Bønder og "Evropæere"
Samtidig med, at "Politiken" i Sommer oplivede sine Læsere med Zolas ny Roman "Jord", udstedte Bladets æsthetiske Pen jævnlig smaa reklamemæssige Vink om, at nordiske Forfattere burde "tage en rask Tur" – saaledes tror jeg det hed – "til Zolas Jord". Da Romanen var at faa til Kjøbs i Bladets Kjælderetage, var Rejsen jo ikke saa overmaade besværlig; den gik hverken over Paris eller gjennem Zolas Modersmaal. Men det kunde maaske drages i Tvivl, hvor vidt den importerede Vare ogsaa var ganske ægte. Læsere af Bladet har i det mindste benægtet det, og det er endnu i frisk Erindring, hvorledes "Politiken" under en almindelig bekjendt Bohême-Avtoritets Navn skamskjændede Leo Tolstojs store, ypperlige Roman "Krig og Fred", der som saa faa Bøger havde Krav paa at foreligge i en mønstergyldig Oversættelse.
Nok om det. Hr. Henrik Pontoppidan fulgte Vinket og er ganske nylig hjemkommen fra Turen. Han tror, det har været en rigtig Evropa-Rejse, og Dunsterne fra "Jord" staar ham endnu i den Grad i Hovedet, at han begaar den for alle Jean de France'r mildest talt uforsigtige Adfærd at nævne Holbergs Navn, idet han gaar løs paa den norske Forfattter Hr. Kristofer Kristofersen med – skal vi sige en Pariserstok1.
Det er Bønderne, deres Levevis og Følelsessæt, der er de to Herrer imellem – Hr. Kristofersen, der kommer fra sine Fjælde, og Hr. Pontoppidan, der kommer direkte fra Zola. Den første har i sin Bog "Rydningsmænd" skildret et Par Fattigfolk, dygtige, stræbsomme Folk, der har deres trange, mismodige Øjeblikke, ogsaa deres Fristelser og Fejl, men Tugthuskandidater er de ikke. Hr. Kristofersen paastaar nu, han kjender slige "staalsatte Naturer". Hr. Pontoppidan slynger ham "Jord" i Ansigtet: Her er det nyeste nyt, Drukkenskab, Utugt, Frækhed, Forbrydelser, dette passer paa franske Bønder, følgelig paa danske og følgelig ogsaa paa norske! Hr. Pontoppidan udtrykker sig nok til Slutning lidt forsigtigt saaledes: "vor egen Bondealmue rummer Skikkelser, der nøjagtig svarer til dem, der er skildrede i "Jord"." Men Meningen er den, at saaledes er alle vore Bønder, i alt Fald dem, der kan skrives om, end ikke Hr. Kristofersens to enlige Rydningsfolk faar Lov til at danne en Undtagelse. Dette er ogsaa stemmende med det Organs Tone, i hvilket det fremsættes. Hr. Pontoppidans Udtalelser er saa udfordrende og saa selvsikre i deres Form, at en lille Prøvelse af deres Værd vel ikke turde være helt overflødig. Naar jeg foretager en saadan, vil jeg strax til Hr. Pontoppidans Forargelse bekjende, at jeg just gjør det i Egenskab af Bonde, ɔ: jeg er bondefødt og bondeopdragen og har indtil mit 18-19de Aar kun følt og tænkt som Bonde.
Hr. Pontoppidan har Svaret paa rede Haand. Han siger følgende:
Det er en Vildfarelse af Hr. Kristofersen at tro, at der skulde ligge noget som helst betryggende for en Forfatters Paalidelighed i en Erklæring om, at han længe – endog mange Aar – har levet mellem de skildrede Forhold og Personer. Vi har her til Lands en meget hæderlig og udbredt, saakaldet Skolelærerliteratur, skrevet af Mænd, der maaske hele deres Liv igjennem har boet blandt de Mennesker, de skildrer, og som alligevel hverken har set meget eller set klart.
Altsaa den Omstændighed, at man længe har levet blandt en vis Klasse Mennesker, indeholder intet betryggende for, at man kjender dem. Hvorfor? Kjender Hr. Pontoppidan noget mere betryggende? Har nu ikke den Klike, hvortil Hr. Pontoppidan bekjender sig – Kliken med den fritænkerske og radikale Literatur – atter og atter med den Halstarrighed, der er doktrinære Skolemestre egen, slaaet fast, at man kun var i Stand til at skildre de Folk, man levede med og iblandt, at man kun var i Stand til at bringe den Atmosfære ind i sine Bøger, som man selv indaandede. Det blev gjentaget saa ofte, det blev opfattet saa ensidigt, at den Sandhed, som unægtelig stak deri, næsten forsvandt under Sliddet. Hr. Pontoppidan har rask kastet den over Bord, det er den mageligste, og det har mindre at sige, hvis man er et intuitivt Geni, men at Hr. P. er det, skulde vi først have et lille Bevis for. Naar vi ser det, vil vi ogsaa lettere forsone os med hans utrolige Arrogance overfor de norske Digtere.
Men tilbage til Paastanden. Hr. Pontoppidan anfører som Bevis Skolelærerforfatterne. De Folk har vanskeligt for at blive set i det rette Lys, men de er taalmodige. De har levet maaske hele deres Liv imellem Bønder, men alligevel har de hverken "set meget eller set klart". Jeg tror ganske bestemt, de har set meget, langt mere end Hr. Pontoppidan paa sine Turistrejser – Zola-Turen iberegnet – men de har langtfra fortalt alt, simpelthen, fordi de som Digtere ikke var store nok til det, og fordi det ikke helt var deres Opgave som Forfattere. Deres Opgave har væsentlig været af opdragende og underholdende Art, Hr. Pontoppidan vil sige, at hans er af kunstnerisk Art. Dette bliver en Smagssag, og da deres Evner foreløbigt ikke drager noget Skjel imellem dem, er Overlegenheden paa dette Punkt heller ikke ret heldigt anbragt.
Nej, har Hr. Pontoppidan ikke bedre Beviser, saa faar vi blive ved den gamle Sandhed, og det er den, at skal vi fortælle betryggende sandt om nogen, maa det blive om de Mennesker, vi har levet sammen med Aar ud og Aar ind. Det er dette, man kalder at have Bund under Fødderne. Derfor stiller jeg rolig mit Vidnesbyrd mod Hr. Pontoppidans. Disse franske Bondelivsskildringer, der driver af Raahed, Utugt, Vold, Gudsbespottelse – det hele saa omtrent i alle Former – passer aldeles ikke paa danske Forhold og de smaa Forsøg i Arten, Hr. Pontoppidan har øvet, ikke heller. Naar vi siger, Manden drikker, og Konen er liderlig og Naboen en snu Slyngel i vore Bondehjem Landet over, saa skulde vi være nær ved det, Hr. Pontoppidan kalder den "nøgne Sandhed"! Og Hr. P. og hans Fæller vil end ingen Undtagelse vide af. Handler en Landsbyhistorie ikke om Forbrydelser og Udskejelser – helst kjønslige – saa er det Romantik, Duft, maaske nok "løftende" Poesi, men med Virkeligheden har Historien intet at gøre. Jeg kjender ikke den "nøgne Sandhed", som Hr. Pontoppidan har opdaget hos Zola og nu vil paadutte den danske Bondestand, jeg kjender ikke en Verden, sammensat af lutter negative Egenskaber. Men kjender Hr. Henrik Pontoppidan den? Haanden paa Hjærtet, Højstærede, eller hvis De foretrækker en mindre højtidelig Stilling, saa sig os ganske jævnt og roligt, om de Bønder, som De er bleven rigtig fortrolig med, om de Bondefamilier, under hvis Tag De har boet, virkelig ogsaa svarede til de Personer, der rummes i Zolas "Jord". Var deres Hustruer, deres Sønner og Døtre saaledes, at de ikke gorde Forskjel paa godt og ondt, paa Dyd og Last? Hr. Pontoppidan vil betænke sig paa Svaret.
Nej, Sandheden i sine almindelige Træk turde være den, at Bønderne som andre Mennesker er skabte af et blandet Ler, at der paa Landet findes Uskyld, Ynde, Kærlighed, Troskab, Hengivenhed, og hvilke Dyder man vil nævne ved Siden af Fejl og Laster, i Kamp med disse, hist sejrende, her tabende. Og den, der vil fortælle sandt om Bønder og sandt om Mennesker, maa male Kræfterne i deres brogede Spil, med Lys og Skygge. Eller er Dyden mindre virkelig end Lasten, Skønheden end Hæsligheden? Hvis Hr. Pontoppidan mener det, bør han næste Gang tilføje, at saaledes er det efter hans Opfattelse. Men nu slaar han om sig med den "nøgne Sandhed" med "Virkeligheden". Har Hr. P. forpagtet den? Skulde han ikke vide, at Virkeligheden, som nogle tror er saadan en dejlig haandfast Ting, hører til det mest flygtige og skuffende af alt, og at alle lige til det største Geni kun kan meddele deres Opfattelse af dens Fremtoninger? Men lad os saa lade Fraser om "patenteret Virkelighedsskildring" og den "nøgne Sandhed" i Bøgerne fare.
Betegnende for Hr. Pontoppidans Virkelighedssans – ogsaa for den, der har givet sig Udslag i hans "Landsbybilleder" – er hans Paastand om de Zolaske Skildringers fuldkomne Kongruens med danske Forhold. Thi forudsat at Bondestanden var saa bundfordærvet, maatte dens Laster dog som Følge af forskjellig Race og Karakter, ytre sig paa helt anden Vis. Men Hr. Pontoppidan farer uden skrupler fra Zola til Danmark, og fra vore Bønder slutter han dristig til de norske. Hvorfor ikke blive ved, der er jo ikke saa langt over Kjølen til Sverige, fra svenske Bønder slutter han sig til finske, dernæst til russiske og saaledes videre – en skjøn Dag sidder Hr. Pontoppidan maaske og skriver ny Landsbyhistorier om thedrikkende og risdyrkende Kinesere og bliver rost i "Politiken", og det kan ske uden Risiko, thi Kineserne er endnu ikke komne til den "højeste Oplysning".
Der er Maade med denne Virkelighed. Og den lille tilbedende Klike, som "Politiken"s St. Lucifer samler om sin Skammel, kjender sikkert sine egne Fortjenester. Men dens Medlemmer gjorde sig mere fortjente til deres Fordringer om at være ærlige, sandhedsbekjendende, blottede for Hykleri og andet mere, naar de ganske simpelt tilstod, at deres Hensigt i Lighed med andre Forfattere, før og nu, var at skildre Menneskene, som de er (ɔ: som de opfatter dem), og som de burde være. Disse to Ting vil altid blande sig sammen. I Bøgerne finder vi Digterens Personlighed med dens Fortrin og Fejl, dens Ønsker, Krav og Idealer, og idet Bøgerne skildrer Livet, paavirkede af det, virker de atter, naar de gaar ud blandt Publikum, ind paa Livets Fremtidsformer.
Derfor er Hr. Pontoppidans Bøger lige saa vel som Hr. Kristofersens – for saa vidt de har digterisk og socialt Værd – idealiserende, idet dermed menes, at de er af skabende, formende Natur. Men saa bør dette "Bekjend!" som Hr. P. med saa megen Salvelse tilraaber de norske Forfattere, vendes mod ham selv og den Klike, der sidder til Huse i "Politiken", og som Folketingsmanden fra Kjøge har det bladlige Ansvar for. Tilstaa, at det er i Lignelse af de Zolaske Bønder, man en Dag ønsker at se de danske Bønder. Lad os nu være fri for Skalkeskjulet og Hykleriet. Saa faar vi at vide, hvad Bønderne siger i Kjøge-Egnen og maaske tillige andre Steder i Landet, og da er der Mulighed for, at "Evropæerne" og Bønderne kan blive retvendte nok til at se, at deres gjensidige Stilling, som den hidtil har været, er yderst unaturlig.
Og siden vi er ved Bekjendelsen, saa endnu en Ting til Hr. Pontoppidan. Han anmoder Bj. Bjørnson om "at klargjøre, at han vilde være bleven den samme dybe Menneskekjender, den samme vidtskuende Aand og betydelige Personlighed – ja vel endog en betydeligere – i Fald han havde trukket Handsken paa i et tidligere Stadium af sit Liv".
Hr. P. synes at have sine Tvivl eller kjende Tvivlere, og man forstaar den noble Vits om at "trække Handsken paa". Men bekjend selv, Hr. Pontoppidan! Naar De er saa interesseret i den Sag, lad os saa vide, hvilket aandeligt og kunstnerisk Udbytte der er at hente i dette Mangegifte, som Hr. Bjørnson fordømmer. Vil De ikke gjøre det direkte, som adskillige af Deres Kolleger har gjort, men rigtignok hidtil uden overbevisende Kraft, saa gjør det i Novelle- eller Romanform. Hvis ikke den kjøbenhavnske Boulevard-Erotik, som hele Luciferfølget har saa travlt med at besynge, er af en saa modbydelig lavstammet, og i Virkeligheden bundhyklerisk Art, som jeg indtil videre mener, saa mal os den illegitime Elskov, ja Orgiet, om De vil, i dets Skjønhed og Sundhed, dets vilde Magt og sansemættende Glæde. Og endnu bedre, hvis De vil fortælle os, hvorledes et Menneske gjennem Flerkoneriet bliver "en vidtskuende Aand og betydelig Personlighed". Skulde der monstro findes mange af den Slags i Utah? Lige meget hvor. Men snyd os nu ikke for det bedste, som i "Mimoser". Der var baade "en Fortid" og "et Ægteskabsbrud", men Personligheden var saamænd af meget jævn Art.
Altsaa: Bekjendelsen!
Man har alt spurgt fra flere Sider, hvad de danske Bønder vilde svare, naar Bekjendelsen fra den fritænkende og rabiate Literatur og Politik bliver forelagt.
Jeg skal give et Slags Svar, hvis jeg endnu en Gang maa holde mig til min Bonde-Erfaring.
Til Sognefogden hjemme, en Type paa en sindig og klog Bonde, kom en Dag, mens Folkene sad ved Middagsbordet, en Mormonpræst.
Han begyndte strax at forkynde sin Lære, men Sognefogden afbrød ham tørt og sagde:
"Ja, vi har ogsaa en Mormon2 her i æ Gaard."
"Hvem er det da?" udbrød Mormonpræsten, synlig glad og overrasket.
"Det er vor Kok!" lød det rolige Svar.
Saa tøflede Mormonen af.
Bertel Elmgaard.
