Pontoppidan

Henrik Pontoppidan havde for en Tid slaaet sig ned i Svendborg. Han boede paa det dengang meget gammeldags Hotel1, Byens eneste "rigtige" Hotel, hvor han havde et ganske beskedent Værelse, og hvor Gadens evige Vognrummel sikkert mindede ham stærkt om vor fælles Barndomsby Randers. Kun var de Tider forbi i Svendborg, hvor Natvognens Rumlen fremkaldte uhyggelige Drømme af mere end en Grund. Denne Vogn paavirkede nemlig ikke alene Høresandsen, men i endnu højere Grad Lugtesandsen. Hvil i Fred!
 

[Ansigt] Pontoppidan arbejdede, som han altid arbejdede, støt, langsomt, meget langsomt og meget støt. Kun ikke naar han havde sine ofte langvarige Anfald af de saa frygtelige Ansigtssmerter.

Jeg mindes engang da Herdis Bergstrøm og jeg gik op for at se til ham og Fru Pontoppidan, han var lige vendt hjem efter et længere Hospitalsophold. Den Dag virkede han i samme Grad overvældende og overraskende. Pontoppidan kunde være munter, fortælle levende, med et eget stille varmende Lune, men saadan snakkesalig, det var han sandelig ikke af Natur. Og nu, med et snakkede han løs, som … som en af Provindsens Madammer, der render fra Kaffebord til Kaffebord lossende Skandaler her ladende Skandaler der. Munden stod ikke paa ham. Og han havde jo tydeligvis ikke drukket og befandt sig ej heller i Feberdelirium. Hvad da? Vi skottede til hinanden, skottede nu og da til Fru Pontoppidan, men hun sad blot og smilede veltilpas. Han maa have opfanget et saadant forbavset spørgende Blik, for ganske pludselig brød han af og gav sig til at le ubehersket: – Ja, De tror vel, jeg er rent fra Sands og Samling, som jeg lader Munden løbe, men det er simpelthen, fordi jeg trænger til at bruge den. I næsten tre Maaneder har jeg levet som en stum paa Grund af disse Ansigtssmerter. Da troede jeg selv mangen Gang, jeg vilde blive gal! Nu er de ovre, jeg er som nyfødt, nu maa jeg tale, fortælle, meddele mig…
 

[Lunch – Nytaar] En anden Gang hvor vi var paa Vej til ham, da var han Enkemand og boede langt ude ad Strandvejen, mødte vi en kvindelig Bekendt, der indbød os til en Køretur i sin Bil. Da vi indvendte vi netop vilde til Pontoppidan, foreslog hun, at vi fulgtes ad og bad ham tage med paa Turen for saa at spise Frokost paa Skodsborg Badehotel.

Nu var Pontoppidan jo ikke den, man saadan ligefrem uindbudt væltede sig ind paa, og vi var en Smule usikre, om det nu gik an at møde op med den ham ukendte Dame. Vi besluttede at vove Forsøget. Ringede paa, hans Husholderske lukkede op: Hun vidste ikke, om Herren tog imod! Men da Herren hørte, hvem det var, tog han imod. Kun sagde han afgjort nej til Frokost i det Grønne, han sad netop ved Frokostbordet. Men, om ikke vi vilde spise med? Det vilde vi ikke, men her var det nu ham der bestemte, og han bestemte, vi skulde dele Lunchen med ham. Ved hans Kuvert stod et blødkogt Æg og et eller andet, vistnok den morsomme lille Ret, der hedder: Pyt i Pande. Vi gjorde vort Bedste for ihvertfald at faa ham til at nyde Ægget og hvad det nu var, inden det blev koldt, men den galante Vært var upaavirkelig. Saa langt fra at sidde ned og gøre sig selv til gode, hjalp han til med at finde frem "hvad Huset formaaede". Husholdersken blev paa vor indstændige Bøn sendt efter Kage til Kaffen – vi mente, var hun borte, var det en Selvfølge, at det hele stod stille. Nej. Pontoppidan ledte højt og ledte lavt og fandt Sardiner og fandt Ost i Krystalklokke og mer endnu. Vi Kvindfolk rendte rundt, til vi fandt Gemmestedet for Knive og Gafler, og da Husholdersken kom tilbage, havde vi allerede fortæret vor Part af den improviserede Lunch. Og Kaffen gjorde videre Underværker, saa Pontoppidan, der for en Time siden ikke vilde høre Talen om Køretur, nu var den ivrigste af os alle. Vi kørte saa en Stund, derefter vilde han vise os et lifligt Sted, hvor vi kunde være hans Gæster til Eftermiddagstheen. Stedet blev fundet, jeg saa det aldrig før og aldrig siden, og det staar endnu for mig som dukket op af en Drøm. En lille dulgt Restaurant inde mellem Træer, langt fra Hovedveje, ja kun at naa ad en smal Sti. Derinde var Væggene beklædt med Malerier, Stedet virkede aarhundredgammelt, vi var fuldkommen betagne. Pontoppidan, der lod sig rive med af vor Begejstring, fik saa med et den straalende Ide: Her vilde han fejre Nytaarsaften, og fejre den sammen med os, og vi kunde saa i Fællesskab indbyde saa mange Gæster som vi kunde blive enige om at finde værdige til at tømme Punsjebollen med os der. Jeg tror egentlig aldrig jeg har set Pontoppidan saa ungdommelig glad, saa helt bevinget som hin Dag. Kun et stod tilbage, at sikre sig Lokale. Pontoppidan tænkte ikke paa at sikre sig et Bord eller et Værelse, nej, hele Restauranten skulde for Nytaarsaften være hans Selskab forbeholdt.

Og for nu at være helt sikre – husk dette var i det allertidligste Efteraar, hvis ikke det var Sommer – gik han ud for at aftale med Værten. Men kom tilbage, væk var Glandsen, en træt gammel Mand, der trods al Modgang aldrig ret havde kunnet vænne sig til at tage en Skuffelse i stiv Arm: Restauranten var lukket Nytaarsaften, var lukket den eneste ene af Aarets mange Dage! Og her var det Værten, der hverken var til at hugge eller stikke i.
 

[Stædig 1] Pontoppidan kunne være stædig, stædig som en Karjolhest2. Havde han paastaaet et eller andet, var det ham komplet umuligt at give ind3 og indrømme han havde taget fejl.

Da jeg første Gang traf ham og han var min Bordherre, kom vi naturligt til at tale om Randers, og om hans Far, der havde været Sognepræst der i mange Aar. Jeg sagde i al Uskyldighed: Aah, jeg holdt saameget af Deres Far, jeg sagde altid, jeg vilde konfirmeres af ham! Hvortil Pontoppidan svarede: – De kan jo aldeles ikke have kendt min Far, det er De ikke gammel nok til! Jeg riposterede: Deres Far døde, da jeg var syv Aar gammel, og jeg husker ham tydeligt, og jeg holdt umaadelig meget af ham! – De kan ikke have holdt "umaadelig meget" af ham, han var ikke af dem, Folk holdt umaadelig meget af!!! Og jeg kunde sige, hvad jeg vilde, han vidste bedre, jeg havde ikke kunnet holde af hans Far!
 

[Stædig 2] Ved en anden Lejlighed kom hans lille Stædighed om muligt endnu tydeligere frem. Jeg var indbudt til Middag i hans Strandvejshjem. Vi var kun ganske faa Gæster, alligevel var Bordet dejligt dækket med et gammelt fortryllende Wedgwoodstel, flødefarvet med en smal grøn Kant som eneste Pryd.

Ved Synet af dette Stel udbrød jeg: – Nej, har De ogsaa det Stel? Jeg troede jeg var ene om det! Pontoppidan svarede, som det syntes, en Smule pikeret: Jeg har ikke ogsaa dette Stel, jeg er den eneste i Danmark, der har det! Det er et nedarvet Stel, der har været i Slægten i mange Herrens Aar.

Jeg løftede uvilkaarligt paa den Tallerken, der stod foran mig: Fjerlet, ubegribelig let – som jeg vidste, den maatte være. Jeg burde maaske have ladt som intet, men dyede mig ikke og sagde: – Ja, jeg har nu alligevel komplet Magen til dette Stel!

– Og jeg siger Dem, det er en Umulighed. Det findes ikke andet Sted i Danmark, maaske end ikke udenfor Danmark. De kan have et lignende Stel, kun ikke et Stel Magen til!

Nu var det min Tur at være en Smule pikeret. Stadigt smilende, men vistnok let hoverende riposterede jeg: – Jeg kan bevise, hvad jeg siger. Jeg kan nøje beskrive hvordan hvert eneste Laagfad, Terrin, Sauceskaal og Asietter ser ud. Knappen paa Laagfadene er … og jeg begyndte, men Pontoppidan lod mig ikke tale ud. Han sagde kun afsluttende: – Kære Karin Michaëlis, De kan da begribe, jeg ikke vilde paastaa noget, jeg ikke med fuldkommen Sikkerhed vidste.

Jeg vidste ogsaa med fuldkommen Sikkerhed, at jeg i det Herrens Aar 1908 paa min Vandring udad Gammel Kongevej af en eller anden tilfældig Aarsag, gik ind i en lille Antikvitetsforretning, af den Slags, der noget er i Slægt med Marskandiserbutikker. Derinde faldt mit Øje straks paa det hverken hele eller halve Wedgwoodstel, som støvet og upaaagtet stod paa en Hylde i en Krog. Jeg fik, hvad der var, op mod et halvt hundrede Tallerkener, store og smaa Fade, dejlige Laagfade, Terrin, Skaaler og endda baade Sovseskeer og Potageske af Wedgwood, alt for tredsindstyve Kroner. Og skønt Stellet var højst ukomplet, var der ikke Nag4 i noget enkelt Stykke. Jeg tror, jeg dansede henad Gaden, saa frydefuld var jeg over mit enestaaende Køb. I mange Aar mente jeg at være den eneste, der kunde prale med dette forlængst ikke mere fremstillede Porcelæn, og nu …

Men hvem kunde i Længden være fortørnet paa en Mand med Pontoppidans Smil? Ingen. Jeg mindre end nogen anden.
 

[Nobel] Men tilbage til Opholdet i Svendborg. Da jeg boede paa Thurø, den lille Ø der ligger en god Times Spaserevej fra Svendborg, kom det sig ganske naturligt, at vi saa en Del til hinanden. Var jeg i Svendborg for at gøre Indkøb tog jeg gerne et Løb op paa Hotellet og han fulgte mig da paa Vej gennem Christiansminde, en af de yndigste Spasereveje, jeg kender, eller han kom til Thurø, naar han trængte til en hyggelig Passiar. Efterhaanden følte han sig i den Grad hjemme i mit dengang lille Hjem nede ved Søen, at han ganske roligt gik ind til mine Naboer og slog sig ned der, hvis jeg tilfældigvis var borte.

Og en Morgenstund hørte vi over Telefonen – dette var før Radioens Tid – at Pontoppidan havde faaet Nobelprisen. Da jeg ikke havde Telefon kunde jeg ikke ringe op og lykønske. Det var min Hensigt samme Dag selv at tage ind og gratulere, men inden jeg blev rinket op til at komme af Sted, bragte Telegrafbudet mig et Telegram fra Pontoppidan, der bad mig omgaaende komme ind og spise Middag med ham. Jeg kunde akkurat naa der ind til Klokken et eller halvto, naar det nu var, og jeg var særdeles overbevist om, at Pontoppidan var saa punktlig, at en halv Times Forsinkelse vilde have forekommet ham karastrofal.

Hans Udtryk den Dag var saa bedaarende, at jeg bærer det i mig, som man bærer Mindet om en dejlig Duft, en sjælden Solnedgang, Tonerne af en Violin spillet af Mesterhaand. Forklaret, lykkeligt, forlegent, fortroligt. Han var overstrømmende i sin Glæde over, at jeg kunde komme. Han vidste ikke, om jeg var optaget, om jeg havde faaet hans Telegram, om jeg netop havde et særligt Arbejde for, om jeg var oplagt til at gaa ud saadan midt paa Dagen … Arm i Arm gik vi op og ned i hans ret rummelige, men lavloftede og skraagulvede Hotelværelse. Han fortalte, hvordan det var gaaet til. Det kom ham saa fuldstændig overraskende. Hans Hustru havde Maaneder igennem været syg, sengeliggende, paa Hospital5, og da et Telegrafbud ved Titiden bankede paa hans Dør, for han sammen, frygtende et daarligt Budskab hjemmefra. Han aabner Telegrammet: Nobelprisen! med det uforlignelige Smil, der gør hans Øjne tyveaarige, tilstod han: – Jeg havde den største Lyst til at tage en Vogn og køre over til Dem med det samme, men saa syntes jeg, det var saa flovt paa den Tid af Dagen, hvor de fleste er ved at gaa til Ro … Paa den anden Side, det var saa tomt at være helt alene med det … Jeg kunde have inviteret Telegrafbudet paa et Glas Vin, men denslags gør man jo ikke, naar det kommer til Stykket. Og derfor var det, at jeg nu til Morgen sendte Bud efter Dem. Jeg synes, jeg trængte saadan til at fejre det en Smule … Til syvende og sidst er Nobelprisen jo ikke noget helt hverdagsagtigt …

Og saa vandrede vi ned i den kedsommelige Spisesal, satte os ved et lille Bord i Hjørnet ud til Gaden og spiste den daglige Hotelmiddag, om hvilken der hverken er ondt eller godt at sige. Dertil drak vi en Flaske Rødvin. Paa Bordet stod en Vase med let visnede Blomster. Indvendig citerede jeg igen og igen J.P. Jacobsens uforglemmelige Strofe: Der burde have været Roser …
 

[Slutning – Torvedag] Til Slut en bagatelagtig Episode, der for mig tydelig viste, at der var mere, der skilte os end selve Aldersforskellen. Pontoppidan var, trods al Modernitet i Tankegangen, stadig fra en Tid, hvor Mand og Kvinde tilhørte to vidt forskellige Verdener. En Dag, Lørdag, Torvedag, kommer jeg intetanende vandrende til Svendborg med Kurv i Haanden, parat til at købe ind for Ugen og saa med samt min svulmende Kurv sejle tilbage med Postdamperen, vor daværende kongelige Hof Befordring mellem By og Ø. Hvem stikker en Arm under min: Pontoppidan! Om jeg er parat til en Kop Kaffe paa Højskolehjemmet? Selvfølgelig. Nu dette Aar hvor vistnok hans oprindelige Hotel var under Ombygning, boede han paa Højskolehjemmet, meget mere naturligt, fra Værelset der oppe i Højden havde han stor og prægtig Udsigt over Sø og Land. Dertil den store levende Havn, med Skibsværftet og Kullagre, Tømmergaarde – alt det, der hører hans Hjerte til. Lokalet var tykt besat dels med Landboere, som altid om Lørdagen, dels med Byens egne, der efter Lørdagens Gaa-paa-Torvet altid sluttede med Kaffe paa Højskolehjemmet, dengang Byens rigtige Kaffested.

Vi havde det hyggeligt og rart som altid. Nu maatte jeg omsider afsted, og Pontoppidan gik, som sædvanlig tog han mig under Armen, og vi trippede saa smaat afsted, bægge smaa, bægge med korte Skridt. Hvergang jeg prøvede fra Hovedgaderne at dreje ind mod Torvet, standsede han mig og sagde: Lidt endnu, det haster da ikke saadan! Men tilsidst maatte jeg tage mig sammen og begynde paa Indkøbene. Det lykkedes mig gennem stor Overtalelse at lokke Pontoppidan med hen paa det brogede, bugnende yndige Lørdagsmarked ved at skildre ham det haveagtige, der prægede Torvet, hvor man gik som mellem Blomsterbede. Han gik med. Lige hvor Torvet begynder, begynder Blomsterne. Pontoppidan standsede ved en Kone, der havde en mægtig Gulvspand fuld af skinnende gyldenbrune Chrysanthemums. Han pegede: Dem der! Konen spurgte: – Hvor mange? Pontoppidan gjorde en meget sigende Bevægelse, der fik mig til at udbryde: – Jamen hvad i Alverden … Han pegede endnu engang, hans Gestus var nu lidt bydende, og den maalløse Kone jog til6 at binde Snor om Blomsterne og forsøge at faa en hel Avis presset omkring. Det lykkedes ikke, saa jeg tog dem i Snoren. Det var en Favnfuld, de var tunge, det var Blomsterne, der kom vandrende med mig.

Pontoppidan vilde byde Farvel. Jeg foreslog ham, da han nu var inde paa Torvet, at gaa med, bare tværsover, der hvor jeg handlede. – Hvad er det da, De absolut skal have her? spurgte han. Jeg lo: – Grøntsager, Persille, Gullerødder, Blomkaal …

Der for et Udtryk af ubeskrivelig Rædsel, blandet med Selvironi over Pontoppidans smukke Ansigt, saa sagde han ordret: – De kan da ikke forlange af mig, jeg skal være med at købe Gullerødder og Blomkaal!

Jeg lo højt og muntert og vi skiltes som to gode Venner, der nu og da har hinanden til bedste …

 
[1] Hotel: Wandalls Hotel. Pontoppidan rejste dertil 19.10.1917. Han skrev 21.10.1917 til Galschiøt:

Mit Hotel er ingenlunde den mondæne Anstalt, som det her på Papiret reklamerer med. Det er tværtimod en ret forfalden Kasse, men jeg befinder mig ikke desmindre ganske vel her i mine to små Værelser, og da der ikke er mange Gæster, er her meget roligt og fredeligt. Jeg bliver her derfor foreløbig.

tilbage
[2] Karjolhest: afledt af karjol ell. karriol, tohjulet enspænderkøretøj til personbefordring. "Stædig som en karriolhest" var et udtryk for høj grad af stivsindethed. (ODS). tilbage
[3] give ind: anglicisme for give efter. tilbage
[4] Nag: (dial.) skade, skår (ODS). tilbage
[5] Hospital: Antoinette Pontoppidan lå på Rigshospitalet. tilbage
[6] jog til: jage til: (dial.) skynde sig. tilbage