Spredt Fægtning
Efterhaanden som vor Literatur rykker frem gennem Aarene, ses det tydeligere, hvordan den kæmper i spredt Fægtning. De gamle, klare Linjer brydes, de Idéer, der tidligere sammentvang selv højst forskelligartede Skribenter i faste Kolonner, løsnes mere og mere. Hver enkelt søger dybere ind i sig selv end før, eller de udspejder og gennemforsker hver sit bestemte Milieu med større Frihed.
Ogsaa de Bidrag, som vore ældre, vore forlængst fastslaaede og anerkendte Forfattere har givet Efteraarsliteraturen, fortæller om dette.
Der er nu først Manden for det hele: Georg Brandes. I Sporene af hans Gerning arbejder vi alle, hvad enten vi er Sjællændere, Fynboere eller Jyder, hvad enten vi vil indrømme ham, eller vi helst fornægter ham. I sit Levned kæmper han endnu med sine gamle Fjender – Skæret af disse fjerne Flammer viser Nutiden, hvor haardt han fo'r frem, hvor bedsk han saaredes, hvor vanskeligt og farligt et saadant stort Oprydningsarbejde er. I Urskovens Mørke er Aberne, siges der, Menneskets ihærdigste Modstandere – de store Katte er sjældnere og kan rammes i Springet.
Henrik Pontoppidan kæmpede i mange Aar for Brandes' radikale Idéer, og endnu, naar han prøver sine Vaaben, tager han samme Sigte, som han altid har gjort. Men stundom kan han lade dem hvile, og da gavner han Poesien bedst. I den Virkelighedstroskab, som han har tilegnet sig gennem Naturalismens Læresætninger, hviler hans Sind ud, og under en saadan ligelig og omfattende Betragtning af Naturen og Menneskene søger hans aarvaagne Bevidsthed efter det Liv, der skjuler sig under alt, hvad han ser med sine Øjne. Saaledes fremstaar Det store Spøgelse: en Fortælling, som – hvor knap den end er – giver Aarets mest fuldkomne Kunst.
Ogsaa Herman Bang har lært af Brandes – ikke af hans specielle Kampidéer, men af hans Kosmopolitisme. Og i sine Sælsomme Fortællinger beretter han om, hvilke Hemmeligheder han søger bag det internationale Kunstnerlivs blændende og flimrende Uro – som Pontoppidan søgte dem i den blege, danske Sommernat. Hver af dem finder deres, og hver af dem synes tilfreds med saaledes at have udvidet deres Stof og dermed Literaturen.
I mere bevidst Opposition mod Brandes' Lære staar de to kraftige Tendensbøger, Efteraarsliteraturen har givet os: Jakob Knudsens Fremskridt og Andersen Nexø's Pelle Erobreren, skønt de ved deres Behandling af Stoffet egentlig kommer Halvfjerdsernes Aandsretning nærmere end de foregaaende. De vil kun skildre, hvad de ser for deres Øjne.
Men de har hver sin Hensigt dermed.
Saaledes hævder "Fremskridt" den nationale Hjemmefølelses gamle og evige, traditionsbundne Art – vendt mod Brandes' Radikalisme.
Omvendt forsvarer "Pelle Erobreren" den nationale Udvidelsestrang – vendt mod Brandes' Kosmopolitisme.
Ogsaa disse Bøger fører vor Literatur videre gennem Tiden og bidrager deres til, at den efterhaanden frigøres helt. Men ejendommeligt er det at se, hvor vanskeligt den har ved at komme ud af de Spor, hvori en enkelt stærk og klar Vilje har ledet den ind.
Sven Lange.