Mimoser
Literatur
Henrik Pontoppidan: Mimoser. Et Familieliv. (193 Sider. Gyldendalske Bogh.s Forlag).
Mimoserne er to Søstre – to Rør-mig-ikke-Planter opvoksede paa Friland men i moralsk Drivhusluft. De er Døtre af en Apoteker og Kancelliraad, som ved Bogens Begyndelse nedlægger sin Virksomhed i en jydsk Smaaby og trækker sig tilbage til Landlivets stille Ensomhed, dels for at dyrke sin Kærlighed til Jagt og Blomster, dels – og navnlig – af Hensyn til Pigebørnene, hvem den afdøde Hustru – en skrøbelig og from Præstedatter – højtidelig har bedet ham værne mod al Livets verdslige Forfængelighed. Kancelliraaden har indsét, at det var umuligt at bevare deres Hjærte rent og ubesmittet i en Bys hidsende Atmosfære og midt i Selskabslivets Tummel og Letfærdighed; kun et frit, roligt og enfoldigt Liv i Naturens Moderskød frembød tilstrækkelige Garantier mod alle skadelige Indtryk. Og med den Beslutning at lade dem vokse op som et Par ægte, uforfalskede Naturbørn, der i Sundhed, Uskyld og frejdig Livsglæde kunde blive et Mønster for den vanslægtede Menneskehed – slaar Kancelliraaden sig altsaa ned paa et lille, fjærntliggende Landsted langt borte bag de store Skove. Dér fører de tre nogle Aar igennem en salig Tilværelse som i et idyllisk lille Eden. Pigebørnene udfolder sig i en egen, dugfrisk Ynde, og ingen fremmed Mislyd forstyrrer deres uskyldsglade Sindsligevægt.
Da melder Bejlerne sig – intet mindre end to Herremænd; den ene, Ejeren af "Gudersløvholm", en fuldendt Verdensmand, har allerede længe bragt den engleblonde Bettys Kinder til blufærdigt at rødme, medens den anden, "Klosterbaronen" kaldet, en vildmandsagtig Kæmpeskikkelse, har været Genstand for den mørke Kamillas romantiske Sværmeri. Han hjemfører først sin Brud til den middelalderlige Borg, medens den yngre Søsters Bryllup beredes, og alt er Herlighed og Glæde. Men før den englelige Betty er naaet ind i Ægteskabets Havn, kommer Kamilla en Nat styrtende oprørt hjem – – "Klosterbaronen" har bedraget hende! Hvad der egenlig er hændt, bliver vel aldrig nogensinde fuldt oplyst uden for de paarørendes allernærmeste Kreds; men saa meget synes dog med Sikkerhed at fremgaa, at Klosterbaronen ikke besynderlig har egnet sig for den ægteskabelige Stand. Og den Omstændighed, at dette er aabenbaret saa kort efter Bryllupet og dertil paa en for hans Hustru særlig krænkende Maade (man taler rent ud om en ganske simpel Malkepige) gør hans Adfærd dobbelt oprørende!
Katastrofen slaar et Skaar i Familiens forhen saa idylliske Lykke. Og en Anelse om noget forfærdeligt, en Frygt for, at det skal gaa hende paa samme Maade, sniger sig ind i Bettys ubesmittede Sind. Hun véd, at hendes Antons Liv ikke har været ganske – rent; allerede før deres Forlovelse har hun en Gang hørt Folk tale derom. Men Anton kysser al Ængstelse væk fra hendes Pande, og angstfuld som en ung Fugl synker hendes lille svimlende Hoved til hans Bryst og giver sig sin Skæbne i Vold. Bryllupet staar i al Stilhed, hvorpaa de nygifte tiltræder en lykkeberuset Bryllupsrejse til Evropas skønneste Egne. Da de vender tilbage, er Betty, som i Fjor var saa guddommelig, allerede højt frugtsommelig.
Det unge Ægtepars Turteldue-Kurren paa Gudersløvholm, spreder paany en mildt idyllisk Stemning over den haardt ramte Familie. Anton er lige som vaagnet til et fuldkommen nyt Liv. Han nyder med uendeligt Velbehag Daglivets og Hjemmets hundrede smaa uskyldige Glæder; han, som træt og led ved Verden, har ment sit Liv halvt endt, han føler, at han nu først ret er begyndt at leve, at hans Liv først nu har faaet et Indhold, et Maal, en Mening. Og naar han tænker paa sine graanende Haar og sin bortødslede Ungdom, fyldes han med usigelig Taknemlighed mod det Barn, som han skylder sin Lykke, – som, glemmende alt, har skænket ham sin unge, kildefriske Kærlighed, hvoraf han har drukket Sundhed og Foryngelse.
Kun naar hans Blik træffer Kamillas, glider et Stænk af Vemod ind i hans uforanderlige Smil. Hun er saa dejlig som ingensinde før – men midt i al den svulmende Ungdomsfylde – den koldeste Kyskhed! Klosterbaronen har tryglet hende om Tilgivelse, han har bedt hende om Naade i de ømmeste, de bodfærdigste Udtryk – men hun har haardnakket afvist ham med ubøjelig Foragt. Tilsidst er han fortvivlet flyet fra Egnen. Den "Mimose" har for stedse tillukket sig. –
Imidlertid skal Betty være Moder. Hun imødeser Stunden med Fryd og Bæven; Anton bærer hende næsten paa Hænderne. De holder kun Omgang med faa; deriblandt den ny Præst og hans Kone, en ivrig Forkæmperske for Kvindeemancipation, evig og altid i kogende Ekstase, fuld af harmfulde Angreb paa Mændenes Tyranni og dyriske Udskejelser, paa Færde overalt, hvor en Hustru er bleven forurettet, en Pige forført, hidsende dem til Opstand, vækkende deres Æresfølelse. Inde i Byen stifter hun en Forening, som i Folkemunde faar Navnet "den store Krudtsammensværgelse". For den bliver Kamilla som en Fane, et Symbol, et Sindbillede paa selve den krænkede Kvindestolthed i attraavækkende Majestæt. Betty og Anton har i Begyndelsen ikke været meget tilbøjelige til at stifte Bekendtskab med hin mandhaftige Kvinde, men de har efterhaanden faaet Respekt for hende, og Anton kan mange Gange ikke andet end give hende Medhold i hendes Paastande.
Betty nedkommer med en prægtig Dreng, og Ægtefolkenes Lykke kunde have været fuldkommen. Men ak! Hvor længe var Adam i Paradis og Anton paa Gudersløvholm! Godsejeren er Medlem – folkevalgt – af Landsthinget, og hans repræsentative Pligter kalder ham paa den skæbnesvangre første Mandag i Oktober. Med megen Sorg og Kvide maa Mand og Hustru skilles. Betty, som er syg og sengeliggende efter Nedkomsten, arrangerer en splendid Afskedsfest, og med Tusind Kærtegn og Løfter siger de forelskede Nygifte hinanden Farvel for de Maaneder, Samlingen varer.
– I København bor Antons Moder, Hofjægermesterinde Drehling. Det er en frisindet gammel Dame, som trods sine seksti Aar har bevaret megen Ungdomsfriskhed og naturlig Ynde. Hun forstaar ikke den ny Slægt; dens anstandsmæssige Alvor og strænge Disciplin passer ikke for hendes uforknytte Livsglæde, uforbederlige Lune og klare Forstand; hun ryster paa Hovedet ad denne Art af Liv, fra hvilket alt Lys, al Ungdom, al festlig Glæde er som skræmmet bort. Hun forstaar ikke den skumle Forsagelsens Aand, som har grebet en Del af hendes Samtid. Verden forekommer hende ældet og Slægten forkrøblet. Og nu hendes Søn, hvem hun har længtes saa meget efter at gense. Han har altid været hendes Stolthed; med hemmelig bankende Hjærte har hun læst hans Ungdoms Triumfer og Manddoms begyndende Ry i Kvindernes Øjne, i Mændenes misundelige Blikke. Men Gensynet har været en bitter Skuffelse. Ogsaa han er bleven en bedemandsmæssig Ægteper! Og Moderens Hjærte har fyldtes med Nag til den ukendte Hustru, med Trods mod de fordummende og forkvaklende Forhold, som har ført Sønnen fra hendes Side …
Anton har levet meget indgetogent den første Tid i København. Han har omhyggelig undgaaet sine gamle Ungkarlevenner og kun tænkt paa og længtes efter dem der hjemme. Men da begynder en Kvinde at øve en sælsom og uimodstaaelig Tiltrækning paa ham. Det er den modent-raffinert skønne Fru Conerding, som efter et meget æventyrlig omflakkende Liv med Manden bor alene paa et Hotel garni i København og er en i Selskabslivet meget feteret Dame. Anton "træffer" hende en Tid lang tilfældig paa Langelinie, hvor hun regelmæssig spaserer – indtil han en Dag ganske uventet bliver præsenteret for hende hos sin Moder Hofjægermesterinden. Han stræber forgæves at frigøre sig for den Tiltrækning, den smukke Frue øver paa ham… Svarene paa Bettys lange og kærlige Breve bliver kortere… og en Nat efter et Selskab, hvor Fru Conerding har været, kan han ikke faa hendes Billede ud af Tankerne. Han er forelsket.
En Formidag er der nogle aristokratiske Damer samlede hos Hofjægermesterinde Drehling for at faa hende med til Stiftelsen af en Forening for Sædelighedens Fremme i Hovedstaden. Anton har lovet sin kraftigste Bistand. Men Hofjægermesterinden forarger Damerne med nogle ejendommelige Anskuelser. Hun kan egenlig ikke fortænke de unge Mænd i, at de søger muntrere Selskab end vore egne smaa hjemlige Rør-mig-ikke'r siger hun. Glædespiger kalder man disse Synderinder – Herregud, hun synes, det lyder saa smukt. Og Venushuler kalder man de slemme Steder – men maaske vore saa meget lovpriste og besungne Hjem er de egenlige Venushuler, som udmarver vore Mænd, stjæler deres Energi og gør vore Kvinder svage og enfoldige. "Vore unge Ægtemænd har ikke forladt Brudeskamlen, før de føler sig forpligtet til at gaa omkring med Skyklapper for Øjnene og føre et Sprog som en Maren Amme … jeg vil, at unge Mennesker skal være unge og ikke vandre omkring som Riddere af den bedrøveligste Skikkelse. I vore Dage véd man næppe, om man tør se en smuk Dame i Øjnene, naar det ikke netop er ens Kone, eller beundre en Herres Holdning, naar det ikke netop er ens Mand. Det er denne Uappetitlighed, som er saa kvalmende."
Saadan taler Hofjægermesterinden. Og det gør Damerne meget ondt, at de har ulejliget – og Anton foreholder bag efter sin Moder det skammelige i hendes Omtale af Hjemmet. Thi for ham er Hustruen og Hjemmet det dyrebareste, han ejer. Samme Dag bliver Fru Conerding hans Elskerinde – efter at han paa en fortvivlet Flakken-om, hvorunder han bl.a. kommer op i Folkethinget til et af de bevægede Møder, haabløst har stræbt at modstaa Fristelsen til at besøge hende. Det er et af de bedst fortalte Partier i Bogen.
Antons Svigerfader, den gamle Kancelliraad, har til sin store Smærte opdaget det Forhold, hvori han er traadt ind og rejser nu i Forvejen hjem for at meddele Datteren Mandens Utroskab. Hjemme paa Gudersløvholm venter Betty med frydefuld Længsel Antons Komme. Hun pynter med Guirlander og lader illuminere … Da indtræffer pludselig den hjærteløse Meddelelse og knuser brat hendes Lykke. Mimosen er strejfet paa det saareste Punkt: den lukker sig øjeblikkelig urørlig sammen.
Og da Anton Juleaften træder ind paa Gudersløvholm, viser Kamilla sig stræng og alvorlig for ham og underretter ham højtidelig om, at efter hvad der er sket, kan Betty selvfølgelig umulig længer være hans Hustru og anser sig løst fra ethvert Baand, der knytter hende til ham. Anton forlanger at tale med hende, hun maa høre ham … men i det samme ruller Vognen bort med den forurettede Hustru.
Bogen ender med et Brev – dateret Nizza – fra Anton til hans Moder. Han erklærer i dette Fru Conerding for sin Elskerinde, og i Anledning af den Foragt, hun af den Grund har været Genstand for, bemærker han: "Ja, jeg maa dog tilsidst give Dig Ret i, at det er en underlig Verden, og at vor Moral navnlig i dette Kapitel er for Kabylere og Hottentotter og ikke for civiliserede Mennesker ....."
– – Og det turde være dette, Henrik Pontoppidan har villet haft frem med sin nye Bog: at vor konventionelle Moral paa Kønsspørgsmaalets Omraade er en Mimose-Moral, en Rør-mig-ikke-Moral, som snærper sig sammen med forargelige [sic!] Miner, saa saare man berører dem med ubehandskede Fingre. som en bestemt Jordbund i Forbindelse med et vist Klima har opfostret de følsomme Mimose-Planter, saaledes har en kunstig moralsk Atmosfære fremklækket vore kvindelige Mimoser, som udfolder sig yndig og dufter sødt i Hjemmets varme Mistbænk, plejet af Mandens trofaste Omhu, men hvis sarte Fibre straks trækker sig blysomt ind i saaret Kyskhed, hvis han et Øjeblik forglemmer sig hos en anden Kvinde. Ved at male det Drehling'ske Familieliv, har Pontoppidan villet vise, hvor kvalmende Luften er i visse moderne Hjem, hvor usund og karakternedbrydende; og han har som Modsætning villet hævde Naturdriftens Ret trods al paahyklet Lastværdighed og Skarnagtighed, dens Krav paa Tilfredsstillelse trods al Jeronimus-Moral og Dameemancipationsmoral.
Det er en frisk og fornøjelig skrevet Bog. Pontoppidans fine Ironi er godt dølgende og godt dulgt – næsten for godt. Men paa den anden Side er Personernes Væsen – og særlig Mimosernes, Anton er bedre karakteriseret – ikke tilstrækkelig gennemtrængt til udtømmende at kunne dokumentere den mandlige Utroskabs Indflydelse paa de kvindelige Skæbner.
C. E.
