Mann lånte fra Pontoppidan
- den seneste litteraturforskning afslører, at den store tyske forfatter Thomas Mann var meget tæt på direkte at skrive af efter den store danske forfatter Henrik Pontoppidan.
Henrik Pontoppidan (1857-1943) og Thomas Mann (1875-1955) havde samme udgangspunkt i de to store, tyske filosoffer Nietzsche og Schopenhauer, hvilket med lidt god vilje kan forklare en del sammenfald i deres respektive forfatterskaber, men den allerseneste litteraturforskning påviser, at der tydeligvis er tale om mere end tilfældige sammenfald.
Den store, tyske forfatter til bl.a. Huset Buddenbrook var mere end almindelig påvirket af sit store, danske forfatteridol, opdagede litteraturforskeren Børge Kristiansen, da han ved et tilfælde i forbindelse med et foredrag nærlæste Lykke-Per.
"Der er f.eks. dette underlige sted i Lykke-Per, efter Per har lært Jakobe at kende, og da han jo er ingeniør, er der en scene mellem dem, hvor Jakobe fortæller Per, hvor stor betydning, det har i moderne tid at være ingeniør, for det er at bidrage til fremskridtet og at bidrage til en bedre verden.
Den præcis tilsvarende scene har vi i Troldomsbjerget, hvor Castorp, der også er ingeniør, kommer op på sanatoriet og møder humanisten Settembrini, der i en helt tilsvarende scene fortæller, hvor stor en betydning, det har at være ingeniør.
Det er skildret med nøjagtig de samme ord som den tilsvarende scene i den tyske oversættelse af Lykke-Per, men ikke nok med det. Reaktionen fra Pers og fra Castorps side er præcis den samme, de bliver begge to dybt benovede og forundret over, at de er så betydningsfulde personer.
Dér mener jeg, at Thomas Mann må have haft Lykke-Per liggende ved siden af. Ellers kan jeg simpelthen ikke forklare de sammenfald."
Opgør med Mann
Børge Kristiansen, docent, dr. phil., tilknyttet germanistisk institut ved Københavns Universitet, har forsket og undervist i primært tysk litteratur i 33 år.
Da han forholdsvis tidligt blev doktor som 37-årig i 1979, var det på en disputats om Thomas Mann og Schopenhauer. Et opgør med det hidtidige Thomas Mann-billede; det af forfatteren som den store, uproblematiske humanist. Børge Kristiansen påviste påvirkningen fra Schopenhauer, der netop ikke var udpræget humanist.
"Korset eller champagneglasset" hedder det seneste 150 sider lange resultat af den litterære forskning, der bærer undertitlen: "En analyse af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" i lyset af Luthers teologi og Schopenhauers og Nietzsches filosofi", og det offentliggøres i begyndelsen af det nye år på Pontoppidan-selskabets netsted. Senere følges der op med analyser af Det forjættede land og De Dødes Rige, hvorefter det alt sammen bliver publiceret i et bogværk.
"Jeg blev kastet hovedkulds ind i Pontoppidan-forskningen, da jeg fik en forespørgsel fra Flemming Behrendt (Pontoppidan Selskabets stifter og sekretær, red.), om jeg ville holde et foredrag om Lykke-Per på det Pontoppidan-sommermøde, der fandt sted i august i Vestjylland.
Jeg havde på det tidspunkt ikke læst meget af Pontoppidan, så jeg gik i gang med Lykke-Per og fik fat i førsteudgaven og andenudgaven, og så var jeg fuldstændig væk.
Jeg gjorde den opdagelse, at vi i Pontoppidan har en forfatter, der er fuldt på højde med Thomas Mann, og hvor der også er rigtig mange overensstemmelser. Bl.a. i den måde, Thomas Mann opbygger sine romaner på, men især menneskesynet, så jeg nu vil forfægte det synspunkt, at Thomas Mann måtte have haft et endog grundigt kendskab til den tyske oversættelse af Lykke-Per.
Det har jeg så undersøgt i dagbøger og breve. Og her kan man se, at Mann i 1920 tager kontakt til Nobelpristageren Pontoppidan og anmoder ham om at levere artikler til et tidsskrift, som Mann på det tidspunkt havde planer om at starte, og nogen tid senere kan man se, at Mann bestilte alle de tre hovedværker, Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige, og man kan tilmed af Thomas Manns dagbog, som han førte hver dag, se, hvad han har læst. Det fremgår, at han meget grundigt har læst De Dødes Rige - og med stor begejstring. Så forbindelsen er der.
Da Pontoppidan blev 70, sendte Mann et lykønskningstelegram til ham, og i det kommer han udelukkende ind på Lykke-Per, så han har altså læst den."
Ledemotiver
Børge Kristiansen fortsætter:
"Det undrer mig, at man i Pontoppidan-forskningen herhjemme slet ikke har set, hvordan Lykke-Per er struktureret i form af ledemotiver, hvordan alt er knyttet sammen.
Lykke-Per skikkelsen trækker sig mere og mere ud af livet, og han ender som vejassistent i slutningen af romanen. Men allerede på side 44 i tobindsudgaven, hvor Per er på vej væk fra kristendommen og sin far, den strenge, lutherske præst, og hvor han i opposition til faderen vælger at blive ingeniør, da tænker han allerede, at det værste for en moderne ingeniør ville være at ende som vejassistent."
Børge Kristiansen fremhæver andre eksempler i rækken af ledemotiver. Et af dem er indretningen af de værelser, Per bebor undervejs i romanen. Fælles for dem er, at de konsekvent peger frem mod den asketiske udvikling, der er bestemmende for Per. Indtil han til sidst lever fuldstændig asketisk og isoleret i Vestjylland.
"Det, Pontoppidan vil vise læseren med hele denne motivrække, er, at selv på det tidspunkt, hvor Per vil erobre verden, er han på flugt fra sin sande identitet, der netop er det asketiske og verdensforsagelsen, og først da han slår ind på dén vej og skiller sig af med hele sin familie, har han muligheden for at antage, at vælge sig selv. Og efter han har valgt sig selv, bliver askesen den højeste lykke for ham.
Per lever frem til slutningen af romanen i et ufrit forhold til kristendommen og til faderen. Han bliver ingeniør i opposition til faderen, fordi det hele tiden er faderen, han skal overvinde, og have hævn over. Faderen, der er troende, er også livsfornægteren, og derfor vil Per lige præcis det modsatte.
Derfor vil han også være rig. Han vil giftes ind i den jødiske rigmandsfamilie, men han bliver mere og mere forvirret, for han er i virkeligheden på vej bort fra sin egentlige identitet, der er præformet af den asketiske Sidenius-slægt; derfor også denne vending i romanen, hvor han for en periode vender tilbage til faderen og forsøger at antage den kristne tro. Men han føler sig ikke hjemme i kristendommen, og han føler sig heller ikke hjemme i den småborgerlighed, han oplever i ægteskabet med Inger.
Fri er han først i det øjeblik, hvor han gør sig fri af den verdslige verden og lever fuldstændig asketisk. Denne asketiske livsform udgør sammen med verdensforsagelsen Schopenhauer-perspektivet i romanen, hvor det er fornægtelsen af livsviljen, der er det afgørende."
Så kan man måske spørge om Pers slutposition er så forskellig fra hans udgangsposition, og det er den nok ikke, hvad det ydre angår, men i kraft af at Per i slutningen af romanen vælger sig selv, sker der en total forvandling med ham.
Det kommer igen til udtryk i en ledemotivisk kæde: faderens sølvur. Ved faderens død giver moderen Per faderens sølvur, og han flygter og lader demonstrativt sølvuret ligge tilbage. Han vil på det tidspunkt ikke have noget som helst med det ur at gøre, men på den anden side siger det også, at han på det tidspunkt slet ikke har gjort sig fri af faderen, for så kunne han jo bare have stukket uret i lommen og have været ligeglad.
Efter han har valgt sig selv, dukker uret op igen. Faderens sølvur hænger over hovedgærdet, hvor han sover. Nu kan han godt lade faderen være tilstede, for han er fuldstændig fri i og med, at han er kommet til at hvile fuldstændigt i sig selv. Og den meget væsentlige forskel er, at Per i romanens slutning fuldstændig forkaster kristendommen."
Børge Kristiansen tilføjer: "Pontoppidan er jo nok den hårdeste kritiker af kristendommen, vi overhovedet har her hjemme. Han slår, hvad afvisningen af det livsfornægtende kristne livssyn angår, næsten sit store forbillede Nietzsche.”
Filosoffernes betydning
"Jeg tror, at grunden til de store overensstemmelser mellem Henrik Pontoppidan og Thomas Mann er, at både Pontoppidan og Mann begge er så påvirkede af Schopenhauer og Nietzsche.
En person som Jakobe er helt identisk med den model, der ligger til grund for Thomas Manns fremstilling af sine hovedpersoner. En ganske bestemt model, som går tilbage til Schopenhauer og Nietzsche. Det mest slående eksempel er Potiphars hustru Muteminet i Joseph og hans brødre. Hendes udvikling rummer nøjagtig de samme faser som Jakobes: Askese - driftsdominans - askese.
Det ses i slægtskabet mellem Jakobe og en anden af Thomas Manns personer.
Da Jakobe introduceres i Lykke-Per, har hun en ulykkelig forelskelse bag sig, og det får hende til allerede som 23-årig at trække sig tilbage i en meget civiliseret, forfinet livsform, og hun siger, at hun definitivt har givet afkald på driftslivet.
Det svarer helt til Thomas Mann i fortællingen Den lille Hr. Friedemann fra 1897, hvor han skildrer en person, som er blevet mishandlet af livet.
Hans amme tabte ham på gulvet, og han blev pukkelrygget og invalid. Pigerne vil ikke have noget med ham at gøre, og han siger på nøjagtig samme måde som Jakobe, at "seksualitet og kærlighed, det vil jeg ikke have mere med at gøre".
Hr. Friedemann trækker sig på samme måde tilbage til en asketisk, civiliseret livsform, og både Jakobe og Friedemann bilder sig ind, at det er lykken, indtil der sker noget for dem begge to, der igen er fuldstændigt parallelt. Denne parallelitet skyldes, at både Thomas Mann og Henrik Pontoppidan her bygger på centrale forestillinger fra Nietzsches afhandling om de asketiske idealer, der i overensstemmelse med filosoffen hos begge forfattere afsløres som illusorisk bedrag."
For Jakobes vedkommende dukker Per op, og for Friedemanns vedkommende dukker der pludselig en ny kvinde op i byen. Reaktionen hos Jakobe og Friedemann er igen nøjagtig den samme. Og personerne, der kommer udefra - Per hos Pontoppidan og Gerda hos Mann - appellerer i begge tilfælde til den fortrængte seksualitet. Modellen er nøjagtig den samme."
Ind i mellem styrker Børge Kristiansen sig på te fra en stor kop.
"Den model, vi har, er Nietzsches asketiske præst, det gælder Friedemann, det gælder Aschenbach (i Manns Døden i Venedig, red.), og det gælder i høj grad Jakobe. Mann kalder det forsøget på at opretholde den civiliserede, apollinske kunstbygning, der er baseret på fortrængning. Så kommer den fremmede, og det fører til, at fortrængningen sprænges fuldstændig og den undertrykte seksualitet frisættes. Modellen er præcis den samme."
Dybt pessimistiske
Både hos Pontoppidan og Mann udtrykkes det uforenelige mellem civilisation og menneskets natur.
"Hvis civilisation skal opretholdes, så må det ske på baggrund af en ubønhørlig knægtelse af menneskets oprindelige natur. Hvis menneskets oprindelige natur får lov at folde sig ud, ender det i barbari. Det er grundudsagnet hos Thomas Mann, og det findes tilsvarende hos Henrik Pontoppidan. Og de har det fra Schopenhauer og Nietzsche.
Seksualiteten og driftslivet er i den grad dæmoniseret hos Thomas Mann, hvis man indlader sig med det, så ender man i afgrunden. Det med at fornuften ikke formår noget over for det irrationelle har han fra Schopenhauer. Fornuften kan ikke styre det irrationelle. Det irrationelle bryder igennem og tager magten og bliver destruktivt og fører personerne ud i afgrunden.
Livssynet i Lykke-Per er dybt pessimistisk. Der har Pontoppidan i et og alt overtaget Nietzsches livssyn. Det er alles kamp mod alle. Nietzsche havde den forestilling at der bag alle livsytringer ligger viljen til magt. Viljen til liv bliver viljen til magt i og med at alle mennesker vil opnå så stor magt som muligt, så forvandles verden til tilværelseskamp, hvor magtviljerne strides indbyrdes, og det livssyn er Jakobes. Og derfor er hendes intention med sit skoleprojekt at uddanne fattige børn så de skal blive så stærke, at de kan gå ud og klare sig i denne ”morderiske Tilværelseskamp”. Ikke for at de som gode socialister skal ændre verden, for det lader sig ifølge Pontoppidan simpelt hen ikke gøre. Ja, Jakobe kalder det en krig. Livet er en krig ’og den der vil leve livet, må være indstillet på, at der kan flyde blod og at man også selv kan blive tappet’. Romanen konfronterer således læseren med en ikke særlig behagelig valgsituation. Han kan enten vælge at gøre den ubønhørlige og uforanderlige ’krig’ med (Jakobes valg), eller han kan vælge at trække sig ud af verden og leve i asketisk isolation som Per."
Børge Kristiansen tænder en af sine filterløse cigaretter:
"Jakobe, sådan som hun hidtil er blevet set i forskningen, som den sympatiske humanist, der er i besiddelse af alle de humanistiske dyder, den holder simpelthen ikke. Der er også en række ældre forskere, der ikke har kunnet stille andet op med Jakobe, end at hun for det første skal være Pontoppidans humanistiske talerør. Og så forfærdes de i øvrigt over, hvad det er for nogle tanker, hun giver udtryk for, i stedet for at forsøge at forstå det."