Hr. Hørup
bruger atter i Gaar det Kneb, som "Politiken" nu trolig har brugt hver Gang, Bladets Uvornhed fik fortjent Svar paa Tiltale. Med den uskyldigste Mine af Verden lader Hr. Hørup, som om det er "Morgenbladet", der har angrebet "Politiken", medens det – kun nogle faa Dage gamle – faktiske Forhold er, at "Morgenbladet" først tog til Gjenmæle, da Hr. Hørup ogsaa begyndte at lange ud efter den danske Bevægelse og os med sine døde Torsk og raadne Sild. Det er derfor bedst strax at anholde enhver usandfærdig Paastand om, at "Morgenbladet" skulde have yppet Kiven, saaledes som Hr. Hørup vil bilde sine Læsere ind, naar han i Gaar skriver følgende om "Morgenbladet"s Redaktion:
"De tænkte, at et ganske umotiveret Overfald paa Hr. Hørup kunde misforstaas af Meningsfæller og selv blandt Modstandere vække Tvivl om det rette faste Sammenhold indenfor Flertallet."
Udhævelserne er vore.
Det var Hr. Hørup, der – skjønt næppe selv Forfatter til den paagjældende Artikel – bar Ansvaret for det "ganske umotiverede Overfald" paa "Morgenbladet", og han vil forhaabenlig nu have lært af vort Svar, at vil han fremdeles bryde Freden, maa han selv tage Skade for Hjemgjæld. Vi har netop af Hensyn til "Modstanderne" udadtil og "Sammenholdet" indadtil tiet længe nok til den stille Krig, som Hr. Hørups brandesianske Venner og Medarbejdere uafladelig i Anmeldelser o.s.fr. fører mod, hvad "Politiken" selv nu en Gang har sammenfattet under Begrebet "den danske Bevægelse". Nu er det vor Tid at tale, men selv i vort Gjensvar paa "Politiken"s direkte Udfald mod os sørgede vi for, at Hr. Hørup ikke kunde misforstaa, hvem og hvad i "Politiken" vi nu tog Kampen op med. Vi dulgte ikke vor Frygt for, at det af Hr. Hørup nævnte "rette faste Sammenhold indenfor Flertallet" altid vil have mange Vanskeligheder at overvinde, saa længe Hr. Hørup gjør fælles Sag med Brandesianerne og uhindret lader dem haane og krænke saa meget af, hvad der er det gamle danske Venstre kjært og helligt, men trods disse Vanskeligheder prøvede vi – ligesom under Valgkampagnen i Januar1 – alligevel loyalt paa et politisk Samarbejde med Hr. Hørup, fordi man vel kan gaa til en Valgurne sammen, uden derfor at være enige om sociale, moralske og literære Spørgsmaal. Men det forstaar sig, nogen Fordragelighed, nogen Hensyntagen kræver dog ogsaa et politisk Samarbejde, og Hr. Hørups baade "umotiverede" og motiverede Overfald paa os maa naturligvis nu have en Ende.
Vi giver ham derfor et nyt Raad, siden han ikke har villet følge vort første om at rense "Politiken"s Hus og for sin egen Fremtids Skyld træffe Valget mellem Brandesianerne og Venstre. Vi raader Hr. Hørup til ikke at blande sig i Striden – der er jo dog saa meget i "Politiken", han har overgivet Ansvaret for til andre – og til fremdeles at lade Brandesianerne og "Morgenbladet" udkæmpe Kampen alene.
Skulde derfor end "Morgenbladet" nu og da synes ham at være for højt, saa han ikke kan andet end lette sit gode Hjærte med et fromt Ønske om, at vi maa komme "lykkelig og vel ned paa Jorden igjen", skal han blot mindes, at efter vor Anskuelse maa den Jord, som "Politiken" nu i Zola'sk Aand og Stil dyrker, ordenlig kulegraves og drænes, for at alle de for vort nærende Korn sure og usunde Vædsker kan blive afledede.
Vil Hr. Hørup altsaa ikke tage en Haand med i Arbejdet herpaa, skal han i hvert Fald lade være med at stille sig ved Grøftekanten og stænke Skarn op paa os.
