Genmæle fra en 'samplende grinebider'
Jeg havde for nylig æren af at skrive forord til en klassiker: Henrik Pontoppidans Det forjættede land. Information bragte i torsdags en præsentation af bogen skrevet af Erik Skyum-Nielsen, der også fandt plads til at omtale forordet.
Skyum indleder med at skrive, at Det forjættede land er den dårligste af Pontoppidans tre store romaner. Det skal man helst mene, når talen falder på Pontoppidan, og det er kodesprog for, at man har læst alle tre bøger. Men rangopdelingen er uinteressant som andet end et eksempel på, hvordan vi kritikløst gentager vedtagne sandheder om forfatterskaber. Når Skyum så alligevel roser bogen, gør han det uden sans for dens originalitet. Det der gør Det forjættede land til en interessant bog i sig selv, og ikke bare et forstudium til Lykke-Per, er vreden og det sociale engagement hos Pontoppidan, når det kommer til de besiddelsesløse bønder, hvis lidelser han kritiserede eliten for at være blinde overfor. Der tegnes et billede af et borgerskab, der kun er forfængeligt optaget af sig selv. Skyum er ude af stand til at se den side af bogen. I en sådan grad, at han ikke forstår, at det er den vinkel, jeg lægger i mit forord, men udelukkende er optaget af, hvad jeg ikke skriver. Beskrivelserne af de forarmede bønder og det mentale skel i befolkningen er dog banebrydende i dansk litteratur.
Skyum ser først og fremmest Det forjættede land som en skæbnefortælling om Emil Hansted, der "projicerer" sit indre ud i omgivelserne og kæmper med det moderne menneskes problemer. Sådan her står der faktisk:
"Emanuel er som vi selv et ægtefødt barn af moderniteten: det suverænt frisatte individ …"
Citatet er åbenlyst en tung kliché, der virker som om det kommer fra en helt anden tid. Udsagnet kan desuden snildt passe på en ganske god del romaner. Min tilgang har været en anden. Jeg har ikke villet prøve at kvalificere romanen med et tvivlsomt: Se, her er et menneske, der har de samme problemer som dig. I stedet prøver jeg at undgå modernistiske og psykoanalytiske travere og koncentrerer mig om at vise den kritik, Pontoppidan med vrede, humor og satire retter mod sin samtids klassesamfund.
Den 'rigtige' udgave
En genudgivelse af Det forjættede land har altid potentiale til at vække debat om, hvorvidt dette nu er den 'rigtige' udgave, for Pontoppidan var en stor omskriver og specielt Det forjættede land ændrer sig drastisk. Og Skyum er da heller ikke helt tilfreds med, at tilblivelseshistorien ignoreres. Men det er efter min opfattelse ikke interessant i et forord til en bred udgave af bogen. Den pågældende version var den sidste, der blev udgivet i Pontoppidans levetid og med hans samtykke, og det har været nok for mig.
Men Skyum oplyser os:
"Endvidere hører det med til den historie, som Kristian Bang Foss ikke fortæller, at Pontoppidan i forbindelse med 3. udgave af Det forjættede land (1898) – den, som Gyldendal har lagt til grund også i denne omgang – foretog omfattende indgreb i værket …"
Formuleringen er uklar, men med mindre man tolker udtrykket "lagt til grund" meget kreativt, er det ukorrekt, det der står. Gyldendal har genoptrykt 1918 udgivelsen, den 5. udgave, med korrigeret retstavning. Her er der foretaget yderligere ændringer siden 3. udgaven.
Skyum efterlyser baggrundsstof i forordet, og har ikke selv noget problem med at afsløre hele bogens handling. Er tankegangen, at Skyums overvejelser er så interessante at have in mente, at handlingen bliver ligegyldig?
En anke, der optræder andre steder i Pontoppidan-litteraturen, er, at en vis Pastor Petersen får for meget taletid. Denne anke gentager Skyum i sin omtale. Han er ikke tilfreds med forfatteren som ordstyrer, og mener, at taletiden skulle have været distribueret anderledes. Mig forekommer det at være en mærkelig kritik. Dels fordi Pastor Petersens replik er fantastisk, som den er, og dels fordi jeg er overbevist om, at Pontoppidan har haft magt over sit materiale og foretager bevidste valg.
Spild af plads
Hvilke kriterier dømmes Pastorens tale for lang ud fra? Der gives ingen begrundelse. Måske er det endnu en kode blandt litterater: Når man siger, "Pastor Petersens tale er for lang", betyder det i virkeligheden, at man har en særlig udviklet fornemmelse for romankomposition.
"Bemærk i øvrigt vokalsammenfaldet!" skriver Skyum begejstret om navnene Hansine og Ragnhild, og det er jo fint nok, hvis man kommer op at køre over vokalsammenfald. Selv synes jeg, det er spild af plads. Der er simpelthen tale om to vidt forskellige ideer om, hvad der gør en bog interessant. Jeg har heller ikke villet bruge plads på det såkaldte Pontoppidanske tvesyn, fordi jeg må indrømme, at det, at forfatteren formår at fremstille en sag fra flere sider tangerer det banale at skulle konstatere for hundredeogsyttende gang. Skyum skriver endvidere om forordet: "Endelig karakteriseres værket som en vittig, underholdende og uhøjtidelig roman, hvilket da vist bliver en forenklende projektion hos vores samplende grinebider."
Skyum opererer med en idé om at jeg projicerer mit eget overfladiske og pjankede forfatterskab over i Pontoppidan, og her er det tydeligt, at hans forudindtagethed gør ham ude af stand til at læse forordet for, hvad det er. I virkeligheden har jeg altså skrevet vigtig, og ikke vittig. Men litteraturonklen har så travlt med at docere de kanoniserede sandheder, at han læser, hvad han forestiller sig, der står. Det går i det hele taget lidt hurtigt, et andet sted i teksten bliver en bjørneskindspels til en ulveskindspels.
Jeg bliver nødt til at slå noget fast: Jeg forenkler ikke Pontoppidans roman. Det er Skyum, der forenkler mit forord.
En sidste ting, jeg kom til at tænke på, da jeg læste Skyums tekst: Måske skal man bare sige det, man gerne vil sige om et emne, i stedet for at klandre andre for, at de ikke har sagt det samme. Man kommer faretruende let til at minde om en af den slags spørgere til et foredrag, der egentlig ikke har noget spørgsmål, men bare gerne vil holde en lille tale.
