En Vinterrejse

I nogle Dagbogsblade: "En Vinterrejse", har Henrik Pontoppidan givet en Række Udtryk for de uglædelige og bedske Tanker, som han ved Juletid engang for nogle Aar siden sankede sammen og lod sig opfylde af ved Forestillingen om Julens festlige Fedme, hvormed han sammenførte Indtryk fra Bjørnstjerne Bjørnsons svulmende Festlighed under Foredrags Fremførelse.

Temaet er altsaa, udtrykt i en folkelig Formel, Pontoppidans Kvalme ved store Ord og fedt Flæsk. Han føler sig mavesvag og hjærtesvag ved Tanken om de altfor bugnende Tafler og søger Helse i Livsfjernhed og Livsfjendskab: han gaar altsaa med en Damper langs Norges Kyst til Nordkap.

Men – spørger man sig selv – hvad er nu egentlig dette; er ikke ogsaa Henrik Pontoppidan, naar han saaledes flygter ud i Ensomheden og fremviser denne sin Flugt for Offentligheden i et levende Billede, er ikke ogsaa han gaaet ud af sit naturlige Leje og agerer en Smule Teater. Ensomhed og Nøgternhed kan man jo skabe sig hvorsomhelst, man behøver ikke at fare til Nordpolen for at faa sin Livsappetit genoprettet.

En Foredragsholder gentager sine Sætninger og Virkninger, en Forfatter sine Ideer; det er sandt nok, at drevne Talere eftergør den øjeblikkelige Indskydelse paa kunstig Vis for at opmuntre Tilhørerne. Dette beklager Pontoppidan sig over hos Bjørnson. Men placerer da Digterne aldrig med koldt Blod en flammende Virkning paa det gunstige Sted i en Bog? De gør det alle. Enhver, som træder frem for et Publikum, han staar paa et Teater og maa gøgle.

Henrik Pontoppidans Devise som Forfatter kan man ved en ringe Omflytning danne af et Epigram af Henrik Ibsen; nemlig saaledes:

At digte er Kamp med Trolde
i Hjernens og Hjertets Hvælv.1

Hans Forfatterskab er en bestandig Strid for at tilintetgøre det poetiske Blændværk; det er en Kamp, hvor Troldene lader, som de dør, men farer op igen, naar han triumferende vender Ryggen til dem.

Hans Brix.

 
[1] Hvælv: Henrik Ibsens epigram lyder:

At leve er – krig med trolde
i hjertets og hjernens hvælv.
At digte, – det er at holde
dommedag over sig selv.

tilbage