Nye Bøger

Axel Lundegård: Prometheus. En konstnärs saga. I- II Del. 247 S. + 162 S. (Albert Bonnier).

Af E.B. [Edvard Brandes]

Hr. Lundegård stod for ikke mange Aar tilbage i den Kamp, som radikale unge Skribenter plejer at kæmpe mod de fastslaaede Anskuelser og deres Bærere i det offenlige Liv. Hans Haand var løftet imod Alle, og de Manges Hænder løftede imod ham. Hans første Bøger blev nedsablede af Kritiken; han fandt ingen Virksomhedsplads indenfor den stockholmske Presse; der gaves en Tid, hvor han og andre unge Svenskere saa' hen til Kjøbenhavn som den eneste Tilflugt, hvor de fandt Forstaaelse og Understøttelse. Ligesom vor fattige Hovedstad vanligvis rummer en norsk Koloni, hvis Arbejde i hvert Fald delvis falder i Traad med det indenlandske, saaledes har vi været paa Veje til at hædres paa samme Vis af svenske Gæster. Axel Lundegård var én af disse, den Gang da Fru Benedictsson¹ og Strindberg opholdt sig her, og da Ida Aalberg og Lindberg spillede Komedie her. Hr. Lundegård var en saare tjenstvillig Ven for de to nævnte Forfattere og arbejdede ihærdigt paa Forbindelsen mellem Svensk og Dansk. Han blev en Propagator for den Strindbergske Produktion. Overfor ham selv var hans Landsmænd ikke lydhøre. End ikke da han som Fru Benedictssons Arvtager udgav den yndede Forfatterindes Efterladenskaber tildels i Bearbejdelse og med original Fuldstændiggørelse, lykkedes det ham at samle Publikum fast om sit Navn.

Nu i de sidste Aar er han pludselig kommen i Vælten ved en Række Romaner, der har nydt Anerkendelse fra mange Sider, ogsaa fra saadanne Toneangivendes Side, som fordum stod ham haardt imod. Den røde Prins² dannede Begyndelsen til det ny Afsnit i Hr. Lundegårds Produktion; det er en Bog, som tildels er paavirket af saakaldte Nietzsche'ske Idéer, en Bog med udpræget Vilje til det Aandsaristokratiske. Formen magter Forfatteren endnu ikke ganske. Romanen gaar i Stykker for ham, men hvor han vil hen, staar klart, og han er ikke senere vegen fra denne Bane.

Hr. Lundegård er bleven en Skønheds- og en Adelsdyrker. Forsaavidt sér han ned paa sin Ungdoms Demokratisme og Realisme. Han vil fremstille de ædleste Følelser, de sjælfuldeste Tanker, de bedste og mest udsøgte Mennesker. Man finder et saadant Par i den sidste Roman. Billedhuggeren Gabriel Tollin, et Geni, der i kort Tid gaar i Realisternes Ledebaand og forsumper under en aandløs og brutal Indflydelse, men saa rejser sig til en herlig Ævne-Udfoldelse. Bogen begynder med en Art Apoteose for ham. Han sidder ved et pragtfuldt Festbord, hvor en svensk Mæcenat, en Millionær og Oversnob taler under en ekstrafin Forsamlings Bifald til Ære for ham. Mæcenaten har anbragt ham som vellønnet Direktør ved sit Musæum og har desuden købt hans geniale Værk, en Prometheus, der indgyder Alle Beundring. Ved Tollins Side sidder hans unge, underdejlige Hustru, hvem han vandt paa en romantisk Maade i Romantikens Vælskland og med hvem han forenes i en næsten overjordisk skyggefri Kærlighed. Medens Tollin sidder hædret og fuldkommen lykkelig ved Bordet, fortæller Hr. Lundegård hans Ungdomshistorie, hans Kampe og Trængsler: deriblandt findes en ulykkelig Kærlighedshistorie, som Tollin dog slap heldigt fra. Et koket Pigebarn fængslede ham nogen Tid og bedrog ham en Smule. Man kan næppe forestille sig, hvor forbitret Hr. Lundegård i den Anledning er paa hende. Han overvælder hende med Haan, og han tæller ivrigt Rynkerne i hendes Ansigt, medens han lader hende gøre en unyttig Kur til Helten, den nu staalsatte Tollin.

Bogen slutter af, idet Forfatteren vender tilbage til Festen, forjager dens Larm og Gæster og lader Tollin alene ved Nattetid med den smukke Hustru. Prometheus' sidste Sætning er: "Det var to lykkelige Mennesker, som gik til Hvile."

Naturligvis findes der lykkelige Mennesker, Folk, som befinder sig vel, hvem Sorger ikke anfægter, hvem Dagene bringer lutter Tilfredsstillelse, hvem de Mange tilsmiler, og som af Forsynet fik i Eje Sundhed, Ævner, Skønhed, Rigdom. De Færreste er det jo – derom nærer Hr. Lundegård næppe Tvivl. Og næppe de Interessanteste for den poetiske Fremstilling. Hr. Lundegård kan gøre Forsøget med sin Italienerinde, den smukke Gemma. Trods al Beskrivelse af hendes Skønhed, Fromhed, Ædelhed svinder hun ind i det rene Intet for Læseren, der ikke vil mindes et eneste ejendommeligt Træk hos hende, intet der ikke findes hos mange Romanskønheder. Vi Danske har Ordet Duftvaudeville for den Poesi, der sér Mennesker i skøn Naivetet.

Anderledes forholder det sig naturligvis med Tollin, hvor ikke det medfødte Galanteri overfor smukke Damer kan spille Forfatteren noget Puds. Figuren er vel ikke helt ny, den lidt ubehjælpsomme, redelige, tunge, bundalvorlige, naive, geniale Kunstnernatur overrasker ikke, men virker dog stærkere. Hr. Lundegård ser uden Overlegenhed, uden Gnist af Ironi, kun med Beundring paa denne sin Helt. Han forarges endog paa Tollins Vegne, fordi han lod sig fange af den danske Æstetiker med det mærkelige Navn Søren Wiegeland. Maaske turde i den Anledning en almindelig Bemærkning være paa sin Plads. Det er blevet Mode i den sidste Tid, at Heltene i forskellige Romaner paa et givet Tidspunkt i deres Liv sværger til en politisk literær Førers Fane; skønt denne Fører vanligvis fremstilles som lidet tiltrækkende, og skønt Forfatteren, der bagefter skal angribe ham, maa lægge ham lutter raa og dumme Bemærkninger i Munden, lader Helten sig dog forføre. Senere fortryder saa Helten (og Forfatteren), og nu møder man Skam over at være bleven vildtledt i Forbindelse med Foragt for den Lære, der en Gang hyldedes. Den almindelige Bemærkning er nu denne: er det ikke for voksne Mandfolk noget overordenligt Usmageligt, ja Pjaltet at optræde som forførte og vildledte? Bliver ikke Heltene højst umandige, naar de taber Selvstændigheden overfor Føreren, og endnu mindre heltemæssige, naar de bagefter jamrer over det begaaede Fejltrin og den tabte Dyd? Et Mandfolk skulde dog helst ikke som en lille Dame slaa Øjnene ned ved Erindringen om sin Svaghed.

– – Hr. Lundegårds ny Bog udmærker sig ved en klar og pompøs Fortællen. I gamle Dage magtede den svenske Digter ikke saa let den brede Form; nu forstaar han at give sig den episke Tid, at tage Alting med, at sé stort paa smaa Ting, at anbringe lyse Billeder i en smagfuld Ramme. Prometheus læses derfor med Fornøjelse. Den bærer Vidne om Forfatterens rige Dannelse, hans tilkæmpede Syn og hans sjælfulde Livsanskuelse. Han synes i stadig og frodig Udvikling.

E. B.