Et Par Ord igen
Hr. Pastor Hostrup har gennem sit Organ i Pressen sendt Politiken "et Par Ord", for hvis Modtagelse jeg pligter at kvittere.
De Ord, Hr. Hostrup har følt Trang til at sende mig, er disse: at Politiken i mange Aar har angrebet Ægteskabet og de sædelige Idealer.
Politiken er kun tre Aar gammel og har i disse tre Aar ogsaa haft andet at passe end just Ægteskabet og de sædelige Idealer; men at Drøftelsen af disse Materier forekommer Hr. Hostrup at have varet en Evighed er et Vidnesbyrd om det store Indtryk, denne Drøftelse har gjort paa hans letbevægelige Sind. Jeg vilde ønske, at han ikke af dette Indtryk havde ladet sig alterere til at slænge under sit Navn med Beskyldninger saa uefterrettelige og lidet sandfærdige som disse; men jeg skal gaa forbi denne Side af Sagen og holde mig til hans Grunde.
Om den Frøken Grundtvigske Affære har Hr. Hostrup og jeg haft Lejlighed til at veksle Ord, og det nytter vist ikke, at vi siger dem om igen. Han har sin Mening og jeg har min; ingen af dem bliver stærkere, fordi vi gentager dem. Kun det vil jeg sige: Naar Kvinder diskuterer og refererer offenligt saa latterlige Udtalelser som de, der er komne frem fra deres Kønsmøder, saa forbeholder jeg Politiken at le deraf lige saa fuldt, som om det var Mænd, der havde ført slig naragtig Snak. En gammel Komedie-Digter som Hr. Hostrup burde dog vide, at der er intet saa latterligt, at der jo samtidig kan være alvorlige Mennesker, som bliver højtidelige derved. Hvis det kun var tilladt at le af det, som selv de tykkeste Pander havde let af i Forvejen, vilde det se galt ud baade for Holberg og Hostrup.
Men det er ikke sandt, at Politiken har forment Damerne at diskutere, hvad de havde Lyst til. Vi har af Nænsomhed for Kvindesagen og i god Forstaaelse med mange Kvinder, hvis Dom vi har en største Agtelse for, anbefalet vore Damer hellere at diskutere mere praktiske Æmner end Mændenes Fordærvelse og hellere at rette deres Bestræbelser paa mere nærliggende Opgaver end Mændenes moralske Forbedring. Vi har ikke troet, at det vilde være gavnligt for Kvindesagen, om de begyndte med at løfte paa Livets tungeste Problemer og allermindst, at de begyndte paa en Maade, der nødvendigvis maatte frastøde Mænd og Kvinder, som ellers var velvilligt stemte for deres Bestræbelser. Hr. Hostrup mener, at Sædelighedsdebatten er Kvindernes Livssag og at den og Kvindesagen ikke kan adskilles. Politiken mener, at Sædeligheden ikke vedkommer Kvinderne mere end Mændene, at den er Slægtens Fællessag og at Kvinderne vil gøre vel i at begynde med Arbejdet paa deres egen Udvikling og for deres egne Formaal, ogsaa fordi et saadant Forarbejde mulig vil give dem et større Syn paa adskilligt, som de nu synes at forløfte sig paa.
Hr. Hostrups anden Grund er Politikens Kølighed overfor Hr. Bjørnsons Agitation. Det er sandt, den interesserer os ikke stort. Og Grunden er den, som Hr. Hostrup selv næsten med Politikens Ord anfører, at Hr. Bjørnson ikke forekommer os at sige noget som helst nyt eller mærkeligt. Hr. H. siger: "Det er naturligvis noget Vrøvl, at Bjørnson har opdaget en ny Kønsmoral – det er tværtimod den gamle hertillands – som har præget hele vor Lovgivning – og som er trængt ind i den almindelige Bevidsthed". Ja, netop. Da Hr. Bjørnson ikke præker andet, end hvad alle vore Præster præker om Søndagen, har vi ikke faaet Øje for det Epokegørende i, at der til de officielle Prædikanter er kommet endnu en Lægprædikant over det samme Thema.
Maaske under Trykket af Vanskeligheden ved at vække frisk Begejstring paa detop de samme Bud, som allerede Moses blev Profet paa for længere Tid tilbage, slog Hr. Bjørnson i sin Polemik med Politiken om i et Sidespor. Han endte med at holde paa Modenheden, som om dette egenlig var det sande og sidste Hovedpunkt, hvorom han vilde samle sin Forkyndelse. Hr. Bjørnson vil ikke blive modsagt af nogen, naar han forkynder sit ny Dogme: at Børn bør være artige. Men der vil maaske blive rejst Tvivl om, hvorvidt offenlige Foredrag er det rette Middel til dette Maal og om en vidtløftig Debat om den Sag egenlig er skikket til at hidføre nogen Bedring.
Roden til Ondet turde for de bedre Klasser være at søge i en sløvende, overspændt og ensidig Skoleundervisning. Man holder ikke ustraffet Børn 10-12 Timer om Dagen lænket til Bogen, pint af alle Kedsomhedens Kvaler, kuet lige meget paa Sjæl og Legeme. Vi har sagt: lad dem røre sig, lad dem lege og more sig. I de mange Aar, i hvilke Politiken har angrebet Pastor Hostrups sædelige Idealer, har vi set vore Søer mylre af Skøjteløbere, vore Fælleder blive levende ved Børns og unge Menneskers Leg, vi har set Kysten ved Sundet sort af Mennesker under vore Kaproninger, med et Ord en Udvikling af Sport og Legemsøvelser, som man for et Par Aar siden ikke drømte om. Dersom Hr. Hostrup havde haft Øje for andet end sine Idealer, vilde han have forstaaet den Tilfredsstillelse, hvormed Politiken har set alt dette. Den ligger i, at Ingen har større Del i dette Opsving end netop Politiken og dens Venner. Og maaske turde dette være en mere praktisk Vej til Fremme af dansk Sædelighed end mange højtidsfulde Taler.
Men nok om det. Jeg og Politiken kan bære de løse Skade-Ord, som Hr. Hostrup kaster om sig med uden al Grund og uden alt Bevis. Det Aandsfrhedens Stade, han stiller sig paa, ligger i disse Ord: Her staar jeg med de sædelige Idealer – og der staar en Flok Zigøjnere, der angriber de sædelige Idealer. Men det Stade er hverken sømmeligt eller værdigt for den Mand, der holder paa Diskussionens Frihed; thi det er ikke noget Forhandlingsstandpunkt, men et Standpunkt, der udelukker al Forhandling. Det er Bornerthed og Anmasselse.
Det er let nok at tale, hvor Talen kun er en gammel Ramse. Det ny, der kommer stødvis og famlende, fuldt af Overdrivelse og Forargelse, det har en vanskeligere Vej. Den Bevægelse i Norge, som Hr. Hostrup kalder Zigøjner-Moral, har dog maaske Krav paa et bedre Skudsmaal, end han tror. Hvad Hr. Arne Garborg har skrevet og talt i denne Sag, har ialfald jeg fulgt med den største Interesse. Der er en sjælden klar og modig Tanke i den Mand. Og den hele Bevægelse stiller sig for mig som et Udslag af det ældgamle Oprør, hvori Følelsen kæmper mod Konveniensen, hvor Naturen stræber at rykke Vedtægtens Grænse et Hanfjed frem. Paa det sædelige Omraade var nok Kulturvejen den, vi Skridt for Skridt gik fra Tvang til Frihed, og dette er vist ogsaa, hvad der i disse Dage driver det unge Norge.
Overfor sligt havde vi ældre maaske bedre af at prøve paa at forstaa end af at løbe til og forkætre. Men det sidste er nemmere og det gaar lettere i Hoben. At angribe Ægteskabet! At nedbryde de sædelige Idealer! Det er Raab, der er gode at skrive en Avis paa; men der er ringe Ære at vinde og endnu mindre Nytte at gøre for Hr. Hostrup ved at skrive med paa den Avis. Aviser er smitsomme og Hr. Hostrup er ikke gaaet fri. Det er dog for smaat, at han staar og stirrer paa Hr. Borchsenius med Dr. Brandes under Armen – vi to – og ikke kan finde Narren. Alle Mennesker er lige, siger han, ja og vi er alle Jyder for vor Herre. Men her er hverken Tale om Mennesker eller Jyder, men om Literatur og Aandsvirksomhed, og der vilde Hr. Hostrup nok kunne kende Forskel, hvis han pudsede sine Briller.
Hvad der altid forundrer mig, er de stadige Opsigelser, jeg modtager fra Hr. Hostrup. Det ender altid med, at naar jeg ikke vil beundfre, hvad Hr. Hostrup beundrer, eller naar jeg tillader mig at le, hvor Hr. Hostrup foretrækker at græde – saa vil han paa ingen mulig Maade længer gaa i Ledtog med mig. Jeg har aldrig mærket synderlig til, at Hr. Hostrup var i Ledtog med mig. Overalt, hvor der er et Opløb mod Politiken, der venter jeg Hr. Hostrup med en Sten i Haanden. Han svigter aldrig. Men hvortil saa dette bestandige: Nu maa vi skilles?
Dersom Hr. Hostrup ikke i Politik kan arbejde sammen med andre end dem, der har lige saa høje sædelige Idealer som han selv, saa er det en Fejl for en Politiker, som det praktiske Liv hurtigt vilde have bragt ham ud over. Jeg forsikrer Hr. Hostrup, at jeg vedblivende med ublandet Fornøjelse kan arbejde sammen med ham i den fælles Forhandlingspolitik, uanset at hans øjeblikkelige Standpunkt i Aandsfrihed og Sædelighed forekommer mig yderst tarvelige og ringe.
V. Hørup
