Til Hr. Redaktør V. Hørup
Deres ærede "Et Par Ord igjen" i "Politiken" for i Gaar skal jeg herved tillade mig at besvare Punkt for Punkt.
Det er naturligvis en Huskefejl, naar jeg har talt om "Politiken"s mangeaarige Angreb paa Ægteskabet og de sædelige Idealer, da De jo oplyser, at Bladet kun har bestaaet i tre Aar, og jeg burde altsaa have skrevet "fleraarige". Men deri ligger aldeles ikke den Sigtelse, som De synes at have fundet i mine Ord, for, at Deres Blad i disse Aar ikke har givet sig af med andet end med at angribe og raillere med den Kjønsmoral, som for mig er den eneste rette. Det kunde aldrig falde mig ind at nægte, at "Politiken" paa mange andre Omraader har haft store Fortjenester af den offenlige Forhandling i Danmark, og det, at jeg, som hverken føler Lyst eller Kald til Avispolemik, allerede for længere Tid siden er optraadt som Bladets Modstander i Sædelighedssagen, er kun et Vidnesbyrd om, hvor megen Betydning jeg tillagde det i det hele.
"Politiken"s Stilling til den Frøken Grundtvigske Affære vil De forsvare dermed, at Kvindernes Udtalelser ved denne Lejlighed var saa latterlige, saa Mænd maatte have Lov til at gjøre Nar ad dem derfor. Hertil skal jeg bemærke, at Bladet "Kvinden og Samfundet" har begaaet en Fejl ved en Tid efter det private Kvindemøde at optage et Par mindre heldige Udtalelser i denne Anledning, og at Dr. G. Brandes ved at rode dem sammen med Frøken Grundtvigs vægtige og besindige Foredrag har forvirret adskillige, der ikke har læst, hvad Frøken Grundtvig sagde om det sædelige Lighedskrav ved det eneste Kjønsmøde af denne Art, som "Dansk Kvindesamfund" nogen Sinde har holdt.
De benægter, at "Politiken" nogen Sinde har forment Damerne at diskutere, hvad de har Lyst til. Ja, det kan man sagtens sige, men giver man dem virkelig denne Ret, naar man stiller dem i Gabestokken og griner dem ud, som "Politiken" nu i snart fem Maaneder har gjort? Og hvad er der saa i Virkeligheden at grine ad? Det eneste paalidelige Referat fra hint Møde, der foreligger Offenligheden, er Frøken Grundtvigs Foredrag, som ikke noget fornuftigt Menneske kan finde hverken dumt eller latterligt, hvad enten man er enig med hende eller ej. De, Hr. Hørup, gjør gjældende, at Sædelighedssagen ikke vedkommer Kvinderne mere end Mændene, at den er Slægtens Fællessag, og det har jeg jo aldrig nægtet, men netop derfor vedkommer den ogsaa Kvinderne lige saa fuldt som Mændene. Og naar de Herrer i "Politiken" betragter det som en Formastelighed, at Kvinder beskæftiger sig med Mændenes Sædelighed, saa svarer jeg, at det vilde være ødelæggende for begge Kjøn, om de ikke arbejdede paa hinandens moralske Forbedring. Men saa maa de have Syn for hinandens Brøst. Det er daarligt af Fru Alving, naar hun af en dum Præst lader sig besnakke til at fortsætte Ægteskabet med sin Slyngel af en Mand; det hævner sig altid, naar Kvinderne er sløve nok til at lukke Øjnene for den mandlige Usædelighed. De skrev selv en Gang, at naar Kvinden kom til at sige: hvorfor skal han gaa løs, naar jeg er bunden? hvad der er godt for Kvinden, maa ogsaa være gavnligt for Manden – saa kunde det være, at det hjalp. Ja, det er det eneste, der hjælper, der kan vende Strømmen, det, at Kvinden selv føler, at Mandens Mangegifte i enhver af dets Skikkelser er hendes Fornedrelse, og at Mandens sædelige Oprejsning er den første Betingelse for hendes Frigjørelse, for hendes Ligestilling med ham i alt andet.
De indrømmer, at Bjørnson ikke forkynder en ny Kjønsmoral; det er den gamle Historie, og netop derfor interesserer den ikke "Politiken" (det skal nu da ikke være paa Grund af Nyheden, at Bladet har større Interesse for Bohêmens Kjønsmoral), men det var netop mod "Politiken", at jeg kaldte den Paastand, at Bjørnson prækede en ny Moral, for Vrøvl. Thi for ikke længer end et Aar siden kaldte Bladet under Mærket E. B. Pontoppidans "Mimoser" en Protest mod Bjørnsons ny Ægteskabstheorier, saa denne Moral er for "Politiken" bleven gammel i Løbet af et Aar. Om denne tidlig graanende Nyhed præker efter Deres Mening nu alle Præster om Søndagen, saa De har ingen Brug for Bjørnson. Vi Engifte-Folk har imidlertid udmærket Brug for Bjørnson, fordi han har saa meget godt nyt at sige om det gode gamle, fordi han bruger sine store Evner og sin mægtige Personlighed i denne Sags Tjeneste, saa han ved sit stærke Vidnesbyrd støtter Sædelighedsfølelsen hos Mænd og Kvinder trindt i Landet og ad Erfaringens Vej modbeviser den for Ungdommen fordærvelige Paastand, at den er berettiget til at søge Kjønsdriftens Tilfredsstillelse udenfor det livsvarige Ægteskab.
Naar De søger en af Rødderne til Usædeligheden hos de højere Klassers Ungdom i en sløvende, overspændt (jeg vilde hellere sige opspændt – forceret) og ensidig Skoleundervisning, bliver vi paa en Gang saa enige, saa det er en Lyst. Jeg har ment og sagt det samme i mange Aar. Og naar De som et Lægemiddel anpriser Sport, saa mødes vi ogsaa her i fuld Overensstemmelse, jeg er "Politiken" meget taknemlig for dens Bestræbelser i denne Retning.
Dr. G. Brandes har i Sommer angivet som Maalet for sit og sine Meningsfællers Ønske paa det kjønslige Omraade, at alle Kjønsforbindelser blev en privat Sag, og at Staten kun maatte gribe ind deri for at straffe Forbrydelser og værne om Børnene, hvor det behøvedes. Det er, hvad jeg kalder "Zigøjnermoral", det, at Ægteskabet, som et af Samfundet anerkjendt og stadfæstet Forhold, afløses af Kastekjæpsforbindelser. Jeg anser det slet ikke for umuligt, at der ogsaa i saadanne Forbindelser kan være virkelig Kjærlighed, som er saa trofast, at den holder Livet ud (Blichers Linka Smælem), og saa staar de i indre Værd for mig lige saa højt som de bedste lovgyldige Ægteskaber. Thi ogsaa for mig er det kun Kjærligheden, som kan gjøre kjødelige Kjønsforbindelser mellem Mennesker berettigede, og naar man saa gjør mig det Spørgsmaal, hvad der er bedst: Kjærlighed uden Ægteskab eller Ægteskab uden Kjærlighed, svarer jeg: Naturligvis det første, thi virkelig Kjærlighed er altid noget godt i sig selv, men et Ægteskab uden Kjærlighed er altid noget daarligt. Og siger man, at saa maa Zigøjnerne have Ret, og at Kjærlighedsbaandet er det eneste, der behøves, saa kommer det rigtignok først an paa, hvad man mener med Kjærlighed. Jeg kunde have Lyst til at vende Spørgsmaalet om og spørge: Hvad er bedst, Kjærlighed med Trofasthed eller Kjærlighed uden Trofasthed? Er det ethvert sanseligt Begjær, man kalder KJærlighed, saa kan man faa nette Historier ud deraf. Er det enhver erotisk Følelse, uden Tro paa, at den holder, uden vilje til at være tro, saa kalder jeg den ikke virkelig Kjærlighed. Men da det jo ikke er alle, der kan føle virkelig dybere Kjærlighed, da det jo kun er hjærtelig udviklede Mennesker, som kan rumme en saadan, skal vi saa opgive at betragte det som et Fællesmaal for alle at blive udviklede Mennesker, skal vi saa for alle sænke det sædelige Niveau for deres Skyld, som endnu ikke kan følge med? Jeg mener Nej – da Samfundsloven jo netop skal være en Opdrager. Det er et Vidnesbyrd om Samfundets Udviklingstrin, hvad det betragter som Kjærlighed, hvad det kræver af den. Vort Samfund kræver af Kjærligheden, at den skal være tro, og det er noget højere, end om den nøjedes med en Kjærlighed, som kam skifte Gjenstand, hvor tidt det skal være. Men, siges der, hvad vil man da gjøre ved de mange daarlige, ja rent usædelige Ægteskaber? hvordan vil man forsvare dem? Først vil jeg bemærke, at man befordrer ikke Sædeligheden ved at afskaffe Ordet Usædelighed, saa de Forbindelser, som er usædelige, bliver ikke sædelige ved, at man bliver enig om at kradse U'et ud. Jeg forsvarer ikke de daarlige Ægteskaber, men der blivder ikke færre usædelige Forbindelser derved, at den blotte Drift kan godkjendes som Kjærlighed. Hvor meget der end kan være at sige paa Ægteskaberne hos os, saa er der dog i alle Samfundslag i en stor Del af dem, som just ikke naa'r højt, en Trofasthed, en indbyrdes Hengivenhed, et Venskab, som er et uundværligt Moment i al virkelig Kjærlighed og derfor ogsaa gjør Forholdet mere sædeligt, end de Forbindelser, hvori alt det egenlig hjærtelige mangler. Hvad der vinder noget ved det livsvarige Ægteskabs Afskaffelse, det er ikke Kjærligheden selv, det kan kun være det kjødelige – paa Hjærtelivets Bekostning; hvem der vinder derved, er ikke Mændene, for de er bedst tjente med at skulle være tro og, naar det kniber, at kæmpe for at være det; det er ikke Kvinderne, for deres Stilling er højere i det livsvarige Monogami end i noget andet Kjønsforhold; det er ikke Samfundet, for det har sin bedste Støtte i de faste Hjem; det er allermindst Børnene, som med disse taber det hegnede og fredede Sted, de behøver for at trives.
De synes at ville antyde, at jeg i denne Sag kæmper for Konveniensen, men den har jeg aldrig følt mig kaldet til at anvende noget Blæk paa. Stod Striden om, under hvilke Former et Ægteskab skal sluttes, om der behøves Præst og Degn dertil, eller borgmester og Raad, eller om det er nok, at Mand og Kvinde skriver til Øvrigheden, at nu er de Ægtefolk, vilde jeg ikke gjøre synderlig Modstand imod at gaa ind paa det sidste og simpleste. Men jeg holder ganske vist paa, at en Kjønsforbindelse, for at være berettiget, maa være en Samfundssag, at den for alle Parters Skyld hverken kan undvære Statens Beskyttelse eller den offenlige Dom, og at den maa indgaas for Livstid. Alle andre Kjønsforbindelser maa efter min Overbevisning staa udenfor Loven, saasandt denne ikke kan paatage sig at adle hensynsløs Letsndighed, egoistisk Sanselighed eller alt sligt. Heri ligger, saa vidt jeg kan se, Uenigheden mellem os; ikke i, at den ene holder paa Konveniensen og den anden vil have Frihed, men deri, at vi to har en grundforskjellig Opfattelse af, hvad Kjærlighed er, og af, hvad Menneskeværdigheden kræver. Jeg vil imidlertid ogsaa have borgerlige Reformer paa Kjønslivets Omraade, og jeg skal med et Par Ord angive, hvad jeg ønsker. Det er tre Ting: at den offenlige Prostitution afskaffes, at alle Ægteskaber stiftes ved en ren borgerlig Akt, saa at den saakaldte kirkelige Vielse blot bliver en privat Sag for dem, der ønsker den, og at Adgangen til Skilsmisse i høj Grad bliver lettet. Vilde "Politiken" begynde sit sædelige Reformarbejde med at virke for disse tre Ting, kunde vi andre maaske endnu en Stund følge med den, ogsaa i denne Sag.
Det, der imidlertid har gjort mig til en Modstander af "Politiken", er ikke blot dens Drømme om en almindelig Tilbagegang til Zigøjnerægteskabet (om det skal kaldes saaledes), men det er især dens forsvar eller Undskyldninger for Mændenes Flergifte før og under Ægteskabet med, at "Naturen har skabt dem saa skrøbelige", saa de kan ikke være anderledes. Thi den, der saaledes skyder Skylden for Mændenes Daarlighed paa deres Natur, fornedrer dem ved at tage Ansvaret fra dem og svækker let Ungdommens Mod og Vilje til at kæmpe for Renheden. Og jeg skal endnu blot tilføje, skjønt det ikke vedkommer Dem personlig, men blot Sagen, at hvis Hr. Gustaf af Geijerstam, som jeg i Dag har læst i "Morgenbladet", virkelig har sagt, at Kvinden ved at kæmpe for Renhed hos Manden vilde miste sit bedste Eje, netop det, der adskilte hende fra Manden, sin uberørte Kvindelighed, saa er det i mine Øjne en Fornedrelse af Kvinden. Hvad er det dog for Dukker, de Herrer vil have vore Kvinder til at være? Slægtens Moder skal være ligegyldig for Slægten, hun maa ikke vide noget om alt det Snavs, som er i hendes eget Hjem; hendes Renhed kræver, at hun rolig finder sig i, at det dynger sig op i alle Kroge. Mændene skriver saadanne Bøger som Arne Garborgs "Mannfolk", og Kvinderne, som læser dem, skal være "uberørte" deraf, lade, som det ikke var til, skjønt de hører det af Mændene selv; hvad kommer det i Grunden dem ved, om deres Ægtemænd, Sønner og Brødre ødelægger sig selv og dem med?
De siger om mig, at jeg staar og stirrer paa Hr. Borchsenius med Dr. G. Brandes under Armen. Det er en Fejltagelse; jeg har, saa vidt jeg mindes, aldrig set det Syn, og det er vel ogsaa længe siden De saa' det, skjønt det vel en Gang har været til at se. Hvad jeg har set, det er, at en Mand skrev til en anden: "Vi to" uden Krav paa Kammeratskab eller Ligestilling, blot i Betydning af "vi to Mennesker", og det er jeg folkelig nok til at finde i sin Orden. Men jeg har ogsaa set en tredje Mand, som i sin dumme Forargelse derover anførte Ordsproget om Lusen og Hesten, og gjorde en Anvendelse deraf, der ogsaa var dum, fordi han ikke forstod, at Pointen deri ikke ligger i, at Lusen sige "vi to", men i dens Ord om, at de to trækker Læsset som hinandens Medarbejdere. Sligt har ingen af de to Herrer sagt om den anden, og naar De derfor spørger mig: "Hvem er her Narren?" saa svarer jeg, det er den, der skrev denne aristokratiske Dumhed. Hvad han hedder, véd De vel, men jeg véd nu kun, at det ikke er Dr. G. Brandes.
Endnu ét. De skriver, at overalt hvor der er et Opløb mod "Politiken", venter De at se Hr. Hostrup med en Sten i Haanden. Jeg maa gjøre Dem opmærksom paa, at det er en Uartighed, som min Optræden aldrig har berettiget Dem til. Det at stene Folk, det er at fordømme og forfølge Manden for hans Meningers Skyld, det er at slaa efter Personen i Stedet for ridderlig at kæmpe for Sagen. De skal næppe kunne forsvare den Beskyldning mod mig, at jeg render efter Opløb, eller i min Smule Polemik kunne finde et eneste Vidnesbyrd om, at jeg har søgt at gjøre en Meningsstrid personlig og noget Steds udtalt eller blot antydet den mindste Tvivl om min Modstanders Hæderlighed. Jeg kæmper, som jeg maa, for min Overbevisning under Navns Nævnelse; og det maa davære en lige saa ærlig Sag, som at mine Modtandere kæmper for deres.
Den 1ste December 1887.
C. Hostrup
