Naturalisme og romantik hos Pontoppidan
Anmeldelse
Rasmus Vangshardt: Livets febrile hemmeligheder. Et litterært slægtskab mellem Henrik Pontoppidan og Thomas Mann (2017), Forlaget Spring, 161 sider.
Rasmus Vangshardt har fået en vældig god idé. Han har konstateret, at Thomas Mann faktisk læste Henrik Pontoppidans De Dødes Rige (1912-16) i tysk oversættelse: Totenreich (1920), netop i romanens oversættelsesår – og han var imponeret. Læsningen fandt således sted, mens Mann arbejdede på sit andet store hovedværk: Der Zauberberg (påbegyndt i 1912, genoptaget i 1920, udgivet 1924). Begge de store romaner er unægtelig gennemtrukket af dødsmetaforik, om end på en noget forskellig måde forekommer det anmelderen, men herom mere nedenfor.
De er også begge præget af Nietzsches og Schopenhauers filosofi. Muligvis – og muligvis ikke – er der tale om en påvirkning fra dansk til tysk, men Vangshardts ærinde er et andet: Kan man efter en omhyggelig læsning og tolkning af Der Zauberberg foretage en tematisk sammenligning og således afsløre hidtil ikke erkendte træk ved De Dødes Rige? Vangshardt springer derfor radikalismekritikken hos Pontoppidan over og den dermed sammenhængende vrede og sorg over, at det folkelige oprør og den efterfølgende frihed ikke førte til lykke – kort sagt alt omkring Enslevfiguren, hvad han selv gør opmærksom på. Og han fremhæver – med inspiration fra Der Zauberberg – klagerne over livets skuffelser og tragedier og ikke mindst Jytte Abildgaards gentagne paniske angst for sit "indre tjørnekrat" og – naturligvis – det sammensatte i hendes figur, hvor han også får hendes gyldne og lokkende fremtoning med.
Som det formentlig vil være de fleste læsere bekendt, og som Vangshardt så udmærket og indsigtsfuldt gør rede for, udspiller Thomas Manns store roman sig på et tuberkulosesanatorium i Schweiz, der skildres som en sær, ophøjet og uvirkelig verden, hvor kærlighed, sygdom og død og ophøjede filosofiske diskussioner blander sig. Den unge mandlige hovedperson havde oprindelig kun tænkt sig at aflægge et kort besøg på stedet, men bliver suget ind af atmosfæren og tilbringer derefter – som var han en person fra et folkesagn eller eventyr – de følgende 7 (fortryllede) år på sanatoriet. Den syge luksustilværelse afbrydes omsider af 1. verdenskrigs højst virkelige udbrud – og Hans Castorp forsvinder for læseren blandt mængden af anonyme soldater. Thomas Mann-læsere, der udelukkende har givet sig i kast med de mindre noveller og ikke er nået til den store roman, vil på baggrund af ovenstående referat genkende tilbagevendende temaer om den romantiske dødslængsel, der er en længsel efter hengivelse og selvforglemmelse, som både genspejles i musik og erotik – og i sidstnævnte skikkelse truer det med møje afbalancerede åndsmenneske med destruktiv udslettelse. Således også i novellerne Tristan (1903) og Der Tod in Venedig (1912), som Der Zauberberg oprindelig var tænkt som en art modstykke til eller udvidelse af. Andre læsere, der er begyndt med den mere letfattelige slægtsroman Die Buddenbrooks (skrevet 1896-1900, offentliggjort 1901) vil også her have noteret sig, at slægtens umiddelbare livsvilje og handlekraft i denne bog tager af, i takt med at den åndelige forfinelse, refleksion og ikke mindst kunstneriske evne tager til. Der er i alle de nævnte værker tale om, at kunst og død er en romantisk fristelse. Og Der Zauberberg indeholder endda en berømt advarsel mod den romantiske hengivelsestrang: "Der Mensch soll um der Güte und Liebe willen dem Tode keine Herrsschaft einräumen über seine Gedanken" (Der Zauberberg, sechtes Kapitel, vorletzter Abschnitt: Schnee, S. Fischer 1954, s. 704).
Nu var døden som metafor relativt udbredt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det kan være som udtryk for netop en romantisk dødslængsel, jævnfør det hyppigt reproducerede billede af Die Toteninsel af Arnold Böcklin (1880-86), eller udtryk for en selskabskritik og dermed sammenhængende revselse af samtidens mennesker, der forspilder deres chancer for at leve autentisk, og derfor kan opfattes som levende døde, jævnfør Henrik Ibsen, Når vi døde vågner (1899). – Thomas Manns værker synes mest i slægt med motivets første anvendelse og spørgsmålet er, om Henrik Pontoppidans De Dødes Rige ikke snarere nærmer sig den sidstnævnte anvendelse: vrede over, at livet, herunder kærlighedslivet, ikke blev det paradis, man havde drømt om, når nu den politiske frihed og oprøret med gammelmodig moral var gennemført? Det er derfor ikke helt let at sammenligne Der Zauberberg og De Dødes Rige, selvom titlerne peger i retning af ligheder, og begge romaner slutter ved første verdenskrigs udbrud. Ja, De Dødes Rige når ikke helt så langt, men den store verdensbrand bebudes dog sluttelig i en mærkelig passus, hvor godsejeren Torben Dihmer på paradoksal vis glæder sig over Favsingholms brand, idet han forestiller sig, at det er en bebudelse om "den syndflod af ild, hvori en fordærvet menneskeslægt skulle nedhvirvles og forgå!" (Gyldendal 2014, 10. udg., s. 709). Den retoriske figur, der er båret af skuffelse og vrede over den nuværende slægt – og af et implicit håb om opstandelse og renhed hinsides dommedag eller ragnarok – er udbredt hos flere digtere omkring 1. verdenskrig.
Vangshardt prøver alligevel at jævnføre de to værker og får faktisk en del ud af det – på ivrig og stærkt engageret vis. Han vil meget gerne nå frem til den konklusion, at Pontoppidan snarere er romantiker end naturalist – og går således temmelig langt – med en bagvedliggende irritation over Georg Brandes i bagagen. Der er imidlertid næppe nogen seriøs Pontoppidanforsker fra Vilhelm Andersen over Ahnlund (som Vangshardt i øvrigt selv fremhæver) til de nyeste eksemplarer af racen, der ikke har noteret sig Pontoppidans dobbelthed: Under naturalismen ligger der ofte en skjult romantik, under samfundskritikken og oprørsviljen en eksistentiel fortvivlelse. – Men det er absolut ikke grund til at afdisputere ham enhver form for naturalisme, hvad Vangshardt gør energiske forsøg på til trods for Pontoppidans tre store menneske- og samfundsskildrende – og samtidsvendte – romanværker og hans udsagn i selvbiografien om, at han gjorde sin skyldighed som menig soldat i menneskeåndens evige frigørelseskamp.
Thomas Mann har udtrykt noget tilsvarende om de mange lag i Pontoppidans værker i sin hilsen1 til forfatterens 70-årsdag, optrykt i tysk original og i dansk oversættelse i Nordica 24, 2007: "Som en ægte konservativ hævder [Pontoppidan] i en stakåndet verden fortællingens store stil. Som en ægte revolutionær ser han i prosaen frem for alt en dømmende magt. […] som en ægte digter [peger han] på en renere menneskelighed." (10).
Det skal dog indrømmes, at Vangshardts sammenlignende læsning meget tydeligt bringer de livsopgivende træk frem i De Dødes Rige. Den ambivalent opfattede Jytte Abildgaard, der på den ene side ikke tør elske og på den anden side er bange for ikke at nå at elske, har unægtelig en række gådefulde træk og en gennemgående angst for sig selv. Det må jo gå galt. Og hun udtaler flere gange angst for kærlighedens destruktive magt, den magt, Thomas Manns personer ikke altid er i stand til at modsætte sig.
Lighedspunkter mellem Mann og Pontoppidan viser sig i øvrigt også i en form for Schopenhauer-inspireret anti-intellektualisme hos Pontoppidan. Hvis Jytte ikke havde været så intelligent og gennemreflekteret og derfor i stand til at gennemskue de ofte miserable ægteskaber omkring sig, havde hun bedre været i stand til at leve umiddelbart, må man forstå. Hendes skolekammerat Meta, der var den dummeste i den klasse, hvor Jytte brillerede som nummer 1, klarer at få mand og fire børn og tilsyneladende være tilfreds.
En supplerende iagttagelse: Straks på romanens første side forekommer desuden en af den gængse forskning lidet påagtet passage om Torben Dihmer og hans slægt, der stærkt ligner Manns og Schopenhauers opfattelse af den umiddelbare livsviljes og livsevnes svækkelse af åndelig forfinelse. Torben Dihmers bedstefar har været: "en egebul på fjorten lispund" (17), der fra sin østjyske herregård kørte til Randers med sit forspand af to dejlige sortbrune hingste, der kunne have fortjent et mindesmærke i bronze på byens torv. Og Dihmers far var åbenbart af samme race og fremtræden, en af landbrugets foregangsmænd. Alligevel bryder Dihmer selv med slægtstraditionen og tager en statsvidenskabelig eksamen, som der går ry af, hvorefter han rejser til udlandet for at lære verden at kende, "da ulykken [en i begyndelsen ukendt dødelig sygdom] ramte ham som en forgiftet pil fra et baghold." (18). Der er imidlertid forskel på Torbens – og sådan set også Jyttes – dødshengivelse og Manns personers destruktive sammenbrud, når de mod bedre vidende lader sig overvælde af Eros, der angiveligt nødvendigvis må føre til katastrofen. Pontoppidans hovedpersoner føler ingen glæde eller befrielse ved at opgive livet. Torben beslutter sig for stoisk at vælge sin skæbne, Jytte protesterer til det sidste og angrer sine livsvalg.
Og lidt mere om Jytte. For Vangshardt har en tankevækkende digression omkring hendes skikkelse, idet han sammenligner hendes femme fatale-optræden og den deraf følgende sørgelige skæbne for de tilbedende og sårede mænd med, hvad "Der kleine Herr Friedemann" oplever i Manns novelle af samme navn (1896/1898). Omtalte Friedemann er en stakkels pukkelrygget mandsperson fra Lübecks bedre kredse, der har slået sig til ro med, at en kvindes kærlighed aldrig vil blive ham til del, og som kompenserer med arbejde og åndelige sysler. Han lokkes imidlertid – på raffineret-sadistisk vis – til først at elske og siden at tilstå sin kærlighedsbesættelse til en ombejlet skønhed, der har gjort sig en fornøjelse af at simulere forstående over for hans problemer, og som nu iskoldt støder ham bort, så han ikke har andet end selvmordet tilbage.
En helt igennem sjælerystende historie.
Både den hjerteløse frue fra Lübeck og overklassepigen Jytte Abildgaard er af den femme fatale-race, som blev et yndlingsemne i forrige århundredeskiftes litteratur og billedkunst, begge uimodståelige og gådefulde – og ikke mindst farlige, i bogstavelig forstand, for mænd. Men der er så sandelig forskel. Almindeligvis skildres denne kvindetype som bevidst manipulerende og nydende egen magt – og det magtspil, de suverænt behersker. Således også Pontoppidans anden femme fatale, den kropsligt lokkende Nanny i Lykke-Per, der ganske nøje er i stand til at beregne doseringen af sin erotiske udstråling, herunder sin selviscenesættelse gennem udfordrende påklædning. Hun gør sig en glæde af at stifte ulykke, og hendes fornøjelse ved kærlighedslegen går først og fremmest ud på at gøre bejlerne skinsyge. Men Pontoppidan hævder gang på gang, at Jytte overhovedet ikke kerer sig om sit udseende – men kun om sin indre sjælekval – endsige om at beregne og more sig over sin virkning på mændene. En detalje: Hun er angiveligt én af de brunetter, hvem alt klædte, og som derfor blev ligegyldig med sit udseende. Og hun er for kysk til at tillade sig den lille ekstrahæl under skoene, der ville have erstattet hende den manglende halve tomme i højden. Ikke desto mindre ser hun strålende ud i sine gyldne silkekjoler, og med sin skiftevis indladende og afvisende opførsel holder hun bejlerne fast. Både Jytte og fru von Rinnlingen i "Der kleine Herr Friedemann" er ganske vist kølige isdronninger (Jytte kaldes en Diana) – i modsætning til Nanny, der virker umiddelbart varmblodig og sexet, men som dog er udpræget beregnende, selvforelsket i sin egen erotiske magt – og egentlig følelseskold. Jytte er anderledes. Hun nyder på ingen måde de ulykker, hun indirekte sætter i værk – hvad både Nanny og den depraverede og ondskabsfulde Frau von Rinnlingen gør. Vangshardt kommer flere gange til at kalde Jytte "ond". Og det går altså ikke. Hun er gådefuld både for bejlerne og for sig selv, skæbnesvanger, men selv ulykkelig.
Ovenstående indvendinger mod nogle af Vangshardts vel firkantede konklusioner om den kvindelige hovedpersons karakter og ikke mindst værkernes påståede manglende naturalisme skal dog på ingen måde dække for, at hans bog er særdeles tankevækkende. Heraf kommer også lysten til at diskutere den. – Den er præget af meget stor viden, mange baggrundsstudier og først og fremmest et stort personligt engagement.
Lise Præstgaard Andersen
