En Vinterrejse
Henrik Pontoppidan: En Vinterrejse. Nogle Dagbogsblade. Gyldendal.
Det er en Udskrift af en gammel Rejsejournal, nogle Oplevelser fra Aar tilbage, da Henrik Pontoppidan en Gang ved Juletid flygtede op til det snedækte Norge.
"… Der er ikke det mindste eventyrlige ved dem", erklærer han. "Ikke saa meget som en stakkels Bjørnejagt kan jeg pirre Læsernes Nerver med. Under andre Forhold vilde jeg maaske have imødekommet Tidens Smag for det morderiske ved at forsøge paa at tildigte en saadan ligesom hin Ærværdige, der skrev sit berømte, bloddryppende Jungle-Poem "Tigerdræberen" paa Indtrykkene fra sine Loppejagter i Uldtrøjen. Men dette er altsaa ingen Digtning. Det er en slet og ret Meddelelse, et løsrevet Kapitel af min Levnedsbog, og bør derfor være præget af den strenge Sandfærdighed og den Sky for Overdrivelse og Selvbesmykkelse, der plejer at udmærke den Slags Værker."
Som Indledning saa Bog, ægte Pontoppidansk, men i alt andet end god Forstand. Det er allerede utiltalende at læse om, hvorledes det er "Spisekammerdjævelen, der indfanger de fleste Sjæle i Tiden mellem Jul og Helligtrekonger", og hvorledes det er for at "undfly hans lumske Anslag", Forfatteren drager af Sted, og man synes ærlig talt ikke, den farende Digter har noget at hovere over, da han tilsidst vender tilbage til "Torveskriget og vore egne Markedsbjørne". Thi hvad er det for indre Oplevelser, han under Vejs har haft? Han søger en ung Mand, der, som han selv, skuffet og utilfreds har forladt Familie og Venner, og finder ham for Resten ogsaa, men uden at Digteren og den unge Mand, en Slags andet Jeg, kommer hinanden Spor at nær. Det hele er ligegyldigt, nærmest ingen Ting, og Interessen knytter sig udelukkende til, hvad Pontoppidan ellers ser og hører.
Men allerede den norske Natur, som han ødsler Lovord paa, mens han sejler op langs Kysten og Landet "søvntungt glider forbi i sin tykke Snepels", allerede Naturen trætter ham snart. Blandt alle Naturvidunderne længes han efter en almindelig dansk Grøftekant. "Det gaar os i Længden med al denne livløse Pragt ligesom med Stjernehimmelen eller Oceanet. Synet kan betage og fortrylle, eller det kan flygtigt gribe os med Forfærdelse. Men inderst i Sjælen lades vi ligegyldig og kold." Der har aabenbart været en Djævlesplint i Pontoppidans Øje paa denne Færd, og i hans Syn paa Menneskene deroppe gør Splinten ham rent rebelsk.
Selvfølgelig er der rammende Iagttagelser. Det er veldryppet Malurt, naar Forfatteren taler om de norske Damer, hos hvem "det nationale Sportsliv har udviklet en egenartet Flanen, hvor Skistaven og Topluen spiller samme Rolle som Viften og Mantillen hos Sydens Koketter". Det er heller ikke ueffent, naar den rejsende Dansker ved Synet af Bergens Holberg-Statue ærgrer sig over "denne adstadigt promenerende Borgermand med Kniplingsmanchetter og Spændesko, denne baroniserede Professor", der til Nød kunde passe i København, men i Digterens Fødeby burde erstattes af "en rejsesyg Yngling, der stirrer ud i Regnmulmet med store, urolige, livshungrige Øjne."
Adskillig mindre bevendt er Pontoppidans Omtale af sine norske Digterfæller fra vore Dage. Det er jo saaledes ganske forældet, naar det hedder, at "det godtroende danske Publikum forsamler sig om ethvert ligegyldigt norsk Digterværk med en Andagt som til en Højmesse i Aandens Tempel, mens største Parten af vor egen Litteratur kummerlig frister Livet ved Læsetaskernes Naade." Og i sin Overdrivelse ikke mindre hen i Vejret er Angrebet paa Bjørnson som en "graanende Markedsbjørn, afrettet til Publikums Forlystelse", et Angreb, der i Anledning af, at Vilhelm Andersen har givet den norske Digter en fremtrædende Plads blandt Nordens dionysiske Aander, kulminerer i det patetiske Udbrud: "Dionysisk Tale, det er Enetale. Men hvornaar var Bjørnson helt alene med sig selv i sin Digtning, helt uden Attitude, tusinde Mile borte fra Tanken om Publikum?"
Intet Under naturligvis, at den altid optrædende og agerende, altid saa menneskenære Nordmand er blevet Pontoppidan et Forargelsens Tegn. Men Læserne vil ikke paavirkes deraf. Mindet om Varmen, Kraften, Frodigheden hos Bjørnson staar særlig levende just i det Skær, der udgaar fra en Bog som Pontoppidans, ikke blot en løst komponeret, en besk og bitter, men ogsaa en fattig Bog. I Stedet for paa sin Gert Westphalersk igen at minde om den uheldige Vinterrejse, burde Forfatteren – al Respekt for hans digterske Fortjenester og hans Nobelpris – havde ladet disse Dagbogsblade blive liggende i sin Skuffe. Man kommer ved Læsningen kun til at tænke paa en anden af Tidens store Aander, der ogsaa er flygtet op paa, hvad Pontoppidan kalder "Ensomhedens og Livsforagtens golde Vidder". Var det for Resten ikke netop Pontoppidan og Georg Brandes, der skulde dele Æresbolig paa Fasangaarden? I og for sig kunde der ogsaa være noget symbolsk træffende i at lægge de to Misantropers Bolig saaledes – om ikke ligefrem tusinde Mile, saa dog i passende Afstand fra den profane Hob. Men man synes samtidig næsten, det vilde være Synd for det smukke Hus i den hyggelige gamle Have, at gøre det til et saadant Ensomhedens Tempel, hvis Vogtere, i Stedet for at værne om den hellige Ild, gnavne paa alt og alle, blot søger at overbyde hinanden i alt andet end ydmyge Betragtninger de contemptu mundi.
Kirchh. L.
