søger sin egen vej, men jo reelt lader sig kaste hid og did. Han er et eksempel på både datidens og nutidens dyrkelse af lidenskaben, overdrivelsen, følelsen og fantasteriet. Hvis eller når vi sympatiserer med ham, er det måske, fordi han så villigt spejler vores tidsalders opgejlede tro på følelsernes ret.

En pastor Petersen, som Pontoppidan i romanens slutning har givet lige lovlig meget taletid, kalder bogens hovedfigur for "vor tids helt: konfusionsmageren". Man behøver blot at åbne en avis eller se TV Avisen for at møde hans brødre og søstre. Men man kan også bare kigge sig i et spejl.