Kaninerne
I Alexander Kiellands sidste Fortælling, "Sankt Hans Fest", berettes om Præsten Morten Kruse, hvis Magt steg højere og højere, indtil han red Landet som en Mare.
Hans Magt hvilede paa den hensynsløse Brutalitet, hvormed han fejede væk alle dem, som ikke bøjede sig for ham. Han følte sig som den, der havde Gud i Lommen, og som den, der var berettiget til at tage Livets fede og gode Pladser for sig og sine; thi der stod jo skrevet, at man skulde ikke tage Brødet fra Guds Børn og kaste det for Hundene, og Hundene var alle dem, der tænkte og handlede anderledes, end Morten Kruse syntes om.
Omkring sig havde han samlet en Skare Mænd, der var ham absolut hengivne og arbejdede med ham. Det var ofte saadanne, som havde en eller anden Knæk i Ryggen – en fordrukken Ungdom, nogle Falliter eller anden Mislykke at trækkes med. I Byen kaldte man dem Præsten Kruses Kaniner. De kom og forsvandt, som om de smuttede ned i Huller i Jorden; og saa gravede de sig ud igen længere borte og kom pludselig op, hvor man mindst ventede dem. Naar derfor en Mand, som bestandig havde været imod Morten Kruse og afskyet hele hans Væsen, – naar en saadan Mand pludselig en Dag forandrede Tonen og otte Dage senere sad ved Præstens Fødder, saa plejede Folk i Byen at sige: Kaninerne har været hos ham!
Og alle Poster – store og smaa –, hvortil Folk blev valgt af Medborgere, de begyndte at skifte paa en underlig Maade. Han, som havde Posten, fik Vink og Advarsel; men hvis han ikke forstod – eller om han vilde trodse! – saa viste det sig pludselig, at han hverken havde Venner eller Vælgere, og ubarmhjærtig blev han sat udenfor, før han vidste et Ord af det. Og overalt, hvor der blev en god Stol ledig, hoppede der en Kanin op.
*
Der er hændet noget herhjemme i de sidste Dage, som har foranlediget, at vi er komne til at tænke paa denne Beretning om Forholdene i Norge.
"Politiken" har i sin Redaktion et Par Medarbejdere, om hvem det siges, at de blandt Liberale i særlig Grad repræsenterer Aandsfriheden og den rent videnskabelige Seen-bort fra Døgn-Fordele.
Under deres Ledelse gav Bladet sig i Kast med Kønsspørgsmaalet og behandlede det uden smaaligt Hensyn til Snærperiets Forargelse. Haand i Haand med denne Virksomhed gik Offenliggørelsen af Zolas Roman "Jord", som Bladets Modstandere kaldte: "En Skildring af Bønder, hvis hele Tanke og Liv gaar op i Hor, Vold, Løgn, Bedrag af alle Slags". "Politiken" forsvarede "Jord" og stillede den i Højde med Literaturens Mesterværker. Og i en Anmeldelse af Normanden Kristofer Kristofersens sidste Bog, "Rydningsmænd", en Skildring af norsk Bondeliv, udtalte Redaktionen endvidere, at Forfatteren i urimelig ringe Grad havde skildret Mennesker, og den anbefalede ham at læse "Jord", thi "det vilde han have stor Nytte af."
Kristofersens Svar var som en Krigserklæring, og "Politiken" opgav Ævret, for saa vidt som det overlod en Indsender, Forfatteren Henrik Pontoppidan, at føre Sagen videre. Han hævdede da under sit Navn Bladets Standpunkt, idet han svarede Kristofersen, at den danske Literatur kun ejer "én nævneværdig Skildring af en dansk Bonde, nemlig "Jeppe paa Bjærget", og han fortsatte med at sige, at
hvad angaar vore Landboeres sædelige Alvor, hvortil man holder af at henvise som Modsætning til de store Byers sædelige Fordærvelse, saa godtgør vore Kirkebøger og statistiske Tabeller tydelig nok, at intet andet Lands Befolkning frembringer saa mange uægte Børn eller drikker saa meget Brændevin som netop vore Bønder.
- - -
Vore unge Bønderkarle er i deres Forhold til det sjette Bud komplette Bohêmer, der udelukkende lader sig lede af deres Lyst parret med en vis, forsigtig Beregning. Fra deres 16-17 Aar, eller endog endnu før, tilfredsstiller de uden Samvittighedsskrupler deres Fornødenheder paa dette Punkt; og en virkelig uberørt Pige paa seksten er mellem de tjenende sikkert en Undtagelse. Ja, hvorfor ikke sige det rent ud, selv med Fare for at blive beskyldt for Bagvaskelse: denne med Rette saa berygtede Parring i Flæng, hvis Indførelse menes at være visse, fra Udlandet stammende Ideers højeste, ja egenlig eneste Maal, er en gammel kendt Ting ude mellem de danske Bønder, hvor den drives i en Udstrækning og under Omstændigheder, der i et Dagblad ikke engang kan antydes.
Vi har ikke havt Lejlighed til at undersøge, hvorvidt denne Skildring er korrekt eller ej; men da den støtter sig til "Kirkebøger og statistiske Tabeller", vilde det have været let for Modstanderne af Pontoppidans Anskuelse at modbevise ham, for saa vidt hans Opfattelse virkelig er fejlagtig. Kirkebøgernes mangeaarige Optegnelser og de nøgterne Tal, se det er en Diskussionsbasis, som kunde give Sædelighedsdebatten fast Grund under Fødderne. Og ingen Sag trænger mere end netop den til fast Grund, thi som der lyves og hykles her, lyves og hykles der ikke engang med Religionen.
Men det blev ikke reelle Modgrunde, man mødte Pontoppidan med. Det blev med noget ganske andet.
En Hr. Bertel Elmgaard tog Forsvaret op for Bøndernes sædelige Alvor, og han skrev i "Morgenbladet":
"Vore Bønder - - - skal vide, hvad adskillige af deres Repræsentanter mener om dem, de skal kende den Haan, hvormed de betragtes i et Blad, der udgiver sig for at tale deres Sag; de skal se det Snavs, man overdænger dem med, hele Standen, fra en Retning, hvis Blad Bønderne endnu støtter, og hvis Redaktører de vælger til Rigsdagsmænd.*)
Vore Bønder er Svin, siger de.
- - -
Eders Ægteskab er lutter Hykleri og Humbug, ingen Bonde er sin Hustru tro, ingen Kvinde paa Landet er sin Mand tro. - - - Med andre Ord: de danske Bønder har indført Flerkoneriet.
Det er den ligefremme Slutning af "Politiken"s Beskyldninger, og Hr. Hørup kan lige saa godt sætte det i sin Avis først som sidst.
- - -
Har "Politiken" Uret i sine Beskyldninger mod den danske Bondestand - - - saa er der nu Grund til at spørge Bønderne, ikke alene i Køgeegnen og paa Langeland**), men over hele Landet:
Mener I at kunne støtte et Blad, der haaner Jer som her paavist, mener I at være tjente med Talsmænd, der fremstiller Jer som en Hob, der staar lavere end Dyrene? - - -
Jeg véd, I vil svare et enstemmigt Nej.
Men saa bliver ogsaa den anden og den eneste Ting, I har at gøre, dette:
Bort med de Mænd og de Blade, hvor I Bønder har noget at sige."
*) Fremhævelserne af os.
**) Hørups og Brandes's Valgkredse.
Kielland fortæller om, hvorledes en af Kaninerne, Peder Pedersen, tvang den hæderlige og menneskekærlige Købmand Ivar Ellingsen til at svigte sin Overbevisning og gaa under Præsten Morten Kruses Aag. Han forsøgte ikke med saglige Argumenter, men han sagde bare: "Ingen skikkelige Piger vil komme ind i din Krambod efter dette"!, og Ellingsen, der mindedes Tjenestepigernes Tog, hvor let og lunefuldt det kunde bøje fra Krambod til Krambod, han gav sig og svigtede Vennerne og sin Sag.
Som man ser af Citatet forsøgte Bertel Elmgaard heller ikke at møde Pontoppidan, hvor denne havde sat sine Modstandere Stævne, i Kirkebøgerne og i Statistiken. Men han vendte sig til de skikkelige Vælgere og Abonnenter. Og "Politiken", som mindedes, hvor lette og lunefulde Abonnenterne og Vælgerne kan være, lod Pontoppidan forsikre, at hvad de bedre stillede Landboere angik, da var der ikke "nogen Anledning til at snakke op om Usædelighed". Noget andet var det med "den tjenende Husmandsklasse", thi den abonnerer alligevel ikke paa "Politiken", og paa Valgdagen skal de bedre Stillede paa Langeland og i Køgeegnen nok alligevel faa den til at stemme, som der ønskes.
Og "Politiken" gik videre i Ruelse. Efter at Pontoppidan havde gjort sin offenlige Bod, fik en Gaardmand P. Andersen Tilladelse til i Bladets Spalter at stemple ham som en Mand, der besad "en god Portion Frækhed". Dertil havde hverken Redaktionen eller Pontoppidan noget at bemærke. Derimod offenliggjorde man Bjørnsons Erklæring om, at Danmarks Bønder er Verdens mest oplyste.
Kaninerne havde været hos "Politiken".
