Undergangens Angst er gaaet mig i Blodet

Perspektivrige analyser af "De Dødes Rige"

Flemming Behrendt (red.) Undergangens angst. "De Dødes Rige". Pontoppidan Selskabets Skriftserie. III. Række. Bind 1. 158 sider. 215 kr. Syddansk Universitetsforlag.

I et brev til Georg Brandes 20.12.1915 opsummerer Henrik Pontoppidan tankerne bag sin netop udkomne roman Enslevs Død, den fjerde af i alt fem bøger i det mægtige civilisations- og modernitetskritiske værk De Dødes Rige (1912-1916):

Skulde jeg i al Korthed forklare, hvad der har været min ledende Tanke under Udarbejdelsen af min Bog, måtte jeg sige: jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke.

Enslevs Død – og De Dødes Rige som helhed – er således konciperet i eskatologiens billede, i læren om de sidste tiders kaos og i forjættelsen af den nye verden, som skal stige op af ødelæggelsens brandtomter. De Dødes Rige, der udkom i en samlet, forkortet og delvist omskrevet tobindsudgave i 1917, er den tredje af Pontoppidans store samtidshistoriske romaner med Det forjættede Land og Lykke-Per som de to andre. Som samtidsskildring er De Dødes Rige særegen ved, at de forklaringer, de sammenhænge og årsager, der tilbydes på vesterlandets nødvendige og uundgåelige undergang, ikke er fysiske, men metafysiske, ikke historiske, men mytiske. Undergangen er uundgåelig, fordi alle niveauer af det samfundsmæssige og individuelle liv – produktionen, økonomien, politikken, religionen, familien, kærligheden – er mærket af falskhed, uegentlighed, unaturliglied, af sygdom, vanvid og død. "Tidsbilledet" er, som det hedder i et brev til Hans Brix, 4.2.1916, "nærmest et Underverdens Billede". Således synes Pontoppidan at dele den civilisationspessimisme og kapitalismekritik, han lader Torben Dihmer, det nærmeste romanen kommer på en hovedperson, formulere:

Hele den forcerede kraftudfoldelse, som alle nationer er så stolte af, denne vanvittige produktionsfeber, der ikke svarer til noget naturligt behov, – det må være et dødsdømt samfunds sidste krampetrækninger.

Ligeledes gør Pontoppidan i et brev til Vilhelm Andersen 28.12.1916 ikke blot den dødsviede Torben Dihmers drøm om "den store Verdensbrand" til sin: han ser Dihmers vision om en "syndflod af ild, hvori en fordærvet menneskeslægt skulle nedhvirvles og forgå" som aktuel historisk virkelighed:

Denne skrækkelige Krig er Afslutningen på den vilde Dødningedans, Kehraus'en. Man kan ordentlig blive misundelig ved Tanken om den Slægt, som nu er i Barnealderen; og den Misundelse føler også Torben Dihmer, når han taler om den kommende Tid, hvori man vil tage det onde med det gode af Livets Hånd uden at gøre Forskel.

Om dette "saakaldte civiliserede Samfund", om denne "Kehraus til stumt Orkester" handler nærværende antologi "Undergangens angst. De Dødes Rige". Ovenstående brevcitater er hentet fra Flemming Behrendts "Brevmontage om De Dødes Rige", en samling af Pontoppidans refleksioner over "denne milelange Frise" i breve til venner, anmeldere og forlæggere – ofte med udgangspunkt i deres reaktioner på romancyklens enkelte bind. Nogle få af brevene til Pontoppidan er medtaget i brevmontagen, først og fremmest Georg Brandes'. Heriblandt ét fra den 15.12.1914, hvor Brandes på få linier giver et sammentrængt portræt af romanens centrale kvindeskikkelse, Jytte Abildgaard:

Kvindeskikkelsen er meget original. Jeg troer ikke, jeg har truffet paa en ung Kvinde som Jytte; men hun virker overmaade naturtro. Hendes Skæbne i al dens Tomhed interesserer. Det er den normale Kvindeskæbne, Afhængighed og frugtesløst Oprør og en stor Uvished.

Størsteparten af bogens bidrag diskuterer Jytte Abildgaard, kulturkvinden, den intellektuelt højtbegavede og kunstnerisk talentfulde, men følelsesmæssigt forpinte og neurotiske kvinde, der indesluttet i "sin Individualitets Sneglehus" lader sig synke til bunds i livsledens retningsløshed. I romanens optik er problemet, at Jytte Abildgaard med en skikkelse, der giver mindelser "om en af Murillos uskyldige, men meget vidende Madonnaer", lider nederlag i kærligheden og i livet, fordi hun hverken vover kulturkvindens selvfrembringelse i den kunstneriske skabelse eller evner den sunde kvindes hengivelse til sin naturlige bestemmelse: moderskabet.

Historien om Jytte Abildgaard og hendes tre bejlere behandles mest udførligt af Niels Kofoed, der i "De Dødes Rige som Tristan og Isolde fortælling" undersøger romanens mytiske og religiøse spor, og af Judy Gammelgaard, som med Platons Symposion som klangbund udfolder "En idé om kærlighedslivets vilkår" – i psykoanalytisk perspektiv. Begge viser de, i hvor høj grad det tilsyneladende realistiske kvindeportræt er fantasmagorisk besat. Men ikke hvorfor Jytte Abildgaard i skikkelsen Salome, Diana eller Isolde bliver et sindbillede på den moderne kvindes ulykke. Ej heller hvorfor hun som heltinde, lig sin ældre søster i litteraturen, Ibsens Hedda Gabler, bliver en antiheltinde: en depressiv ødelægger, en rebel uden sag.

Mange aspekter i antologiens analyser er her udeladt på grund af de betingelser, enhver anmeldelse er underlagt. Det gælder Torben Kroghs interessante diskussion af De Dødes Rige som en politisk roman, der skildrer skuffelsen efter folkestyrets sejr 1901, Anne Marie Ejrnæs' engagerede livtag mod romanen som personlig udfordring og inspiration. Henning Goldbæks udvikling af forholdet mellem erindring og modernitet i De Dødes Rige, samt Jens Smærup Sørensens fine og detaljerede næranalyse af Pontoppidans beskrivelseskunst. Alle bidrager de til forståelsen af den "Undergangens Angst", Pontoppidan i digtet "Tilstaaelse" fra 1916 udtaler, "er gaaet mig i Blodet."