At skyde guden gennem hjertet

Det store Nej og det store Ja: Selvudfoldelsens to veje i Pontoppidans Lykke-Per

Af Mathilde Walter Clark

Manden med guldsmedebutikken

For nylig var jeg ude i en læsekreds i Gentofte og holde oplæg om Henrik Pontoppidans Lykke-Per, og der sad en ældre mand, som sædvanligt ved den slags arrangementer den eneste herre i en sluttet kreds af kvinder. Han forholdt sig tavs under hele diskussionen, indtil han pludselig fortalte, at han havde fået Lykke-Per i konfirmationsgave (han hed selv Per, det stod præget i skind med guldbogstaver), men at han først havde fået taget sig sammen til at læse værket for nylig, og han måtte indrømme, at han havde siddet med åben mund og polypper under læsningen, for "mage til slapsvans som Per skulle man lede længe efter" – og som han tilføjede med eftertryk: "Han er i hvert fald ikke nogen iværksætter".

Det hører med til historien, at læsekredsens Per havde opbygget en guldsmedeforretning, som hans børn nu havde overtaget. Og selvom man måske kan sige, at det forholder sig lige omvendt, at Lykke-Per netop er en iværksætter – han sætter en masse i værk, men fuldfører intet – så forstår jeg fuldstændigt, hvad manden med guldsmedebutikken mente. Per Sidenius efterlader sig ingenting i denne verden, i hvert fald ikke til sine egne kødelige børn (men måske til de børn, han symbolsk og andenhånds har med Jakobe i form af arven, der går til hendes børnehjem efter hans død).

Og samtidig tænker jeg, om manden med guldsmedebutikken ville have læst Lykke-Per på samme måde, hvis han havde taget sig sammen dengang, guldpræget på titelbladet endnu var frisk? Det vil altid være sådan, at man læser med sig selv og sine egne erfaringer, men at læse Pontoppidans Lykke-Per føles mere end med nogen bog som at bevæge sig ind i et spejlkabinet. Per er en karakter, der ændrer sig livet igennem – læserens liv – og som bliver ved med at genere som en sten i skoen. Som læser har jeg en følelse af, at selvom jeg har fulgt Per Sidenius gennem 700 sider, så har jeg stadig ingen anelse om, hvem han egentlig er.

I min egen lille læseklub er der også et par herrer, og de har læst bogen både som unge og senere i livet. De fortæller, hvordan de som unge så Per som en helt, en oprører mod det forlorne borgerskab. Og jeg har lagt mærke til, at en del kvindelige læsere er sure på Per, næsten som om det er dem, han har svigtet, og ikke Jakobe. Ida Jessens strålende forord til Gyldendals nye udgave og Lillian Munk Rösings kærlige portræt-essay "Jakobe" har på hver deres måde en snert af denne – ganske forståelige – Per-bashing, hvor der tages parti for Jakobe på bekostning af Per.^'1 Hvad er det ved Lykke-Per, der lægger op til de eksistentielle spejlinger. Hvorfor læser vi bogen så forskelligt?

Det drilske lykkebegreb

Der er allerede noget med titlen, der er drilsk. Den giver læseren en forventning om, at det er en traditionel heltehistorie, vi skal til at læse: en historie om en mand med lykkens galocher. Og når jeg siger læseren, mener jeg selvfølgelig mig selv. Men jeg mener også andre læsere, for der er noget med den måde, Pontoppidan har skrevet bogen på, som spiller på læserens rimelige forventninger til den videre handling – ud fra hvordan bøger plejer at være skruet sammen, og hvordan historier i det hele taget plejer at opføre sig. Men måske også i forhold til, hvordan mennesker plejer at opføre sig ude i livet jvf. guldsmedens og de kvindelige læseres forventninger. Der er simpelthen noget på spil i forhold til selv-identifikationen i romanen.

Efterhånden som vi læser, skifter "lykke"-delen af titlens Lykke-Per betydning. Da handlingen med barndommens lykkedrømme og den strenge præstefamilie bliver sat op forledes vi som læsere helt naivt til at tro, at historien efter det almindelige fortælleskema vil komme til netop at handle om at indfri lykkedrømmene. At Per skal vise verden, hvad Per – og vi med ham – hele tiden har vidst, nemlig at han er skabt til noget større.

Og da Per kommer til København for at læse til ingeniør, rynker vi på næsen med ham, når han rynker på næsen af sine medstuderende og deres små drømme om pension og justitsrådtitel – for Per "følte sig ikke skabt for hverdagsliv og godtkøbslykke." De fleste læsere er med Per her. "Godtkøbslykke" er heller ikke noget, vi har lyst til løse billet til.

Men titlen skifter igen betydning, da Per får sit tilnavn "Lykke-Per" af Neergaard, som efter samtalen tager sit eget liv og mærkeligt nok efterlader Per en lille formue. Her er det som om, titlens "Lykke" pludselig får gåseøjne – der åbner sig en ironi i begrebet. Det bliver mangetydigt.¹

Og så er der forlovelsen med saddelmagerdatteren fra Kerteminde, og så er det alligevel ikke dét, og som læser bliver man mere og mere forvirret med hensyn til, hvad det er for en mærkelig bog, hvor hovedpersonen ikke opfører sig, som hovedpersoner plejer. Indtil læserens opmærksomhed igen spores ind på en plan: nemlig den om at indynde sig i det Salomonske hus, først gennem broren Ivan, så gennem Nanny og endelig gennem bogens store kvindelige hovedperson: Jakobe. Det er et projekt, der optager midten af bogen, og som hele tiden skifter karakter – er det penge? Er det kærlighed? Og så var det alligevel ikke nogen af delene, ligesom det heller ikke var kanalprojektet, men nu er det læsning af gamle, støvede kristne skrifter og en lidt fersk præstedatter på Fyn ved navn Inger.

Og så videre over familielivet og de tre børn med Inger, og så var det alligevel heller ikke det. For til sidst at lande som vejassistent i Thy – ensom og kræftsyg og med vinden, der piber i sprækken over døren som en "syg hund".² Og det var så dét! Per – forstår vi – ender sine dage lykkeligt!

Et kæmpe illusionsnummer

Det er en slutning, hvis chok aldrig helt fortager sig. Det er, som om den slet ikke hører til den bog, man har læst. Det er en slutning, der får mig til at tænke på filmen Usual Suspects, hvor vi følger den historie Kevin Spaceys karakter fortæller politimanden, for til sidst at indse, at historien, vi lige har engageret os så velvilligt i, blev improviseret frem af de sedler, der hænger på opslagstavlen bag politimanden. Historien er et kæmpe illusionsnummer. Hvad der i virkeligheden skete, vil vi aldrig få at vide.

Det er ikke en traditionel heltehistorie, vi har læst, om nogen, der virker i verden, men derimod en historie om et frisat subjekt, der leder efter en brugbar orienteringsmodel – men som ender med at afvikle selve denne søgen. Simpelthen ender med at blive en slags munk: at trække sig tilbage fra verden og dens gøremål og dens forpligtende tilbud og handlekrav – som vejassistent i Thy.

Så hvis vi rekapitulerer og følger den historie – altså ikke den, vi blev forledt til at følge – men den, der landede Per i Thy, er det en historie, om to sider af Per, der kæmper: Den der begærer nu det ene, nu det andet, og så noget andet – en spøgelsesagtig hånd, der leder og trækker ham i en mere indadvendt og verdensbortvendt retning. Noget, som siger: Nej.

Nej'ets og Ja'ets veje

I østlige traditioner, som Pontoppidans to store filosofiske og ideologiske forbilleder Friedrich Nietzsche og Arthur Schopenhauer begge var influeret af, opererer man med to veje til selverkendelse og -realisering. De to veje har forskellige sprog og navne afhængigt af tradition. I visse buddhistiske traditioner taler man om de lukkede øjnes vej – man trækker sig tilbage fra verdens vrimmel og mediterer i huler og faster og lever i silence. Og der er de åbne øjnes vej, hvor man omvendt kaster sig ud i vrimmelen og deltager i livet som om det var et orgie. I nogle sufi-traditioner forstås orgiet helt konkret og kødeligt: Disciplene drikker sig fulde og spiser råt kød og forspiser sig i det hele taget i skabelsen – alt sammen som en fuldgyldig del af vejen til Selvets realisering.³ Og vi finder selvfølgelig også Ja'et og Nej'et i Nietzsches "hellige ja" og "hellige nej",⁴ og med det "hellige" menes det samme som "store" i min overskrift: Der er ikke tale om et jævnt og godmodigt nej til dette eller hint tilfældige livstilbud, men et Nej eller et Ja til livstilbudene som sådan, et styrende princip for livsudfoldelsen.

Hvad Schopenhauer angår, var han især påvirket af Upanishaderne,⁵ den del Vedaen, som reflekterer over fænomenet "virkelighed", og det er her, jeg finder den nøgle, som jeg bedst synes låser op for en forståelse af Pers umiddelbart meget mærkelige adfærd gennem bogen. Her bliver Nej'ets og Ja'ets princip udfoldet i to metoder til selvrealisering, neti neti og tat tvam asi, som på sanskrit betyder henholdsvis: "Ikke Det, ikke Det" (not This, not That) og "Du er Det" (Thou Art That). Der er tale om helt centrale begreber i hindufilosofien, og hver især går de ud på at bringe sig selv i akkord med virkeligheden – dvs erkende selvet i dets mest oprindelige form – enten gennem en stadig des-identifikation med "det selvet ikke er" (neti neti) eller en identifikation med alt "det selvet er" (tat tvam asi). Sandheden er ikke dette eller hint. Sandheden findes i opdagelsen af dét, som allerede er tilfældet. Dét er virkeligheden.

Selvom skolelæreren i Thy lever "det hyggeligste familjeliv", slår det ham, at hans "gudløse genbo i al sin ensomhed syntes lykkeligere end han". Han siger det til Per, og Per svarer kryptisk, at skolelæreren i givet fald ikke har fundet "sit naturlige voksested". På det naturlige voksested kan man i følge Per "lære den højeste menneskelykke at kende: at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst". Vi forstår at Per har fundet sit voksested i udkanten af alting – af geografi, forpligtelser, projekter og nære relationer – i forblæst afsondring i Thy. Om hvordan man finder sit naturlige voksested, kan det ene menneske ikke råde det andet, "her måtte enhver frygtløst give sig det selvudfoldelsens instinkt i vold, der var nedlagt i alt det skabte", siger Per.⁶

Det ene menneske kan ikke råde det andet, men igennem bogen har vi som læsere kunnet følge Pers via negativa til selverkendelse. Livsmålene afslører sig som en stadigt tilbagevendende illusion eller blindgyde, en konstant mulighed for falsk identifikation og fortabelse. Men ved at afvise, negere og sige Nej, afklæder Per sig illusionerne om, hvem han er. Han siger neti neti til skabelsen – ikke det, ikke det – og han siger neti neti indtil der ikke er noget tilbage: ingenting at tro på, ingen ideer at holde sig til, ingen ordner eller titler eller for den sags skyld menneskelige relationer, ikke engang gudebillederne har han at klamre sig til. Det kræver et "eventyrligt mod […] at ville sig selv i guddommelig nøgenhed", skriver Per i sine noter. Det, der står tilbage, er ingenting. Hvad dette ingenting egentlig er, er ikke let at forstå, heller ikke for Per selv. "Mit sande jeg?" spørger Per sig til sidst i sine noter, og har ikke noget klart svar. "Hver gang posen rystes, kommer en ny tilsyne: en nar, en hugaf, en natugle … Jeg spørger! Jeg spørger!".

Det billede, der dukker frem af Pers skiftende ansigter, minder om Nietzsches kosmiske danser, som ikke hviler foden noget sted, men som hele tiden skifter mellem positionerne. Ansigtsskiftet kan være hvad som helst. Men er det så lykken? Neti neti. Når man har afviklet alt, bliver spørgsmålet irrelevant.

Munken og krigeren

Livsafvisningen er ikke kølig, det kræver lidenskab at ville sig selv, og der er i følge Per flere retninger, lidenskaben kan gå. "… uden et stort, ja, eventyrligt mod til at ville sig selv i guddommelig nøgenhed nåer ingen til virkelig frigjorthed," skriver Per i sine noter. Det er ikke svært at overføre disse lidenskaber til ham selv og Jakobe. Hans egne vender sig munkeagtigt væk fra verden, men Jakobes vender sig krigeragtigt imod virkeligheden.

Munken og krigeren er klassiske figurer, og hver for sig symboliserer de nej'et og ja'et. De beskriver forskellige temperamenter i livets store vrimmel. Munken, der lever tilbagetrukket og afsondret, og krigeren, hvis lod det er at få blod på sig. At deltage i livet er en blodig affære. Det sker ikke uden sværdslag, men alt det, tager krigeren med – og gerne – det er dét krigere gør. De tager det, der sker med dem, på sig, om så de dør af det. Begrebet Amor fati hører hjemme her, at elske sin skæbne. Det er den kærlighed, der til slut får Jakobe til at sige til Pers uforskammede bror, der tror, at Jakobe bærer nag til Per, at det tværtimod var "en stor lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Både ved den glæde og den sorg, han forvoldte mig, fik mit liv først rigtig indhold." Det er en sand kriger, der taler her.

Og det er ikke fordi, Pontoppidan vil gøre nar af Jakobes udseende eller antyde noget dårligt om hendes karakter, når han til slut skriver, at det ansigt, "som hendes beundrere havde kaldt et ørneansigt, hendes uvenner og misundere et papegøjefjæs, […] nu ubestrideligt [var] rovfugleagtigt." Hun har simpelthen fået sit sande ansigt. Hun har taget form som den kriger, hun hele tiden har været: "en kondor, der fra en fjældtinde skuer milevidt ud over sletten".

Det vrimler med referencer til munken og krigeren i bogen. Jakobe er blod og puls og kamp og ligefrem mordlyst, og Per er klosteragtig askese og livsskyhed. Krigeren og munken gør sig også gældende i de to karakterers forhold til seksualiteten, livsprincippet par excellence. Det er seksualiteten, der vækker de to stridende kræfter til live i Per – på den ene side begæret efter livet og på den anden munketiltrækningen mod den isolation, der sejrer til sidst. Da han som ung studerende en tidlig morgen betragter sin erobring, fru Engelhardt, sove, fortaber han sig i synet af "brystets gullighvide kødmasser", og der fødes i ham en ambivalent afsmag for kødet, som Jakobe med sit krigerinstikt ikke kender til. I sine kærlighedsforhold har Jakobe tværtimod svært ved at holde sig tilbage. Noget af det første, vi får at vide om hende, er, at hendes forældre gerne ser hende gift snart – for som de siger: "det pigebarn [var] sgu ikke skabt til at leve som nonne".

Det er klart, at det ikke går mellem en munk og et pigebarn, der ikke er skabt til at leve som en nonne. Da Per og Jakobe møder hinanden, vil Per gerne hende (dvs. han vil først hendes penge), men Jakobe væmmes til at begynde med ved ham, for "han er jo præstesøn". Men hun skifter mening, da hun får øje på krigeren i ham, og han alligevel syntes hende at have "lidt af de fødte høvdingers evne til at vinde våbenfølge".

Hendes lille nej bliver til et stort Ja – et ja til livet som sådan, og hans lille ja, bliver til et stort Nej – et nej til illusioner som sådan. Deres gensidige ja'er krydses et helt kort og også smukt øjeblik i Alperne – på krigeren Jakobes foranledning, selvfølgelig. Det er et øjeblik, som giver alle romantisk indstillede læsere håb – mig selv inklusive. Men øjeblikket efter hører Per de spøgelsesklokker, som kimer igennem bogen "i en triumferende trussel"⁷, og "som et budskab fra underverdenen"⁸ hver gang han er ved at fortabe sig i livet (eller engagere sig, afhængigt af perspektiv), og mon ikke dette spøgelsesagtige kald kommer fra det "selvvirkende styreapparat"⁹ der lander ham i Thy, hans naturlige voksested?

Efter fuldbyrdelsen af forholdet i Alperne trækker Pers og Jakobes forskelligartede naturer dem i hver sin retning. Pers systematiske Nej fører ham videre på sin kurs med at afvise nye livstilbud, og Jakobes nyvakte Ja fører hende (gravid med Pers barn) til Berlin, hvor hun, nærmest livsorgastisk bader sig i "Friederichsstrasses menneskemyldr i det elektriske eventyrlys" og her "i dette sydende og lysstrålende menneskehav" … "føler sig som én der er kommet hjem til sit eget".¹⁰

Nu, hvor hun ikke længere kan give sig hen til Per, kan hun i stedet give sig hen til det hele, og hvis vi er i tvivl om, at det ikke kun et knust pigehjerte, der her råder, men også er en krigers sejrende temperament, får vi af fortælleren at vide, at "Der var noget af bølgens eventyrlige dragning i denne morderiske tilværelseskamp, i denne vilde omtumlen, i dette uophørlige op og ned, der lige til undergangens øjeblik blev ved med at lokke med nye grænseløse muligheder."¹¹ Morderisk. Vild. Omtumlen. Undergang. Grænseløse muligheder. Alle er kategorier fra krigerens domæne. Videre hedder det, før Jakobe helt forsvinder for os i "Friederichsstrasses menneskemyldr":

For det blev hende mere og mere den endegyldige livsvisdom, at kun i kampen var der lykke, – om ikke af anden grund, så fordi den skænkede den dybeste glemsel. Det forholdt sig med livet som med den egenlige krig; de, der befandt sig midt i slagets tummel, tænkte mindst på faren, gruede mindst for blodet. Det var altid efterluskerne, der havde mavekneb. Det var på marodørernes blege ansigter, at kampens rædsler stod afmalet.¹²

Helt karakteristisk er det barn, Jakobe føder i dølgsmål, levende ved fødslen, men det dør kort efter – for et Ja og et Nej kan selvfølgelig ikke yngle. Men i stedet gror der noget andet ud af Jakobes skabertrang og livsvirksomhed, nemlig kræfterne til at stifte en fattigskole, som skal gøre forældreløse børn mere "modstandsdygtige overfor tilværelseskampen". Mødet med munken åbner for en bevidstgørelse af den kriger, hun hele tiden har været.

Og omvendt. I takt med afvisningerne, viser Per sig mere og mere som den "asketiske klosterbroder"¹³, han også i virkeligheden hele tiden har været. Per har fra naturens hånd mystikerens impuls til at søge bagom tingene, indtil han når frem til ingenting. Selvet er nøgent. Guden er ansigtsløs. Der er kun tomhed.

Da Per står i Alperne betages han af den "'horror vacui', som allerede oldtidsfolk [har] tillagt alle ting"¹⁴. "Skaberen?" spørger han her sig selv, og svarer: "En glødende urtåge! Et opløst solsystem" … Og bagved? Tomhed! Tomhed! Iskulde! Dødsstilhed. – – – – – –"

Og hvad er bag tomheden, iskulden, dødsstilheden?

Svaret er umiddelbart: Seks tankestreger!

Lykke-Per læst med Kierkegaard i baghånden

Jeg får her lyst til at tage en lille polemisk ekskurs, som måske kan være med til at skærpe læsningen af slutkapitlets Per. Jeg læste med stor interesse Peter Tudvads "Pontoppidan og Kierkegaard", hvor han har sat sig for at spore Kierkegaard i Lykke-Per.^'2 Det er utvivlsomt, at der er meget af Kierkegaard, der går igen og spøger, men jeg synes, det er helt forkert at læse Per som en slags resigneret Assessor Wilhelm, der ender i Thy, altså som en trolde-agtig etiker uden det almene, sådan som Tudvad gør.¹⁵ Tudvad henter sit argument i Pers diktum, som "at blive sig sit eget selv klart og fuldt bevidst", som gentages gennem bogen i skiftende formuleringer, og som ligner Assessor Wilhelms lige så gentagne diktum om at vælge sig selv, og blive sig sit evige selv bevidst.¹⁶

Men Pers slutpunkt er meget mere radikalt end som så. For det første står Assessor Wilhelm som en lidt latterlig figur i Kierkegaards forfatterskab, og Per er ingen latterlig figur. Som det religiøse pseudonym Anti-Climacus påpeger, er det "just [en] Form for Fortvivlelse det ikke at være det, det ikke at være sig bevidst, at man er det,"¹⁷ og sådan en fortvivlelse er der al mulig grund til at tro, at Assessor Wilhelm er underlagt. Ligesom en læge ikke bør tage sine patienters ord om deres eget velbefindende for gode varer, da der bagved kan ligge en sygdom, som patienten ikke har opdaget, bør den sjælekyndige heller ikke lade sig overbevise af et individs egne forsikringer om ikke at være fortvivlet. Pseudonymet Vigilius Haufniensis skriver i Begrebet Angest at det individ, der har givet sig hen til den anger, som Assessor Wilhelm mener er nødvendig for at vælge sig selv, er i besiddelse af en sjælden talegave, en "Sophisme", som sætter ham i stand til at tale sig selv og andre fra den mulighed at skulle have handlet forkert.¹⁸ Der skal en stor portion velvilje overfor assessorens projekt til at overse, at det er en sådan sofistik, vi som læsere udsættes for i anden halvdel af Enten-Eller. Når Per til slut taler om, at den højeste menneskelykke er "at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst", mener han noget radikalt andet end det, den magelige Assessor Wilhelm taler om, når han fra sin hyggelige stue med den knitrende kaminild overfor sin unge ven, æstetikeren, påstår at have "valgt sig Selv i sin evige Gyldighed".

Assessor Wilhelm finder vi ikke i Per, men i Pastor Blomberg, hvis fejde med Fjaltring i det hele taget mimer opgøret mellem den etiske position og den radikalt kristne hos Kierkegaards pseudonymer. Det er, som om assessoren i Blombergs bedsteborgerlige skikkelse træder lyslevende frem for os, helt ned til pastorens "selvgodhed" og "patriarkalske overhøjhedsfølelse", og at han for Per (og med ham, Pontoppidan) tilmed står som en latterlig figur, sørger "en stumpet sommerjakke" og "en fortygget cigar"¹⁹ for, og så er der selvfølgelig de uopfordrede pædagogiske foredrag for vores unge ven, som spejler assessorens foredrag til A. Her får vi en mand, der ikke tvivler på sig selv, men for hvem "Tilværelsens mysterium udfoldede sig […] i den enfoldigste klarhed". Præcis sådan ville en assessor Wilhelm tage sig ud i æstetikerens eller Anti-Climacus' øjne. Per bliver irriteret, men forholder sig tavs. Tavsheden og indesluttetheden er igen Kierkegaardske kategorier, som står i et modsætningsforhold til det etiske. Gennem hele bogen har Per vanskeligheder med at meddele sig direkte. Hver gang han skriver et brev til Jakobe, som udtrykker hans sande følelser, ender han med at skrive et andet og mere overfladisk brev, og da han forlader Inger til fordel for stillingen som vejassistent, lader han hende blive i troen på, at årsagen skyldes utroskab. Utroskab er til at forstå indenfor det almenes rammer, men ikke ønsket om isolation. Dét ved Per.

Om Blombergs program får vi ydermere at vide, at "Her var frem for alt ingen modsigelser at overvinde [….] Djævelen blev med godt humør sat på pulterkammeret."²⁰ Disse ord kunne være talt ud af både æstetiker A og Anti-Climacus' mund om etikeren og humanisten Assessor Wilhelm, for i deres øjne er det enfoldigt at tro på subjektets autonomi. Individet kan netop ikke overvinde modsigelser eller sætte Djævelen på pulterkammeret. Det menneske, som for alvor har skuet ind i sit sjælelige mørke og dér gjort sig bekendt med fortvivlelsen, har ingen mulighed for at "vælge" eller "indtage" etikerens position. Og vi har al mulig grund til at tro, at den stadigt mere depressive og tilsortnede Per – i stik modsætning til Assessor Wilhelm – er på intim fod med sit mørke, så intim, at han hen mod slutningen siger til Inger at "først håbløsheden fuldt ud kan frigøre [det] åndelige menneske".

Den vigtigste lighed mellem Kierkegaards pseudonyme forfatterskab og Lykke-Per ligger derimod i ærindet: Begge tager udgangspunkt i det frisatte subjekt, som skal finde en brugbar orienteringsmodel i livet. I det lys kan Pers rolle bedst sammenlignes med læseren af det pseudonyme forfatterskab. Ligesom læseren står Per som det frisatte subjekt, der skal vælge mellem livsanskuelserne. Hos Kierkegaard bliver læseren præsenteret for de tre muligheder, vi kender som det æstetiske, det etiske og det religiøse. I Lykke-Per får Per lejlighed til at efterprøve alle de livsanskuelser og -sammenhænge, som et menneske kan tænkes at ville bygge rede i. Assessor Wilhelm er i det hele taget nok den figur hos Kierkegaard, som Per ligner mindst. Men dét, jeg vil frem til med min ekskurs til Kierkegaard og assessoren, er ikke kun, at det er forkert at læse Per som en slags resigneret etiker, der udlever sit martyrium i Thy, men at det er helt forkert at tro, at han repræsenterer nogen bestemt livsanskuelse overhovedet. Der er derimod tale om en radikal afvikling af livanskuelser som sådan. Som efter et katalog siger Per neti neti til det hele, magten, æren, pengene, titlerne, kvinderne, børnene, livsanskuelserne. Det er et radikalt ingenting, Per til slut repræsenterer.

At skyde guden gennem hjertet

Pers impuls til at afklæde sig alle forestillinger, er den samme, som får den kristne mystiker, Meister Eckhart til at sige: "Kun den, der søger Gud uden nogen som helst form eller skikkelse, finder ham, som han er i sig selv." Mystikerens bøn bliver derfor en bøn om "at blive fri for Gud". Vi genfinder samme tanke hos Per, når han i sine noter skriver, at "Dersom der virkelig skulle være nogen Gud til, må vi se at glemme ham." Som Leonard Cohen synger et sted om kærlighedens væsen: Love went on and on/ until it reached an open door/ then Love itself/ love itself was gone.²¹

Det er en ambition om at slå alle forestillinger i stykker og komme bagom indtil der ikke er mere. I Alperne drømmer Per om at "skyde en kugle gennem et Kristusbillede … lige gennem hjertet".²² Akkurat som hos de buddhister, der siger til deres disciple: Hvis du ser Buddha på vejen, så slå ham ihjel!

Det kan være fristende som læser at identificere sig mere med Ja'et, fordi Ja'et er noget – og noget harmonerer mere vores konventionelle forestillinger om lykke. Nej'et er ingenting og det er langt sværere at forstå, og tilsvarende svært at beskrive. Jakobe formår med sit Ja alkymistisk at forvandle det, der sker med hende til noget. Hun oversætter sig selv i verden i og med stiftelsen af sit børnehjem.

Og nu kan det måske med denne formulering lyde, som om jeg tager parti for Jakobe – at Ja'ets vej er finere eller bedre end Nej'ets. Sådan er det hos Nietzsche, hvor Det Hellige Ja'et (i hvert fald i Zarathustra) rangerer højere end Nej'et – men vist ikke hos Schopenhauer, hvor Nej'et er den bærende ide, og hvor askese og verdensafvisning er vejen til selvets frigørelse. Men hos Pontoppidan findes ikke en sådan værdisætning mellem de to veje – og de to slutninger er vitterlig to ligeværdige slutninger, fordi de drejer sig om to forskellige individer, der på hver deres måde har fundet deres "naturlige voksested". Også Inger får en sådan i gåseøjne "lykkelig" slutning, for også hun lander i sit rette element af hjemlig idyl og familielykke, takket være den til opgaven meget mere passende ungersvend, Pontoppidan heldigt havde stående klar i kulissen som erstatning for den familie-uegnede Per.

Mayas slør hives væk

Jeg hæfter mig ved, at Pers slutning er fortalt på en anden måde end det øvrige. Den ellers alvidende fortæller kan ikke længere følge Per. Vi ligesom ser Per på afstand, ind gennem et vindue. Hans lig bæres ud af et hus. Vi hører om Per gennem skolelærerens erindring om ham – og gennem Pers egne efterladte noter. Læseren holdes ud i strakte arme af tilbagesyn og fortællere – det er næsten helt bibelsk, som vi her overlades mundtlig og skriftlig overlevering som det eneste vidnesbyrd om den lykke, Per til sidst angiveligt finder. Det er en pointe, at vi selv må stykke Per sammen ud fra det lidt, der bliver fortalt. Man kan ikke skrive om ingenting. Vi må tro – eller lade være.

Rent virkningsæstetisk har denne slutning en enorm effekt. Det er, som om maya-sløret rives væk – ikke bare for Per, men også for læseren, som har investeret sig selv i Pers skiftende lykke-projekter. Vi får lov til at skue tilværelsen i dens illusionsløse nøgenhed. Hvem Per er, afhænger af hvilket perspektiv man anlægger. Og det viser hver gang tilbage til én selv: Hvem er jeg selv? Hvad er min lykke? Og: Hvilke typer af valg har jeg til rådighed?

Den lykke, som Per angiveligt har fundet, ligger meget langt fra konventionelle forestillinger. Der er en ironi, men hvori består den? Er den skrevet på vores regning, eller Pers – eller noget tredje? Svaret balancerer som en mønt på en bordkant. Ironien viser tilbage på det værdisæt, der forsøger at bedømme, afslutte og konkludere, og som vil have mønten til at falde på én af siderne: Op eller ned.

Den kløft, der åbner sig mod læseren, siger noget om, hvilke af Pers planer, vi har investeret os selv i undervejs – kanalprojektet, Jakobe, Inger & børnene – og det kan især være svært at acceptere, måske særligt for kvindelige læsere, at selv kærlighed og familie og børn også viser sig som illusionsnumre på hans sti. Men sådan må det selvfølgelig være for en munk.

En sidste lille ironi er sigende. Skolelæreren spørger fogeden, om han må tage Pers notesbog, hvortil fogeden svarer: "Tag De den bare, Mikkelsen. For skrevne sager har vi ingen ansvar. Og den har jo ingen pengeværd." Pengeværd har den ikke. Men det er, som om fortælleren vil sige, at også den historie vi lige har læst, heller ingen værdi har. I hvert fald ikke som vejviser. Når det kommer til lykken, kan vi ikke leve på "overleverede forestillinger", som Per på et tidspunkt siger til skolelæreren. Vi kan ikke "bruge" fortællingen til noget i forhold til vores egen lykke.

Amor fati

Hvis jeg skal trække nogle tråde til mit eget forfatterskab er det mest oplagt at gøre det til Priapus, der ligesom Lykke-Per er en portrætroman, som måske også har nogle af de samme irriterende træk: Den handler om en mand, der ligesom ikke hæfter i verden, og som helt katalogagtigt arbejder sig igennem orienteringsmodeller og kvinder, der skal få ham til at sige – ja, det er nok! Det er dét! Det faustiske og umulige øjeblik. Og på samme måde som i Lykke-Per følger vi Priapus hele vejen til at blive til ingenting i en mytisk forløsning – en endelig illumination – måske.

Men jeg skal ærligt indrømme, at påvirkningen til den roman kom fra en anden kant, nemlig Thomas Mann og hans tetralogi, Josef og hans brødre – for (og det er en virkelig hård indrømmelse) ligesom manden med guldsmedebutikken, fik jeg aldrig læst Lykke-Per før sent. Men Thomas Mann havde læst Lykke-Per. Og når jeg kigger på romanen i dag, kan jeg godt selv se, at der er mange flere lighedspunkter med Lykke-Per end med Josef og hans brødre – lige ned til den indre strid mellem begæret og munke-temperamentet og den manglende evne til at sætte børn i verden med en krigerkvinde. Ligesom romanen også fuldstændigt deler Lykke-Pers grundlæggende mistillid til forestillingen om, at mennesker kan blive noget andet end det, de allerede er.

Det kan synes en pessimistisk pointe. Men man kan også spørge, om der findes noget smukkere end at elske sin skæbne? Sværere, men også smukkere. Amor fati vil sige: at elske det, der er, og alt det, der sker med én. At elske sin skæbne, er at elske virkeligheden. Og det er den lykkelige slutning – eller de lykkelige slutninger – som Pontoppidan giver os i Lykke-Per.

Litteratur og film

• Cohen, Leonard: "Love itself" fra albummet Ten New Songs. 2001
• Dattatreysa: Song of the Avadhut (oversættelse af Avadhut Gita fra sanskrit ved S. Abhayananda). Delhi 1992.
• Jessen, Ida: "Forord" i Lykke-Per, 6. udgave. København 1937 (1984).
• Kierkegaard, Søren: Enten-Eller. Samlede Værker, 5. udgave, 1962, Bind 2,
• Kierkegaard, Søren: Begrebet Angest. Samlede Værker, 5. udgave, 1962, Bind 6.
• Kierkegaard, Søren: Sygdommen til Døden. Samlede Værker, 5. udgave, 1962, Bind 15,
• Nietzsche, Friedrich: Således talte Zarathustra. Frederiksberg 1999.
• Pontoppidan, Henrik: Lykke-Per, 1. hardbackudgave. København 1937 (1984).
• Rösing, Lilian Munk: "Jakobe" i: Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer. Århus 2012. Teksten kan læses her.
• Tudvad, Peter: "Pontoppidan og Kierkegaard". En version er trykt i Nordica, bd. 24, 2007 p. 93-130. Det fulde manuskript, som var Tudvads oplæg på symposiet "Europæeren Pontoppidan", og som jeg forholder mig til, kan læses her.
• Weir, Peter: The Truman Show. 1998.
• Westerlund, Karin: Gud, lugt og hende. 2008
• Wicks, Robert, "Arthur Schopenhauer", The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Fall 2014 Edition), Edward N. Zalta (ed.).
• Zaehner, R.C: "Brihadaranyaka Upanishad" i: Hindu Scriptures. London 1992.