Den kæmpende ateisme, fremskridtstro – og meningstab

Især eksemplificeret ved Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904)

Den brandesianske ateisme med tro på frihed, fremskridt, personlighedens udfoldelse og autentisk menneskelig natur kontra undertrykkende konventioner, dvs. forældede og nu tomme moralske og kulturelle normer, dominerer i den danske litteratur i perioden 1871-1940 – idet forestillingen ganske vist ikke tiltrædes fuldt og helt, men dog konstant debatteres hos mange store forfattere.1 Brandes' selvopfundne – og virkningsfulde – slagord "Det moderne Gjennembrud" rummer disse værdier, mens en mere almen forestilling om "det moderne" i kunsten snarere rummer muligheden for pessimisme og splittelse i den gudløse verden. – Der skal i denne forbindelse gøres opmærksom på, at to forskellige markante reaktioner på "Guds død" findes i to store samtidige romaner fra forrige århundredskifte: I Henrik Pontoppidans personlighedsbekræftende Lykke-Per (1898-1904) og i Johannes V. Jensens nihilistiske Kongens Fald (1900-1901).2 Førstnævnte værk kan siges at tilhøre Det moderne gennembrud, sidstnævnte er i komposition, stil og holdning "moderne" på en helt anden måde.3 Fremstillingen vil nedenfor koncentrere sig om Lykke-Per med perspektivering til andre værker fra perioden, hvor ateismen tematiseres.

Hvis man slår op på nettet under tysk religionskritik, møder man – foruden selvfølgelig en henvisning til oplysningstiden – nogle imponerende navne på filosoffer og andre tænkere: Strauss, Feuerbach, Marx, Nietzsche og Freud – rækken bliver undertiden udvidet med digteren Heinrich Heine. Hvis man som dansk litteraturhistoriker vil redegøre for religionskritik i den danske litteratur (forstået som opgør med kristendommen), melder en lang række skønlitterære forfattere fra det moderne gennembrud sig. Alle med rødder tilbage til Georg Brandes' (1842-1927) epokeskabende Hovedstrømnings-forelæsninger (indledt 1871, trykt i 6 bind mellem 1872 og 1890) – og til hans øvrige forfatterskab. Desuden videreføres religionskritikken med tilhørende diskussion hos 1890'ernes lyrikere og genoptages med fornyet kraft hos digterne efter 1900 fra det såkaldt folkelige eller stoflige gennembrud for at videreføres hos 1930'ernes samfundsbevidste forfattere. Problematikken bliver i Danmark således først og fremmest behandlet i fiktion og med forbløffende konstans gennem flere efter hinanden følgende perioder.

Henrik Pontoppidan (1857-1943)

Forfatteren var som bekendt præstesøn og ovenikøbet født ind i en familie, der havde været domineret af fremtrædende protestantiske præster siden 1600-tallet. Alle de "pibekravede" forfædre stod angiveligt i en lang række og kiggede på ham. Ikke desto mindre, eller netop derfor, blev han en af de betydeligste forfattere i den litterære bevægelse, der i nordisk litteraturhistorie betegnes som det moderne gennembrud, og som var præget af antiautoritær tænkning, herunder af religionskritik. Med sig fra præstehjemmet havde Pontoppidan imidlertid også tilbøjelighed til ærlige og intense diskussioner om livsanskuelser i almindelighed. Diskussioner han livslangt førte med sig selv under mottoet: "Jeg spørger, jeg spørger …" Dette sidste medførte, at han, ved siden af stor prægnans og klarhed i sin prosa, dog altid formåede at holde en dør åben, der tillod flere forskellige svar på de spørgsmål, hans tekster rummede – hans berømte "tvesyn".4

Den litterære bevægelse blev, som ovenfor nævnt, personligt navngivet af Georg Brandes. Dette skete i hans tilbageskuende bog Det moderne Gjennembruds Mænd (1883), men bevægelsen indledtes allerede med første bind af Hovedstrømninger i 1872, kaldet Emigrantlitteraturen, hvor han med det samme forkyndte troen på den frie forsknings ret og den frie tankes endelige sejr og meddelte, at disse principper ikke ville blive ændret gennem det storværk på seks bind, han allerede på dette tidspunkt planlagde. Værket handler ikke om den danske, men om den øvrige europæiske litteratur og af gode grunde om litteraturen før 1871. I hvert bind udvælges en helt eller heltinde, der, i lighed med Brandes selv, er samfundskritisk, oprørsk og med håb om, at de hedt attråede forandringer vil føre til fremskridt. (Helten i det sidste bind fra 1890 er faktisk netop ovenfor omtalte tyske digter Heinrich Heine). De kommende danske skønlitterære forfattere, der burde tage ved lære fra udlandet, bliver opfordret til at "sætte Problemer under Debat". Især samtidens påtrængende problemer, herunder "Ægteskabet", "Religionen", "Eiendommen, "Forholdet mellem de to Kjøn" og "Samfundsforholdene". Slagordene er frihed (forstået som frigørelse) og fremskridt, og Brandes forestiller sig, at den nye oprørske danske litteratur først og fremmest skulle være på prosa.

Henrik Pontoppidan er således den forfatter, der kom til at passe bedst til forudsigelserne. Han kom imidlertid ikke med i Det moderne Gjennembruds Mænd (1883), da han knap nok havde debuteret. Dette sker i 1881 med novellesamlingen Stækkede Vinger. Herefter følger flere novellesamlinger, der er blevet klassiske: Fra Hytterne (1887), Skyer (1890), begge socialt og politisk engagerede, og den lille roman Isbjørnen (1887) med angreb på den hykleriske gejstlighed, der samarbejder med verdslige magthavere. I Lykke-Per (1898-1904) skildres det moderne gennembrud som en bred kulturel bevægelse, der både omfatter litteraturen og Pers revolutionerende ingeniørdrømme og selvfølgelig de unge menneskers trodsige ateisme. I De Dødes Rige (1912-1916) står den politiske del af bevægelsen (partiet Venstre og Det Radikale Venstre – og sejren ved systemskiftet i 1901) i centrum – og ikke mindst skuffelsen over, at frihedsrøret herefter ikke førte til den forventede lykke for menneskeheden. Per og Jakobe, hovedpersonerne i Lykke-Per, er unge og begejstrede for det nye i 1880'erne – og Per må tænkes at dø omkring 1900, mens Jakobe lever videre som en moden og dygtig kvinde, udfoldende sig som bestyrerinde af sit konfessionsløse skolehjem.

Digression om navngivningen af Det moderne gennembrud

Termen 'det moderne gennembrud' er som ovenfor nævnt opfundet af Brandes i essaysamlingen fra 1883 med hans sædvanlige tæft for durable slagord. Bogen skrives efter hans hjemkomst fra Tyskland, hvor han har opholdt sig fra 1876 til 1883 og med held forsøgt sig som freelance tysk skribent og foredragsholder. I efteråret 1883, hvor en kreds af private beundrere har sikret ham en fast årlig indkomst i Danmark, skal han i al hast holde tropperevy over de nordiske forfattere, der har fulgt hans paroler under hans fravær fra den skandinaviske scene. Samtidig har han store private problemer i sit ægteskab med Gerda Strodtmann, indgået 1876 og velsignet med to små piger. Han har nemlig tildelt sig selv rettigheden til "fri lidenskab", én af de frihedsrettigheder, han kæmper for i sit forfatterskab, men glemt at forklare Gerda dette på forhånd. – En ulykkelig elskerinde er nu efterladt i Tyskland (Lulu von der Leyen), og han har fået en ny i Danmark (Bertha Knudtzon).

Alt dette fremgår af Brandes' utrykte dagbog, der opbevares på Det Kongelige Bibliotek. Herunder også presset med at få Det moderne Gjennembruds Mænd skrevet færdig og sådan set også med at finde en god titel til værket. Interessant nok hedder bogen længe "Det nye Gjennembruds Mænd", indtil han sent i skriveprocessen kommer på den mere slående – og skulle det vise sig – uforgængelige titel.

Bogen ender i øvrigt med en hyldest til repræsentanterne for den "moderne" fløj i åndslivet. Billedsproget er hentet fra jernbanen: Hvis to tog holder ved siden af hinanden på hvert sit spor, og det ene begynder at bevæge sig, så kan passagerne i det tog, der faktisk står stille på perronen, få en illusion af, at det er deres tog, der har sat sig i gang. Og således er det med henholdsvis det moderne gennembruds tog og det "klerikale" tog. Sidstnævnte står bomstille, mens passagererne indbilder sig at køre, mens fremskridtets tog realiter bevæger sig fremad med rasende fart og i den rigtige retning.

J.P. Jacobsen – og hans to romaner

Midterfiguren i Det moderne Gjennembruds Mænd er J.P. Jacobsen (1847-1883), der efter Brandes' råd havde taget den adelige Marie Grubbes historie op i Fru Marie Grubbe (1876). Hendes omskiftelige skæbne udspillede sig ganske vist i det 17. århundrede og ikke i nutiden, hvad der egentlig var idealet for den nye skoles romaner. Men hendes særprægede livsløb, der omfattede flere kærlighedsforhold og ægteskaber – det første med kongens halvbror, det sidste med en simpel staldkarl – giver Jacobsen anledning til en tolkning, efter hvilken Marie instinktivt følger sin stærke erotiske drift og ganske vist falder socialt, men bevarer sin menneskelighed og – vist nok – finder lykken i samlivet med Søren Ladefoged – i det mindste en tid lang. Hun bliver således et eksempel på "la femme de trente ans" – den modne, erotisk anlagte kvinde, som Brandes beskriver som et ideal i første bind af Hovedstrømninger.5 Marie Grubbes erotiske selvrealisering og oprør mod den ægteskabelige troskab forløber i det mindste mere heldigt og lykkeligt, end det er tilfældet med de elskende kvindelige hovedpersoner, Brandes her omtaler. Og også lykkeligere end den skæbne, der bliver de mønsterbrydende kvinder til del i den store europæiske litteratur om emnet, jf. Leo Tolstoi (1828-1910): Anna Karénina (1873-76), Gustave Flaubert (1821-80): Madame Bovary (1887) og Theodor Fontane (1819-98): Effie Briest (1895).

Sluttelig diskuterer Marie dog sin frie moral med selve moralens og fornuftens repræsentant, Ludvig Holberg, som besøger hende ved hendes dont som færgekone ved et overfartssted, hvor hun omsider er endt. Hun påberåber sig uovervindelig afsky for sin første mand, Ulrik Frederik Gyldenløve, og en ligeledes uimodståelige tiltrækning til den hærdebrede Søren. Holberg mener imidlertid ikke, man kan ræsonnere på denne måde, idet mennesker med Maries livsindstilling jo følgelig ville være fritstillet til at følge alle deres drifter og ønsker på bekostning af andre. Men Marie har alligevel nok et spørgsmål til den lærde herre. Selvom hun sådan set ikke har haft dybere overvejelser omkring sine handlinger, men netop konstant handlet spontant, så tror hun dog på Gud og er nok klar over, at hun ikke alene har sat sig op mod de gængse samfundskonventioner, men også – efter datidens almindelige opfattelse – mod selveste Vorherre. Men kunne det ikke tænkes, at Gud netop vil frelse det menneske, der gennem sit liv har opført sig konsekvent og i overensstemmelse med sit eget selv, snarere end det menneske, der på grænsen mellem himmel og jord for en sikkerheds skyld omvender sig og beder om nåde? Spørgsmålet gentages i Jacobsens næste og sidste roman Niels Lyhne (1880), hvor vi ifølge forfatteren i størstedelen af bogen befinder os før nederlaget i 1864, hvor Niels falder, da han nu engang ikke kan finde ud af at leve. Den traurige mandlige hovedperson skulle egentlig have været digter, og han søgte hele livet efter den store kærlighed, men han kunne ikke finde "en Hank til Virkeligheden". Derimod kunne han bruge megen tid på at spekulere over sin ateisme eller over "den frie Tanke", som man sagde dengang, og kæmpe for at bevare troen på det velsignelsesrige i anskuelsen.6 Ved hans dødsleje spørger hans ven Doktor Hjerrild, der i øvrigt ligesom Niels er fritænker, om han ikke alligevel skal skaffe Niels en præst, for døende mennesker skal ikke ligge og pine sig med deres anskuelser, men have den hjælp, de kan få. Niels afslår stoisk-heroisk tilbuddet og fabler om, at han vil have en rustning og "dø staaende". Det er i denne forbindelse, at Doktor Hjerrild gør sig lignende tanker som den gamle Marie Grubbe: "'Dersom jeg var Gud,' mumlede han, og i Tankerne fortsatte han, 'vilde jeg da langt hellere gjøre den salig, der ikke omvender sig paa det Sidste.'" (s. 276).

Det er en lidt mærkelig tanke, der flere gange vender tilbage til den stoiske ateist Jacobsen. Hans hovedpersoner mister ikke alene troen på Gud – de slås også med ham, selvom de sådan set har vedtaget med sig selv, at han ikke eksisterer. Drengen Niels Lyhne mister således sin barnetro ved sine unge, smukke tante Edeles dødsleje. Herren tager ikke hensyn til hans bønner om at spare hende – og derefter gør Niels oprør på samme vis, som en adelsmand ville undsige sin feudalherre: "Han tog Parti, saa helt han kunde imod Gud, men som en Vasal, der griber til Vaaben mod sin retmæssige Herre, thi han troede endnu og kunne ikke trodse Troen bort." (s. 61). Denne paradoksale oplevelse af at kæmpe med en Gud, der sådan set ikke findes, dukker også op i den senere danske litteratur. Således i Lykke-Per (II, s. 357), hos Viggo Stuckenberg (1863-1905) i digtet "Bekendelse" (Tilskueren, 1896) og hos Otto Gelsted (1888-1968) i det magtfulde og trodsige digt "Herrens Hammer" (Jomfru Gloriant, 1923).

Tilbage til Jacobsen. I Niels Lyhnes ungdom bliver han en ufortrøden forsvarer af ateismens sag, som det viser sig i hans berømte juleaftenssamtale med Doktor Hjerrild. "Det var ganske uventet for Niels Lyhne bleven Juleaften" hedder det indledende (s. 148). Det lyder ensomt, men sådan opfatter Niels det vist egentlig ikke. Han har tidligere på året mistet sin moder og har nu ikke nogen at fejre jul med, hvorfor han går på restaurant for at få et passende måltid. Her møder han omtalte Doktor Hjerrild, der tager sin ateisme så alvorligt, at han bevidst har afslået invitationer fra diverse venner med familie, fordi han ikke vil lytte til salmer, der ikke siger ham noget, og derved angiveligt indirekte forstyrre de andres andagt. En diskussion udspiller sig nu. Niels agiterer for, at forestillingen om Gud er en projektion, og når mennesker indser, at der ingen Gud er, og at mennesket er hans profet, vil de blive langt lykkeligere end tidligere. Den kærlighedsstrøm, der hidtil er gået op mod den tomme himmel, vil ændre retning og udbrede sig over jorden. – Doktor Hjerrild er mildest talt mere skeptisk. Det bliver svært og hårdt at slås mod flertallet af troende – og især: Kan det virkelig bringe lykken at desillusionere menneskeheden?

Lykke-Per: ateismen som befrielse – og glimt af tomheden

Ved J.P. Jacobsens tidlige død af lungetuberkulose 37 år gammel i 1885 standsede diskussionen for hans vedkommende, men Pontoppidan videreførte den så sent som omkring århundredskiftet i Lykke-Per. Per er som Pontoppidan selv af præstefamilie og gør med læserens billigelse oprør mod sin barndoms undertrykkende og fordømmende præstegård, hvor et simpelt æblerov fra naboens træ fordømmes som en synd i lighed med den bibelske Kains brodermord, og hvor den unge drengs ønske om ikke hele tiden at slutte dagen med bøn og salmesang i hjemmet, men komme ud i den friske og frostklare aftenluft for at kælke og se lidt på pigerne, er noget, han må snige sig til at få virkeliggjort.

Oprøret kan gennemføres i større målestok, da Per kommer til skelsår og alder. Han har nemlig en medfødt begavelse for tal og naturvidenskab og kan således give sig til at læse til ingeniør – i modsætning til resten af familien, der holder sig til teologien. Da Per kommer til København for at studere, forstår han, at han ikke alene er ude i personligt ærinde, men at et beslægtet oprør udspiller sig i åndslivet omkring det moderne gennembruds repræsentanter og tilhængere. Disse vil revolutionere litteraturen og befolkningens almindelige tænkemåde, Per vil revolutionere Danmarks næringsliv og forestiller sig, at det kan gøres ved en énmandsindsats på samme vis, som Brandesfiguren, Dr. Nathan, har revolutioneret det åndelige liv og "faaet det degnetunge danske Folk til at danse" (II, s. 74). Pers store, ambitiøse og sammenhængende plan er at gennemgrave hele Danmark med kanaler som færdselsveje for varetransport og rense den hjemlige, tilgroede Randers fjord op for sluttelig at anlægge en frihavn ved Vesterhavet og her på en eller anden vis udnytte bølgeslagets kraft til energi. Vi må forstå, at Pontoppidan mener, at dette i og for sig ikke ville være urealistisk – med Pers selvstændighed og arbejdskraft in mente – men forfatteren lader i første omgang planen strande på finansieringen. Det drejer sig om problemer med storkapitalens repræsentanter, der forekommer så usympatiske, at Per i sin ungdommelige stædige idealisme ikke har lyst til at give sig i kast med dem. Men nu foregriber vi begivenhedernes gang.

To kommentarer skal dog tilføjes: Per er ingenlunde ment som en fantast, hvad både samtidige læsere og nutidige tolkere undertiden har ment. Men førsteudgaven af værket udkom i otte bind, og udgivelsen strakte sig over seks år – man havde således rigelig tid undervejs til at undre sig over, hvad meningen var, og hvad det hele skulle ende med.7 – Endvidere: Ingeniørplanen må jo have stået den unge polytekniker Henrik Pontoppidan i hovedet i al sin håndgribelige alvor, men den ligner, hvis den opfattes billedligt, også Brandes' retorik i Hovedstrømninger, hvor de "strømninger", der er tale om, selvfølgelig er litterære tendenser, men hvor vandmetaforik udfolder sig i indledningsforelæsningen – og afslutter den. Frihedsideernes brusende flod fra oplysningstiden har i Danmark kun nået vore flade og sandede kyster som ynkelige bølgeskvulp, men nu vil Brandes påtage sig en stor opgave: "Hovedarbeidet vil blive gjennem en Mangfoldighed af Canaler at lede de Strømninger, som have deres Udspring i Revolutionens og Fremskridtsideerne, herind og at standse Reactionen paa alle de Punkter, hvor dens Opgave historisk er endt" (s. 28).

Til Pers held bliver han i København også indført i en højt kultiveret, frisindet, sekulariseret og ikke mindst velhavende jødisk familie, hvor han efter at have gjort kur til begge de to giftefærdige døtre forlover sig med den intelligente Jakobe, der også kan bestyrke ham i hans nyvundne livsanskuelse. Hun tager blandt andet selv afstand fra kristendommen, da repræsentanter for den religion har tilføjet hende og andre jøder ydmygelser, men også fordi hun tror på frihed, fornuft og fremskridt.

Per føler sig rede til at erobre hele verden og udfolder sig i hårdt og selvstændigt arbejde med sin ingeniørplan, der faktisk, som ovenfor anført, er ment som i det mindste delvis gennemførlig fra hans forfatters hånd, men han blomstrer også op under Jakobes "solmodne Elskov", som han dog af og til finder er lidt for meget af det gode. Sandt at sige har han aldrig for alvor været fysisk tiltrukket af hende, men kun åndeligt og sjæleligt, hvorimod hendes konstant flirtende lillesøster Nanny, af femme fatale-racen og velsignet med æggende kurver, er ham en stadig fristelse. – Til sidst har forfatteren arrangeret det således, at Per faktisk ikke alene har mulighed for at få sit store projekt anbefalet af kapaciteter og finansieret – men såmænd også for at vælge den af søstrene, han vil. Nanny har forelsket sig i ham med sin smule hjerte, hvilket er nyt for hende, da hendes fornøjelse ved kærlighedsspillet netop består i en skiftevis skuffende og opmuntrende leg med tilbederne.8

Per tror, at han selv vil være i stand til at opføre sig totalt samvittighedsløst, for egen vindings skyld, omend han også har en forestilling om, at han i sin fremfærd handler til gavn for menneskehedens frigørelse, velstand og fremskridt. Problemet er ikke alene, at han opfører sig som noget af en børste, der ved sin banes begyndelse bl.a. betragter kvinder som ufarligt legetøj, og at læserne undervejs føler forfatterens ironi, når Per bilder sig ind, at hans voksende almagtsfølelse ganske vist skal udfoldes til det fælles bedste, men at han så at sige fortjener den kvindegunst, der vil følge med, just fordi den vil kunne inspirere ham til storværker.

Hovedproblemet er, at Per ikke kender sig selv. Præstegårdsbaggrunden ligger ham i blodet, og han er slet ikke i stand til at suspendere samvittigheden og handle efter devisen, at vil man målet, må man også ville midlet. Hans projekt knækker, først under indflydelse af faderens kristne dødsleje og imponerende begravelse under hjembyens respektfulde bevågenhed, siden under indtryk af den stille, men opofrende og på sin vis stærke moders død. Han forlader storstaden og lader den ambitiøse drøm om en uddannelsesrejse til Amerika fare for at vende tilbage til det østlige Jylland, hvor han kom fra. Han opgiver derefter sit store projekt til fordel for en beskeden uddannelse som landmåler, så han kan forsørge en lille familie. Og ikke mindst svigter han Jakobe og deres fælles ungdomsdrømme. Han forelsker sig i og gifter sig med hendes modsætning: den blonde og kyske præstedatter, Inger. Pontoppidan nænner dog ikke at lade ham falde til ro i idyllen, så sluttelig melder Per sig ud af enhver form for familieliv og trækker sig tilbage som vejassistent i det fjerneste og mest forblæste Nordvestjylland, hvor han angiveligt finder sig selv i et stilfærdigt virksomt liv, der indebærer en form for religiøst betonet afkald på alverdens herlighed. Læserne kan berolige sig med, at han har sørget for, at Inger og deres to børn har fået det godt hos en flot og sympatisk proprietær på hendes hjemegn. Det drejer sig om en mand, der altid har haft en svaghed for Inger, som hun til en vis grad har besvaret uden selv at være klar over det. Pontoppidan opererer her med en art modsætningspsykologi mellem kønnene, som han ofte benytter: Inger tror at nære modvilje mod manden, men denne følelse dækker i virkeligheden over en erotisk tiltrækning.9 Det lykkes Per at få den pligttro og omsorgsfulde hustru til at bryde op fra det fælles hjem og forlange skilsmisse, idet han lader hende svæve i den vildfarelse, at en rejse, han har foretaget til til København, dækkede over, at han skulle have opsøgt sin tidligere forlovede, Jakobe. I den afsluttende samtale med Inger har han just til hendes forfærdelse tilstået, at han slet ikke tror på Gud. Men da han giver afkald på den mulige familielykke for at forhindre, at Inger og børnene fremover skal lide under hans depressive lune, ser han ikke desto mindre op mod den tomme himmel og udbryder: "Er det nu nok?" (s. 357).

Det står i øvrigt åbent, om Per brød sammen, fordi han faktisk ikke var skabt til samliv med andre endsige til at gennemføre sine store udadvendte ambitioner, eller fordi han havde taget skade af sit barndomsmiljø. Under sin ovenfor nævnte ensomme Københavnerrejse har han betragtet en statue af en græsk silen, der smilende holdt Dionysosbarnet i armene, og i den anledning spurgte han sig selv om, hvorvidt alt ville være blevet anderledes for ham, hvis et sådant ansigt og et sådant solskinssmil havde lyst over ham i hans barndom, således at liv og livslyst ikke var blevet mistænkeliggjort for ham fra begyndelsen?

Som modvægt mod Pers skæbne oplever vi Jakobe, der rejser sig efter kærlighedsnederlaget, der også omfatter fødsel af et uægteskabeligt barn, hun ventede med Per, men hvis eksistens hun har været for stolt til at fortælle ham om, da hun mærkede, at han var ved at glide fra hende. Barnet dør efter en vanskelig fødsel i det fremmede Berlin, hvor Jakobe har søgt ly hos en veninde for den forventelige Københavnersladder. Hendes moderfølelse er vakt, men nu hjemløs. I denne tilstand koncentrerer hun sig om at tage vare på de fattige børn, der i storstaden driver om på gaderne for lud og koldt vand, hvad hun ikke tidligere har været opmærksom på. Hjemkommet grundlægger hun derfor, med penge fra sin arvelod, et konfessionsløst skolehjem for Nørrebros forsømte børn. Per har imidlertid ikke glemt Jakobe. Ved hans død overvældes hun af budskabet om, at han har testamenteret sin lille formue til hendes skolehjem, skønt de ingen forbindelse har haft med hinanden i mange år. Slutningen og diskussionen af det religiøse oprørs gennemførlighed er således åben.

Glimt af tomhed og meningsløshed i Lykke-Per

Ovenfor er tre af de store romaner fra det moderne gennembrud, der alle tematiserer det individuelle oprør, herunder det religiøse oprør, gennemgået. Det så forholdsvis let og indlysende ud at gennemføre et sådant oprør i Brandes' livfulde essayistik, men så snart de skønlitterære forfattere skaber overbevisende fiktive personer, der søger at handle herefter, bliver det sværere. Bl.a. fordi de støder på omverdenens modstand – og i Pers tilfælde på hans egen iboende modstand. Ikke desto mindre er afskaffelsen af den guddommelige instans overvejende positivt valoriseret. Imidlertid skimtes den anden side af medaljen også hos både Jacobsen og Pontoppidan. Den nyvundne frihed kan også føles meningsløs og tom. Doktor Hjerrilds skepsis med hensyn til menneskehedens desillusionering er nævnt. Og nedenfor vil en række citater, der belyser overgangen fra frihedstørsten til tomheden i Lykke-Per, blive anført med indledende resuméer, der begrunder citaternes plads i romanens helhed.

Kongens Fald og Lykke-Per

Først en lille digression: Tomheden og meningsløsheden er så tydeligt afspejlet i det med Lykke-Per samtidige værk, Johannes V. Jensens Kongens Fald. Fortællingen går her i stykker og opløser sig i novelleagtige ekspressionistiske højdepunkter. Det er ganske vist synd for hovedpersonen Mikkel Thøgersen, at han dør med verdens mest skuffede udtryk på sit ansigt, men læseren identificerer sig egentlig ikke med ham og hans fortvivlede aggressive opførsel undervejs og heller ikke med hans iagttagelse af kongens menneskelige opløsning, skønt han fra begyndelsen troede at se det magtfulde renæssancemenneske i den unge prins Christian. Fascinationskraften samler sig om sproget.

Hos Pontoppidan står vi over for en gammeldags alvidende fortæller, og den røde tråd bevares konstant. Og vi står over for en hovedperson, hvis oprør mod hjemmet, hvor livsudfoldelse og glæde synes bandlyst, i det mindste i begyndelsen forekommer aldeles nødvendigt. Hans energi og vilje til, hvad der på moderne dansk hedder selvrealisering, får læseren til at solidarisere sig med ham et langt stykke ad vejen. Det er nødvendigt at tro på ham og håbe med ham for at læse Lykke-Per med udbytte – og følgelig få et chok over hans såkaldte "hjemgang". Være en smule forelsket i ham, trods hans ungdommelige hensynsløse fremfærd. Og det er ikke mindst nødvendigt at håbe på, at han dog må få øjnene op for Jakobes kvaliteter og komme til at elske hende for alvor.

Mens tomheden og meningsløsheden så at sige gennemstrømmer hele Kongens Fald – også, og ikke mindst, i de stærke, intense, men øjebliksbetonede erotiske skildringer – så er den meningsfyldte fremdrift dominerende i den første halvdel af Lykke-Per, herunder også Jakobes kamp for at vinde Per helt og hendes tro på det fælles frigørelsesprojekt.

Dog skimtes bagsiden af frigørelsesprojektet også i Lykke-Per. Per står således to gange over for den absolutte tomhed – først kort efter faderens begravelse, anden gang efter moderens død. Den sidstnævnte scene inddrages almindeligvis i alle tolkninger af Lykke-Per, den førstnævnte oplevelse, som finder sted under Pers vandring i Alperne på hans store udenlandsrejse, er mindre påagtet. Den tilføjes i øvrigt først i bogens 2. udgave. – Begge episoder vil blive udførligt citeret nedenfor, omtrent i deres helhed, for at få alle nuancer og glidende overgange med. Som modvægt indledes der med Pers ungdommelige positive oplevelser af ateismen, der indbefatter skønhedsglæden i det Salomonske hjem i modsætning til barndommens triste præstegård. Og der afsluttes med Jakobes principfaste forkastelse af kristendommen, ligeledes for at sætte de glimtvise angstoplevelser i relief.

Per har fået adgang til det rige Salomonske hjem – familien er som tidligere nævnt sekulariserede jøder. Faderen har haft held i forretning, og han og sønnen bruger i et vist omfang formuen som mæcener. Familien er højt dannet og tager del i Det moderne gennembruds engagement i friheds- og fremskridtsbevægelser. De vil sandsynligvis også understøtte Pers ærgerrige ingeniørdrømme. Han gør afvekslende kur til de to ældste døtre, den sensuelle og velskabte Nanny og den begavede og dybtfølende Jakobe, hvis høje og slanke skikkelse dog ikke stemmer overens med det datidige kvindeideal, hvad der undertiden generer den forfængelige Per, især når andre bemærker dette. Familiens udadvendte dyrkelse af livsglæde og skønhed kontrasterer med askesen i Pers barndomshjem, og han tror derfor at have mødt en ideel livsform:

Hvad der slog ham ved Sammenligningen, var dog ikke særlig Modsætningen mellem den Rigdom, han havde for Øje, og Barndomshjemmets Kummerlighed. Det var meget mere en Forskel i Tonen, i Talens Varmegrad, i selve Livstemperaturen i de to Hjem. Naar han her hørte de kaadmundede Børn tale næsten kammeratlig til deres Forældre; naar han hørte Fru Salomon drøfte Foraarsmoderne med sine Døtre, tale til dem om, hvilke Farver og hvilket Snit der klædte dem, ja ligefrem paalægge dem som Pligt at tage sig godt ud; naar han bestandigt fandt Sindene livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i Verden, men aldrig hørte den mindste Hentydning til det dunkle "Hinsidige", der som en Gravluftning havde gennemtrængt hans eget Hjem, hvor man regelmæssig begyndte og afsluttede Dagen med at bortvende sig fra Verden i Bøn og Salmesang; hvor det at pynte sig, ja blot at være velklædt og ofre Omhu paa sin Person næsten betragtedes som uværdigt for et af Aanden genfødt Menneske, – han følte da med Taknemlighed, at han virkelig her havde fundet, hvad han havde villet søge i fremmede og fjerne Egne, Naturens Børn, ubesmittede baade af et Himmerig og et Helvede. (Bind I, kap. 7, s. 180, 5. udg. 1920) [se 4. udg. (1918)]

Per er på dannelsesrejse i Tyskland og Østrig for at studere udlandets ingeniørbedrifter. Han har måttet afbryde rejsen for at tage hjem og deltage i sin faders begravelse, men står stadig stejlt afvisende over for præstegården og dens livsopfattelse. På den fortsatte Østrigsrejse overvældes han ved synet af Alpernes storhed og skønhed, og hans forhold til naturen gennemløber forskellige stadier under hans ensomme bjergvandring: Over en pragmatisk opfattelse – hvad kan mennesket bruge naturen til, når den underlægges ingeniørmæssig dygtighed? – til romantisk panteisme, hvor hans jeg smelter sammen med naturstemningen for derefter at slå over i en form for religiøsitet. Sluttelig overvældes han imidlertid af nihilisme. Naturen fremstår som tom, iskold og dødstille.

Paa Rejsen ned til Dresack gjorde han holdt i Linz for den 900 Fod lange Jernbanebros Skyld. Han kom dertil sent paa Eftermiddagen, og herfra saae han for første Gang Alpernes luftigt hvide Tinderække rande Synskresen. I Solnedgangsgløden svævede den over Aftentaagen som et Syn fra Tidernes Morgen. Den næste Formiddag befandt han sig midt inde mellem Bjergene, og da Vejret var straalende, og da han desuden følte sig generet af et pluddervornt tysk Rejseselskab, der havde paatrængt sig ham, stod han af Toget ved en lille Landstation og tilbragte trods Aarstiden Resten af Dagen under aaben Himmel. Det var, som om noget derude i den store Sten- og Sneørken havde kaldt paa ham. Og højere og højere lokkedes han op paa Vidderne ligesom ved et hemmelighedsfuldt Løfte om Befrielse for alt, hvad der trykkede og tyngede ham.

Ene, uden Fører, fulgte han en Fjeldsti, der krøb i Snoninger op ad en stejl og nøgen Klippeside. Man havde nede paa Stationen fraraadet ham at begive sig afsted uden Vejviser, men han trodsede den Beklemthed, han unægtelig følte i disse mægtige og fremmedartede Omgivelser, og steg rask tilvejrs. – – Saadan saae altsaa et Bjergland ud! Han indaandede i lange, nydende Drag den stærke, snekolde Luft, saae paa Skyerne, der sejlede afsted dybt under ham i Dalen, og kom i Løbet af disse Timer i et Forhold til Naturen, som han ikke før havde kendt.

Dengang han var Dreng, havde Skoven og Engene derhjemme været ham en Legeplads, hvortil han længtes ud for at kunne tumle sig frit og glemme Hjemmets Tvang. Siden havde han overhovedet aldrig haft Lejlighed til noget fortroligere Samliv med Naturen. Han havde siddet i sin Nyboders-Bagstue og studeret den paa sine Generalstabskort og respektløs gjort den til et Bytte for sin Skabertrang. Den havde bare været nogle Sten- og Jordmasser, der skulde udnyttes. Ved Synet af en Mark var hans Tanker straks begyndt at tumle med Nivellerinstrument og Baandmaal; og han havde aldrig kunnet sidde ved Vinduet i en Jernbanekupe, uden at hans Indbildningskraft uafbrudt arbejdede med de Landskaber, han kørte igennem, anlagde nye Veje, udtørrede Moser, byggede Broer og gravede Kanaler.

Nu var det ikke heller netop Farve- og Linjevirkningerne, der gjorde Indtryk paa ham her. Det var Storheden, Aanden, Mystiken i Naturen, for hvilken Uroen i hans Sind nu havde gjort ham modtagelig. Det var Massernes umaadelige Udstrækning, det var Formernes Vælde og den evighedsdybe Stilhed rundtom, der fremkaldte Følelser og Stemninger hos ham, som var ham nye og forunderlige.

Han var naaet nogle Tusind Fod tilvejrs og saae foran sig en uhyre Snemark, der øverst oppe gennembrødes af en nøgen, rødgraa, solbeskinnet Klippekam. Forpustet, som han var bleven af den anstrengende Opstigning, maatte han ofte standse for at samle Vejr. Og da han da stod der, støttet til sin Stok, og saae sig omkring i det tavse og vilde Øde, kunde han synke hen i langvarig Undren over sine egne Fornemmelser. Han spurgte, hvorledes det var muligt, at der kunde være noget tiltrækkende, ja noget for Sindet opløftende i at gaa saaledes Time efter Time gennem en fuldkommen livløs Stenørken, i den samme ensformige Stilhed. Hvorledes gik det til, at noget saa negativt som det, at man ingenting hørte, kunde virke saa højtideligt befriende? Eller hørte man maaske noget alligevel? Havde de religiøst Troende i en vis Forstand Ret, naar de talte om noget "hinsides Naturerkendelsen"? Fandtes der i Verdensrummet Lydsvingninger, der ikke kunde opfattes af det legemlige Øre? Det, vi kaldte Død, var det maaske bare en anden Form for Liv, som alene lod sig fornemme gennem "Sjælens" vakte Sanser?

Han mindedes, hvorledes en af de Præster, der talte ved Faderens Kiste, havde kaldt Stilheden i Naturen for "Guds Stemme", og han havde hermed villet forklare, hvorfor de gamle Profeter i Tvivlens og Afmagtens Øjeblikke altid søgte ud i Ørkenens Ensomhed. Guds Stemme! – Naa ja, Sandheden var vel den, at Ansigt til Ansigt med det tomme og lydløse Verdensrum betoges Sindet af den "horror vacui", som allerede Oldtidsfolk havde tillagt alle Ting. Og Angsten skabte Hallucinationer, og Hallucinationerne ny Angst, og saaledes var det bleven ved ned igennem Tiderne, indtil Gud var formet og Himmerig og Helvede befolket.

Han steg igen nogle hundrede Skridt og standsede paany for at trække Vejret. Bestandig det samme frosne Øde, den samme følelsesløse Ro! Disse snedækkede Stenkolosser gav virkelig en imponerende Forestilling om de Kræfter, der havde været i Bevægelse hin Urnat, da Moder Jord skabtes. Og mens han betragtede dem, grebes han af en svimlende Fornemmelse af at være rykket denne fjerne Naturbegivenhed ganske levende nær. Tiden skrumpede saa underligt ind ved Synet af disse stivnede, i evig Ligegyldighed hvilende Stenmasser, der endnu laa der saa nøgne og uberørte, som dengang de for et Par Millioner Aar siden "udgik fra Skaberens Haand". Ja vist! Skaberen? En glødende Urtaage! Et opløst Solsystem! … Og bagved? Tomhed! Tomhed! Iskulde! Dødsstilhed. – – – – – – (Bind I, kap. 13, s. 303-305, 5. udg. 1920) [se 4. udg. (1918)]

Efter faderens død har den svagelige moder levet med Pers mange søskende i København, men Per har trods den fysiske nærhed afvist ethvert tilnærmelsesforsøg, der også har impliceret et omvendelsesforsøg. Moderens død tager dog uventet hårdt på ham. Dette er overraskende for ham selv, men særdeles tydeligt for hans på dette tidspunkt tilfældige omgivelser i en havnebeværtning og senere på det skib, der sejler moderens kiste hjem fra København til den jyske fjordby Randers, hvor hun skal begraves. I beværtningen tror opvarteren ligefrem, at Per er blevet pludselig syg, og styrmanden på skibet har en, ganske vist forkert, mistanke om, at Per pønser på selvmord. – Per beslutter sig for at følge kisten hjem som en slags æresvagt, og undervejs gennemgår han en indre bevægelse, der går fra opfattelse af omverdenen som tom og sjælløs – moderens kiste behandles som enhver anden vareballe, da den løftes ombord på skibet – til en beåndet fornemmelse af, at skibet er en stor sarkofag, der ved enden af sin rejse glider ind gennem Randers fjord, omsluttet af de blomsterklædte sider, der udbreder sig som arme. – Og sluttelig er det, som om kisten løftes op i selve Paradiset for hans tårefyldte øjne. Bevægelsen er således den modsatte af det sjælelige forløb, der skildres i beskrivelsen af hans møde med Alpernes storslåede natur, der gik fra fylde til tomhed. Faktisk henviser forfatteren på Pers vegne eksplicit til Alpeoplevelsen i afsnittet om moderens kiste. Men under alle omstændigheder indeholder begge scener en for læserne overraskende, og for Per overvældende, opfattelse af den gudløse verdens tomme meningsløshed, hvor Per indtil da har betragtet sit gudsoprør som befriende og løfterigt, hvad læserne har været tilbøjelige til at give ham ret i.

Saaledes som den umalede og uhøvlede Kasse nu stod der paa Stenbroen med sit dyrebare Indhold, skilte den sig ikke paa nogen iøjnefaldende Maade ud fra alt det meget andet Dampskibsgods, der var stillet hen paa den regnvaade Brygge. Navnlig efter at Rustvognen var kørt bort, skulde Ingen let falde paa, at disse Brædder med det paamalede Fragtmærke indesluttede et Menneske, en Moder, en udslukt Verden, hvis Liv tilmed havde været rigere og dybere bevæget end de flestes. Og nu lagde Arbejderne en Jernkætting omkring Kassen, ganske som de havde gjort ved Melsækkene og Petroleumstønderne, og ved et Tegn til Maskinisten paa Dampspillet hævedes den op fra Jorden. Lige over Lastelugen holdtes den nogle Øjeblikke svævende i Luften, indtil der lød et nyt Varskoraab. Under Kættingraslen og Prusten af Dampkraft sænkedes den gamle jyske Præstekone ned mellem Ølkasserne, Brændevinsankrene og Sukkerfustagerne.

Inde bag Kafeens Rude var Pers Ansigt bleven mere og mere farveløst. Opvarteren, der hele Tiden havde holdt Øje med ham, fordi han var saa stille og havde ladet sit Øl staa urørt, sprang i dette Øjeblik ganske forskrækket hen til ham og spurgte:

"Er Herren syg?"

Per saae paa ham med et forstyrret Blik. Han havde glemt, hvor han var; og pludselig følte han Gulvet løfte sig med ham og Væggene falde ind i Stuen.

"Giv mig en Kognak," fik han sagt.

Han drak to Glas, det ene umiddelbart efter det andet; og der kom igen lidt Blod i hans Kinder. I det Nu, han havde set sin Moder hænge der og svaje i Luften som en Vareballe, var det bleven Nat omkring ham, og ligesom ved Glimtet af et Lyn havde han i et Syn set Tilværelsens Grund afdækket. Den havde vist sig for ham som et saadant koldt og tavst, i evig Ligegyldighed hvilende Isøde som det, han havde set hin Gang paa sin første Rejse gennem Alperne. (Bind II, kap. 18, s. 113-114, 5. udg. 1920; min kursiv) [se 4. udg. (1918)]

I et Par Timer laa han nede i den beklumrede Salon mellem en Samling prustende og stønnende Mennesker og kunde ikke falde i Søvn. Tankerne vilde ikke hvile. Han følte, at der denne Nat fuldbyrdedes en længe forberedt aandelig Fødsel i ham. Det var, som om der i Mulm og Taage var ved at oplade sig en ny Verden for ham, hvortil han endnu kun daarligt kunde skimte Vejen. Hvad der laa bag ham, svandt hen i Intethed. I en gammel værkbruden Præstekones Lignelse havde der aabenbaret sig for ham en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars Vælde nu syntes ham fattig og ringe, – en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelse.

Han laa med Hænderne bag Hovedet og saae med vidtaabne Øjne ud i Halvmørket under en angstfuld Forudfølelse af de Sjælekampe, der forestod ham. Alligevel var han ikke nedslaaet. Til sin egen Forundring misundte han slet ikke de Mennesker, der laa rundt om ham og prustede og snorkede under Virkningen af en rolig Samvittigheds Sovedrik. Der var i hans vaagnende Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende som i en fødende Kvindes Veer, der bebuder, at et nyt Liv er i Frembrud med nye Forhaabninger og nye Forjættelser.

I Daglysningen gik Per fraborde ved det første Landingssted i Fjordens Munding, hvor Skibet stoppede. Fra Toppen af en Banke fulgte han det med Øjnene paa dets langsomme Fart gennem Fjordens mange Krumninger i det milevide Engdrag – den samme Vej, ad hvilken han selv for otte Aar siden stævnede ud i Verden med et saa ungdommeligt Mod og saa sollyse Forhaabninger. Otte Aar! Og han havde jo virkelig haft "Lykken" med sig. Han havde jo endda vundet det Kongerige, han havde eftertragtet, og til hvis Krone han havde følt sig baaret!

Mens Duggen satte sig i hans Øjenhaar som regnbuefarvede Taarer, blev han ved at stirre efter den bortglidende Sarkofag derinde over de blomstervrimlende Enge, indtil den forsvandt for ham i den gyldne Morgentaage som et Syn, der lukkedes ind i Himmelens Riger. (Bind II, kap. 18, s. 123-124, 5. udg. 1920) [se 4. udg. (1918)]

Pontoppidan anvender al sin kunst for at overbevise om alvoren i Pers – man må vel sige religiøse – gennembrud. Herefter kommer Per aldrig tilbage til sit store ingeniørprojekt eller til den elskende Jakobe. Man må formode, at skildringen af moderens kistes hjemfærd er så kunstnerisk overbevisende udført for at fremme læserens oplevelse af, at Per ikke bare er svag og vægelsindet, men ude for en alvorlig sjælelig rystelse. Han kommer i forbindelse med noget dybt i sig selv, hvis eksistens han har været uvidende om under sin stormende fremfærd i den store verden.

Herefter sparer Pontoppidan imidlertid ikke på ironien, når han skal fortælle om Pers falden til ro i den fede østjyske muld, drivertilværelsen på et stort gods og kanalprojektets og bølgeprojektets indskrænkning til et mindre afvandingsprojekt i samme muldjord: "Midt igennem Engen flød en doven Aa – de kummerlige Rester af det stolte Vandspejl, som engang havde dækket den næsten milebrede Dalbund" hedder det (II, s. 125). Hermed indledes det nye kapitel i Pers liv. Og ironien er så sandelig også til stede, når forfatteren skal skildre den stedlige præsts, pastor Blombergs, overfladiske glade kristendom, hvor det snart er lige meget, om sognebørnene tror på noget som helst, blot de lytter til pastorens prædikener og de små fugles sang. "Djævlen blev med godt Humør sat paa Pulterkammeret." (II, s. 175). Pastorens yndige datter Inger, der både i det ydre og indre er en modsætning til Jakobe, rammes derimod ikke af ironien. Hun er blond og blåøjet, ung og blufærdig og så uskyldig, at hun ikke rigtig har begreb om, hvad der skal ske på bryllupsnatten. Hun udvikler sig imidlertid til en rimelig dygtig husfrue, ægtefælle og moder, der prøver at begribe og forstå Pers humørsvingninger og luner. Det er sagt om hende, at hendes væsen vist kun af læserne føles som begrænset. Under alle omstændigheder bliver hun Pers kone og moder til hans børn. Men Per føler sig heller ikke hjemme i idyllen og forlader Inger og børnene, dog, som tidligere nævnt, først efter at have fundet en glimrende mand til Inger – ved et ikke helt overbevisende romanagtigt kneb. Og det må utvivlsomt være Pontoppidans mening, at Per derefter finder sig selv i ensomhed og afsondrethed i den yderste vestjyske klit, i øvrigt stadig udfoldende sit talent for hengivelse i arbejdet.10 – Ikke alle læsere har delt denne opfattelse. Kunne hans mange kræfter, oprørssind og faglige dygtighed dog ikke være anvendt til noget andet og mere udadvendt? – Så må disse læsere trøste sig med, at Jakobe bevarer og søger at realisere sine og Pers ungdomsdrømme.

Men indtil videre vender vi tilbage til Pers overraskende flugt fra den lykke, han egentlig havde tilkæmpet sig i København og hans efterfølgende mærkværdige lidt formålsløse forbliven i det jyske. Imens modtager hans nervøst ventende forlovede Jakobe Pers breve med opfordringer til dog at forstå hans fornyede interesse for kristendommen, alt mens hun imidlertid også har en mistanke om, at der er en anden kvinde involveret i hans fortsat tøvende adfærd. Deraf måske også den voldsomme og lidenskabelige tone i det svarbrev, hun sender Per, som citeres nedenfor. Der bekender hun sin ateisme, på hvad man kunne kalde klassisk vis med rødder i oplysningstiden, og som den udfoldede sig i det moderne gennembrud: Kristendommen er angivelig fornuftsfjendtlig, magtbegærlig, undertrykkende for sandhed og retfærdighed – og ikke mindst for det enkelte menneskes frigørelse, personlige vækst og udfoldelse. Hendes faste overbevisning understreges af den lidenskabelige opfordring til den herskende kristendom om at gøre bod over for den bedragne menneskehed: "Paa Knæ for Menneskeheden, hvis Enfoldighed den har misbrugt" (2, s. 191). Det effektfulde udråb lyder to gange. – For datidens læsende publikum med kendskab til religiøs debat har det haft en særlig aura omkring sig. For Indre Missions høvding, Vilhelm Beck, havde i 1896, dvs. samtidig med at Lykke-Per forfattes, ved et religiøst møde i København udråbt følgende, vendt mod fremskridtsvenlige teologer og fortolkningslystne præster: "Paa Knæ for Bibelen, Professorer!" Pontoppidan genbruger det drastiske og opsigtsvækkende udråb "Paa Knæ", men med modsat indhold. – Muligvis taler han her i eget navn. Nedenfor følger Jakobes brev til Per:

"Det er mig fuldkommen ubegribeligt, ja det ubegribeligste af alt, at retskafne Mennesker, der er i Stand til at læse og tænke, ikke væmmes ved dette Troessamfund, under hvis Vinger den hæsligste Undertrykkelse, den mørkeste Uvidenhed, de mest dyriske Afskyeligheder har fundet Beskyttelse eller i al Fald Overbærenhed, medens alt, hvad Tiden har fostret af sunde, stolte og modige Bestræbelser for at føre Menneskeheden fremad mod mere Lys, til større Retfærdighed og mere Lykke, i Kirken har haft sin misundelige og uforsonlige Fjende. Selv om Reformationen maaske har fremkaldt nogen Forbedring heri, saa er den dog ikke af stor Betydning; og de forskellige moderne Retninger, der synes at tilstræbe en forholdsvis velvillig Forstaaelse af anderledes tænkende, beroliger mig heller ikke. Tværtimod. Protestantismen har ogsaa sine Jesuiter, der i vanskelige Tider virker for Kirken ved et tilsyneladende Frisind, som tjener til Dække for dens nødtvungne Indrømmelser. Det er et Fænomen, der er saa gammelt som selve Kristendommen. Som denne allerede i sin Begyndelse med Snuhed skabte sig Fodfæste omkring i Landene ved at optage i sig de hedenske Vaner og Forestillinger, den ikke kunde faa Bugt med, saadan forstaar den i Nutiden behændigt at lempe sig efter Videnskabens eller Humanitetens Krav i samme Øjeblik, hvor et Nederlag truer. At den ikke desmindre vedvarende gør Paastand paa at sidde inde med den eneste, uforanderlige, gudindblæste Sandhed, er et Hykleri, hvortil Verden aldrig har set Mage.

"Og dog, – med alt dette er jeg ikke uforsonlig. Jeg vil endog tro paa Muligheden af en Forstaaelse med Kristendommen, som jo virkelig ejer selvstændige Sandhedselementer af Betydning for Menneskenes Ve og Vel. Men kun paa eet Vilkaar kunde jeg række Kirken Haanden, – det, at den gik i sig selv og blev ærlig. Og endnu dette: at den som Vidnesbyrd om sin Omvendelses Oprigtighed paalagde sig selv den samme Bodsgang, som den fordrer af sine enkelte Medlemmer. Lad den gamle Synder tilhylle sit Aasyn, som der staar skrevet, og for al Folkets Øjne tilstaa sin Brøde. Det maa være Begyndelsen! Paa Knæ for Menneskeheden, hvis Enfoldighed den har misbrugt, skal Kirken afbede sine Synder! Paa Knæ for Sandheden, som den har knægtet, for Retfærdigheden, som den har blindet, skal den søge Tilgivelse for sin Fortid! Først da – men ikke et Øjeblik før – kan den vente at vinde Tillid hos dem, der virkelig er Livets og Lysets Vogtere. – –" (Bind II, kap. 21, s. 190-191, 5. udg. 1920) [se 4. udg. (1918)]

Det moderne gennembruds overvejende optimistiske ateisme afspejles i Lykke-Per – dog, som vi har set, med enkelte glimt af angst for den store tomhed. Det er måske trods alt ikke så overraskende, at de to meget forskellige store romaner Lykke-Per og Kongens Fald er udgivet samtidig.

Henvisninger – og lidt bibliografi

Sidetallene efter citaterne refererer til følgende udgaver:

Georg Brandes, Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, Emigrantlitteraturen (bd. 1, 1872), 1.-udgaven.

J.P. Jacobsen, Fru Marie Grubbe, Samlede Skrifter, tiende udgave, 1. bind (1928). Optryk af Samlede Skrifter, trykt 1. gang 1888. 1.-udgaven af Fru Marie Grubbe trykt 1876.

J.P. Jacobsen, Niels Lyhne, Samlede Skrifter, op.cit., 2. bind. 1.-udgaven trykt 1880.

Henrik Pontoppidan, Lykke-Per I-II, femte udgave (1920), et nysat optryk af den almindeligt benyttede 4. udgave (1918). Første udgave af Lykke-Per udkom i otte dele fra januar 1898 til december 1904. Anden udgave – af forfatteren væsentlig forkortet og sanktioneret – udkom i 1905 i tre bind. De følgende udgaver er kun omarbejdet i mindre omfang.

 
[1] Eksempler: Viggo Stuckenberg (1863-1905), Sophus Claussen (1865-1931) i diskussion med Johannes Jørgensen (1866-1956) og lidt senere med Helge Rode (1870-1937), Jeppe Aakjær (1866-1930), Thøger Larsen (1875-1928) og den mere intrikate Johannes V. Jensen (1973-1950). Jakob Knudsen (18581917) repræsenterer derimod kristendommen i det folkelige gennembrud). Senere opgør med religionen især i Indre Missions udformning: Hans Kirk (1898-1962), Otto Gelsted (1888-1968), Knuth Becker (1891-1974) og – som en efternøler – Erik Aalbæk Jensen (1923-97). tilbage
[2] Første udgave af Lykke-Per udkommer i disse otte bind: I. Lykke-Per, hans Ungdom (1898), II. Lykke-Per finder Skatten (1898), III. Lykke-Per, hans Kærlighed (1899), IV. Lykke-Per i det Fremmede (1899), V. Lykke-Per hans store Værk (1901), VI. Lykke-Per og hans Kæreste (1902), VII. Lykke-Per, hans Rejse til Amerika (1903), VIII. Lykke-Per, hans sidste Kamp (1904). Kongens Fald udkom første gang i tre dele: I. Foraarets Død (1900), II. Den store Sommer (1900) III. Vinteren (1901). tilbage
[3] Georg Brandes introducerer Nietzsche både for det danske og det øvrige europæiske publikum ved en forelæsningsrække i 1888, udgivet året efter under titlen Aristokratisk Radikalisme. Efter en fejde med filosoffen Harald Høffding, der agiterede for "Demokratisk Radikalisme", svarede Brandes med et essay "Det store Menneske – Kulturens Kilde". Henrik Pontoppidan læste Nietzsche i original mellem 1896 og 1902, jf. Jørgen Moestrup: "Lykke-Per og Nietzsche", Omkring Lykke-Per (ved Knuth Ahnlund, Værkserien, København 1971), s. 292-319. tilbage
[4] Jeg har her i et vist omfang (ca. 14 linjer) i introduktionen af Pontoppidan tilladt mig at citere mig selv fra Nordica, bind 34, s. 227. tilbage
[5] La femme de trente ans omtales i Emigrantlitteraturen, s. 102-105, som oprindelig skabt af Balzac i romanen af samme navn – og siden populær som type i den senere franske litteratur. "Fra det Øieblik af, da en af Hovedtyperne i Litteraturen bliver en Elskerinde, der er flere Aar ældre end sin Elsker, indtræder i Opfattelsen af Følelsen en Revolution", s. 104. tilbage
[6] Det almindelige ord, dengang synonymt med ateist, er "Fritænker". Jf. J.P. Jacobsens bekendte brev til Georg Brandes, hvor han bebuder fremkomsten af Niels Lyhne: "Saalænge Dovrefjelds granitne Rødder fæste i Norges Jord og Sortedammens Vover spille blankt mod østre Bro saalænge vil J.P. Jacobsen – mente sana – fastholde sin Tro paa een sølle Gud som er Homo sapiens L., pint under mange Præster, civiliseret og depraveret gjennem mange Religioner, opfaren til Himlen og faldet ned igjen til Jorden, hvor han en Gang paa en noget yderlig Dag, naar han har faaet Tid til at samle sig, skal gjøre sig fortjent til sit zoologiske Artsnavn. – […] Niels Lyhne vil naturligvis blive misforstaaet, da den handler om daarlige Fritænkere […]." Brevet er dateret 26.4.1878 og aftrykt i Georg og Edv. Brandes Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd, red. Morten Borup m.fl., bind III, København 1940, s. 138-139. tilbage
[7] Jf. takkebrev fra Georg Brandes til Henrik Pontopppidan, 10.1.1900, i Omkring Lykke-Per (Værkserien, 1971), s. 13: "Skjønt Figuren endnu ikke er mig klar – jeg kan ej se, hvor dygtig eller udygtig han skal tænkes at være – forstaar jeg dog maaske nu nogenlunde, hvorledes han videre vil udvikle sig". Edvard Brandes kalder eksplicit Per "den ærgerrige Fantast, Himmelstormeren og Eventyreren" i sin anmeldelse af det samlede værk i Politiken, 16.12.1904 (Værkserien, 1971), s. 45. I Bille Augusts filmatisering af værket, som blev vist i fjernsynet i 2018, optræder Per som en uansvarlig drømmer efter at have indgået ægteskab med Inger og fået børn. Han lader uden videre både sig selv og familien forsørge af sin modvillige svigerfader, mens han sidder og snitter vindmøller med sønnen. En sådan opførsel forekommer naturligvis ikke i bogen. Per har her på traditionel vis ansvaret for familiens finanser, Inger for børn og husholdning, og den side af sagen fungerer upåklageligt. Pontoppidan svarede på Georg Brandes´ ovenfor omtalte brev, at spørgsmålet om Pers dygtighed eller udygtighed ikke var afgørende, men at "Hovedsagen er dog, at han selv troer paa sin Mission og får andre til at tro på den, og at han dertil har vist Snarrådighed, Mod og Hensynsløshed i Forfølgningen af de Mål han har sat sig". Endvidere henviser han til "den tyske Professors Brev", hvor en kapacitet overvældet roser den unge Sidenius (Værkserien, 1971), s. 17-18. tilbage
[8] Om Nanny som én af århundredskiftets typiske femme fatale-kvinder, jf. Lise Præstgaard Andersen, Sorte Damer. Studier i femme fatale-motivet i dansk digtning fra romantik til århundredskifte (København, 1990), s. 116-128. tilbage
[9] Konstellationen elskende kvindelige hovedpersoner over for udpræget maskuline – undertiden ligefrem hensynsløse – mænd, som de har et ambivalent forhold til, men mod deres egen vilje er erotisk tiltrukket af, findes i mange Pontoppidan-romaner. Eksempler: Nattevagt (1894), Et Kærlighedseventyr (1918), Mands Himmerig (1927). tilbage
[10] Lykke-Pers finden sig selv under afsavn har sandsynligvis baggrund i mystisk tænkning. Kristen mystik har Pontoppidan kendt til via Thomas à Kempis' bog om Kristi Efterfølgelse, en bog, der nævnes i romanen, og som forfatteren selv har ejet, jf. Carl Roos: "En gammel Bog, der er så god som ny", Jyske Tidende, 20.1.1952, optrykt i Omkring Lykke-Per (Værkserien, 1971), s. 247-252. Carl Roos understreger dog, at "kun i verdslig, ikke i kristelig forstand kom bogen ham ved" (s. 252). – Det er ikke utænkeligt, at samtidens interesse for orientalske religioner, herunder buddhisme, også har spillet ind. Et sammendrag af ovenstående artikel blev holdt som foredrag ved "Arbeitstagung der Skandinavistik", ATdS. Arbeitskreis "Nordisk moderne", 24.-26. september 2019 i Erlangen i Tyskland. tilbage