Til Schweiz – i Pontoppidans fodspor

Rejsen til Schweiz i 1876 indtager et stort og spændende kapitel i Henrik Pontoppidans erindringer. Man forstår, at den kom til at danne et afgørende vendepunkt i hans liv og gav stødet til det "hamskifte" der forvandlede ham fra ingeniør til digter. Ofte er han kommet tilbage til sine oplevelser dengang. Bjergnaturen betog ham rent umiddelbart og kaldte på hans vandrelyst, men især blev mødet med en ung schweizerpige af folket skæbnesvangert.

I 1976 fik jeg den ide at gøre hans eventyrrejse om igen. På min måde. Det var vel ikke for tidligt – hundrede år efter! – at opsøge de egne og de lokaliteter, der havde betydet så meget for ham. Noget var vel forandret. Hans elskede "Su'san'", som han kaldte hende, var naturligvis for længst død og borte – men "Heim-weh-fluh", hvor hun boede, og hele den store natur udenom, som greb ham så stærkt, måtte vel være så nogenlunde den samme. "Stedet hvor" har sin tiltrækning – ikke blot for religionen og historien, men også for litteraturen. Pontoppidan selv var ikke ufølsom for disse fornemmelser.

Som tænkt så gjort. Jeg pakkede min kuffert og tog til Interlaken.

Pontoppidan's hotel

Helst havde jeg opslået mit hovedkvarter i hotellet, hvor Pontoppidan boede. Men det lod sig ikke gøre. Jeg havde skrevet derned i forvejen, men der var optaget, og jeg måtte nøjes med et mindre "historisk" logi.

Ganske vist har Pontoppidan ikke røbet navnet på sit hotel, men det kan vistnok identificeres. Rejsen blev – som ovenfor omtalt – planlagt i nøje samråd med skolekammeraten Johan Rohde.

57 Det hedder i Hamskifte:

Saa sad jeg da igen en lang Nat hos Rohde for med hans Bistand at faa lagt en Rejseplan. Rohde var Søn af en velstaaende Randerskøbmand og havde allerede i Skoletiden et Par Gange fulgt sin Far paa Sommerrejser i Udlandet, var derfor fortrolig med de vigtigste Ruter og kunde hele Partier af Bädecker udenad.

Rohde havde i 1871 været med sin far i Interlaken, og sammenligner man en efterladt beretning1 fra denne rejse med Pontoppidans erindringer, viser det sig, at Pontoppidan har fulgt den allerede prøvede rejseplan.

Også omtalen af hotellet i Interlaken stemmer overens. Det var – skriver Pontoppidan – "et billigt Familjehotel, der laa i en halvt landlig Forstad til Interlaken ovre paa den modsatte Bred af Kanalen." Det havde en dejlig beliggenhed med vid udsigt mod bjergene fra den "halvaabne Veranda", og værten havde en øjensynlig forkærlighed for danske. Ganske tilsvarende oplyser Rohde, at hotellet lå i forstaden "Unterseen" med udsigt til bjergene, så man havde "den Glæde at se Solen gaa ned bag Jomfruen og Maanen staa op over Munken."

Både hotellets navn og værtens fremgår af den nærmere karakteristik2:

Og jeg maa sige at et bedre Hotel end "Beau Site" kunde vi vanskeligt have faaet. Bekvemt og behageligt var det i enhver Retning for den Rejsende. Saaledes fandtes der f.Ex. ikke Opvartere men lutter Jomfruer paa dette Hôtel. Og hvad vil det ikke sige? Hotellet var dernæst selv meget komfortabelt indrettet uden at være pragtfuld og endelig havde det en mageløs Vært, Ruchti-père, der kjendte flere Danske end os. Ja foruden os boede der et Par danske Familier, og vi bleve derfor ikke lidet forundrede over at blive vækkede den næste Morgen ved at høre Modersmaalet blive talt ved Siden af.

Efter ankomsten til Interlaken var da også min første gang til hotel "Beau-Site". Beliggenheden svarede stadig til navnet, og det gamle schweizerhus med verandaen, med de maleriske grønne skodder og det udhængende tag stod endnu uforandret. Blot var det blevet moderniseret indvendig og havde fået en anselig tilbygning.

58

Den unge vært modtog mig med ægte schweizisk gæstevenlighed, men kunne kun oplyse, at "Ruchti-père" var død for mange Herrens år siden, ligesom hans familie og efterkommere forlængst havde forladt byen. Og nogen gæstebog fra gammel tid forefandtes ikke.

Interlaken før og nu

Interlaken har sit navn af beliggenheden mellem de to søer: Thunersøen mod vest og Brienzersøen mod øst. Englænderne, disse turismens pionerer, var de første, der invaderede den lille fredelige bondelandsby. Byron syntes, den var en ren drøm. Amerikaneren Mark Twain følte sig som ansigt til ansigt med evigheden. Tidligt skød hotellerne op. Idag mylrer byen med turister af alle nationaliteter – også japanerne har opdaget den – rundt omkring ser man opslag på japansk.

Langs hovedgaden "Höheweg" ligger kæmpehoteller på rad og række med en udstrakt fælled overfor, så at udsigten mod syd er fri til et af verdens skønneste og mest storslåede bjergpanoramaer: "Jungfrau-regionen" med Eiger, Mönch og selve Jungfrau knejsende sneklædte i det fjerne.

Men trods den moderne hotelatmosfære har Interlaken bevaret forbavsende meget af sit gammeldags præg. Den er stadig en ejendommelig blanding af hotelby og bondeby. Kun få skridt fra den travle hovedgade, hvor turister promenerer, og hvor bilerne kører i een ustandselig strøm, ligger århundreder gamle Schweizerhuse omgivet af grønninger, hvor køer og heste græsser. Og selvom bilerne dominerer trafikken, sætter de farverige hestedrosker, der i lange rækker afventer turisterne udenfor jernbanestationen, en kraftig fortidig kolorit på bybilledet.

Til Faulhorn – juni 1876

Men Henrik Pontoppidan var ikke den, der lod sig fastholde af stillelivet i den gamle hotelby. Bjergene tiltrak ham uimodståeligt.

59Allerede en af de første dage vovede han sig ud på den farefulde færd til Faulhorns top.

Faulhorn hører ikke til de meget høje bjerge; det er knap 2700 meter højt – hvad bjergbestigere ikke regner for noget – og ligger i luftlinje kun ca. ti kilometer fra Interlaken. Men de usikre klimatiske forhold, der råder omkring det, og dets svigefulde beklædning af løstliggende, større og mindre skiferplader gør bestigningen vanskelig og skal have givet det sit navn, der betyder sådan noget som "det lumske bjerg".

Pontoppidan har i Hamskifte (1936) skildret turen, men denne skildring kan på væsentlige punkter suppleres af den næsten halvtreds år ældre beretning i en artikelserie i Børstidende, august 1889.

Han startede fra Interlaken ved seks-tiden om morgenen og nåede efter otte timers vandring op på "Schynige Platte" – "

den mørke Bjærgknold, der staar som en dyster Vogter ved Indgangen til Lauterbrunnenthal. Fra dens Top gaar en vildsom Sti imod 60 Øst op til den fjærne og adskilligt højere Top Faulhorn, der forøvrigt i Almindelighed bestiges fra Grindelwald ovre paa den anden Side. Den omtalte Sti er nemlig kun tilgængelig lige i Midsommertiden; Resten af Aaret dækkes den af tidt mægtige Snemasser.

Fra "Schynige Platte" kunne han se, at sneen endnu lå højt hele vejen over til Faulhorn, og besluttede derfor at vende tilbage til Interlaken "da en Herre paa henimod fyrretyve Aar traadte mig i Møde. Han fortalte, at han havde set mig oppe paa Højen og straks forstaaet, hvad der havde været min Hensigt. Da han nu netop selv havde haft samme Idé, vilde han foreslaa, at vi gjorde hinanden Følgeskab og vovede Forsøget." Pontoppidan gik ind på forslaget, og de to vovehalse gav sig på vej.

Det blev en frygtelig tur. "Klokken var to om Eftermiddagen da vi forlod Værtshuset paa Schynige Platte for at begive os til Faulhorn. Vi havde tænkt trods Hindringerne at kunne foretage den c. 2 Mil lange Vandring paa 5 Timer og altsaa være ved Bestemmelsesstedet i god Tid inden Solnedgang." Men det gik anderledes. Sneen blev dybere og dybere, undertiden faldt de i til livet, snart tabte de stien helt af syne, og tilsidst kom de bort fra hinanden,da de ville gå hver sin vej udenom en is- og snedækket sø.

Nu begyndte jeg for Alvor at tabe Modet. Faulhorn syntes mig ikke at være rykket det mindste nærmere, og jeg følte, at jeg ikke havde mange Kræfter tilbage. Og nu var jeg endda forladt! (...) Jeg blev ved at gaa, skønt Benene rystede under mig. Jeg havde været paa Færde fra om Morgenen Klokken 6, og siden da intet andet nydt end et Stykke Skinke, et Stykke Brød og et Glas Vin. Men pludselig overfaldtes jeg af en forunderlig Døsighed (...) Da jeg derfor fandt en Klippeblok, der ragede op af Sneen, kastede jeg mig straks ned over den og hensank et Øjeblik i en forunderlig berusende Afmagt.

Men da han var vågnet op, kæmpede han natten igennem på forskellig måde mod søvnen – bl.a. ved at tælle bladene i den medbragte Bädecker om og om igen og se, om han kom til samme 61 resultat. Og da det begyndte at lysne, genoptog han vandringen, klatrede det sidste stejle stykke op til Faulhorns top, hvor han i gæstehuset blev modtaget med åbne arme, ikke mindst af sin tabte rejsekammerat, der havde troet, at han var omkommet.

Til Faulhorn – juli 1976

Henrik Pontoppidans vandring til Faulhorn er i Hamskifte blevet et stykke fortællekunst af fineste karat. Den rummer desuden forskellige problemer, bl.a. psykologiske og geografiske. Det var derfor et af hovedformålene med min Interlaken-rejse at gøre en fodtur til Faulhorn for af selvsyn at gøre mig bekendt med den konkrete baggrund for hans oplevelser – såvidt det nu var muligt 100 år efter.

Det fulgte af sig selv, at jeg måtte gøre turen alene, og jeg forhørte mig derfor hos kyndige folk om turens farefuldhed. "Ja – gefährlich, gefährlich – aber natürlich, man muss schwindelfrei sein!" Min udrustning var meget enkel. En taske over skulderen med de nødvendigste midler til livets opretholdelse, bl.a. en tyk ulden trøje, hvis kulden pludselig skulle sætte ind. I hånden en solid pigstok, som jeg forøvrigt havde svært ved at finde i Interlaken, da en sådan ikke er mode mere – de raske Schweizere nøjes med støvlerne med de tykke "profilierte Sohlen". Jeg foretrak mine prøvede, uelegante, stumpsnudede, fyrre år gamle skistøvler, som så mangen god gang havde båret mig helskindet over de norske fjeldhøjder.

Men vejret drillede mig. Dag efter dag lå skyerne tæt omkring "Schynige Platte", og under sådanne forhold ville jeg ikke vove mig afsted. Endelig, den 25. juli, efter en uges ventetid, så jeg fra mit hotelvindue, at "Schynige Platte" lå skyfri og solbelyst. Så tog jeg beslutningen. Fra Interlaken Ost kørte jeg med toget ind i Lauterbrunnen-dalen til Wilderswil, hvor jeg skiftede til bjergbanen, og ved elvetiden stod jeg oppe på "schynige Platte" og nød den fabelagtige udsigt: mod nord ned over de to søer, der – med Pontoppidans udtryk – ganske rigtigt lå som klare, blå brilleglas 62 på hver side af Interlaken – mod syd over mod Jungfrau-tinderne – og mod øst mod den forjættede Faulhorn-top.

Præcis klokken 11.15 begyndte jeg vandringen. Det første stykke var stien bred og bekvem, med en højderyg oppe til venstre og brede, dybe skrænter nede til højre, hvorfra der lød klingrende klokkeklang fra de græssende køer. Solen skinnede og alt var idyl. Men efter en times tids gang trak mørke skyer op, og i et nu var jeg indhyllet i et regnskyl, der blødte mig igennem til skindet, mens støvlerne suppede af vand.

Skulle jeg alligevel vende om? Jeg var lige ved det. Men hvordan ville vejret blive de næste dage – måske værre endnu? Nået så langt besluttede jeg at fortsætte – komme hvad der ville af vejr og vind – om det så blev sne.

Kort efter var bygen forbi, og efter en halv times forløb var jeg i den grad gennembagt af solen, at mine klæder igen var tørre og varme. Velfornøjet fordoblede jeg mine skridt. Nu begyndte det vilde dyreliv at røre på sig. Højt over mig kredsede et par store rovfugle, og et stykke vej havde jeg selskab af en smidig lille lækat, der løb legende afsted foran mine fødder – formodentlig for at aflede mig fra dens bo og unger.

Men så blev stien smallere og terrænet vildsommere. Jeg passerede en tværgående højderyg og var inde i den lange, smukke "Sägistal", med den mærkelige, næsten firkantede, matgrønne Sägistalsø nede i bunden. Jeg begyndte at prise min pigstok. Stien steg og steg, var nu ganske smal og skrånede tilmed betænkeligt ud efter mod afgrunden. På min højre side havde jeg en lang, stejl højderyg i retning mod Faulhorn – til venstre faldt bjergsiden brat ned – ca. 300 meter. Det var med nød og næppe, at jeg kunne komme forbi et ungt Schweizerpar – forøvrigt de eneste mennesker jeg mødte undervejs.

Kort efter drejede stien om højderyggens "hjørne" og gik ind i en dal, hvor den snoede sig mellem vældige stenformationer, der lå hulter til bulter som henkastede af en urtids jætter. Ved hjørnet holdt jeg et kort hvil og tog bestik. Efter alt at dømme var den grønne sø nede i dybet den samme sø, som skilte Pontoppidan fra 63 hans rejsekammerat. Og på den stenede bjergside overfor gik formodentlig den sti, han havde fulgt, og hvor han havde tilbragt den pinefulde nat. Dér gik nemlig, som jeg senere fik at vide, den "gamle" sti til Faulhorn. Stien, som jeg fulgte, var af nyere dato og noget mere bekvem – vel også noget hurtigere.

Den stenede dal, på bagsiden af højderyggen langs Sägisdalen, afsluttedes af en smal og stejl klipperyg, hvorpå en lille hytte lå og vippede – omtrent som det lille træhus i Chaplins "Guldfeber". Her serveredes forfriskninger, og her fik jeg en stimulerende kop dampende kødsuppe, før den sidste etape.

Jeg befandt mig nu i ca. 2350 meters højde – "Schynige Platte" er ca. 2000 meter højt – og havde på tre timer tilbagelagt ca. fire femtedele af turen. Til gengæld havde jeg det værste tilbage: den stejle opstigning langs bjergsiden til Faulhorns ca. 2680 meter høje top.

Stien indskrænkede sig på denne sidste etape til en afmærkning hist og her med malede striber. Himlen trak over og store snefnug begyndte at dale ned; snart kunne jeg kun se få meter frem foran mig; hvert skridt krævede forsigtighed og anstrængelse, og pigstokken var nu aldeles uundværlig, hvis ikke jeg skulle skride ned ad bjergsiden, der skrånede næsten som et hustag, med kun et par meter ud til den bratte kant.

Her forstod jeg, hvad man mente med det farlige Faulhorn. Jeg var kommet ind på den løse skifergrund og måtte et enkelt sted, ligesom Pontoppidan i sin tid, kravle på alle fire eller rettere "mave" mig frem, klamrende mig til hvad der var af faste støttepunkter med de bare hænder. Det tog måske kun ti minutter at "klare pynten" – alligevel var jeg gennemsvedt, da jeg igen kunne rejse mig og fortsætte gående, omend temperaturen udenom på dette tidspunkt var nået ned på frysepunktet.

Men en belønning ventede – måske hele turens mærkeligste oplevelse. I snetågen kun en fire-fem meter forude så jeg med eet en gemse stående som naglet til jorden – med det kække hoved løftet lyttende og undrende hen imod mig. Det var som et syn fra en anden verden. Og det varede kun nogle sekunder. Med et sæt var 64 det skønne dyr borte – forsvundet lige så lydløst som det var kommet.

Resten af turen var kun et spørgsmål om udholdenhed. Sti eller vej var der ganske vist ikke noget af – alt var dækket af sne – men den jævnt stigende bjerggrund angav retningen; og da endelig hotellets faste konturer anedes i det fjerne, fik jeg fornyede kræfter til den sidste besværlige gang– nu temmelig stejlt opad.

Klokken halv fem stod jeg ved hotellets dør – efter godt fem timers vandring fra "Schynige Platte" og godt to timer fra "Guldfeberhytten".

Da jeg var kommet indenfor i den rummelige skænkestue, blev jeg beværtet på det bedste af den venlige, midaldrende værtinde, og jeg kunne nu i ro og mag hengive mig til sammenligninger mellem den unge Pontoppidans bjergtur og min. Jeg var unægtelig sluppet lettere. Men jeg kunne konstatere, at han næppe havde overdrevet. Tværtimod. Skulle jeg have fulgt den gamle sti, og var jeg draget afsted en måned tidligere, under anderledes vinterlige forhold, havde jeg formodentlig måttet udstå lignende kampe som han med naturmagterne.

Hotellet, der er anlagt oppe på selve Faulhorns brede top, består idag af et kompleks af bygninger, yngre og ældre. Den oprindelige hovedbygning, opført af sten omkring 1830, står idag uforandret, med sin brede, sydvendte gavlfacade, hvidkalket og forsynet med pyntelige, grønne skodder. Da jeg fortalte om mit formål med besøget, førte værtinden mig ind i den gamle gæstestue, der så ud ganske som Pontoppidan så den, med gamle stålstik på væggene og den store ovn med kobbertromlen, som hans våde klæder blev tørret ved. Natteleje fik jeg anvist i et lille værelse ovenpå – udstyret med servante, vandkande og en dyb kasse af en træseng med bugnende tykke dyner. Jeg følte mig på een gang sat hundrede år tilbage i tiden.

Yderligere forærede værtinden mig en lille bog, som berettede om hotellets historie fra grundlæggelsen og op til 1930. Men her kom jeg ud for en slem skuffelse. Under overskriften "Aus dem Fremdenbuch" citerede et af kapitlerne et broget udvalg af de 65 besøgendes taksigelser og begejstringsudbrud i vers og på prosa. Men da jeg bad om at se gæstebogen, rystede værtinden beklagende på hovedet: "Leider nicht mehr hier! Und wo es ist – ob es überhaupt mehr existiert – das kann ich Ihnen nicht sagen!"

Alligevel findes der måske noget, der nærmer sig historisk dokumentation for Pontoppidans Faulhorn-udflugt. En af de følgende dage tog jeg toget til Bern for på et bibliotek at se, hvad de lokale blade kunne fortælle af nyt fra Interlaken i sommeren 1876. Det viste sig, at "Oberländisches Volksblatt" den 5. juli 1876 indeholdt følgende notits:

Interlaken 3. Juli: Am 25. Juni ist es Hern Rudolf Schön aus Lyck in Ostpreussen gelungen, von der Scheinigen=Platte als erster in diesem Jahr bei 8-stündigem Marsch – theils im Schnee bis unter die Arme – das Faulhorn zu besteigen."

I artiklen i Kjøbenhavns Børstidende siger Pontoppidan udtrykkeligt: "Endnu i Slutningen af Juni Maaned, da jeg en Dag kom op paa Schejnige Platte, havde der derfra ikke været Forbindelse med Faulhorn." Om sin ledsagers nationalitet oplyser han, at han var tysk-amerikaner.

Men – hvad der med hensyn til sådanne enkeltheder er "Dichtung" og hvad "Wahrheit" i Pontoppidans erindringer, er ikke altid til at sige.

Heimwehfluh

I sin "Enetale" i Politiken den 25. marts 1897 henlægger Pontoppidan sit møde med Schweizerpigen "Su'san'" til Heimwehfluh "den lille grønklædte Høj, der ligger midt inde mellem Berner-Oberlands nøgne Kæmpebjerge, en god Times Gang sønden for Interlaken." Her lå dengang et ensomt værtshus "en tarvelig Bræddehytte med Sten paa Taget og en Række Gemsehorn over Indgangsdøren. Den tjente til Sommerbolig for en gammel Morlille og hendes to unge Døtre, Magdalene og Su'san', der levede af at udskænke Mælk til tørstige Fremmede."

Idag kommer man derop på fem Minutter med en snurrig forhistorisk 66 tandhjulsbane, og bræddehytten er erstattet af en borglignende udsigtspavillon med tårne og tinder. Udsigten er stadig smuk og højens skrænter bevokset med grønne træer – men om Su'san' og hendes familie kan ingen mere give nogen oplysning.

Skriften på klippevæggen

Det voldte Pontoppidan svare kvaler at løsrive sig fra Heimwehfluh og den smukke Schweizerpige med det mutte væsen. Han tænkte efter eget sigende alvorligt på helt at opgive hjemrejsen: "Hvorfor ikke blive her, hvor jeg havde levet saa rigt og lykkeligt? For den allersidste Rest af mine Penge vilde jeg kunne bygge mig et lille Bjælkehus oppe i Bjergene, og saa forresten tjene til Livsopholdet som almindelig Skovarbejder for en Gang at kunne gifte mig med Suzanne."

En af de sidste dage, før han besluttede alligevel at rejse hjem, sad han "ved et af de drønende Vandfald, som man i Alperne møder eller i hvert Fald hører næsten overalt. Melankolsk hensunken i mig selv sad jeg med Haanden under Kinden, mens Vandflommen suste forbi oppe fra Højden og et Sted dybt under mig dampede og buldrede som en Hexekedel."

Skulle det være muligt at lokalisere dette vandfald? Beskrivelsen stemmer med det berømte "Staubbach" ved Lauterbrunnen, kun en mils vej fra Interlaken. Det styrter ned ad den ca. 300 meter høje, stejle bjergside og brydes et stykke før bjergets fod til en sky af støvfine vanddråber, der i solen glitrer som et slør i alle regnbuens 68 farver. En smal sti indhugget i klippen fører op til et hulrum, hvor man kan sidde og nyde det prægtige skue indefra. Til min forbavselse fandt jeg her, indhugget i brystværnets stenkant, to forbundne bogstaver, der kun kan læses som et "H P" – den eneste inskription på dette vanskeligt tilgængelige sted.

Hvem véd – måske disse kantede stenbogstaver – der tydeligt er af ældre dato – står som et minde om den unge, bekymrede polyteknikers skæbnetime?

 
[1] efterladt beretning: som befinder sig hvor??? Den er nærmere beskrevet i Optegnelser efter en Rejse i Tydskland Schweitz og Italien. Nedskrevne af Johan Rohde udgivet 1967 af Finn Friis og H.P. Rohde. tilbage
[2] karakteristik: som altså er Johan Rohdes. tilbage