Kommentarer til nr. 1-80
Einar Nielsen1.
Det første digt er ikke af Pontoppidan. Det er 4. vers af "I sne står urt og busk i skjul", digtet af B.S. Ingemann i 1831 i Huldre-Gaverne eller Ole Navnløses Levnets-Eventyr. I Højskolesangbogen nr. 300 er versets sidste linie: "– hans skønhedsrige kommer!" I senere udgaver af Kirkeskuden, 1897, 1926 og 1927 optrykt uændret, dog begynder digtet her ikke med ".
2.
Digtet gentages s. 23. I senere udgaver, (1903) s. 9, 11 og 21; Noveller og Skitser I (1923) s. 11, 12 og 16 samt Noveller og Skitser I (1950) s. 12,13 og 17, alle steder uændret.
3.
8. vers af salme nr. 529 i Den danske Salmebog "Med sorgen og klagen hold måde". Prudentius 4. årh. P. Hegelund 1586 og C.U. Sundt 1840. Digtet svarer til salmebogen bortset fra salmebogens moderne retskrivning.
4.
1906, s. 112:
En Ungersvend i Skoven gik,
med Smil om Mund, med Skalk i Blik.
En Pigelil gik ham imod,
saa bly hun stirred for sin Fod.
Således i følgende udgaver.
5.
1906, s. 113:
Og Bølgen traadte tyst paa Land
mod Skovens lune Sommerbo.
Og som den keg bag Busken ind,
Den vendte sig og lo.
Således i senere udgaver.
6.
Henrik Pontoppidan angiver, at det er folkevisens beskrivelse af Anders og Peder Paaskes navnkundige gård i Randers.
7.
Digtet uændret med i senere udgaver [af hvad?? F.B.]. Også i Minder, 1893, s. 89
8.
Digtet uændret med i senere udgaver. Det er en omskrivning af linie fra 4. vers af P. Chr. Fabers "Den tapre Landsoldat" fra 10.4.1848, der lyder:
Og den har tysken hånet og trådt den under fod.
9.
To linier fra 1. vers af "Sol er oppe, skovens toppe" af Grundtvig (Danevirke, bd. 3 1817, "Bjarkemaalets Efterklange"). Uændret i senere udgaver.
10.
Uændret i Krøniker 1890, s. 99. Fortællinger I 1899, s. 229 har:
Og der vil jeg hvile
ved Blomsternes Bryst!"
Noveller og Skitser I, 1922 s. 374:
Og der vil jeg hvile ved Blomsternes Bryst!".
Sådan i senere udgaver.
11.
Fortællinger I 1899, s. 209 har
"Kom, du søde, kys mig varm,
Se, jeg ligger i din arm!"
Sådan i senere udgaver.
12.
Se kommentar i 1997-udgaven, kommentarbindet s. 281, note til s. 106. I 1898, s. 114-115 talrige rettelser:
Nu trækker Bonden sit Hors i Stald,
nu søger hvert Kryb sin Rede;
den Smaafugl tier i Skovens Hal,
og Ræven bortlakker ad Hede.
I Vesterleden en Borg saa rød
sig hæver bag gyldne Banker.
Did vandrer at hvile i Himlens Skød
de dagtrætte Mennesketanker.
Du Tvivlersjæl som paa vildsom Sti
bortflygter for Mulmets Komme, –
hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi
og skælver, naar Dagen er omme?
Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et naadigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle.
Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds Engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Angst, din Sorg
og fører dig ind for Gud Fader!
Således i senere udgaver.
I Fra Hytterne og Landsbyens Dronning. Udgivet af Dansklærerforeningen ved Johs. P. Olesen, 6. udgave står der s. 115 f:
I en samtale omkring 1935 udtalte Pontoppidan sin modvilje mod, at man tog brudstykker fra en forfatter, hvorved der let kom en ny og forkert belysning over ham, løsrevet fra sammenhængen. Jeg meddelte ham da – hvad han ikke vidste – at man i nogle foreningssangbøger havde optaget aftensangen fra "Det forjættede Land" og underskrevet den Henrik Pontoppidan. Til min overraskelse sagde han med en forunderlig mildhed, at det glædede ham. "Denne aftensang er en side af mit væsen og skrevet ud fra en hel ægte følelse. Jeg er glad for, at den synges." Han omtalte i den forbindelse det store og ægte ved Grundtvigs religiøse oplevelser, men – tilføjede han – "de blev omsat i historiske syner og præget af gamle dogmer. Hvor ville det have været lykkeligere for kirken og for kristendommen, hvis sådanne oplevelser var blevet omsat i et moderne natursyn som hos Ludvig Feilberg."
Et par hastige opslag i mine sangbøger giver resultat. Sangen findes i Sangbogen Danmark 1957, Den danske Sang 1956, Vore Skolesange 1948 og Arvesølv 1927. Den sidste har melodi af Steensen, de øvrige af Finn Høffding. Også sat i musik af Ad. Riis-Magnussen: Danske Folketoner : 2den Samling : Op. 25. 25 nye Melodier til Tekster af danske Digtere : Let udsatte for Klaver eller Harmonium, 1934. 46 s. Forlag: Wilhelm Hansen.
13.
Se kommentar i 1997-udgaven, kommentarbindet s. 281, note til s. 107. I 1898 s. 115-116:
Og det var den aarle Morgenstund.
Solen op!
Hr. Bure, han kyssed Fru Inger paa Mund.
Ho! Haa! Saa frisk en Morgen!
De sidste vers uændret. Senere udgaver uændret.
14.
Se kommentar i 1997-udgaven, kommentarbindet s. 281, note til s. 109. Se A. E. Larsen: Henrik Pontoppidan. Liv og vilkår, 1988, s. 109. I 1898 s. 117:
Og Ræven rask over Isen foer,
saa faar vi Lov, saa faar vi Lov
at synge Kongernes Vise.
Her ser vi Kongerne, som de gaar,
og som de sidder, og som de staar,
og som de drejer sig i Dansen.
Senere udgaver uændret.
15
Se kommentar i 1997-udgaven, kommentarbindet s. 289, note til s. 259. Den danske Salmebog (i 3. udgave, 1993) nr. 742, vers 1:
I Jesu navn går vi til bord
at spise, drikke på hans ord,
dig Gud til ære, os til gavn
så får vi mad i Jesu navn.
Johan Horn, 1544.
I 1898, s. 285:
"I Jesu Navn gaa vi til Bords,
At spise, drikke paa hans Ord,
Dig, Gud, til Ære, os til Gavn,
Saa faa vi Mad i Jesu Navn!"
I 1903, s. 287:
"I Jesu Navn gaa vi til Bord,
At spise, drikke paa hans Ord,
Dig, Gud, til Ære, os til Gavn,
saa faa vi Mad i Jesu Navn!"
Sådan i senere udgaver.
16.
Se kommentar i 1997-udgaven, kommentarbindet s. 289, note til s. 261. Omskrivning af salme nr. 275 i Den danske Salmebog:
Uforsagt, vær på vagt!
Hans Agerbæk o 1850.
Uændret i senere udgaver.
17.
Se kommentar i 1997-udgaven, kommentarbindet s. 289, note til s. 262. Sandsynligvis Pontoppidans pastiche, der søger at ramme den grundtvigianske sprogtone. Uændret i senere udgaver.
18.
Se kommentar i 1997-udgaven, kommentarbindet s. 291, note til s. 313. Den danske Salmebog nr. 466:
Vor Herres Jesu mindefest
(9. og 10. vers)
Grundtvig 1844 og 1864
Grundtvig har dog:
Halleluja for Herrens bord.
Digtet ikke med i senere udgaver.
19.
I 1899-udgaven s. 373 gentages de 3 første linier i ". Således også i senere udgaver. I de senere udgaver er digtet uændret. Mon digtet er af Henrik Pontoppidan?
20.
I 1899, s. 356-357:
Solen synker over Byen,
Uvejrsrødt i Vesten brænder,
Dagen dør, - med Gyldenskyen
Bud og Hilsen jeg dig sender.
Sidder du i Skumringsdrømme?
Hører du, hvor Vinden sukker?
Se – det er mit Hjærtes ømme
Vemod, som din Rude dugger.
Kommer Storm iaften silde,
vækker dig af dybe Tanker,
husk – det er mit Hjærtes vilde
Længsel, der paa Porten banker.
Slumrer du i hvide Klæder,
hører Regn paa Ruden strømme,
tænk: det er din Ven, der græder, –
send mig da et Kys i Drømme!
I 1902 s. 98:
Solen synker over Byen,
Uvejrsrødt i Vesten brænder,
Dagen dør, - med Aftenskyen
Bud og Hilsen jeg dig sender.
De tre sidste vers uændret i forhold til 1899.
I 1903 står der også "Aftenskyen" i stedet for "Gyldenskyen". De senere udgaver er som 1899-udgaven.
21.
I 1899, s. 357-358:
Du spørger, hvorfor ej jeg skrev,
om jeg har glemt "min Due",
om ej jeg fik dit sidste Brev
og Blomsten til min Stue.
Hvad skal jeg svare? Ordet kan
ej rumme Takkens Varme.
Ak – hvorfor ligger Hav og Land
imellem vore Arme?
Du veed, du er mig alt paa Jord,
mit sidste og mit første;
men siig – hvad hjælper skrevne Ord,
naar vore Læber tørste?
O siig, hvad baader Blæk og Pen
i Nattens Timer sorte
vel den, som har sin Hjærtensven
saa lange Mile borte?
Tys! Midnatsklokken hører jeg
fra Kirketaarnet runge.
Siig – er det dig, som kalder mig
med Klokkemalmets Tunge?
Se, sadlet staar vor Drømmehest!
Kom, Elskte! Lad os sove!
Nu ride vi til Bryllupsfest
i store, stille Skove.
I 1902 og 1903 første vers, anden linie:
om jeg har glemt "min Due,"
I fjerde vers sidste linje:
saa mange Mile borte?
I 1922 s. 93 er 4. vers ændret:
O siig, hvad Trøst er Blæk og Pen
i Nattens Timer sorte
for den, som har sin Hjærtensven
saa lange Mile borte?
Senere udgaver er som 1922.
22.
I 1899, s. 363:
"Alferdens Guld jaj gifer daj,
naar blot du lidt fil elske maj."
Sådan i senere udgaver.
23.
Digtet findes på Brahesborg, en herregård 5 km fra Assens. Over indgangspartiet er ophængt familierne Gøyes og Thotts våben, hvorover der igen en anbragt en indskrifttavle med digtet. I Trap Danmark, Bind 5, 1957, s. 471 er digtet gengivet således:
16 BRAHESBORG 57. HER IVGEN BRAHE MIC AF GRVNDEN LOD BYGE
SAALEDIS SOM IEG NU STAAR VNDER HERRENS SKYGE
MED SIN KIERE ÆDLE FRU ANNE GYLDENSTIERNE
IEG DERFOR BRAHESBORG ALTID KALDIS SAA GIERN
DEN HERRE ZEBAOT VELSIGNE OG LENGE SPARE
DEM SAMPT ALD DERES ÆT OG NAADELIG BEVARE
MIC FRA ULYGKE OG VAADE AT VDEN TVIST OG SORRIG
IEG MEDENS VERDEN STAAER MAA BLIFVE EN BRAHESBORG.
I Aarbog for Historisk Samfund for Odense og Assens Amter, XIV. Aargang 1926, IV. Binds I. Hefte, s. 125 ff er der en artikel af folketingsmand Carlsen-Skiødt: "Historiske Oplysninger om Gammeltofte Sogn". I denne artikel er digtet gengivet s. 128 i en form, der minder om Pontoppidans.
24.
Uændret i senere udgaver.
25.
I 1899, s. 305-306:
"Hvor stedes du, min Gertrudlil’?" –
Nu flammer Himlens Aftenild,
og Natteduggen falder.
Fra Højens Krat en Fuglelil
sin Mage til sig kalder.
Jeg ser dig sidde bag din Bog
i Havestuens Vindueskrog,
i Aftensolens Strømme.
En Drossel nys i Haven slog
og kaldte dig af Drømme.
I Lænestolens Pude-Flom,
en Tudse lig, med Mine from
den gamle Troldheks smiler.
Paa højt oppustet Æddervom
de runkne Hænder hviler.
Dit Vemodsdrag hun stirrer paa,
mens giftigt Blik i Øjets Graa
som Slangetunger spiller.
Et Solskær ligger, brudt paaskraa,
som Blod paa hendes Briller.
Selv sidder jeg ved Kroens Mur
løssluppen i Guds fri Natur
og dog saa tung i Sinde.
Hin Time i dit Rosenbur
mig aldrig gaar af Minde.
Farvel, du Engel paa min Vej!
Du blev mig kær, - du veed det ej
og skal det aldrig vide.
Kun Sengens Straa fortæller jeg
hver Nat, hvad jeg maa lide.
Som 1899 i senere udgaver.
26
Se kommentar i 1997-udgaven, kommentarbindet s. 299-300, note til s. 440: vistnok en original digtning af Pontoppidan. Der kendes hverken noget tryk før dette eller nogen meddelelse om tradition på Dansk Folkemindesamling.
1898: kun 2. og 3. vers. Her er der komma efter "Ord" i første linie.
1898: Hvælver og en Stue trang. > Hvælver højt en Stue trang.
Således i senere udgaver.
[Tilføjelse 2007:] I Det forjættede Land, Tredje gennemsete Udgave 1898, s. 482 finder vi en afvigelse i sidste strofe:
Takkesang, Frydesang
Hvælver højt en Stue trang.
Sjælens Savn, Jesu Navn
Lukker op for Himlens Favn.
Dr. phil. Jørgen Fafner, skriver i en artikel "Henrik Pontoppidans verskunst", at der i tredje strofe må være tale om en skrivefejl. Der bør stå:
Hvælver os en Stue trang.
Også her skylder jeg Flemming Behrendt tak. Meddelt mig i mail 20.4.2001.
27.
Se kommentar i 1997-udgaven, kommentarbindet s. 302, note til s. 482. Den danske Salmebog nr. 122:
Den yndigste rose er fundet. (6. vers:)
Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.
H. A. Brorson 1732.
Uændret i senere udgaver.
28.
1896-udgaven: 1. vers gentaget s. 39 i anførselstegn. I 1921-udgaven s. 20-21:
Skøn var Natten – kan du huske?
Maanen over Skoven sejled.
Under Skræntens Hybenbuske
gav du mig din Haand at kysse.
– rakte du mig glad imøde
Kindens friske Blomstersmykke,
– satte du med Læber røde
Seglet paa min Ungdomslykke.
Alt omkring os blev saa stille.
Maanen tyst bag Skoven dukked.
I en Duft af Hybenroser
Elskovs første Blomst vi plukked.
1930-udgaven og senere udgaver har kun de 2 første vers med.
29.
1921-udgaven s. 18-19:
Hurra, min Pegasus!
Holla, min lystige Fole!
Vejrer du Bjerghøets krydrede Aande?
Holla – histoppe paa Højsletten græsser
fredeligt Side om Side
de mælkehvide Hopper!
– – – – – – – – – – – – – –
Stille – du brunstige Brune!
Smukt skal du Tidslerne æde,
fromt skal du Alfarvej træde,
om du blandt hædrede Skjald-Øg skal vinde en Plads:
Vælg! Vil du bjerge til Æren en Smule,
nedad du hinke med hængende Mule,
ned til de kvækkende Tudsers Morads:
der ligger det danske Parnas!
1930-udgaven s. 15 som 1921-udgaven undtagen sidste linie:
der ligger det danske Parnas!
1950-udgaven s. 15 som 1930-udgaven undtagen 3. linie:
Vejrer du Bjerghøets krydrende Aande?
Det er sikkert en fejl, der ikke er med i senere udgaver. For en ordens skyld skal også nævnes, at der i 1950 udgaven i digtet er 13 tankestreger mod 14 i alle andre udgaver.
Elias Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En redegørelse for brevvekslingen, 1964, s. 170:
Efterskrift. Fru Edith Philipp, født Brandes, har, efter af manuskriptet til denne bog var afsluttet, meddelt mig, at Henrik Pontoppidan i marts 1905 sendte hende følgende digt til hendes album:
DET DANSKE PARNAS
Hurra, min Pegasus!
Hopla, min lystige Fole!
Vejrer Du Bjerghøets krydrede Ånde?
Ser Du – histoppe på Højsletten græsser
fredeligt Side om Side
de mælkehvide Hopper.
Stille, min brunstige Brune!
Smukt skal Du Tidslerne æde,
fromt skal du Alfarvej træde,
om Du blandt hædrede Skjald-Øg skal vinde dig Plads.
Vælg! Vil Du bjerge til "Æren" en Smule,
nedad Du hinker med hængende Mule,
ned mod de kvækkende Tudsers Morads:
der ligger det danske Parnas!
Henrik Pontoppidan.Til Frøken Edith Brandes. Marts 1905.
Elias Bredsdorff og Edith Philipp mener åbenbart, at digtet først er skrevet i 1905.
30.
Digtet er ikke med i senere udgaver.
31.
I 1896-udgaven finder vi 2. og 3. vers på s. 95. Hele digtet s. 126, 1. vers, derefter nogen tekst og så de sidste 4 vers s. 127. I 1921 udgaven 2. og 3. vers, s. 54-55. Hele digtet s. 72-73:
En Kæmpegrav ved Havet,
en Slette skybegravet,
en skumomkranset Maagestrand –
mit Hjem, mit Fædreland!
Saa mangen priser din Sankt Hans,
naar til en stakket Sommerdans
du kiltrer op din Taagedragt
med Sydens laante Pragt.
Nej, heller synger jeg din Pris,
mens Nordenvindens Tugtensris
gaar over Høj og Dal med Brag
en sortblaa Vinterdag.
Og heller lover jeg dit Navn
en høstlig Kvæld i Baadens Stavn,
naar Lyset dør og Havets Flod
bli’er rød af Solens Blod.
Luft op, du salte Vesterhav,
ombrus den danske Kæmpegrav
og væk endnu engang af Muld
et daadstærkt Kæmpekuld!
1930 udgaven 2. og 3. vers s. 35:
Saa mangen priser din Skt. Hans,
naar til en stakket Sommerdans
du kiltrer op din Taagedragt
med Sydens laante Pragt.
Nej, heller synger jeg din Pris,
mens Nordenvindens Tugtensris
gaar over Høj og Dal med Brag
en sortblaa Vinterdag.
Hele digtet s. 43-44. Det er som 1921, dog 3. vers, 2. linie:
naar Nordenvindens Tugtensris
Således, som 1930 udgaven i senere udgaver. Digtet er også med i De vilde Fugle, 1902, s. 55-56, her igen med flere ændringer:
En Kæmpegrav ved Havet,
en Slette skybegravet,
en skumomkranset Maagestrand, –
mit Hjem, mit Fædreland!
Saa mangen priser din Sankt Hans,
naar til en stakket Sommerdans
du kiltrer op din Taagedragt
med Sydens laante Pragt.
Nej, heller synger jeg din Pris,
naar Nordenvindens Tugtens-Ris
gaar over Høj og Dal med Brag
en sortblaa Vinterdag.
Og heller lover jeg dit Navn
en høstlig Kvæld i Skibets Stavn,
naar Dagen dør, og Havets Flod
bli’er rød af Solens Blod.
Luft op, du salte Vesterhav!
Ombrus den danske Kæmpegrav!
Og væk endnu engang af Muld
et daadstærkt Kæmpekuld!
Digtet er omtalt i Vilhelm Andersens bog fra 1917, s. 106. Vilhelm Andersen har en længere beskrivelse af digtet i bogen Henrik Pontoppidan til Minde, 1944, s. 21 ff. Vilhelm Andersen fortæller, at da Pontoppidan ved et kultur-stævne blev bedt om at læse noget op af sit eget, undslog han sig og bad Vilhelm Andersen gøre det i stedet. Vilhelm Andersen kunne selv vælge, men Pontoppidan bad ham slutte med digtet: "En Kæmpegrav ved Havet". Vilhelm Andersen beretter også, at da Henrik Pontoppidan var færdig med fortællingerne om Lykke-Per, vedkendte han sig sangen ved at skrive sidste vers under sit portræt. I Randers-samlingen har jeg fundet portrættet med verset under. Det drejer sig om et fotografi fra 1880'erne. Vilhelm Andersen slutter sin artikel med hele digtet. Artiklen er i øvrigt Vilhelm Andersens tale i Mariebjerg Krematorium den 24. august 1943 ved Pontoppidans begravelse.
I mindebogen er digtet også omtalt s. 102. Det er Ejnar Thomsens artikel: "Ifølge med Henrik Pontoppidan. En Citat-Mosaik". Denne artikel kommer i øvrigt ind på mange Pontoppidan-digte.
Cai M. Woel omtaler digtet i sine bøger. I bind 1, s. 145 får vi igen historien om verset under portrættet. I bind 2 får vi hele digtet s. 181. I 1. vers skriver Woel: "en Slette skybetynget" i stedet for "skybegravet". Det er Woel alene om.
Knut Ahnlund behandler også digtet i sin bog fra 1956, s. 235f. Alle vers anføres. Ahnlund skriver s. 236: "Senera gav Pontoppidan dikten en mera rättvis inramning. Den står som introduktion til en senera upplaga av hans förstlingsverk Kirkeskuden, nu med titeln Danmark."
Her må jeg bekende, at min ellers omfattende samling af Pontoppidans bøger er for lille. Jeg har ikke kunnet finde frem til den omtalte udgave af Kirkeskuden. Endelig kan anføres, at kun i 1896-udgaven er digtet sat i anførselstegn.
[Tilføjelse 2007:] Jeg fandt en oplysning om, at Hakon Børresen havde komponeret en melodi til dette digt. Dette viste sig ikke at være tilfældet. Flemming Behrendt skrev 8.1.2003 til mig:
I det store Skjerbæk-arkiv var der gevinst. Det er ganske vist ikke Hakon Børresen der har skrevet musik til "En Kæmpegrav..." skønt Skjerbæk blandt hans papirer har fundet en afskrift. Derimod har Chr. Geisler komponeret musik til digtet. Denne komposition er trykt i Fem Sange for Skole og Hjem, Op. 21.
Flemming Behrendt gør også opmærksom på, at der i Højsang, s. 126 loves os "otte Vers af Liebmanns Indledningsdigt fra Hans "Drapa ved Kongeaaen"". Derefter får vi fem vers, så vi har altså tre vers tilgode!
32.
1921-udgaven, s. 89:
"O, det er Uglemor i Barselnød;
nu al sin Elskovstant hun vist fortryder."
1930-udgaven, s. 51:
"O, det er Uglemor i Barselnød,
nu al sin Elskovsfryd hun vist fortryder."
Senere udgaver som 1930-udgaven.
33.
1921-udgaven s. 91, 3. linie:
ingen kan det raade!
1930-udgaven s. 52:
"Dybt i Mindets Muld
glimter Lykkens Guld,
ingen kan det raade!
Højt mod Haabets Blaa
unge Hjerter slaa,
skønner lidet Livets dunkle Gaade.
Frygt dog ej i Nød,
bitrest Vinterdød –
ogsaa Savnet har sin Naade."
Senere udgaver som 1930-udgaven.
34.
1896-udgaven. Digtet gentages s. 153. Det slutter her med punktum uden o.s.v. I 1921-udgaven uændret. I 1930-udgaven, s. 53 og 54 er de 2 former byttet om. Således også i senere udgaver.
35.
1921-udgaven, s. 93:
O Søster, se de gyldne Lokkers Flod,
der strømmer ned, i tvende Lejer skilte,
og denne blege Kind, den slanke Hals,
den lille Kløft i Hagens bløde Runding, –
det er jo, som jeg saae dit eget Billede,
o Søster kær, i Bækkens Vand afspejlet.
1930-udgaven, s. 54:
O Søster, se de gyldne Lokkers Flod,
der strømmer ned, i tvende Lejer skilte,
og denne blege Kind, den slanke Hals,
den lille Kløft i Hagens bløde Runding -
det er jo, som jeg saa’ dit eget Billede,
o Søster kær, i Bækkens Vand afspejlet.
Senere udgaver som 1930-udgaven.
36.
Digtet er ikke med i senere udgaver.
37.
Digtet er ikke med i senere udgaver.
38.
Digtet er uændret i senere udgaver. Det er et vægtervers. Se Den danske Salmebog, nr. 791, kl. 3 (1683 – 1686 - 1731 – 1784) og Højskolesangbogen nr. 555.
39.
Digtet er uændret i senere udgaver. Det er et vægtervers. Se Den danske Salmebog, nr. 791, kl. 4 og Højskolesangbogen nr. 555. Her er 5. linie dog:
Det ringer nu af vagt!
40.
1930-udgaven, s. 95:
"Hvor Kærlighed bygger,
to Sjæle bliver èn."
1950-udgaven, s. 75:
"Hvor Kærlighed bygger,
to Sjæl bliver èn."
1986-udgaven (Ved Poul Behrendt): Digtet som i 1900-udgaven.
41.
1. vers og halvdelen af 2. vers er gentaget i Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika, 1903, s. 91-92. I 1905-udgaven, II, s. 266-267 uændret, dog sidste linie:
du Flygtning, som der bor."
I 1905-udgaven finder vi gentagelserne bd. 3, s. 74. I 1949-udgaven, II, s. 60. Som 1905, dog:
Fro smiler Maanen fra sin Sky,
1984-udgaven, II, s. 81-82. Som 1905.
Digtet er B. S. Ingemanns salme fra 1823. Vi finder den i Den danske Salmebog, nr. 778 med enkelte ændringer. Her er der syv vers.
42.
Digtet er uændret i senere udgaver.
43.
Digtet er uændret i senere udgaver.
44.
Digtet er uændret i senere udgaver. Digtet er de to sidste linier af Christian Winthers digt: "Flugten til Amerika" (i Nogle Digte, 1835). Her står:
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.
Digtene fra Lykke-Per er kun undersøgt med hensyn til originaludgaven samt udgaverne fra 1905, 1907, 1949 og 1984. Jeg må her erkende, at min samling af Pontoppidan-bøger er for lille.
45.
1903-udgaven: 1. og 2. vers gentages s. 178-179 med tilføjelsen "O, Gud ske Lov" efter andet vers. Senere udgaver uændret. Det er N.F.S. Grundtvigs salme fra 1855-56, Den danske Salmebog nr. 41, vers 1, vers 2 og vers 5. I salmebogen er der fem vers. Det 5. vers i salmebogen:
Yndig er blomsten klædt og boldt,
dejligst at se på fjeldet goldt,
ikke den spinder, ej den syr,
dronning er dog dens dragt for dyr.
O, Gud ske lov!
46.
1928-udgaven s. 54:
Folk siger, det regner og stormer herude,
at alle Blade falder for Byger fra Øst,
at Lærken har tystnet, at Uglerne tude,
og Gammel-Sidse jamrer over Gigt. Det er Høst.
Jeg mærker det ikke. Jeg ejer hist omme
mit eget lille Solskin, saa varmt og saa lyst.
Det kigger ad Vinduet ud ved mit Komme,
det møder mig i Frammerset og ler ved mit Bryst.
Det Solskin mig fylder, det sprænger mig næsten,
det straaler i mit Hjerte, det synger i mit Blod.
Ved Gry og ved Aften, i Regnen og Blæsten,
et Atterskær der strømmer hele Verden imod.
47.
1928-udgaven, s. 55:
Nu skifted Havet sin Kappe;
den lysende blaa
blev skummel og graa,
et skældækket Panser,
en Brynje af Staal,
der luer i Solildens Aftenbaal
48.
1928-udgaven, s. 56:
Hør Bølgernes Skrig!
Som fraadende Munde,
der aabner og lukker for blodfyldte Svælg, -
som kæmpende Hunde,
hvis Rygbørster flyr fra den flængede Bælg,
de knurrer og glammer
i Vellyst og Jammer,
mens Himmel og Hav staar i Flammer.
49.
1907-udgaven: Digtet gentages s. 166 sluttende med "!". I 1920-udgaven, s. 142: Som 1907 s. 166. I 1930-udgaven s. 244: Som 1920. I 1950-udgaven s. 191: Som 1920. I 1965-udgaven, s. 116:
Døden har jeg overvundet!
Nu det lysner i mit Sind,
Himlen har jeg lukket ind,
Livets Kilde har jeg fundet,
1965-udgaven, Gyldendals Tranebøger, angiver på s. 4, at bogen er trykt efter 1930-udgaven, Noveller og Skitser III. Det gælder i hvert fald ikke dette digt. Digtet er med i Favsingholm 1916 s. 144:
Nu det lysner i mit Sind,
Solen har jeg lukket ind,
Livets Kilde har jeg fundet,
Døden har jeg overvundet.
1918-udgaven, s. 239 (De Dødes Rige, Bind 2): Som 1916-udgaven. I 1922-udgaven, s. 241:
Nu lysner det i mit Sind,
Solen har jeg lukket ind.
Livets Kilde har jeg fundet,
Døden har jeg overvundet.
1948-udgaven, s. 469: Som 1922. I 1982-udgaven, s. 202:
Nu det lysner i mit sind,
solen har jeg lukket ind.
Livets kilde har jeg fundet,
døden har jeg overvundet.
På s. 4 i 1982-udgaven står, at bogen er i overensstemmelse med 1922-udgaven. Dette gælder i hvert fald ikke dette digt.
50.
I 1908 udgaven gentages digtet s. 112-113. I efterfølgende udgaver er digtet uændret. I Woel II, altså den før omtalte oprindelige udgave med digtene, er dette digt gengivet med en enkelt fejl, og digtet får en mindre omtale. Se s. 184.
51.
Digtet er uændret i senere udgaver.
Digtet er uændret i senere udgaver.
53.
Digtet er uændret i senere udgaver. Det er en forvanskning (også teologisk) af N.F.S. Grundtvigs salme fra 1815-45: Krist stod op af døde. Den danske Salmebog nr. 218.
54.
Digtet er uændret i senere udgaver.
55.
Kirken og dens Mænd blev genudgivet i 1984 af H.P. Rohde. Her findes digtet s. 50 uændret. Som det fremgår af Pontoppidans foredrag, er digtet af Joh. Ludv. Runeberg. Det findes i Fændrik Stål. Det er en del af digtet DÖBELN VED JUUTAS. Dette digt består af 25 vers. Pontoppidan har taget lidt af vers 22 og 23. Disse vers citeres her fra Valdemar Rørdams oversættelse, Gyldendal 1913, 2. udgave, s. 94:
En Pligt er opfyldt, den har sejret, Hæren:
Et Hverv end venter, også det er mit.
Fritænker kaldes jeg og tager Æren,
fribåren er jeg, og jeg tænker frit.
Hvor højt jeg tænker, og hvor dybt jeg grunded,
har jeg dog dig kun søgt og dig kun fundet,
du, i hvis Vilje Livet har sit Væld.
Dig ser jeg op til over disse Høje,
bespejdet kun af Dødens brustne Øje
kan trygt jeg bringe dig min Tak i Kvæld.
Du gav mig atter Fædreland og Venner,
just da mig åben syntes kun min Grav;
se du nu selv – mit Hjærtes Dyb du kender –
om jeg forstår at skatte, hvad du gav!
Lad Trællen for sin Gud i Støvet ligge;
jeg kan ej krybe, har ej lært at tigge,
søger ej Gunst og kræver ingen Løn.
Jeg vil kun glad frem for dit Åsyn stande
med ildfuldt Hjærte og med løftet Pande,
det er min mandige, min frie Bøn.
56.
I 1914-udgaven gentages digtet i ændret form s. 233-234:
Lad komme Sult og Nød,
giv Taarer mig for Brød.
Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
vi over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!
I senere udgaver er digtet uændret.
57.
I 1918-udgaven, bind 2, s. 42 og senere udgaver er digtet ændret:
Elskede! Kom til mit Bryst!
O, allerkærligste Lyst!
58.
I 1915-udgaven gentages digtet s. 269. Digtet slutter dog her med udråbstegn. De senere udgaver har også digtet med to gange, men her er der byttet om, så digtet med udråbstegn kommer først.
59.
Digtet er ikke med i senere udgaver. Se dog digt 49 og digt 62.
60.
1918-udgaven uændret. I 1922-udgaven, s. 201 er 3. vers ændret:
Farvel! Og tænk imellem paa en Ven,
som fandt sin Død i Dybets kolde Vande;
som vilde heller bort til Skyggers Land
end leve uden dig paa Lysets Strande.
Farvel, Margrete!
1948-udgaven s. 435: 3. vers, 3. linie:
som vilde heller bort fra Skyggers Land
I 1982-udgaven s. 169-170 er vi i overensstemmelse med 1922-udgaven.
61.
Ikke med i senere udgaver. Digtet stammer fra folkevisen Niels Ebbesøn. De 66 vers kan f. eks. læses i F.J. Billeskov Jansens bog Den danske Lyrik før 1800, s. 33 ff, hvor vi finder det som vers 56:
Saa toge de Greve Hr. Gert
alt udi sin gule Lok;
sa hugged de hannem Hovedet fra
alt over den Sengestok.
I Jylland. Turistforeningen for Danmark. Årbog, 1955, s. 104 skriver Hans Poulsen i artiklen "Jyllands natur, beskrevet i dansk digtning" om samme vers: "– og siden inde i Storegade gik det greven ilde; uden at agte på grevens berømte skaldethed, fortæller visen: […]"
62.
Se kommentarer til digt nr. 49.
63.
1930-udgaven, s. 381:
"Du fjerne, du nære,
du kæreste kære".
1950-udgaven, s. 294 som 1930-udgaven.
64.
1930-udgaven s. 298-299, sidste linie i sidste vers:
paa din Tones hvide Englevinger!
I denne udgave stryges ordene "saa jeg havde ondt ved at kende mine egne Vers igen". HP tager altså så at sige forfatterskabet til digtet tilbage. I 1984-udgaven s. 43-44 er digtet som 1920-udgaven.
65.
1930-udgaven, s. 29 er uændret, dog ender digtet med "." Omkring digtet er der meget forskel på 1921 og 1930-udgaven. Det er altså ikke rigtigt, når Thorkild Skjerbæk i sin bog Kunst og budskab fra 1970 s. 344 skriver, at 1930-udgaven er et optryk af 1921-udgaven. I Magister Globs papirer fra 1979 har Skjerbæk s. 292 ændret det til: at hans mindre ting blev optrykt i mere eller mindre omarbejdede udgaver, bl. a. Højsang.
66.
1930-udgaven s. 121. Digtet er uændret, men der er andre linieskift.
67.
1930-udgaven s. 121:
En Helt bæres bort fra den blodige Mark.
Saa blegt er hans Ansigt,
der smiler i Døden.
Og Slagenes natsorte Fugle,
de skriger i Luften af Glæde:
Her dækkes et rundeligt Maaltid
for slugvorne Unger!
68.
Ingemann: "Holgers Sang om Livet" (1837) 7.og sidste vers. Det kan bl. a. findes i F. J. Billeskov Jansen: Den danske lyrik 1800-1870. 1. halvbind, 1961, s. 151:
Men naaer under Solen ei Sjælen, hvad den vil –
Saa er der andre Sole og andre Stjerner til.
Og slukkes alle Sole og Stjerner engang –
Dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang.
Uændret i senere udg.
69.
Digtet er uændret i 1930-udgaven. Mands Himmerig er ikke undersøgt i senere udgaver. Digtet er af Jonas Lie (1833-1908). Det kan bl. a. findes i Digte, 1889, s. 20. Titlen er: "Sang for Norden. (Studentermødet 1869)". Der er 3 vers, og første vers lyder:
Midt i en Jerntid, der ikkun tror
den Magt, som Vaabnene vinder,
du ligger roligt, du høje Nord!
i Aandens Sollys og skinner;
din Storhed er ej Guld og Pragt
og ej Kanoners Torden, –
Du er en stille Verdensmagt
for Hjertets Sag paa Jorden.
70.
Digt 70 er omtalt af Cai M. Woel i hans flere gange omtalte bog fra 1945, bd. II, s. 193:
I den nye Udgave af Skuespillet "Asgaardsrejen" fra 1928 er der kommet et Digt med, som ikke findes i Førsteudgaven, et af Otto Kalls gamle Digte, siger han selv – det er Pontoppidansk i hver Linie.
Vi er nu klogere i 1999. Digtet er skrevet af J.S. Welhaven (1807-73). Jeg har fundet det i hans Samlede Digterværker, Jubilæumsudgave (4 bind), 1907, bd. II, s. 319ff. Det er oprindelig fra Nyere Digte, 1845. Digtet hedder "Asgaardsreien" og er på 17 vers. Pontoppidan har taget lidt fra 1. vers og 14. vers. De citeres her:
Lydt gjennem Luften i Natten farer
et Tog paa skummende sorte Heste.
I Stormgang drage de vilde Skarer;
de have kun Skyer til Fodefæste.
Det gaar over Dal, over Vang og Hei,
gjennem Mulm og Veir; de endse det ej.
Vandreren kaster sig ræd paa Veien.
Hør hvilket Gny – det er Asgaardreien!
Thi gjennem Luften i Mulmet sused
et huiende Tog paa fnysende Heste;
det foer over Skoven mod Brudehuset,
og vilde det blodige Gilde gjæste.
Da klang der Lurer, da blev der en Støi
af Bjælder og ringlende Ridetøi.
Nu var det nær – det kom over Heien –
der hørtes et Skrig: Det er Asgaardreien!
71.
Digtet er uændret i 1950-udgaven. Poul Behrendts udgave fra 1986, Det ideale Hjem. Matriarkatet i nutiden er et optryk af originaludgaven af Det ideale Hjem fra 1900 og indeholder derfor ikke digtet.
72.
Digtet er uændret med i Undervejs til mig selv, 1943, s. 10. Det er 3 linier fra 1. vers af Grundtvigs salme fra 1861: "Det er så yndigt at følges ad". Den danske Salmebog, nr. 383.
73.
Undervejs til mig selv, 1943, s. 40:
"Gud Fader os bevare,
de store med de smaa,
hans hellig Engleskare
en Skanse om os slaa!
han vogte Byen vel,
vort Hus og Hjem
har han i Gjem
vort ganske Liv og Sjæl"
Det er vægtervers kl. 23. Den danske Salmebog nr. 791 og Højskolesangbogen nr. 555.
74.
Uændret med i Undervejs til mig selv, 1943, s. 43. Ifølge Henrik Pontoppidan en del af en gammel nidvise.
75.
Digtet er ikke med i Undervejs til mig selv. [Tilføjelse jan. 2012, efter meddelelse fra Einar Nielsen:] Teksten er første vers af en folkevise "Jeg så i Øster, jeg så i Vester", hvor Pontoppidan i de tre første linier har ændret datid til nutid. Noderne til melodien er gengivet i Lystige viser, bind 10 (1985) s. 118.
76.
Digtet er ikke med i Undervejs til mig selv. Digtet er fra Chr. Winthers: Hjortens Flugt fra 1855. Det findes i digtet "I Jægerhuset", der består af 47 vers. Linjerne her er fra vers 40. Det er ikke mærkeligt at finde et digt fra Hjortens Flugt i Pontoppidans værker. Til sin konfirmation fik Henrik Pontoppidan kun én gave, og det var netop Hjortens Flugt. (Se Drengeaar, 1933, s. 107)
77.
Ifølge Henrik Pontoppidan drejer det sig om et gammelt sørgekvad1. Digtet er med i Undervejs til mig selv, 1943, s. 87. Her er digtet med å, hvilket synes mig mærkeligt. Ellers bruger Henrik Pontoppidan aa i Undervejs til mig selv. Det er ellers mest i breve, at Henrik Pontoppidan anvender å.'1
78 og 79.
Begge dele er varianter af digtet "Syndebukken". Se kommentar til digt nr. 89.
80.
Digtet er uændret med i Undervejs til mig selv, 1943, s. 174. Digtet er af Nietzsche. Om Pontoppidans forhold til Nietzsche kan man læse en længere afhandling i Knut Ahnlund (red.): Omkring Lykke-Per. 1971, s. 292 ff. Karl V. Thomsen har haft fat i digtet i sin bog fra 1957: Hold Galden flydende, s. 55. Han gør her opmærksom på, at Pontoppidan generøst lader Nietzsche leve 2 år længere end i virkeligheden.