Henrik Pontoppidan og Randers
Henrik Pontoppidan var født i Fredericia 24. juli 1857, og ikke i Randers, som nogle aviser fortæller i anledning af 100 aars fødselsdagen.
"Vi er jo næsten fra samme sogn," mindede han mig ofte om, kun Rands-fjorden skilte vore første barndomshjem fra hinanden; men den vise Salmonsen holder stadig fast ved, at ogsaa jeg er født i Randers, ikke i landsbyen Rands.
I 6-aarsalderen foretog han rejsen til Randers, hverken ad en af de 13 landeveje eller Gudenaaens snævre, engkransede vandløb, men med tidens store vidunder "dampvognen", der rullede fra Aarhus til Randers og gav ham en karruseltur, han aldrig før havde oplevet. Randers var ikke saa forskellig fra Fredericia, skønt noget større og med flere gamle købmandsgaarde, flere velhavende omegnsbønder med merskumspibe i mundvigen og en sæk smaagrise paa nakken, fede stude fra engdragene, mens køerne i Fredericia ofte maatte nøjes med det visne græs indenfor voldene.
I de første maaneder huserede tyskerne i den store Sct. Mortens præstebolig, Sct. Jørgensgaard i Brødregade (nu Falbe Hansens ejendom), ligesom i min farfars gaard i nærheden af Fredericia. Et par menneskealdre efter oplevede digteren atter herrefolkets invasion til sin store forfærdelse, men ikke overraskelse.
* * *
I hjemmet med de mange børn var der en trykket stemning som følge af moderens sygdom, faderens svage øjne, der til sidst gjorde ham næsten blind, de smaa kaar og præstens strenge gudsfrygt og puritanske alvor, ikke mindst i opdragelsen. Henrik var en livlig og munter dreng, paa hvem faderens formaninger og bønner til Gud prellede af, da han havde hugget æbler i nabohaven. Han forhærdede sig kun, mens søstrene græd deres bitre taarer over den fortabte broder, der efterhaanden kom til at betragte sig selv som "den sorte ært i bælgen", især de de tre ældste brødre forfremmedes i visdom og alder og blev studenter, mens han maatte nøjes med realklassen.
Faderen gik tarveligt klædt, der kom ikke mange gæster, og Dines Pontoppidan gav sig straks til at tale med dem om deres gudsforhold. Ved Grundtvigs død mindede han i et foredrag om, at den store salmedigter manglede Brorsons ydmyghed og alvor, og biskop Gøtzsche, hvis far var præst i Fredericia samtidig med Pontoppidan, har fortalt mig, at denne strenge præst nøjedes ved en selvmorders begravelse med at bede et halvt Fadervor, idet han begyndte med: Forlad os vor skyld!
Da digteren for 32 aar siden aflagde mig et besøg, saa han fra min have ud over Nørresøen i retning mod Randers og sagde med en stemme, der ikke rummede sorg eller savn, men kun beklagelse: "Ja, dèr virkede min far, til han ikke blev saa gammel, som jeg er nu".
Helt forsonede blev de vist aldrig. Billedet af pastor Johannes Sidenius i "Lykke-Per" kaldte de fleste af børnene en karrikatur af deres far, og digteren har mildnet hans træk i erindringsbogen: "De skulle have kendt min farfar; men ham kunne min far ikke med, fordi han havde begaaet ægteskabsbrud og var afskediget nogle aar. Han vilde ikke have hans billede paa sin væg ved siden af sin mor. I stedet hang et billede af apostelen Johannes, saaledes som De ser det her."
Men digteren havde alligevel arvet en del af sin fars nidkærhed, hans sind og stil og den usnobbethed, han lagde for dagen som sjælesørger i Randers, fattigpræsten, der efterhaanden ikke deltog i selskabelighed, heller ikke hos kolleger i omegnen. Den rødkindede og mørkhaarede søn var derimod selskabelig anlagt og kom ofte i proprietær- og præstegaarde paa lange fodture, saaledes hos den hostrupske præst i Thorning og i klassekammeraten Christian Jessens mere pietistiske hjem i Grønbæk præstegaard ved Silkeborg. I Erindringsbogen fortæller Pontoppidan ikke om denne kammerat og deres lege i Grønbæk og i Brødregade, men pastor Olaf Jessen fortæller i en mindebog fra Grønbæk præstegaard om hans fars og Henrik Pontoppidans venskab i skoletiden og en brevsamling fra digteren, der blev fundet efter Christian Jessens død, og som røber digterens stil.
I "Undervejs til mig selv" faar vi billeder fra skolelivet, der begyndte hos en "skolemutter" med et lille møbel – lille Benjamin – under sengen, som drengene blev truet med, naar de var uartige. Endnu et par aar var han i en anden pogeskole, hvorfra han rykkede op i latinskolen, der bar indskriften: "Samler eder ikke skatte paa jorden, som møl og rust fortærer," samt husede en lærerstab, digteren kalder en flok "halvkomiske skabilkenhoveder, hvis kvalikikationer som ungdomsopdragere ikke var til mere end tg-;".
* * *
Resultaterne var ogsaa kun smaa; præstesønnen fra Grønbæk maatte ud og kom i Horsens latinskole, hvorfra han blev student, præstesønnen fra Sct. Morten fik en sløj realeksamen undtagen i naturfag og matematik, efter at han havde kæmpet med vægterne paa de stejle gaders rutschebaner ved vintertid, eksperimenteret med mekanik og elektricitet i sin fritid og besøgt baade den katolske pater og den jødiske overrabiner. De indbyrdes forskellige interesser, naturvidenskaben og religionen, kæmpede allerede i drengeaarene med hinanden.
Pontoppidan viste mig engang en czekisk oversættelse af "Lykke-Per" med illustrationer. Her var et billede af skibet, der førte hovedpersonen og moderens kiste fra København til Randers paa en lille smakke, der næsten skjultes af Kattegats taarnhøje bølger. Han var den eneste, der fulgte moderen paa den sidste rejse, dog kun til Voer, ikke gennem den lange og smalle sejlrende mellem sivene og de forskrækkede kvægflokke, der skulle ned til vandet for at hilse paa det dampende søuhyre.
Men den gemytlige indsejling til kronjydernes og sølvknappernes land finder vi i "Minder". Passagererne forlod de indre gemakkers bagager og "bakker" for at indaande engluften og nyde synet af solen, der straalede over mælkebøtter og storke – frugtbarhedens symbol – og det uadelige frøkenkloster "Støvringgaard".
Og hovedpersonen fortæller næsten som sin gamle lærer i det danske sprog (og det ædle l'hombrespil i Blokhus) M.A. Goldschmidt om de gamle patriarkalske købmandsgaarde og fantastiske tømmerstabler i Vordingborg1, de stejle, krumme gader med sære fremmede navne, de fede stude og gemytlige bønder, den yndige og elskelige Anna-Eleonora og hendes to bejlere: bogmaddiken, adjunkt Hammer, og ritmester von Mohrhof. Men købmand Ankersens datter fandt ikke lykken, hverken hos Erasmus Montanus, pedanten Hammer, der havde nok i sine græske og latinske leksika, eller hos. pigejægeren v. Mohrhof, hvorfor hun forsvandt i Gudenaaen.
* * *
Vil man kende det gamle Randers, dets piger og handsker og laks, skal man læse Henrik Pontoppidan og ikke Karin Michaëlis, der jo ogsaa har tilbragt sin barndom i byen, men i sine bedste bøger er blevet i blomsterbutikken hos moderen. Henrik Pontoppidan fik med rette sit navn under den store sprogforsker Vilhelm Thomsens paa mindetavlen over byens store mænd. Thi som Holberg ville han polere det danske folk og ej blot sysle med sproget.
Han kendte hele del danske land, men Randers var hans hjerte nærmest. Med sin dybe stemme har han sunget sangen om Danmark, Hamlets fædreland. Han fortjente at blive æresborger i den by, han har malet med sin farverige pensel.