Ved et kjøbenhavnsk Badested
De kjøbenhavnske Badesteder danner en smilende Række langs Strandvejen ved Øresund mellem Kjøbenhavn og Helsingør.
De pragtfuldeste, nærmest Hovedstaden, kalder sig Anstalter og beboes – saavidt nogen boer der – af Udlændinge, Diplomater og enkelte enormt rige Indfødte, der her fører et Verdensliv med Rideæsler, Vandrutschebane, Gedebukkekøretøjer, Jockeyroulet, svenske Koncerter, fransk Køkken og Kellnere, der kan Tysk.
Nordligst ligger de beskedne Lejer. Ved idylliske Tilstande og Omgivelser erstatter de Savnet af kunstige Adspredelser. Her bader for en moderat Indakkordering kjøbenhavnske Hustruer, der lig Psyche kun ser deres Amor om Natten, Skuespillere i Jaegers Normal1 trænerer paa Velocipede og udvikler Skæg. Unge Malere færdes med fantastiske Hovedbedækninger og iagttager vidunderlige Solopgange. Strængt moderne Poeter samler Lokalstudier til sørgmodige Noveller om det oprindelige Naturgriseris Bukken under i Kampen mod den fremvæltende Forfinelse.
Midtvejs mellem disse Poler, dér hvor Idyl og Kultur rækker hinanden Haanden, hvor en ærværdig Kro2, omskygget af brede Kastanjer, paa sine knudrede Skuldre bærer en let Schweitzeretage med Snitværks 207 Balkon og "Hotel" i Guldskrift paa Gavlen, hvor den driftige Vært har bygget seks Badehuse, der ligner Lysthuse ude i sin Strand og fire Lysthuse, der ligner Badehuse, oppe paa sin Skrænt – i klart Vejr kan man stirre over til Vinduerne i Landskrona3 – hvor Posten bringer Bladene Morgen og Aften og Eftermiddagsdamperen ankommer i passende Spisetid, – dér er Stedet, das ist Tyrol, det ægte kjøbenhavnske Badested, hvor nogle af Jordens lykkeligste ligger paa Landet og gaar i Vandet.
Naturligvis er der Grader i Lykken. Beboerne af de omliggende store Landsteder, der bag uigennemtrængelige Hække af Avnbøg og Tjørn skjuler sig med Parkanlæg, Drivhuse, Sportsterræner, Vognremiser, Familiebegravelser og mangfoldig anden jordisk Herlighed, disse Pamfiliusser, der ovenikøbet spiser til Middag Klokken otte efter at have drukket The Klokken fem – omtrent det fornemste man kan foretage sig hertillands næst at lade afholde Parforcejagter – maa selvfølgelig føle sig herskabeligt ophøjede over de Beboere af Steder med aaben Have ud til Strandvejen, som spiser til Middag Klokken fem og drikker The Klokken otte. Til Gengæld kan disse se ned paa Indehaverne af de træløse Villaer ved grusede Sideveje. Og skønt Ejermændene til saadanne Smaahelveder af Støv, Sol, Fluespisestuer, Soveblykamre og nabovenligt Klaverspil, med en vis Arrighed kalder deres landlige Tilflugtsteder for Nøjsomhedsly, Sindsro eller Mon plaisir, maa dog selve Proprietærfølelsen forlene dem Værdighed overfor Folk, der kun boer til Leje hos Fiskerne eller har givet sig i Pension paa Hotellet. Disse lavest stillede paa Landlivets Rangstige har ikke andre at foragte end det Udskud, der kun kommer om Søndagen for at drikke Kaffe og fortære medbragte Madkurve i Hotellets Have. Men saa viist er alt indrettet, at dette Publikum enstemmigt antages at skue med dybeste Ærbødighed og Misundelse op til alt, hvad der ligger fast paa Landet, og 208 der er saaledes lykkeligt tilvejebragt den fornødne Grundvold for en stedlig Samfundsorden, inden hvilken de forskellige Klasser kan føre deres Badeliv i gensidig Agtelse og Tillid.
*
Da et kjøbenhavnsk Badested mere end nogen anden Del af Riget fordrer hyppig og intim Forbindelse med Hovedstaden er det klart, at den højeste Vigtighed og Interesse maa tillægges de Befordringsmidler paa hvilke Opgaven hviler. Ubestridt nyder dog af dem alle Dampskibene den videste Popularitet. Der er næppe det Grossererbarn paa den fashionable Del af Kysten der ikke om ethvert af disse i Hastighed og Komfort lige ypperlige Fartøjer ved Besked med alt fra Navn og Sejletider til Kaptajnens Fødselsdag og Kahytsjomfruens fungerende Kæreste. Men Dampskibene fortjener ogsaa Respekt og den ømmeste Opmærksomhed. De giver Ly for nogle af det kjøbenhavnske Samfundslegemes betydningsfuldeste Livsytringer. Dér ombord ligger nemlig den kjøbenhavnske Sladder paa Landet, og sover den kjøbenhavnske Børs til Middag.
Vel turde den Paastand være for dristig, at den kjøbenhavnske Børs ellers aldrig sover. Men ingen bør tvivle om, at netop den Skraber, Blomsten af dansk Foretagelsesaand her sliber, bærer sine Renter. Fredeligt henstrakte i halvfire Damperens Katakomber ligger disse mægtige Mænd for hvem Kurserne skælver, Side om Side; en let Sved perler paa deres Pander, roligt hæver Brystet sig under de massive Guldkæder, en højtidsfuld Snorken bølger som dæmpet Orgelbrus gennem Rummet – ja var det ikke at tale ugudelig Spøg om en ærefrygtindgydende Ting, skulde man næsten ved Synet af saa megen Vægt og sund Flegma, Boks ved Boks, fristes til den Antagelse 209 at Opfinderen af et vist Spil med visse trivelige Kugler, som netop for Tiden drives over hele Byen, her har hentet den oprindelige Impuls til sin heldige Idé.
Og nu den kjøbenhavnske Sladder, hvad i al Verden skulde den vel stille op i den selskabsløse Sommertid uden Dampskibene, hvor alle, der sladrer og sladres om, saa yndigt kan træffe hinanden. De vilde jo dø af Kedsomhed, vore smaa Balsiskener og Middagspapegøjer, om de ikke en Gang eller to om Ugen kunde sejle frem og tilbage med Gylfe eller Øresund og knæbre med deres søde smaa Næb. Eller den værdige Grosserer og Familiefader som, knap han har sat sig ved Middagsbordet og sunket den første Skefuld Suppe, overfaldes af sin utaalmodige Frue med Spørgsmaal om Nyt, hvad skulde den stakkels Mand gribe til, om han ikke straks kunde servere hende en Mundfuld Sladder lige frisk fra Dampskibet. Skikkelig kjøbenhavnsk Sladder, saa uskyldig fri for Vid, saa lykkelig ren for Gift, kun at ligne ved lunkent, fedtet, højst en Kende surt Opvaskningsvand, hvori det dog gør saa velsignet at putte Næsen, mens man bløder Næstens intime Linned.
*
Idet Landliggerne til Søs saaledes styrker og adspreder sig, nyder de for Tilfældet tilbageblevne Naturens Glæder. Damerne bader. Dette foregaar sædvanligt mellem 10 og 12, og man har da paa den Tid op langs Kysten det ene Syn mere fortryllende end det andet. Større og mindre Flokke af Damer staar med hinanden i Hænderne og hopper uafbrudt op og ned paa samme Plet under glade Opsange og Hvin. Andre boltrer sig dristigt svømmende omkring dem. Der er dog ved en Dame, mens hun svømmer, som Regel noget iøjnespringende, der hurtigt bringer den tænksomme Iagttager til Erkendelse 210 af det taktfulde i Folkemythens Idé med at skænke Havfruerne Fiskenes Hale.
Efter Vandet holdes Frokost og Siesta over hele Linjen. Markiserne rulles ned for Verandaerne, Hængekøjerne klynges op, Formiddagens Døsighed lægger sig over de solbagte, insektsummende Haver. Søen skubber sig dovent ind og ud paa Stranden. Skinnende Krager og Alliker spanker om og fisker i Tangen. I Horisonten staar Sejlerne ubevægelige som klippede ud i graat Papir.
Pludselig opskræmmes Freden ved en Række skarpe Skrig fra Hotellets Have. Det er Drengene Jens og Aksel, som er paa Spil. De ligger paa Landet herude med deres Mødre. Jens er 2½ Aar; hans kridhvide Haar, hvorpaa han bærer en mægtig Kasket, giver hans ungdommelige Hoved bagfra Lighed med en ældgammel Bondemands. Forfra ligner han med sine rosenrøde Kinder, himmelblaa Øjne og et vist sødligt Englesmil en affektert Provinsingenue. Af Væsen er han skabagtig og paatrængende høflig. Til alle, der gaar ud og ind eller forbi, skriger han "God Dag" som en afrettet Papegøje.
Aksel er kun to Aar, i en Art Skørt og med Straahat, hvis Elastik han holder i Munden. Hans store ildrøde Ansigt tyder paa en gnaven og indesluttet Karakter. Han kan nu heller ikke tale og indlader sig i det hele højst nødigt med nogen. Derimod besøger han flittigt Skarnbøtten omme ved Køkkendøren, hvorfra han vender tilbage med Hummerben, Ærtebælge og Kyllingehalse, som han fortærer i Ensomhed. Ogsaa kæmper han med Ænder og Spurve om det Brød, Gæsterne kaster ud.
Begge to er de tyve Gange om Dagen i overhængende Livsfare, enten ved Vandet, mellem Vognene eller paa Trappen op til Skrænten. Dette kundgøres ved de omtalte Skrig fra deres ulykkelige Mødre, som hækler under Kastanietræerne og paa Grund af Omstændigheder ikke ret hurtigt kan sætte efter dem, medens de 211 vagthavende Barnepiger, regelmæssigt er forsvundne i visse dunkle Lysthuse i Baggrunden af Haven, hvor de af Hotellets to Opvartere undervises i at fløjte, smælde med Lindeblade og lignende hyrdeagtige Selskabsfornøjelser.
Opvarter Friis er Kjøbenhavner, nakkeskilt og i Kjole4; han serverer Hotellets Pensionærer paa deres Værelser og ved Fællesmaaltiderne i Salen. Hans Kollega Jeppesen er bondefødt, slaveklippet5, og betjener i Trøje og Forklæde Gæsterne i Skænkestuen og Haven. Ubeskæftigede i Øjeblikket, da Barnepigerne er gaaet for at berede Jens og Aksel deres Middagslur, staar begge drømmende ved Indgangen. To ældre Damer, lige ankomne med en Sofavogn, ryster, først den ene, saa den anden, Folderne af sig ude paa Vejen og styrer hen imod Laagen, som den galante Friis skynder sig at aabne. De er begge meget smaa, meget nærsynede og en Smule gebræklige, ganske ens klædt i staalgraa Kjoler, sirlige sorte Mantiller med Blonder og éns mørke Hatte. Kun har den ene grønne Vindruer paa sin Hat, den anden spanske Kirsebær. Formodentlig er det herpaa, deres smaa Nevøer og Niecer kender dem fra hinanden.
De er nu kommet ud paa en lille Landtur, maaske er det den enes Fødselsdag, eller de skal blot gøre et Ophold, mens de venter paa næste Skib eller Vogn for at begive sig videre til et Sted, hvor de er inviteret til Middag. Belevent konverserende ledsager Hr. Friis dem ind i Haven. Om Damerne maaske agter at bo paa Hotellet, han skal da straks lade deres Bagage afhente. Eller Damerne ønsker maaske kun en Forfriskning? I saa Fald vil han anbefale dem at indtage den oppe paa Skrænten, hvorfra Udsigten netop i Dag er aldeles henrivende. Men kan saamænd se langt ind i Sverig; de er allerede begyndt at høste derovre. Ja man maa rigtignok ønske, det Vejr vil blive ved at holde sig. To Chokolade altsaa – med et dybt Buk forlader han sine blændede 212 Protegéer ved Foden af Trappen og henkaster paa Tilbagefarten, pegende med Tommelfingeren over Skuldren: Gæster til Dig, Jeppesen, to Chokolade op paa Skrænten! Op farer Jeppesen ad Trappens 57 Trin for at tørre Bordet af og høre, om der skal Brød til. Op farer han igen med Chokoladen, op nok en Gang med en Kikkert, saa med en Avis, endelig for at faa Betaling.
– Hvormeget, spørger Friis, der med Lorgnet paa imidlertid har studeret Politiken.
– Seks Øre, svarer den forpustede Jeppesen. – Indiot!
Langsomt, støttende sig til Parasollerne kommer nu Damerne ned ad Trappen. Friis nærmer sig paa ny, haaber de har været tilfredse, beklager de allerede vil forlade, plukker i Forbigaaende to ormstukne Roser og overrækker dem hver "en lille Erindring." Dette er overvældende. Saa meget Galanteri kan ikke forblive ubelønnet. Den ene gamle Dame hvisker til den anden, og op af Tasken kommer til den ærbødigt overraskede Friis en Femogtyve Øre, som han for sin Kollegas Næse flot kaster i Vejret og fanger igen paa Bagen af Haanden med et: "Saa er Maaden, Jeppesen."
Naar Sommelier'en Friis ved Femtiden har inspiceret Opdækningen i Table d'hôte Salen, smagt paa Syltetøjet og Salaten og skænket sig et Glas af Departementchefens private Rødvin, lader han Pigen ringe Badegæsterne sammen og stiller sig selv hen ved Anretterbordet med Servietten over Armen. Lidt efter triner Selskabet højtideligt ind, Herrene i sort Frakke, gnidende sig i Hænderne, Damerne med Armbaand og Handsker, Børnene artigt kæmmede. Der hilses alvorligt og samtales stødvis, mens Spisesedlen gaar rundt, først efter Suppen kommer den egentlige Konversation i Gang. Som det sig hør og bør, hvor danske Kvinder og Mænd er tilsammen i festligt Lag, drejer den sig til Indledning om Kongehuset, og det er da rørende 213 at være Vidne til, hvilken trofast og nøje Kendskab, Folk der ellers staar Hoffet fjærnt gemmer til de kongelige Personers daglige Liv og Vaner. Der oplyses om Majestæternes Livretter og Prinsesse Maries Adspredelser, skæmtefuld! og dog ærbødigt fortælles om de kronprinselige Børns Sengetid, hvor mange Stykker Smørrebrød de unge kongelige Højheder faar til Aften, og hvad der er paa. Da en Dame meddeler, at Hs. Majestæt holder meget af Vandgrød, løfter hele Selskabet Hovederne og gentager som én Mund "Vandgrød" med henrykt opspilede Øjne. Ja, turde det tænkes, at der ved Herskabernes Taffel raadede en blot tilnærmende Interesse for den undersaatlige Diæt, med hvilken Sandhed kunde man da ikke tale om styrkende Baand mellem Kongehus og Folk.
Den Dame, som serverede Vandgrøden, rødmer højt baade af Glæde over sit Held og Forvirring over sin Dristighed. Hun og hendes Mand, en velstaaende Børstefabrikant, er nemlig først for ganske nylig blevet fuldt accepterede af Kredsens fornemste Dame, Departementchefens Frue. Forgæves gik hun i Begyndelsen fra om Morgenen tidligt i violet Silkekjole og med Diamantbrosche, forgæves var hendes Mand utrættelig i at rive Svovlstikker af til Departementchefens Cigar. Først da hun en Dag havde faaet sin Landauer ud og Departementschefinden, der ikke kunde modstaa den elegante Ekvipage, havde samtykket i en Køretur, blev der tilstedt hende Adgang til det departementale Kaffebord efter Middagen. Til Gengæld er en ung Herre, skønt Student og af passende social Byrd, blevet ganske udstødt. Dels er han nemlig iagttaget drikke Absinth, dels er han en Søndageftermiddag taget til Kjøbenhavn og først vendt tilbage Mandagformiddag, hvorpaa han straks gik op og lagde sig til at sove. Det blev derefter forbudt de unge Damer at tage ud at ro med ham.
214 Men Søndagen er nu i det hele for Hotellet en Skammens og Uhyggens Dag. Saa lugter der af Bøf i Haven fra Klokken syv om Morgenen, og lange Vognrækker med Trompeter og Foreningsfaner i Spidsen kører op for Døren og aflæsser støjende Folkeskarer, som stormer Lysthuse, besætter Bænke og Borde, farer Væddeløb paa Badehusbroen og ned ad Skrænten, drikker, danser og holder Kommers. Seks Reserveopvartere fra Kjøbenhavn flyver frem og tilbage og tager ganske Luven fra Jeppesen. Sangkor opstiller sig paa Balkonen og foredrager "Joachim uti Babylon", saa Departementchefen umulig kan faa sin Blund. Tilstøvede Bicykleryttere ligger og holder Rast paa Plænerne i upassende Benstillinger. Og i alt dette Hurlumhej tripper de pæne Badegæster og Pensionærer forknytte omkring eller trykker sig sammen i afsides Kroge som fornærmede Høns, der af en vraltende og snadrende Andeflok er forjagne fra deres retlige Enemærker.
Derfor erklærer ogsaa Fru Departementchefen hvert Aar hver Søndag Aften ved Thebordet, at det bestemt er sidste Sommer, de boer der.
Gustav Esmann.
