Ud fra Mørket

Sidste efterladte Arbejde af Ernst Ahlgren. (Fru Benedictson).

I Værelset herskede Skumring. Fra Byens Hovedgader lød Livets Uro og lagde sig som et Akkompagnement under den dødstunge Tavshed derinde. Gennem Gitret i den høje Jærnkakkelovn lyste Kulilden frem uden at gøre noget lyst, kastende kun et sammentrængt Skin over den nederste Del af et blondt Mandsansigt, som mod det omgivende Mørke syntes ligesom oplyst indenfra – formet af et glødende, gennemsigtigt rødt Metal.

Manden sad fremadbøjet paa sin Stol, med Hænderne sammenfoldede mellem sine Knæ, og stirrede ind i Ilden. Konturerne af hans Figur forsvandt næsten i Mørket.

I det af Draperier beskyttede Hjørne ved Siden af Ovnen var Mørket endnu tættere end andre Steder, og intet kunde skimtes der. Alt var forsvundet i Slagskyggens gabende Svælg. Men frem af Svælget strakte sig noget, som – derved, at netop en Anelse af Lys faldt over det – viste sig at være en Chaiselongue, og et følsomt Menneskes Nerver vilde fra det huløjede Mørke over Hovedgærdet have modtaget Fornemmelsen af et skarpt Blik og af en lurende, unaturlig spændt Lytten.

"Der findes et sygt Punkt i min Hjærne," sagde en Røst ud fra Mørket, talende langsomt, med sørgmodig Ensformighed og en Altstemmes Klang. "Det opstod allerede, da jeg var Barn, og det er det, som er vokset. Alt, hvad der har saaret og tynget paa mig, har¹ med sin Spids hvilet paa dette ene Punkt; nu er Benmassen blød og Modstanden brudt."

Manden rørte sig ikke, men hans dybt liggende, kloge Øjne saa medlidende ind i Mørket, hvorfra Stemmen kom.

778 "Det er, som om jeg har levet i hundrede Aar," fortsatte denne. "Og nu er jeg ikke andet end den tomme Skal omkring det, som har levet – hul som et gammelt Piletræ. Jeg synes, at jeg har set Generationer komme og gaa, jeg har set Mennesker fødes og forsvinde, jeg har været knyttet til Forhold, som har været fulde af Saft som unge Vaarskud: men de er alle faldet sammen til intet – ligesom frosne Blomsterskud i en Efteraarsnat. Vaar og Vinter er kommet efter hinanden, og Mennesker se paa mig og sige, at jeg ikke er saa gammel som de ældste. Men jeg véd, at jeg har levet som i hundrede Aar. Og alligevel blev jeg aldrig, aldrig, hvad jeg vilde."

Som en død Masse fyldte Stilheden atter Værelset, og Livets Larm brød sig forgæves derimod, sank saa tilbage og blev som før et dæmpet Akkompagnement.

"Min Fader hadede ikke Kvinderne," kom det atter med den monotone Stemme uden Klang. "Det var værre endnu: han foragtede dem. Min Moder var rømmet til Udlandet med en Tenor og siden gaaet til Teatret. Jeg voksede op hos min Fader; jeg havde netop sluppet Ammens Bryst, da vi blev ene, han og jeg.

Saa længe jeg var lille, havde jeg for ham intet Køn; jeg var ikke stort andet end en Hundehvalp. Men jeg var Ben af hans Ben og Kød af hans Kød – det vil sige hans Ejendom – og han trængte til noget varmt og blødt, som kunde trykke sig op ad ham; han trængte til et levende Væsen omkring sig, som kunde jage Ensomheden paa Flugt.

Han var bange for Ensomheden – min Fader – ti naar han var ene, kom der sorte Griller over ham, saadanne om en Bøssepibe i Munden eller et Reb omkring Halsen, – sorte Griller som paa én Gang lokke og presse Angstsveden frem. Ingenting varmer saa blødt som et Barnelegeme, intet beroliger som buttede smaa Arme, og intet giver en saa drømmeløs Søvn som et Barns Aandedræt.

Derfor blev Nina sin Faders Selskab, derfor sov han med Armene om hendes lille Legeme, derfor indtog han sine Maaltider med hende præsiderende ved Bordet som en alvorlig Kvinde, derfor red han omkring paa sine Ejendomme med hende siddende over Hestens Hals. Og derfor forgudede Nina sin Fader. Hun var lille den Gang, i stumpet Sløjkjole, hverken Dreng eller Pige, bare en vraltende Unge. – –

779 Men Nina voksede. Og hun fik tynd Hals og lange Arme; hun fik en Mund, som fældede Tænder; hun fik et Par spørgende forundrede Øjne. Og saa saa' hendes Fader, at hun var en Pige."

Stemmen tav lidt; Manden bøjede sig frem for at rage i Kulilden, saa det glødende Skær forstærkedes.

"Aa, hvor var jeg lille, da det gik op for mig, hvad han havde imod mig; jeg var saa lille, at jeg ikke begriber, hvor det var mig muligt at forstaa det.

Legekammerater havde jeg ingen af; min Barnepige var gammel og gnaven; alt, hvad jeg ejede af Hengivenhed, samlede sig om min Fader. Børn har et Instinkt, som lærer dem at læse i de stores Sjæl, og som næsten aldrig forleder dem til at læse forkert. Og Børns Sorger ere lige saa virkelige som de voksnes – dybe nok til at sætte Mærker for hele Livet.

Jeg lignede min Fader: rask og modig som han, tungsindig og øm som han; let til at flagre op i overgiven Munterhed, hurtig til at synke ned i modløs Fortvivlelse.

Hvad Under derfor, at han holdt af mig!

Fra jeg var seks eller otte Aar, begyndte vi at spille vor Komedie sammen – en Børnekomedie; nemlig, at jeg var, hvad han ønskede mig at være: en Dreng. Jeg red med ham paa min egen lille Hest, jeg antog Drengemanerer og lærte at fløjte; jeg øvede mine Legemskræfter, ja jeg bandede saa smaat, for at behage ham."

Den talende standsede og syntes at lede i sin Erindring.

"Jeg véd ikke sikkert, hvornaar jeg mærkede det første Gang – dette foragtelige Udtryk af Smerte blandet med Lede, som min Faders Ansigt og Stemme saa ofte siden kunde antage; men jeg tror, det var ved en Lejlighed, som paa en særegen Maade har gravet sig ind i min Erindring. Vi var ude paa en Ridetur og havde travet skarpt. Min Fader var hidsig og varm, hans Øine sorte, og hans Næsebor vide. Naar han saa saaledes ud, vidste jeg, at han intet frygtede. Vi kom til en bred Grøft eller Kanal, og min Fader sprængte over den; saa vendte han Hesten og ventede for at se mig gøre det samme. Min Hest var lille; jeg ved ikke, om det var dens Skyld eller min; men den vilde ikke springe; den standsede med ét paa Grøftekanten. Da lod min Fader sin Hest gøre en Drejning – jeg kan sé den Drejning endnu i Dag! – og med et eneste Sæt fløj Dyret over Kanalen, med et Spring saa kraftigt og behændigt som en Vindspillers². 780 Der gik en Gysning over min Nakke helt ind i Haarrødderne, da min Fader greb mig i Armen, saa' mig barskt ind i Øjnene og sagde: du er bange! Saa sagde han ikke et Ord mere, og han slap min Arm, som om han skammede sig over at have forgrebet sig paa mig. Hans Blik gled bare over mig og Hesten. Jeg var klædt næsten som en Dreng og red i Herresaddel. Men over Saddelbommen laa mit mørkeblaa lille Skørt.

Da saa' jeg det i hans Øjne, dette, som knugede mig ned, som bestandig siden trykkede mig til Jorden, – nej, ikke trykkede mig, men fik mig til at falde sammen, som en tom Klædning falder sammen – af sin egen Intethed.

Jeg fik ikke et Ord til Forklaring, og jeg sagde ikke selv et Ord. Han gav blot sin Hest et Slag af Ridepisken og travede bort, medens jeg blev tilbage. Jeg følte med mit hemmelige Instinkt, at han ikke foragtede mig, fordi jeg var bange, men fordi jeg havde Ret til at være det. Jeg kunde jo aldrig blive andet end – – – end en af dem, for hvem Fejgheden er en Dyd!"

Stemmen tav, fordi den var kommen til at skælve af Smerte, – skælve med samme dybe Klang som Violoncellens Strenge.

"Dette var ikke det eneste; det var blot det, som gav det første Stød til det Punkt, som siden skulde komme til at ømme sig ved hver Berøring.

Paa Gaarden var der en Vogterdreng, en rask, køn Fyr, omtrent paa min egen Alder. Det havde fra jeg var meget lille været min Faders Fornøjelse at lade mig prøve Armkræfter med denne Dreng. Det havde været min Glæde at opbyde min yderste Styrke, og jeg brystede mig ikke lidt af, at jeg næsten altid blev Sejrherren. Men en Dag gik der et Lys op for mig. Jeg slap mit Tag og blev blodrød, som om man havde slaaet mig. Jeg saa' paa ham med den afsindigste Forbitrelse: Du lyver! du er stærkere end jeg!

Og jeg gik derfra, overvældet af Ydmygelse, fordi jeg saa længe havde ladet mig bedrage og som Naadegave modtaget denne letvundne Sejr, som min Modstander havde skænket mig, fordi jeg end ikke var saa stærk, at det kunde regnes ham til Hæder at overvinde mig.

I disse to Historier har du Nøglen til hele mit Liv.

781 Med Rideturene blev det efterhaanden forbi, og ligesaa med alt det andet. Vi kunde ikke længer lege, at jeg var Dreng. Jeg blev tavs og stille, og Folk saa med Forundring paa dette modfaldne Barn, som aldrig kunde le. Men i min Faders Arbejdsstue havde jeg vedvarende mit Yndlingsopholdssted. Jeg havde valgt mig en ubemærket Plads: en gammel Brændevinsskænk i et Hjørne mellem Skabet og Væggen. Min Fader havde endnu sine sorte Griller, saa snart han var ene. Jeg var ham en Slags Skjold imod dem; og jeg forstyrrede ham aldrig.

Han var en fin Selskabsmand, vittig og en Smule ondskabsfuld. Der kom ofte fremmede til ham, en eller et Par af hans Venner, og saa snakkedes der ved Toddyglasset. Man glemte vist ofte min Nærværelse, og jeg hørte undertiden Ting, som jeg ikke burde have hørt. Min Fader var, som næsten enhver Melankoliker, saa helt optaget af sig selv, at han ikke tænkte paa andre; og han gav i disse Samtaler sin Kvindeforagt frit Løb. Jeg, som ingen Moder havde, intet andet menneskeligt Væsen at holde af end denne uforbederlige Pessimist, som jeg tilbad – jeg lærte af disse Samtaler, hvad andre Kvinder ikke lærer i et helt Liv. Jeg lærte at forstaa Mænds Tankegang, jeg lærte at udskille hver Nuance af Medynk og Ringeagt, der kan gemmes under berømmende og beundrende Ord.

Følelsen af Solidaritet og Fællesskab med hele mit Køn vaagnede efterhaanden; og ved hvert giftigt Udfald led jeg i Hemmelighed, som om det havde været rettet mod mig alene.

Da jeg var tretten Aar, fik jeg Stedmoder. Hun var en Skønhed, ikke af de statelige, dronningeagtige, men af de rørende uimodstaaelige. Hun var blød som en Kanin, hun havde Hænder saa smaa, at hun brugte Børnehandsker, hun smilte altid, naar hun ikke græd – og naar hun smilte, fik hun smaa Smilehuller i Kinderne og viste smaa hvide Tænder, ligesom Perlemor. Hun var lutter Blidhed og Forelskelse, og hun havde ikke en Tanke i sit Hoved.

Min Fader var forfængelig af hendes Skønhed; Klogskab havde han aldrig gjort Regning paa. Han valgte hendes Dragter; ti hun havde selv ingen Smag, og han tog med hende paa Baller. Da hun fødte ham den første Dreng, blev der af Glæde skudt med gamle Fæstningskanoner, Vinen flød i Strømme gennem tørstige Struber – hele Godset var paa Benene og deltog i Glæden. Dette gentog sig siden hvert eller hvertandet Aar: samme Gæstebud, 782 samme Feststemning. Naar denne var forbi, tog en anden Barnet i sin Varetægt, og Moderen tog igen paa Baller.

Hun var hverken god eller daarlig, min nye Moder; hun var bare sød. Hun saa' ud som et Barn, og hun vidste, at hun skulde se ud som et Barn, jo enfoldigere, des bedre. Det klædte hende.

Mod mig var hun aldrig ond; men hun gik af Vejen for mig, og det kunde se ud, som om jeg havde været ældre end hun, fordi jeg aldrig var munter og snaksom. For øvrigt skammede man sig over min Kluntethed og Dumhed; jeg fik en Gouvernante og blev holdt saa meget tilbage som muligt.

Jeg var endnu mere ensom end før; men dette skærpede mit Blik. Jeg var ikke misundelig paa min Stedmoder; jeg kendte min Fader altfor vel. Jeg kunde tyde hver Mine i hans Ansigt og hvert Tonefald i hans Stemme. Det undgik mig ikke, hvilken umaadelig Foragt der laa i hans Hyldest. Selve hans Føjelighed var Foragt. En Uretfærdighed fra hans Hustrus Side harmede ham ikke; ti han havde aldrig tænkt sig, at hun skulde eje tilstrækkelig Forstand til ikke at være ubillig. Han kunde give efter for hendes Nykker med et Smil og et Kys paa Haanden, – eller han gjorde akkurat hendes Ønske imod med netop det samme Smil og det samme Kys paa Haanden.

Hans Fordragelighed gjorde hende til sidst indbildsk. Hun begyndte at prale, udbrede sig over Ting, hun ikke forstod, og komme med Dumheder. Min Fader lo blot saa smaat og lod hende snakke; med en smuk Kvinde maatte man ikke regne det saa nøje.

Men det var, som om det faldt over mig altsammen, altsammen. Alt det, som hun slet ikke følte, det borede sig ind i mit syge Sind. Jeg havde lært at se med min Faders Øjne, jeg saa fra en Mands Standpunkt, hvad det vilde sige at være Kvinde – – modbydeligt, modbydeligt, en eneste Ulykke lige fra Fødslen! – Jeg forekom mig selv som en skabet Hund. Da opstod denne Ydmyghed, der er min Karakters Brændemærke og ubodelige Lyde. O, den Plet i min Hjærne! Hvor blev den øm og blød, saa at hvert Ord kunde trænge ind! Hvilken Opfattelsesævne jeg ejede, da det gjaldt dette ene: at forstaa det, som for mine Medsøstre var ubegribeligt som Fuglenes Tale.

Jeg har aldrig været ung, og jeg har næppe nok været Barn."

783 Der blev et Øjebliks Tavshed. Manden sad vedvarende fremadbøjet og stirrede tankefuldt ind i Gløderne.

"Jeg kan ikke begribe denne Intensitet i Følelserne hos et Barn," sagde han sagte. "Og jeg tænker ogsaa, du maa overdrive en Smule – nu, bagefter."

"Jo; men det kommer af, at alt har sammensvoret sig for at gøre dette Punkt saart. Dette vil jeg, at du skal forstaa. Og i Fald du en anden Gang i Livet møder en Kvinde, som ogsaa gaar og bærer paa en Ydmyghed som min – denne Ydmyghed, som du altid har villet bortforklare, og som du har haft saa svært ved at tro paa – saa skal du kunne forstaa, at den kommer af Skam – Skammen over at være Kvinde.

For dig har jeg været hverken Mand eller Kvinde, blot et levende Væsen; og derfor kunde du blive min Ven. Havde jeg i dine Øjne været en Kvinde, vilde ogsaa du have foragtet mig."

Han flyttede sin Stol ud af Glødeskæret, nærmere hen mod Chaiselonguen; og ud fra Mørket drog han frem en fin, sygelig mager Haand, som han sagte trykkede mod sine Læber uden et Ord. Hun forstod Meningen, og hun takkede ham ved at klappe stille paa hans Haand, inden hun drog sin egen tilbage.

Saa fortsatte hun igen Fortællingen med sin sørgmodige, brudte Stemme.

"Jeg kom ud i Verden, og jeg saa paa Kvinderne just saaledes, som min Fader havde lært mig det. Mit Syn havde en unaturlig udviklet Skarphed; ikke en Fejl eller Lyde undgik mig. Det feje, det falske, det smaalige ... alle smaa lumpne Egenskaber fandt jeg hos Kvinderne i saa meget højere Grad end hos Mændene. Jeg var ikke blind for Mændenes Fejl; men i selve Fejlen laa der som oftest noget af Karakter; det var ikke det udvandede, blodløse intet, som hos Kvindernes. Hos Mændene gjaldt Duelighed, Arbejdsævne, Foretagsomhed, Sandhedskærlighed, Hæderlighed; for Kvinderne var alt dette ingenting i Sammenligning med dette ene: aldrig at synde mod Konveniensen. Blev en Mand mindre hæderlig, fordi han havde en eller anden lille erotisk Synd paa sin Samvittighed? Nej. Men for en Kvinde var dette alt.

Og Skylden ligger ikke hos Mændene – saadan som man har sagt – men hos Kvinderne selv; i deres Fejghed, deres Mangel paa Karakter. For Kvinderne selv er den ydre Ærbarhed – Skinnet – alt. Deres Dyd sidder ikke i Karakteren, den sidder uden paa, ligesom Mærket paa et Husdyr. Deraf denne Solidaritet 784 med hele Kønnet, som kaster Ansvaret for én Kvindes Handlinger over paa alle. Hun betragtes ikke som Individ; hun er bare en Del af sit Køn. Hvor har jeg ikke erfaret det! Jeg, som følte det, som om alle de andres Skyld hvilede paa mig alene, som om min Ydmyghed var et Sonoffer for alle de andres indskrænkede, blinde Indbildskhed, Herskelyst eller Egenkærlighed! Min Hjærne havde sin syge Plet, og alt, hvad Livet gav mig af Stof, gik til Næring for dette ene Punkt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Min Fader vilde ikke have, at jeg skulde blive en gammel Jomfru, og saa giftede han mig bort. Jeg vidste, at det eneste Middel for en Kvinde til at løfte sig til højere Samfundsrang var at gifte sig med en Mand som stiger.

Jeg giftede mig, og jeg steg – steg, da jeg gav Kærlighedens Tegn til en Mand, der var mig mere modbydelig end en krybende Orm. Jeg var smuk den Gang – – det er længe siden. –

At være smuk og ung er det eneste, der ikke er en Skam for en Kvinde. Min Mand var ærgerrig, og han vilde frem; og for at komme frem behøvede han andre, én anden idetmindste, og denne ene besøgte os ofte. Han var vor Ven, saas offentlig i Selskab med min Mand, var hjemme mit Selskab. Jeg syntes om ham; mit daglige Liv var en Maskerade for ikke at vise hvor meget. Min Mand var "en glad Sjæl" – saadan hedder det vist. Og i Løbet af to Aar kan man nok opnaa at blive mæt af en Kvinde. Saa kom "den anden" en Dag og vilde give mig en Foræring, en Foræring saa kostbar, at en Brudgom knap nok vælger en saadan til sin Brud. Jeg sagde nej, og jeg sagde det med Skræk. Jeg var ude af mig selv, og jeg fornærmede Giveren.

Min Mand fik ad Omveje Nys om Sagen. Og véd du, hvad han gjorde? Han greb mig i Armen og sagde: "Du støder ham med dit Nej. Tag imod det. Du maa gærne sige, at det er mig, der har givet dig det."

Saaledes gik det til, at jeg tog paa mig den Skam at være en fraskilt Hustru. Jeg kunde ikke taale at blive betragtet som en Handelsvare, at man sjakrede med mig som med en udslidt Klædning. Derfor kom Skammen over mig – Skammen ved at være en Hustru uden Mand.

785 Alting er Skam for en Kvinde; ti hun er ingenting i sig selv, hun er bare en Del af sit Køn. Jeg arbejdede sammen med Mænd, og de kaldte mig kønsløs og haanede min Koldsindighed. Jeg troede næsten selv, at jeg var et Nevtrum, og ogsaa det var Skam. Jeg blev bange for, at der skulde begynde at vokse Skæggehaar paa min Hage, og hvor skulde Mændene da ikke spotte mig for dem!

Men saa følte jeg en Dag, at jeg var Kvinde; ti jeg elskede.

Det var som at have vandret hele sit Liv paa opblødte, forsumpede Veje, i Mulm og Vinterdis, med en Følelse af aldrig at have set Vaaren og aldrig at skulle faa den at skue – – og saa en Dag at se Solen bryde frem og finde, at alt har spiret og vokset under den vaade Dis, at al nu skal blive grønt, og at Blomster skal slaa ud – – i Sol, i Sol!

Jeg vilde have givet mit Liv for at kunne blive hans Ven: men det kunde jeg ikke – kun hans Veninde.

Hør en Gang, hvilken styg Klang det Ord har: hans Veninde! Der klæber Skam og Mistro ved det!"

"Det piner dig at tale," sagde Manden, og hans Tonefald var som gennemtrængt af Medfølelse. Han tog endnu en Gang hendes Haand og kyssede den stille, næsten ydmygt, uden et Ord.

"Aa, lad mig tale ud en Gang," vedblev hun. "Jeg har tiet og tiet Aar efter Aar, Aarti efter Aarti, Generation efter Generation, synes det mig – og nu er det, som om jeg var hele Kvindeslægten. Jeg er saa gammel som Ahasverus og paa mine Skuldre tynger hele Slægtens Skyld. Jeg føler den med en Kvindes Nerver og ser paa den med en Mands Øjne.

Du véd, hvad jeg var i hans Hænder. Han blottede min Hjærne for at sé, hvorledes den arbejdede, han snittede i mit Indre med sin Dissekerkniv for at berige sin Menneskekundskab, og han saarede mit Hjærte – som et ondsindet Barn – blot fordi han saa det banke. Og da der ikke mere fandtes en eneste Smerte, som jeg kunde lide uden at dø, – kastede han mig bort. Ikke fordi jeg havde været svag imod ham, eller ond, eller usandfærdig eller fejg – ti jeg var intet af alt dette. Det var alene fordi jeg var Kvinde. Ikke en Ven, bare en Veninde!"

Hun tav, og der gik som en smertefuld Skælven gennem det mørke Værelse.

786 Saa kom det til sidst med samme ensformig, klangløse Stemme, blot endnu en lille Smule lavere:

"At være Kvinde, er at være en Paria, som aldrig kan hæve sig ud af sin Kaste. At jeg er Kvinde, har været mit Livs Forbandelse.

Jeg har aldrig haft en Moder, min Fader mistede jeg, inden han døde, og jeg har ingen Søn – –"

Hendes Tale sluttede i en Klynken uden Taarer. Det var mørkt. Mandens Ansigt kunde ikke længere ses – – – og han havde intet at svare.

(Oversat efter Forfatterindens efterladte Manuskript.)