Til Birgitte Hesselaa
"Vi er selv historie," sagde PH. Og det er ikke uden stolthed at vi i Pontoppidan Selskabet nu også kan sige: "Vi er selv historie". Som Sancho Pansa har vi på vores små mulddyr trofast fulgt vor Ridder af den bedrøvelige Skikkelse i hans kamp mod Trolde og Spøgelser, Venushuler og ørneflugt. Vi har en historie, og første akt slutter i dag.
Da selskabet blev stiftet for 6½ år siden i slutningen af oktober 2000 (det skete i en sal på Søren Kierkegaard-centret), var der gået nogle konspirationer forud. Bl.a. mellem mig og en af Pontoppidan-forskningens veteraner, Klaus P. Mortensen. Det var hans synspunkt at selskabet først og fremmest skulle være et – mere eller mindre virtuelt, netstedet var allerede i sin vorden – forum for forskere. I sagens natur altså: et lille eksklusivt selskab. Min egen motivering for at have taget initiativet var også helt klart at få skabt et netværk der kunne fremme og hjælpe udforskningen af forfatterskabet, og til den stiftende generalforsamling havde jeg indbudt alle de endnu levende Pontoppidan-forskere, heriblandt Birgitte Hesselaa der på universitetet i sin tid havde skrevet speciale om Det forjættede Land.
Under diskussionen på den stiftende generalforsamling sagde så Birgitte: "Men selskabet skal også have nogle sociale aktiviteter." Hun mente sådan nogle rigtig gammeldags nogen som møder og udflugter, samvær og måltider, musik og sang. Jeg kiggede på hende, hun sad lige ved siden af mig (vi havde ikke været sammen siden hendes tid som dramaturg på Det kgl. Teater hvor jeg også lidt slog mine folder). "Jamen," sagde jeg, "det bliver så dig!"
Og sådan gik det til at Birgitte ikke bare blev valgt til medlem af bestyrelsen, men også til dens næstformand og, da Chresten Reves på grund af sygdom måtte trække sig, selskabets formand. Men i alle årene var og blev det Birgitte der, i samarbejde med Johan Rosdahl og Søren Schou, drev på med de mange møder og et par udflugter og – ikke mindst – med arrangementet og planlægningen af de fem sommermøder der har været rygraden i selskabets identitet.
Uden Birgittes idérigdom og entusiasme, hendes energi og faste vedholdenhed (og kunne man tilføje: hendes humoristiske ironi), var selskabet ikke blevet hvad det er i dag.
Kære Birgitte! Vi vil gerne give dig et synligt minde om dine år i spidsen for Pontoppidan Selskabet. Da du vist ikke er nogen fan af Jacob Bangs lille buste, bliver det en originaludgave af Det forjættede Land med Hans Tegners smukke, komponerede shirtingsbind, og vi har blandt de adskillige muligheder valgt poesiens og optimismens blå farve.
Vi ønsker dig al fremgang med dit store bogprojekt og glæder os over stadig at skulle have dig iblandt os, også i selskabet – allerede i næste uge, i Randers.