Det forjættede land
Henrik Pontoppidans debut, novellen "Et endeligt" fra 1881, handler om en fattig bonde, der dør, fordi en læge negligerer sin pligt. Vi ser, hvordan hans kone og barnebarn herefter er overladt til fattiggården. Novellens sociale bevidsthed er typisk for Pontoppidan, der i begyndelsen af sit forfatterskab næsten udelukkende skrev om forholdene på landet. Herudover virkede han som journalist og debattør. Han fyrede, ofte under pseudonym, med skarpt mod alle former for kristendom og naiv kongetro, og han kæmpede for retten til at ytre sig under konseilspræsident (statsminister) J.B.S. Estrup, der fik sine politiske modstandere i fængsel og oprettede et gendarmerikorps, og åbenlyst erklærede sig som modstander af parlamentarismen. Meget af journalistikken indarbejdede Pontoppidan i Det forjættede land, der udkom i tre dele, "Muld", "Det forjættede land" og "Dommens dag" mellem 1891 og 1895.
Formålet med hans tidlige skrift var blandt andet at vise bybefolkningen, hvordan der virkelig så ud på landet, at bortfeje alle romantiske forestillinger om det sunde og nøjsomme liv. Han ville vise, hvor enormt et skel der gik ned gennem befolkningen, hvor grum fattigdommen virkelig var.
Det forjættede land er den første roman i Pontoppidans magtdemonstration af en trilogi, der også består af Lykke-Per og De dødes rige: Så meget kan romanen som genre. Når jeg læser Det forjættede land bliver jeg forbavset over, hvor vedkommende satiren stadig er. Jeg bliver ved med at kunne genkende mennesker fra nutiden i det skildrede, på den måde har romanen den tidsmaskineagtige kraft, som gode bøger kan have.
Handlingen spænder over et lille årti og tager sin begyndelse i slutningen af 1870’erne. Det er små hundrede år efter Stavnsbåndets ophævelse, landboreformerne er blevet indført, men stadig eksisterer der de samme gamle, benhårde klasseskel og hierarkier ude på landet – hvis man ikke ejer den jord, man dyrker, er man intet. Efter et langt livs kropsødelæggende arbejde kunne man se frem til fattiggården, skammen og den medfølgende fratagelse af stemmeretten.
Emanuel Hansted, romanens privilegerede hovedperson, væmmes ved det miljø, han kommer fra, væmmes ved København, ved kulturen og civilisationen, sådan som den tager sig ud i storbyen, og længes brændende efter noget mere autentisk. Han er romantiker og idealist og drømmer om en tilværelse blandt bønderne, drømmer om at blive en del af almuen, samtidig med at han vil hjælpe og oplyse dem. I overensstemmelse med sin afdøde mors ønske, men i modstrid med sin fars, har han uddannet sig til præst.
Jeg lover at lade være med at genfortælle hele romanen og alt det, som Emanuel må gå igennem, men uden at plotspoile vil jeg gerne følges ad gennem dens begyndelse, hvor de hegnspæle, som hele fortællingen orienterer sig indenfor, bliver banket ned:
Under den vilde rasen af en snestorm ankommer Emanuel til Vejlby og Skibberup sogn for at tjene som kapellan hos den reaktionære og højkirkelige provst Tønnesen.
Det er en bizar og tilsneet verden, han havner i. Provst Tønnesen sidder på en præstegård, der af den forrige præst er blevet pumpet op til at ligne en godsejers bolig fra enevældens tid, dengang landadelen endnu herskede, og de jordløse blev tvunget til hoveri. Tønnesen mærker med bitterhed magten glide sig afhænde, mens bønderne inspireret af højskolebevægelsen boykotter hans prædikener og mødes til deres egne opbyggelige "vennemøder" i forsamlingshuset. De er ledet af den rævesnu og åleglatte væver Hansen, der som hyrdedreng så sin far blive stokkepryglet af herremanden. Et minde, der er blevet drivkraften bag hans stræben for bedre vilkår for sin stand, og som der vendes tilbage til flere gange i bogen – blandt andet i form af dette lille billede af en gul stok, der bliver svunget mod et menneske i et gråt øde. Det er de to farver, der er:
"For tusinde gang så han scenen for sig: de store, lergrå marker, den krumbøjede fader ved ploven, de dampende heste, den unge junkers gule stok, faderens ynkelige mine, hans løftede arm, hans bedende hundeblik … erindringen stod indebrændt i hans sjæl som et slavemærke."
Samme aften som Emanuel ankommer, sendes der bud fra Skibberup til Vejlby. Man har brug for præsten ved et sygeleje. Tønnesen vægrer sig ved at tage ud til sit døende sognebarn, der ligger jo tykt med sne derude, og sender i stedet Emanuel.
Dekadencen og det opstyltede bliver påpeget i interiørbeskrivelserne af præstegården. Emanuel er ikke kommet til en ny verden, men til et vrangbillede af det, han er flygtet fra. Men under slædeturen sker der noget. Indtil nu har fortælleren kun ladet os vide, hvad der foregår i den ydre verden, men her trænger vi for første gang ind i hovedet på Emanuel, idet han får, hvad der kunne minde om en lille åbenbaring:
"– og nu sad han her i provstens store bjørneskindspels og gled hen gennem et eventyrland, et luftigt ferige, hvor træer og buske ragede op over markerne som hvide eller blålige koraller, mens slæden for frem i lydløs vuggen, som svævede den på lange, bløde vinger.
Han blev med et stærkt bevæget. Hans afdøde moders billede steg op for hans sjæl og fyldte hans øjne med tårer."
Emanuels højstemthed smitter af på fortællerens ordvalg og stil, og der bliver tegnet en eventyrlig smuk idyl, der læner sig op ad det karikerede. Emanuel har fundet hjem, han er undsluppet faderens verden af falsk kultur og er nået frem til, hvad han oplever som sit sande tilhørssted, moderens autentiske verden, sit forjættede land, hvor han blidt lader sig vugge: Han har fulgt sit kald om at "sprede velsignelsen og bringe gudsfred" blandt almuen. Men det bliver ikke så let at finde sig til rette i den nye verden, som han umiddelbart tror. Det, der skulle have været en harmonisk rejse tilbage til det naturlige, bliver hurtigt til en eksistentiel og politisk kamp, som Emanuel nærmest naturnødvendigt må tage med sig selv og sine omgivelser.
To kvinder spiller en rolle i den nye tilværelse: Bondepigen Hansine og den blaserte og dekadente præstedatter Ragnhild, der er af københavnsk herkomst. De repræsenterer to verdener, der er som olie og vand. To verdener, imellem hvilke hans mor gik til grunde i sindssyge.
Det er denne topografi, som romanen udspiller sig i.
Det forjættede land er beboet af en mængde fantastisk skildrede bipersoner, og i et tidligt kapitel viser Pontoppidan os igen, hvordan de mennesker, der egentlig skulle hjælpe og vejlede bønderne, har andre ting for – de virker nærmest bange for at bevæge sig ud blandt dem: I et sprog, som må kvalificere kapitlet som Danmarks første stykke sportsjournalistik, rapporteres fra en langvarig kortspilsseance hos sognerådsformand Jensen, der, lykkelig over at være accepteret i byens gode selskab, velvilligt lader sig plukke og smider mønter til sine medspillere, som fodrede han grise. Sådan her tegner Pontoppidan ham:
"Han var en stor, tyk bonde med et højtblussende ansigt, hvorfra en blårød næse hang ned imod munden som en kalkunsnabel."
Og et andet sted i løbet af kortspillet er denne her perle:
"Selv den lille købmand Villings blakkede øjne, der ellers altid var travlt påfærde overalt for at udspionere de medspillendes kort, hang ham stive og blodunderløbne ud af det fede hoved som på en død flynder."
Sådan er persongalleriet fyldt med groteske fysiognomier, der kan minde om karikaturer af den franske tegner Honoré Daumier. Senere hen beskrives et par øjne som to spejlæg, der svømmer i fedt! I det hele taget er ansigterne i bogen nogle voldsomt udtryksfulde kollager bestående af ting fra både dyre-, plante- og mineralriget. Bønder skildres som mærkelige, troldagtige væsener, der på det nærmeste kommer kravlende op af mulden, halte og med udvækster i ansigtet, disproportionale kroppe med for lange eller for korte arme og ben – og kranier, der spænder over en bred vifte af sære former. Hvor de privilegeredes ansigter fremstilles som forvrængede og opløste af skørlevned, vises bøndernes kroppe som forkrøblede af arbejde, som er de blevet bearbejdet i skruetvinger.
Hvor forarmet nogle af de lavest stillede på landet er, fremgår af et replikskifte, der falder, da Emanuel er på besøg i Mosekærshusene, hvor egnens allerfattigste bor. En lille hund spærrer vejen for ham, mens den gør og knurrer, og da han spørger en mand, der står i nærheden og hugger brænde, om det er hans hund, svarer manden kun: "Jeg er selv en hund." Der er intet tilbage, han er ikke engang værdig til at kommandere over en hund.
Det forjættede land er skrevet i en større politisk kontekst. I perioden hvor handlingen foregår, havde Danmark et politisk tokammersystem bestående af Folketinget og Landstinget. Folketinget domineredes af Venstre, mens Landstinget domineredes af Højre. Højre bestod af landets godsejere og øverste elite, mens Venstre var en broget flok af nyrige bønder, grundtvigianere og brandesianere. Det var klart, at et sådant forenet Venstre ikke kunne holde alliancen på de indre linjer: De religiøses moralisme passede ikke de radikale, og de radikales fritænkeri passede ikke grundtvigianerne. Op gennem firserne og halvfemserne splittedes Venstre i flere fraktioner. Som en del af forfatningskampen førte dele af Venstre fra 1881 den såkaldte visnepolitik, hvis strategi kort fortalt var at sylte og stemme imod alle nye finanslovforslag. I 1885 opløste Estrup som konsekvens rigsdagen og gennemførte provisoriske love. Det er denne begivenhed i 1885, der refereres til som "statskuppet" i romanens anden del.
Med det in mente kan man groft skematisk sige, at romanens tre dele behandler følgende emner i samtiden: Den første del. "Muld", foregår i 1870’erne og handler om idylliseringen af landlivet og bøndernes simple og nøjsomme tilværelse; anden del, "Det forjættede land", foregår syv år efter og handler om de politiske begivenheder op til og efter 1885; og den sidste del, "Dommens dag", foregår yderligere halvandet år efter og handler om, hvordan den politiske reaktion på begivenhederne i '85 hurtigt forstummede og gled over i en besættelse af religiøse spørgsmål.
Pontoppidan var en usnobbet og relativt jordnær forfatter, som, jeg forestiller mig, godt kunne lide praktiske løsninger på problemerne, og som havde læst til ingeniør, men var droppet ud. I sin erindringsbog Hamskifte fra 1936 skriver han følgende om et møde i studenterforeningen, hvor de radikale mødtes, og hvor man satte tidens emner under debat:
"Jeg selv, som endnu var uden al politisk Forstaaelse, kunde ikke lade være med at ærgre mig over den hele Staahej. Jeg maatte altid tænke paa, at disse Mennesker, der sad her og snakkede sig hede i Hovedet i Anledning af en Udtalelse i Tinget, efter al Sandsynlighed vilde være ganske uforstaaende og ligegyldige, dersom Talen havde været om en ny teknisk Opfindelse, som maaske skulde revolutionere Samfundsforholdene ganske anderledes grundigt end en nok saa radikal politisk Omvæltning."
Senere hen kom der jo så i høj grad en politisk forståelse hos Pontoppidan, men mistroen over for menneskers alt for abstrakte tale i mødet med konkrete problemer forblev. Måske er det en god vinkel at se Emanuels ønske om at gøre godt fra. Han går til bønderne med en tale, der er helt oppe på de høje nagler. Kort efter hans ankomst til sognet, anmoder væver Hansen ham om at komme forbi og tale i forsamlingshuset. Væver Hansen giver udtryk for, at bønderne egentlig godt kunne tænke sig rent faktisk at tale med deres præst, at høre hvem han er, høre noget om den verden, han kommer fra. Det virker jo som et rimeligt ønske, også set i lyset af, at borgerskabet som nævnt virker direkte bange for at mødes med muldfolket.
Efter Emanuels tale i forsamlingshuset, hvor han i hvert fald for en tid vinder tilhørenes hjerter med sit "frisprog", er der dog mindst en, der ikke er tilfreds med indholdet, nemlig den gamle, forbitrede Maren Smeds, som rækker en kloformet hånd i vejret og blotter et par tandløse gummer og mjaver nogle næsten uhørlige spørgsmål:
"… hun ville gerne spørge den sidste ærede taler, hvad han mente om skatteloven og den ny skoleordning. Hun ville også gerne spørge, hvordan den ærede taler stillede sig til spørgsmålet om kvindens valgret, og om han syntes, at det var rigtigt, når en mand der selv har fjorten køer, ikke ville unde sin husmand en smule græsning i en vejgrøft. Så ville hun også vide den sidste ærede talers mening om fordømmelseslæren, om fredssagen og alderdomsforsørgelsen …"
Det er dog bønderne selv, der smigrede over kapellanens tale får tysset Maren Smeds ned og trukket hende til side i et ønske om at bevare den gode stemning. Heri ligger en satire, der som ofte hos Pontoppidan ikke kun rammer de privilegerede, men hele vejen rundt.
Men Maren Smeds slår vel ret beset hovedet på sømmet, for hendes pointe er jo, at bønderne ikke får det bedre af fine ord og gode intentioner, men af gode love. Hun vil gerne snakke om konkreter og ikke abstrakter. Jeg tror, hun må have haft Pontoppidans sympati.
I det hele taget er Emanuels forståelse for bøndernes faktiske livsvilkår omvendt proportional med hans naivitet og gode vilje. Det fremgår blandt andet, når han er på besøg hos Hansines familie og bliver vist rundt af hendes mor:
"Else selv var mest optaget af at fremvise sin gennem mange år opsparede beholdning af lærreder, vadmel og spunden uld; thi denne udgjorde – hvad Emanuel ikke tænkte på og heller ikke ville have forstået – børnenes hovedsageligste medgift, idet gården var en fæsteejendom på tre mænds levetider, hvoraf Anders Jørgensen var den sidste.
'Ja, dette er nu, hvad vi har fået samlet,' sagde hun …"
Emanuel har altså ikke noget reelt begreb om fattigdommen hos de jordløse bønder og forstår ikke, hvorfor han bliver fremvist nogle tekstiler. Også hans snak om det velgørende ved fysisk arbejde skurrer sært på baggrund af romanens beskrivelser af en landbefolkning, der er forkrøblede af livslang knoklen. Heller ikke her formår han at sætte sig ud over sine egne privilegier og leve sig ind i en anden stand.
I det hele taget er bogen fuld af snak om at gøre det gode, og med et uhyggeligt godt øre for klicheer udstiller Pontoppidan højskolebevægelsens højstemte snak, tidens religiøse bavl og ligegyldige teologiske disputter, den tomme bragesnak fra Venstre efter '85 – fælles for dem alle over hele spektret er, at deres taler dybest set bunder i et forfængeligt ønske om at bringe sig selv i centrum. Selv når Emanuel i anden del taler under en middag hos doktoren, glider fortælleren fra en beskrivelse af indholdet i talen over i denne afslørende betragtning:
"… han tog sig godt ud, som han sad der med sine rødblonde hårlokker og det lyse skæg, varm af talen, af vinen og sin alvorlige overbevisning."
"Han tog sig godt ud" … Hmmm. Det handler altså mest om, hvordan taleren tager sig ud, skinner det igennem. Det handler om at positionere sig ved at mene et eller andet.
Ligesådan med gårdskarlen Niels, der har været på højskole og nu har fået trykt en artikel i "Folkebladet". Et ganske ufarligt og moraliserende lille stykke tekst, som han siddende på sit kammer læser igennem igen og igen med selvforgabt nydelse.
Og i anden del, hvor rygterne om Estrups forestående "statskup" i '85 er begyndt at florere, rammer Pontoppidans satire igen, når sognerådsformanden blæser sig op og truer:
"Dersom sligt skulle ske – hvad Gud forbyde! – så rejser der sig landet over trehundrede tusinde landboere og siger: Nu er det nok! … Nu er det nok! siger de. Har jeg ikke ret?"
Men rygterne blev sande, Estrup opløste Rigsdagen, men det samstemmende "Nu er det nok!" udeblev. Bønderne fremstilles forkuede og autoritetstro. Hierarkiet er for cementeret. Det er et udslag af samme kuede mentalitet, når bønderne tysser på Maren Smeds, og når hænderne ved en anden lejlighed reflektorisk ryger op til hatten ved synet af Tønnesens vogn, der ankommer til kirken, selv om man for at vise sin protest har aftalt ikke at hilse.
Romanen har en kuldslåethed over sig. En ærgrelse over tingenes tilstand, der ikke går nogen samfundsklasser ram forbi.
Pontoppidans forfatterskab har som meget god satire sin andel af religiøse galninge, og den sidste del af Det forjættede land, "Dommens dag", omhandler da også religiøs fanatisme og messias-tankegang.
I 1889 anmeldte Pontoppidan under pseudonym Viggo Stuckenbergs roman Messias. I anmeldelsen beklagede han sig over, at messiasfigurer altid blev portrætteret som kedelige tørvetrillere, så tør kunne den oprindelige messias da ikke have været:
"Ser man paa Verdens store Reformatorer, vil man vist i Almindelighed opdage, at de var ret muntre Herrer, der vel kunde piske deres Samtid med Skorpioner, men ofte gjorde det med et ret lysteligt Smil om Munden. Luther f. Ex. var dog langtfra nogen Bedemand. Ja, selv den Religionsstifter, efter hvem Stuckenbergs Fortælling har Navn, den rigtige, gode gamle Messias fra Jødeland – mon han egentlig var en saadan blegsottig Asket, som vore Malere ynder at fremstille ham, med lange Hængekrøller og et seminaristisk Martyrblik? Mon han i Grunden ikke var en ret spøgefuld Herre, der ved Siden af sin Missionsgærning frejdigt delte Livets Glæder sammen med sine Tilhængere? Totalafholdsmand kan han f. Ex. ikke have været. Vi har jo dog læst om hint Bryllup, hvor han, da Vinen slap op, i løftet Stemning benyttede sin Almagt til at forvandle det døde Vand til perlende Nectar. Bekendt er det jo ogsaa, at han yndede at omgive sig med Kvinder. Tyder dette ikke paa. at han var en sprudlende livskraftig Natur og ikke den højtidelige Særling og evindelige Prædikehest, han ofte er bleven gjort til?"
Her oplever vi altså Pontoppidan som en provokatør, der nyder at stikke til kristent snerperi og selvhøjtidelighed. Hans anonyme artikler førte da også på et tidspunkt til en anklage for blasfemi mod redaktøren. At beskrive Jesus som værende "i løftet stemning" var åbenbart ikke småting dengang. Og ligesom væver Hansen forstår det i romanen, forstod man at instrumentalisere religion og moral for at få ram på sine politiske modstandere.
"Dommens dag" rummer flere lange, idediskuterende replikker end de to andre dele. Her kommer synspunkter repræsenteret af romanens figurer i spil mod hinanden. Pontoppidan forsøger at skabe et billede af sin samtid. Han har sympatier for visse af sine personer, og antipatier for andre, det mærker man, og nogle er rene karikaturer i satirens tjeneste, men ingen får det endegyldigt sidste ord. Men vil man lure, hvor sympatien omtrentligt ligger, er ovenstående muntre citat godt at have in mente, tror jeg.
Pontoppidans første store roman er en vigtig, underholdende og uhøjtidelig roman, der ikke går af vejen for at bruge effekter og skabe suspense, hvor det kan lade sig gøre, men en ting mangler dog: Der er ingen rigtige skurke. De behøves ikke, for Pontoppidans personer bærer på deres egne indre fjender.
Kristian Bang Foss
