Aabent Brev til Hr. Dr. phil. Edvard Brandes
Man har gjort mig den Ære at opfordre mig til at underskrive en Adresse af danske Forfattere, hvori der bringes Dem Tak for Deres Fortjenester af dansk Literatur og Skuespilkunst. Jeg tillader mig i et aabent Brev at sige Dem, hvorfor jeg ikke har kunnet underskrive denne Adresse.
Jeg forstaar meget godt, hvad der har bevæget Deres Kolleger til dette usædvanlige Skridt. Jeg indrømmer gærne de nævnte Fortjenester. De har skrevet Skuespil af blivende Betydning. De har først gjort Skuespilkritikken til en Kunst herhjemme. De har ved Deres daglige Anmældelser af Literatur og Teater vist en Evne og Kundskab, der langt overgaar det sædvanlige. De har været mange unge Forfattere en klog og villig Raadgiver. De har været Deres literære Venner en god Ven. De har i Deres Personlighed mange af de Egenskaber, der er af Betydning for den gode og hæderlige Skribent. De er klar, fast og frygtløs. De er ganske umisundelig.
Men her er jo nu ikke Tale om en Vennehilsen eller en Taksigelse fra de Forfattere, hvis Bøger De har rost i Avisen. Den danske Literatur er jo ikke mere Rahbeks skikkelige Parnas, men Georg Brandes' festlige Arena. Det gælder her en offenlig Sympatibevidnelse af den kraftigste Art, i Literaturens Navn. Og hertil kan jeg, som aldrig har søgt Dem og kun har talt med Dem en eneste Gang, men hvis literære Virksomhed De fra dens første Begyndelse har fulgt med den varmeste Deltagelse, med min bedste Vilje ikke være med.
Jeg kan ikke se, at der nu er nogen Anledning til en saa enestaaende literær Hædersbevisning. Dersom f. Eks. Dansk Forfatterforening i Sommer vilde have protesteret imod Sagsanlæggelsen1 mod Deres sidste Roman, vilde jeg med Fornøjelse have været med, ligesom jeg var med til den tavse Protest: paa den første Meddelelse herom at lade det indvarslede Møde i Koncertpalæet2 aflyse. Men nu? For det korporlige Overfald3, De har været Genstand for, har De jo skaffet Dem Oprejsning. Og hvad nogle uartige Smaablade i den Anledning kan have hittet paa at skrive om Deres personlige Forhold kan dog ikke paavirke Dem eller Dommen over Deres Gærning; i al Fald kan man da ikke i den Anledning kalde den samlede Literatur til Gevær til Deres Undsætning. Dette er begribeligvis heller ikke Meningen med Adressen.
Men er det Meningen, som jeg formoder, at protestere imod den almindelige Uvilje, som efter i lang Tid at have samlet sig imod Dem i den sidste Tid er kommen til Udbrud, saa kan jeg ikke deltage i den Protest. Man kan ikke protestere mod Nemesis. De har selv paakaldt Uviljen, der er kommen. Lad Anledningen til dette Udbrud være nok saa fordømmelig og dets Former lidet tiltalende; lad der være nok saa megen Skadefryd og raa Hævnglæde med deri; der er virkelig ogsaa andre Følelser og deriblandt en ganske retfærdig Harme. De har sagt, at De vilde forarge, og nu summer Forargelsen Dem om Ørerne. Naar man har saaet Storm, kan man ikke undre sig over, at man befinder sig i en Hvirvelvind. Og mod det Vejr hjælper ingen Paraply.
Jeg kan i al Fald ikke være med til i dette Blæsevejr at spænde nogen Slags Skærm over Deres Hoved. Jeg hører selv til dem, som De ved Deres seneste Virksomhed paa det allerkraftigste har forarget.
Jeg tænker endda ikke saa meget paa Deres ofte omtalte Fremstilling af Kærlighedsforholdet i og for sig. Jeg er ganske uenig med Dem i denne Sag. Det Ord at elske, der er et Elementarord baade i Livs- og Kunstpoesien, betyder slet ikke det samme for os. For Dem betyder det noget flygtigt, utrygt, et Blændværk, for mig er det saa trygt som Livet selv. Men herom maa man kunne tviste: den dyreste Bekræftelse maa kunne taale den skarpeste Benægtelse. Elskov er jo ogsaa saa vanskelig en Ting. Den ene kan tale derom ud fra helt andre Erfaringer, et helt andet Temperament, en helt anden Konstitution, end den anden. "I Elskov," siger et gammelt Vers, "skal ingen Mand tale ondt om en anden: ofte daares en Tænker, hvor Taaben ej daares, af de lystfagre Farver". Kunst og Literatur maa som et platonisk Gæstebud aabne sig for enhver Anskuelse af Eros, ja endog taalmodig finde sig i Gudens Fornægtelse. Man kan finde Deres sidste Bøger om Elskov usædelige; jeg synes, at de er det i radikal Forstand, fordi de er barbariske, menneskelighedsfjendske, ødelæggende for Viljen til Livet. Den Livets Gud, som De deri dyrker, er jo slet ingen Eros, men en Avlegud, en trist og lemlæstet Kolos. Man kan harmes over dette Bestie, man kan ræddes ved det, men man kan ikke lade det fjærne ved en Politibetjent.
Men hvad der mere end dette har fyldt mig og endnu, mens jeg skriver dette, opfylder mig med den oprigtigste Forargelse, er den Maade, hvorpaa De, Hr. Doktor! i Deres Bladvirksomhed i længere Tid har affundet Dem med en anden af Livets guddommelige Magter. Kun hvad der forarger, har Betydning ("skal tælles med") dekreterede De i Sommer4. Det er evigt sandt. Hvad der er Aand i, er altid Aandløsheden en Forargelse, Skønheden forarger Gemenheden, Sandheden Løgnen. Er det saaledes, De har forarget?
Nu vil De maaske smile, naar jeg minder Dem, ikke om det Navn De bærer, men om det Prædikat De fører. De er, som jeg, Doktor i Filosofien. Betyder dette gamle akademiske Æresnavn noget – og jeg tror, De vil indrømme mig, at det gør det, – saa vil det sige, at vi paa en helt anden Maade end om vi havde Titler og Dekorationer, tilhører en Ridderorden, Sandhedens Ridderorden nemlig. En saadan Adel forpligter. Det er aabenbart en stor Vinding, ikke blot for det enkelte Blad, men for den journalistiske Diskussion i det hele, naar en Mand som De, Hr. Doktor, der ikke blot én Gang har tilkæmpet Dem, men siden paa mangfoldige Maader bevist Deres Ret til at bære dette Navn, er villig til i en længere Aarrække eller endog for bestandig at stille sit Arbejde i Dagspressens Tjeneste. Det er ligesom et Stempel. Der er jo saa mange Slags Sandhed i Aviserne. Deres føljetonstiske Medarbejder har en Gang forklaret os, at den Sandhed, han ønskede, var den journalistiske; Deres politiske Medarbejder har erklæret, at den Sandhed, der skal kunne virke med nogen Klem i Verden, er den agitatoriske; Deres poetiske Medarbejder tilbereder med Finhed den poetiske Sandhed. I denne Kongres af Sandheden forekommer det mig, at De, Hr. Doktor! skulde have taget Dem af Sandheden uden Tillægsord eller den nøgne Sandhed. Man kunde ogsaa kalde den den videnskabelige. Det er i alt Fald det Program en af vore modige Forfædre har udtrykt paa sit grundige Latin med de Ord, at Kritikeren aldrig maa mangle Mod til at sige, hvad der er sandt, og aldrig have Mod til at sige, hvad der ikke er det. Har De haft – og mangler – dette Mod?
Jeg beskylder Dem ikke for at De med koldt Blod og fuldt Overlæg har villet fornægte eller omgaa Sandheden. Deres Venneros, som der tales saa meget om, har aldrig forarget mig. Naar De f.Eks. har sat P. Nansen saa højt, er det sikkert fordi denne Forfatters Forening af dansk Finhed og Klarhed og østerlandsk5 Sødme og Vellyst, denne Antinous-Poesi6 virkelig for Dem har betegnet Højden af moderne dansk Digtning. Og over for andre Forfattere, som jeg véd hører til Deres nærmeste Kres, har De hensynsfuldt, men bestemt paavist deres Ævners Begrænsning. Jeg kan ikke se, at De nogensinde har vist Dem partisk i almindelig Forstand.
Men hele Byen véd jo, at De har været det paa en ualmindelig Maade. Jeg vover ikke at slutte fra Deres Gærninger til Deres Motiver, men allerede Deres Gærninger viser mig at De ikke, ikke mere i alt Fald, formaar, hvad der for en Mand i Deres Stilling, især i et saa lille og saa sammenklistret kunstnerisk Samfund som vort, er ganske nødvendigt, at holde Deres Sti ren, Deres Dom klar. Deres Domme, der synes saa klare, har tit en ganske grumset Grund. Formelt har Deres kritiske Artikler det store Fortrin, at man aldrig behøver at spørge: Hvad er Meningen? reelt den store Ulempe, at man meget ofte maa spørge: Hvad er nu Meningen? Hvem kan f. Eks. give nogen fornuftig Grund til den meget iøjnefaldende Forskel i Værdibestemmelsen, der har vist sig i Deres, vor anerkendt ypperste Dramaturgs, Bedømmelse af kjøbenhavnske Teaterforestillinger i Vinter, der for den uhildede Betragtning syntes ganske hip som hap – denne Farveforskel der traadte saa grelt, saa epigrammatisk frem den Aften da De, der dyrker og elsker Holberg og hader al Slags Ambrosius-Poesi, gik fra7 en virkelig værdifuld Holbergforestilling paa det kongelige Teater ud i Dagmarteatret for at give "Ambrosius" en uforholdsmæssig hæderlig Omtale.
Men hvad det saa ogsaa kan have været for Stemninger af Gunst og Ugunst, der i ethvert enkelt Tilfælde forvirrer Deres Dom, vist er det, at der næppe nogensinde hos noget Publikum har været en saa afgjort Mistillid til dets Kritikers Ord som der i det forløbne Aar har været her i Byen til Deres. Selv ganske almindelige Læsere gaar ikke mere til Læsningen af Deres ganske dagligdags kritiske Artikler for at finde Sandheden selv deri, men for at lytte til de sælsomme Toner, som den denne Gang kan have aflokket Deres bevægede Sjæls Inderste. De spiller meget stærkt paa Instrumenter, Dr. Brandes.
Men det er ikke det værste, hvilke og hvor mange tamme Ofre De kan have bragt Sandheden paa dette Omraade. Det værste, det farligste – fordi De har ført Deres Sag med en i Sandhed fortvivlet Energi – er de blodige Ofre, De fra Tid til anden, hyppigere og hyppigere, har bragt Deres Molok.
Jeg tror bestandig ikke, at De forsætlig har villet sige, hvad der ikke er sandt. Men jeg ser ikke rettere, end at De har ladet Dem besætte af en fiks Idé. Den har suset rundt i Deres Hoved som et Møllehjul og malet, malet, alt hvad der kom i Deres Nærhed: fra Damen paa Natkaféen til Henrik Ibsen paa Forklarelsens Bjærg, sønder og sammen til Ære for Metoden i Deres Galskab. De har i en nervøst overophidset Stemning, en lignende, som – uden Sammenligning iøvrigt – P.A. Heiberg skal have befundet sig i paa det sidste, ladet Dem henrive til at sige mere, end De ganske oprigtigt kan mene. De har villet forarge. De har i et Blad, hvis Formaal er at paavirke Folket, hensynsløst agiteret for Deres desperate Filosofi. De har lagt Deres hede Haand paa den Sandhed, det var Deres Pligt at forsvare. Selv om vi ikke mere sværge paa "Bogen", som i de gamle Ceremonier, eller aflægger Ed til Sandhedens Aand, som De vist en Gang har været villig til at gøre, saa tror vi dog paa denne store Bog, Videnskabens Bibel, og sværger til den hellige Aand, Talsmanden, der [… fold i papiret skjuler nogle ord]. De har forsyndet Dem imod denne Aand. De har ikke blot skadet Dem selv og Deres Blad derved, men den Sag, De tjener. Det blev i Sommer sagt til Deres Forsvar, at Ingen havde gjort Frisindet her i Landet større Tjeneste end De. Der er for Tiden ingen Mand, der gør Frisindet her i Landet mere Skade end De. Dersom det en Gang vil blive meget mere tungt at være en fri Mand i Danmark end det, for en Del ved Deres og Deres Blads Virksomhed, har været det længe, kan vi atter for en Del takke Deres Virksomhed derfor. Dersom vi vil faa at se kristelig Enfoldighed og borgerlig Selvgodhed belejre Litteraturen, Menneskelighedens Kirke, vil vi mærke Tilbageslaget mod Deres Næve. Det lader sig ikke gøre at bekæmpe den Gudsformørkelse, der truer os, hverken som Drachmann vil (i den frygteligt forandrede Slutning paa Strandby Folk) ved en Snaps dansk Brændevin eller, som De har forsøgt, ved en kaad Gebærde, men ved at udvikle Lyset i Menneskenaturen og bevare dens Adel.
Det synes mig da ganske klart, at De i Deres Anskuelse af Livet og Kunsten, saaledes som den for Øjeblikket er fremtraadt, har spillet – som jeg i Sommer vovede at sige det ganske kort – Fallit, og at De i Deres Kamp for at skaffe denne Anskuelse Udbredelse, har brugt Midler, som ellers kun Fortvivlelsen anvender. At jeg ikke er saa uerfaren og ukærlig en Mand at jeg ikke skulde kunne forstaa, hvorledes en aandeligt virkende Mand under Trykket af Tids- og Samfundsforhold og den herskende Smaalighedsaand kan falde i en saadan Fortvivlelse, vil De maaske tro paa mit Ord. Men jeg mener unægtelig, at den i et dygtigt Menneskeliv maa og kan bekæmpes. Vil ikke De, saa maa en anden. Vil ikke De, saa maa de svorne. Det bedste Middel til at komme over en saadan Fallit er nok ikke at dække over den, men at tilstaa den.
Det er mit oprigtige Ønske, at De maa komme over den. Deres Stemme maa i al Fald ikke undertrykkes med Magt. De er for stor til, at man skal have Lov til at jage Dem ud af Staden med raadne Æg. Dersom De skal drives ud som en Syndebuk for alt Folket ud i Ørkenen, vil jeg ikke være med til at fejre Forsoningsfesten.
Jeg ønsker, at De vil vedblive at virke iblandt os. Jeg tror aldeles ikke, at vi har Raad til at undvære Dem. Lad det dog aldrig blive Fortsættelsen paa dette fortvivlede Stykke Literaturhistorie, at vi her i vor gode Kunst- og Literatur-Stad, hvor Heiberg og Høien, Georg Brandes og Jul. Lange har talt og skrevet, skal lade vor Smag bestemme af velmenende Undermaalere. De har med fuldgod Evne gjort Deres beskikkede Gærning herhjemme. De har ikke været noget særlig saftigt Næringsmiddel, Dr. Brandes! men De har været et Gæringsstof og et Pirringsmiddel, som vi har trængt til. De har været som Salt og Sennep. Det river i Næsen, men det forfrisker. De har ærligt og redeligt været Negationen i dette blonde Rige, og det har ikke været Deres Skyld, at Posiviteten har været saa tynd i Papirerne og har staaet saa daarligt paa Benene. Det er ødelæggende for Livets Dialektik, naar Negationen med Magt holdes nede. Da Aserne bandt Loke, da de endelig havde faaet ham ved Halen, fremskyndede de Ragnarok og vandt intet derved uden Kedsomheden. Men det er ogsaa ødelæggende, naar Fornægtelsen ikke mere kan tale rent og forvirres i sin egen Stemme. Naar ogsaa Loke forvrøvler sig, har vi den store Forvirring. Maa vi atter høre Deres Røst, Dr. Brandes! den dybe Spot, der er Sandhedens Understemme, men forskaan os for Larmen af Deres Møllehjul!
Jeg har skrevet dette til Dem alene med Deres literære Personlighed for Øje, med tilbagetrængt Erindring om mit Indtryk af Dem selv, Deres kloge Øjne, Deres mandige Smil. Jeg haaber ikke at have skrevet anmassende. Jeg har ikke villet bestige noget Dommersæde, jeg er ganske uvant med at tale til Folket fra nogen Slags Forhøjning. Jeg beder Dem blot betragte dette aabne og aabenhjærtige Brev som Udtryk for en enkelt Mands ganske oprigtige Overbevisning – en Mand, der er Dem underlegen i Alder og Kundskab, men for Tiden sikkert Deres Overmand i rolig Besindelse.
Vilh. Andersen
Dr. phil.
[gå til Edvard Brandes' svar]
