Henrik Pontoppidan og Forsvaret

"Der er kommet Foraarsbud – Danmark skyder friske Skud"

I Dag, da vi har den Glæde at offentliggøre Henrik Pontoppidans store Artikel om Forsvarsspørgsmaalet, mindes vi sidste Gang hans myndige Ord gjaldt den samme Sag.

Det var ved den store nationale Mindefest, som den nylig startede "Forsvarsindsamling" den 11. Februar 1913, Aarsdagen for Stormen paa København, afholdt i Koncertpalæet. Festens Begivenhed blev uomtvistet det Digt af Pontoppidan, som reciteredes af kgl. Skuespiller Aug. Liebman.

.... Studentersangerne havde lige sunget "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme", da Liebman traadte frem paa Tribunen og med sin skønne Røst begyndte at læse Digtet. Straks de første Linier fængede:

Der er kommet Foraarsbud,
Danmark skyder friske Skud ....

Det er i dette Digt, at Pontoppidan peger paa det gamle Sværd "Skræp", og formaner sin Samtid til at finde det igen:

Vi vil kalde, til det høres –
vi vil raabe, til vi føres
frem paa ny af djærve Mænd.

Og i sidste Vers klinger Troen paa den store nationale Sags Sejr fuldt igennem, idet det hedder:

Tør vi tro, hvad Hjertet spaar,
at vor Genbyrdstime slaar?
Ja, fra Sjællandsfar og Jyde
skal den danske Tunge lyde
endnu gennem tusind Aar!

Digtet gav virkelig Genlyd over Landet. Forsvarsindsamligen indbragte paa faa Dage Hundreder af Tusinder Kroner. En national Bølge var rejst.

Da Digtet kort Tid efter offentliggjordes i sin Helhed i Magister Harald Nielsens Blad "Ugens Tilskuer", bemærkedes det forøvrigt, at der ved Oplæsningen i Koncertpalæet var sprunget eet Vers over. Det haanede Regeringen for dens vage Holdning overfor den tyske Gesandts Henvendelse i Læsebog-Sagen og fandtes af Mødets Arrangører noget inopportunt paa et Tidspunkt, da man fra Forsvarsindsamlingens Side søgte et praktisk Samarbejde med Regeringen.

Henrik Pontoppidan var meget opsat paa selv at deltage i Mødet, men hindredes desværre af Sygdom. Ellers havde han maaske selv taget Ordet.

*

I sin Nytaarsartikel i Dag har Pontoppidan, som man ser, i sin magtfulde Prosa, ud fra Øjeblikkets Situation, gentaget, hvad han i 1913 – Aaret før den store Krigs Udbrud – i saa smukke og alvorlige Vers lagde vort Folk paa Sinde.

For den nye Ungdom, som er vokset op i den svundne Tid, staar Henrik Pontoppidans Fysiognomi efter dette saa meget klarere og skarpere. Man kan ikke, naar man læser Artiklen i Dag af den 71-aarige Klassiker, andet end tænke paa de smukke Hyldestvers, som J.C. Christensen skrev her i Bladet til Pontoppidans 70-aarige Fødselsdag.

J.C. Christensen mindede om de haarde og skarpe Billeder, Digteren havde tegnet af sin Samtid. Men derefter hed det:

Vor Slaphed og vor Halvhed drog
til Doms han for vor Tanke.
Dog Lykke-Per og Danebrog
stod frem paa Dybbøl Banke.

Ved dette Syn kom Harpen frem
dybt greb han i dens Strenge.
Vi føler: I vort danske Hjem
hans Navn skal leve længe.

Med disse Vers tolkede J.C. Christensen hele det danske Folks Følelser overfor Henrik Pontoppidan. De Vers vil blive staaende – som karakteristiske baade for den, der skrev dem, og for den, de hyldede. Just den samme Mand, som blev skildret i disse enkle, jævne Linier, er det, der i Dag gaar frem af sin Ensomhed med et Budskab til os.

Clerk.