Jakobe
"Jakobes ellers så korrekt ordnede Tindingelokker flagrede hende paa Zigøjnervis viltert om Ørene.
Og hendes Øjne straalede, og hendes Mund blussede af Elskovsfryd!"
Billedet af Jakobe på vandring i Alperne, med opkiltet kjole og med blussende kinder i sit ellers så blege, karakterfulde ansigt, hvor den semitiske ørnenæse troner. Jakobe, som Per ser hende, da hun har skænket ham "en ny fødsel og en ny dåb". Jakobe med elskovens styrke i sit svage legeme. Det billede af Jakobe, der skal blive en erindring om ungdommens brusende kærlighedslykke, og allerede er i færd med at blive erindring, så snart det præsenteres. Det billede har jeg båret med mig, fra jeg læste Lykke-Per som 16-årig interrailer på jomfrurejse ned gennem Europa.
ALDRIG har jeg tilgivet Per, at han kunne svigte dét billede, at han kunne svigte kærlighedens åbenbaringsrus og rejse videre i sin søgen efter "det sande jeg", hvis dekonstruktion han er et studie i, og som han i bedste fald finder i kræftsygdommens smerteorgasmer, da han ligger på sit dødsleje mange hundreder sider senere. Per lider af en tørst, som er svær at slukke. I hans kristne periode lykkes det ham næsten at slukke den "ved nådens kilde", som der står i bind 2. Men i bind 1 er nådens kilde Jakobes hænder, som han drikker af i en erotisk scene på et hvil under alpevandringen.
Jakobe er lige så sanselig, som hun er dannet og intelligent. Hun er den eneste person i Lykke-Per, som har fortællerens uforbeholdne sympati. Per selv distancerer fortælleren sig bestandigt fra, udstiller hans selvforgabte dumhed med sine bedrevidende kommentarer. Også når det gælder Jakobe, ved fortælleren ofte bedre – men dét, han ved, er, at et stort sanseligt begær brænder i hende, også når hun selv undertrykker det. Jakobe kæmper med "denne smertelige vellyst under det venstre bryst", som hun har følt, siden hun var "lille trettenårs pige", og det fremstilles ret rørende, hvordan hendes forældre, rådgivet af huslægen, er diskret opmærksomme på problemet: Jakobe har brug for en mandekrop, dét er kuren mod hendes tungsind (man aner i huslægen et ekko af den kollega, der i romanens samtid rådede Sigmund Freud til at ordinere en gentagen dosis normalpenis til de seksualfrustrerede jakober i Wien). Det er derfor, hun ikke kan modstå Per og hans danske kødnakke. Det er derfor, hun kan vende på en tallerken: fra at tage afstand fra Pers bondske og plumpe facon, hengiver hun sig til sin forelskelse, som til en sygdom eller skæbne, "gjort vild af svedlugten fra hans endnu ophedede legeme". Skildringen af de modstridende følelser i Jakobes forelskede sind er mesterlig. På ét bevidsthedsplan bliver hun ved med at foragte sin Sidenius ("i et sådant vrængebillede skulle hendes ungdomsdrøm om en helte-elsker virkeliggøres!"), på et andet er hun helt i hans magt ved den "anelse om elskovens henrykkelse" der "gennemrisler hende under hans omfavnelse". Og på et tredje plan arbejder hendes bevidsthed på at skabe et billede af ham, der kan berettige forelskelsen: Per som det 20. århundredes menneske:
Ja, det var netop ordet, der belyste de store modsigelser i hans væsen, undskyldte dets skrøbeligheder, forklarede dets kraft.
Det er det forelskede blik, der kan samle en litterær person til en enhed. Sådan skriver Julia Kristeva om Marcel Prousts litterære personer, der har det med at fragmenteres i et virvar af løsrevne tegn, når fortællerens forelskelse forsvinder. Jakobes blik på Per er et sådant samlende, forelsket blik. Hvis romanen er et studie i, hvad der overhovedet får en person til at hænge sammen, med den sammensatte, multipersonelle, substansløse Per som eksperimental genstand, bliver Jakobes forelskede blik ét muligt svar. Til gengæld er fortælleren forelsket i Jakobe, og enhver, der læser romanen, må blive det.
Jakobe er jødisk verdensdame, og gennem hende og hendes familie giver romanen en tankevækkende skildring af jødernes plads i det moderne gennembruds Danmark. Problemet med jøderne er netop, at de er verdensmænd og -damer, ikke at de er særegent semitiske. Godt nok undlader fortælleren ikke at opholde sig ved Jakobes særlige "semitiske energi", hendes jødiske næse og hendes fars store "negerlæber", men dét blot med den lille pirring ved det særegne, som den ægte tolerance ikke fortrænger. Den danske antisemitisme, romanen kritisk skildrer, retter sig mod jøderne som "halvtyskere" hvilket jo er tragisk-ironisk, når man betænker den skæbne, Tyskland senere skulle berede jøderne. Men halvtysk betyder her så meget som europæisk kosmopolit. Det er det kosmopolitiske, Jakobe repræsenterer, og det synes stadig aktuelt at lytte til hendes kamptale mod dyrkelsen af jødiskhed såvel som danskhed:
at det ikke er på det tilfældige, det særegne, men på det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge vort eget og nationernes Liv! – –
Den filosofi, Jakobe og Per i fællesskab udvikler, er ellers lidt af en historisk ideologisk besynderlighed. Den synes at hvile på en nietzscheansk overmenneskeforestilling: Vi skal væk fra slavemoralen. Ved at dyrke rigdom, styrke og teknisk fremskridt skal samfundet hæve sig over det både åndelige og økonomiske armod, der har den kristne offerforherligelse som sin religion.
Men hvor kritisk man end kan forholde sig til Pers og Jakobes fælles tankebygning, er der noget smukt over skildringen af kærlighedsforholdet som både seksuelt og intellektuelt. Det er både i krop og ånd, at forelskelsen får Jakobe til at blomstre, om end dens genstand kan synes lidet værdig til så megen opblomstring.
Måske finder Per virkelig "sit sande jeg" i nydelsen ved kræftsygdommens smerter. Måske gør Jakobe det som reformpædagogisk forstander for sin fattigskole. Måske skulle de virkelig begge gennem kærlighedens møde lære at finde sig selv i eremitisk ensomhed (Per) eller næstekærlig selvstændighed (Jakobe). Men det er en barsk lære, og over den rejser sig billedet af den blege og dog blussende Jakobe på kærligheds vandring i Alperne som et billede på en nåde, jeg ikke vil opgive.
Af Lilian Munk Rösing
