Kun et Par Ord
Da jeg for et Par Maaneder siden henstillede til "Politiken", om det ikke af politiske Grunde vilde være hensigtsmæssigt nu at slutte, hvad jeg da kaldte Tremaanederskrigen, var det ikke, fordi jeg skyede offenlig Forhandling om Kjønsmoralen, men fordi jeg ansaa den af "Politiken" brugte Forhandlingsmaade (hvis den skulde kaldes saaledes) for yderst faretruende for Sammenholdet i Venstre. Selve Forhandlingen af dette Spørgsmaal er i mine Tanker uafviselig nødvendig; den er bleven os paanødt af "Politiken" selv ved dens mangeaarige Angreb paa Ægteskabet og de sædelige Idealer. Men da nogle danske Kvinder, som de var nødte til, hvis de vilde hævde deres fulde Menneskeret ved Siden af Mændenes, i en sluttet Kreds søgte at klare deres Stilling til de ny Lærdomme, faldt den fri Kærligheds Apostel i Norden over dem, netop fordi de indbyrdes forhandlede derom. "Politiken" ansaa sig forleden berettiget til at minde mig om Ordet: "Frit at tænke, tro og tale", men danske Kvinder maatte ikke have Lov dertil i deres egen Livssag; deres Forhandling skulde knuses ved Haansord og Fornærmelser.
Nu har Bjørnson aabnet en virkelig Forhandling af denne Sag trindt i Landet, og der er allerede Beviser nok for, at der er mange, der paaskjønner dette. Det er naturligvis noget Vrøvl, at Bjørnson har opdaget en ny Kjønsmoral, nej, den, han forkynder, den saakaldte Handsketheori, er tværtimod den gamle her til Lands, hvori alle vi, der ikke hørte til de ulykkeligste i Samfundet, er opvoxede, som de bedste i vort Folk i mange Slægtled har vedkjendt sig, som er gaaet Flertallet af vore Kvinder saaledes over i Blodet, saa at Kvindesagen og Sædelighedssagen ikke kan adskilles. Den Sædelighedslov, som har præget hele vor Lovgivning, om den end ikke helt har gjennemtrængt den, som ganske vist idelig er bleven brudt som alle andre Love, men som dog er trængt saaledes ind i den almindelige Bevidsthed, saa at alle Mennesker med Samvittighed saa' paa Bruddet som en Synd, den er det, Bjørnson kæmper for; den er bleven saa gammel hos os, saa vi godt kan kalde den dansk i Danmark og norsk i Norge, og nu søger han med saglige Grunde at hævde den som den rette, den sande og sunde mod den udenfra indtrængende Zigøjnermoral. Det er kun at hindre Forhandlingen, naar "Politiken" (for ikke at tale om dens Aflægger "Piraten") i Stedet for at imødegaa Bjørnsons Argumenter fremdeles søger at gjøre det hele til Grin. Her gjælder Reglen: Ti eller svar! for vi er saa mange her i Landet, for hvem det Spørgsmaal er blevet alvorligt, saa vi kan ikke gaa i Ledtog med dem, der griner det ud.
"Politiken", der, siden Dr. G. Brandes slog sit store Slag i Sommer, kun synes at være bleven en Efterklang af ham, har med det samme ogsaa adopteret hans Tilbøjelighed til at gjøre enhver Strid saa personlig som muligt. Denne Tilbøjelighed er aldrig kommen stærkere frem end i Bladets Artikel for sidste Søndag om dets politiske Forbundsfælle, Redaktør Borchsenius; det er en Artikel, der i Usømmelighed vistnok søger sin Lige i vor hele Journalistik. Maa den Tale om Digternes Leporello ikke ligefrem udæske til at replicere med at tale om deres Don Juan? eller hvad skal det overhovedet føre til? Den Paastand, at der er Mennesker, til hvem ikke ethvert andet – rent menneskelig taget – maa sige "Vi to", er saa vanvittig aristokratisk, saa hvis det er en anden end Doktoren selv, der har fremført den, er det komplet Afguderi, og hvis det var ham selv, nødtes man jo til at tro, at han i Grunden var en Nar.
C. Hostrup
