Mimoser
Literatur
Henrik Pontoppidan: Mimoser. Et Familieliv. (Gyldendalske Boghandel.)
Titelen skal tages for Alvor, ikke i Spøg, og er maaske derfor mindre heldig valgt; men dette Indtryk forsvinder, saasnart man har læst nogle Sider af Fortællingen og faaet Blik for, hvad det er Forfatteren har villet skildre.
De to Søstre Kamma og Betty, Døtre af den gamle forhenværende Apotheker Byberg, ere nemlig "Mimoser" i dette Ords bedste Betydning. De ere fra deres unge Aar blevne skjærmede og vogtede mod alt Urent, ja Faderen, en noget naragtig, men højst elskværdig Særling, har endogsaa af Frygt for Selskabslivets Smitte opgivet sin Virksomhed i den lille By og er med sine unge Døtre tyet ud paa Landet for der at fuldende deres Opdragelse i et skyldfrit, idyllisk Naturliv. Men Skæbnen – og Kjærligheden – indhenter dem begge. Den ældste af Døtrene, Kamma, forelsker sig i og bliver gift med en Nabo, en ung Baron, i hvis mandige Ydre hendes noget romantiske Gemyt finder sit Ideal. "Klosterbaronen", som han kaldes, fordi hans Ejendom, en romantisk gammel Røverborg, paa Egnen gaar under Navnet "Klosteret", er imidlertid i Virkeligheden en raa og brutal Person, der strax efter sit Giftermaal er sin Kone utro, ovenikjøbet med en af Gaardens Malkepiger. Den med Rette opbragte Hustru forlader ham øjeblikkelig og drager hjem til sin Fader. Klosterbaronen viser vel Anger og Ruelse, men Kamma er ubønhørlig og vil paa ingen Maade tilgive ham. Heri handler hun sikkert Ret, da hele hans Personlighed ikke byder mindste Garanti for, at en virkelig Omvendelse vilde blive Frugten af hendes Tilbagevenden til den huslige Arne. Søsteren Betty er ved Kammas Bryllup bleven forlovet med en anden Nabo, Ejeren af Gudersløvholm, Anton Drehling, og denne Forbindelse tegner til at blive lykkeligere. Drehlingerne have rigtignok altid været en frivol Slægt, og paa Gudersløvholm er der i sin Tid blevet ført et meget galant Liv, ja den nuværende Ejers Moder har selv temmelig vitterlig havt en Elsker, og hendes Søn Anton har i sine unge Dage selv været et Stykke af en Don Juan. Men han er med Aarene bleven alvorligere, han har baade Forstand og Hjerte, og hans unge, barnlige og indtagende Hustru bringer Alt det Bedste frem i ham. I sit skjønne Hjem med Hustru og Barn lever han et idyllisk, fredeligt Familieliv, og det er med stor Sorg, han river sig løs, da han i Oktober som Landstingsmand maa drage alene til Hovedstaden uden at kunne tage Betty, der er syg, med sig.
Men her møder Fristelsen ham i Skikkelse af en bedaarende, ung Kone, Fru Conerding, hvis just ikke ganske pletfri Liv faar nogen Undskyldning i den slette Behandling, hun maa døje af sin uværdige Ægtefælle og dennes Familie. Anton Drehling har, allerede førend hun blev gift, dog uden at han veed af det, spillet en Rolle i hendes Fantasi; hun viser sig derfor strax meget imødekommende imod ham, og det lykkes hende at bedaare hans noget sanselige Gemyt ved sit raffinerede Koketteri. Drehling, der virkelig elsker sin Hustru og efter bedste Evne stræber at bevare sin ægteskabelige Troskab, kan, paavirket som han tillige ufrivillig bliver af sin Moder, den gamle Fru Drehlings frivole Anskuelser, ikke rive sig løs. Netop da han for Alvor tænker paa Flugt, kommer det til en Forklaring mellem ham og Fru Conerding, og Drehling maa give tabt. Men Samvittigheden vaagner hurtig, og han iler hjem for at skrifte sin Synd for Betty. Ulykkeligvis har hendes Fader, der har opholdt sig i Kjøbenhavn nogen Tid, opdaget Forholdet mellem Fru Conerding og Anton, og da denne kommer til sit Hjem, møder han der, istedetfor Hustruen, hendes Søster Kamma, der haardt og koldt forkynder ham, at baade hans Hustru og hans Søn i dette Øjeblik have forladt Gudersløvholm for aldrig at vende tilbage. Det er Kamma, der næsten bydende har formaaet Betty til dette afgjørende Skridt, men dette faar Drehling ikke at vide. Bogen afsluttes med et Brev, dateret Nizza, fra Drehling til hans Moder, hvor han i en let og tilsyneladende ligegyldig Tone fortæller hende, at han nu lever med Fru Conerding og har opgivet ethvert Haab om fornyet Samliv med sin Hustru. Dette Brev indeholder Bogens egentlige Nøgle. Til Trods for dets frivole Tone og den tilsyneladende Ro, hvormed det er skrevet, forstaar Læseren dog godt, at en Mand som Anton Drehling ikke har kunnet skrive det uden iforvejen at være gaaet moralsk tilgrunde. Det Gode og det Slette har kæmpet i denne Mand. Nu har det Slette sejret, derom kan der ikke være Tvivl, han er atter bleven en ægte Drehling.
Det egentlige Spørgsmaal i Bogen er da, om det dog ikke havde været bedre, at Betty havde tilgivet ham. Ganske vist har han forsyndet sig mod hende, som "Klosterbaronen forsyndede sig mod Kamma", men Drehling har dog langt flere Undskyldninger. Fraværelsen fra Hustruen, Moderens Indflydelse, Hovedstadslivets demoraliserende Indvirkning og ikke mindst den ligefremme Forførelse, han fra Fru Conerdings Side har været Gjenstand for, gjør ham ulige mere sympathetisk end den raa Baron, der kun har sin egen Dyriskhed at takke for den Straf, der er overgaaet ham. Læseren nærer heller ikke mindste Tvivl om, at hvis Betty for denne Gang enten Intet havde erfaret eller havde viist sig overbærende, saa havde al Fare for et fornyet Brud dermed været afværget. Den Anger og Sjælekvide, Anton Drehling har følt, den virkelige Kjærlighed, han har til sit Hus og Hjem, vilde sikkert have holdt ham borte fra ethvert yderligere Forsøg paa atter at bryde ud fra Pligtens Vej. Det er en Ulykke for ham, at baade Bettys og Kammas mimoseagtige Opdragelse har givet dem en saa stærk Følelse af hans Synds Utilgivelighed, at de dømme ham uden engang at ville høre hans Forsvar. Det er atter "Handskeproblemet", der her er taget op, og man mærker gjennem hele Bogen, at Forfatteren ingenlunde sympathiserer med Bjørnsons Opfattelse, som han i det Hele synes at stille sig ikke saa lidt i Opposition mod den "Norskhed", der efter hans Mening har sneget sig ind i vort nationale og sociale Liv. Vel viser han gjennem Exemplet med "Klosterbaronen", at der gives Tilfælde, hvor Eftergivenhed kun vilde være unyttig Svaghed, men han gjør paa den anden Side Front mod den altfor stærke Hævdelse af Retfærdighedsprincippet i dette Forhold, og hans Stilling i saa Henseende er unægtelig mere "dansk", mere i Slægt med vore Fædres Opfattelse, end man er vant til at se i den nyere Literatur.
Det fejler ikke, at Pontoppidans Bog vil møde adskillig Protest, thi den gaar igrunden paatvers af alle Theorier og hævder, at hvert enkelt Tilfælde bør betragtes efter sin egen Natur, medens almengyldige Regler paa dette Omraade gjøre mere Skade end Gavn. Dog maa Pontoppidans Arbejde paa ingen mulig Maade betragtes som et Forsvar for Ægteskabsbrud. Ingen Forfatter har maaske nogensinde sunget Ægteskabet en smukkere og varmere følt Lovsang end Pontoppidan i den Skildring, han i "Mimoser" giver af Anton Drehlings og Bettys lykkelige Dage. Netop efterat have læst denne forstaar man tilfulde, hvilket Skinliv den haardt straffede Ægtemand siden fører, medens han flakker om i Udlandet med sin Fru Conerding.
I det Hele betegner "Mimoser" et betydeligt Fremskridt i Pontoppidans Forfattervirksomhed. Den af de iaar udkomne Bøger, man nærmest fristes til at sammenligne den med, er Kiellands "Sne". Ligheden gjælder ikke Indholdet, thi Pontoppidans Bog rager efter vor Mening ved sin fine, fuldstændig objektivt holdte Fremstilling og den humane Retfærdighedssans, hvormed Lys og Skygge fordeles, højt op over den norske Forfatters noget perfide Tendensroman, men derimod den mere formelle Side, den flydende Stil og den naturlige og dog malende Fortællemaade. Pontoppidan bruger dog i "Mimoser" ikke, som Kielland, Allegorien, han har vel tidligere baade i "Sandinge Menighed" og i "Ung Elskov" havt en Tilbøjelighed i denne Retning, men den er her lykkelig bleven tøjlet, og herved har hans Arbejde efter vort Skjøn vundet. Hvor Interiøret og Omgivelserne spille en Rolle, er det kun – hvad det helst bør være – som Staffage, der vel ingenlunde er ligegyldig, men dog kun danner Baggrunden istedetfor som tidligere at kvæle baade Karakteristik, Handling og Komposition i en stærkt udpenslet Naturstemnings altfor frodige Lianer og Ranker. Situationerne ere alle skildrede med stort Liv og digterisk Fantasi. Især den Scene, hvor Anton Drehling skal rejse hjemmefra, er ypperlig fortalt. Karaktertegningen er ogsaa gjennemgaaende god, og den Reaktion mod "Norskheden" i vor Literatur og Kunst, der i Fru Conerdings Replik Side 142 giver sig Luft, viser sig ogsaa i den bløde og milde Maade, hvorpaa Forfatteren veed sammen med Skrøbelighederne at fremhæve ogsaa det Gode og Lyse hos Personerne. Den norske "Sætten paa Spidsen" er her afløst af en for os Danske langt naturligere og ejendommeligere Opfattelse. Selv den iltre lille Præstekone "Sprutbakkelsen", der ved sin overdrevne Iver gjør mere Skade end Gavn, ydes der jo den hende tilkommende Tribut for Ærlighed og oprigtig Tro paa sin Mission. Apothekeren er vel nærmest en humoristisk Figur og kunde som saadan gjerne være lidt morsommere; men han er tegnet med stor Elskværdighed. Betty er en udmærket smuk Skikkelse, en ægte hjemlig Type paa en sød, uskyldig ung Kone, og selv for Fru Conerding, der spiller Slangens Rolle i Drehlings Paradis, har Forfatteren et Par sympathetiske Streger tilovers. Derimod er Hofjægermesterinde Drehling en Anakronisme. Forfatteren har maaske selv i sin Barndom set eller senere hørt om denne Type, men den er nu sikkert uddød eller nærved at uddø. I hvert Fald maatte Fru Drehling være 90 og ikke 60 Aar paa det Tidspunkt, Handlingen foregaar. En Dame, hvis Ungdom falder i Trediverne eller Fyrrerne, udtrykker sig sandelig ikke med den Djærvhed og Mangel paa Delikatesse, som var ejendommelig for den i Aarhundredets første Decennium opvoxende Generation. Der er her en Mangel paa historisk Sans og tillige paa Realisme, som det rigtignok kun for de Uindviede er meget forbavsende at træffe paa hos en Forfatter, der ialfald hidtil har gjældt for at høre til den moderne Skoles Elever, dem, hvis Hverv i Literaturhistorien jo i sin Tid sagdes at være Indførelsen af den allervirkeligste Virkelighedsskildring, men som rigtignok af og til har taget sig nogle løjerlige Friheder overfor den dem anbetroede Fane. "Mimoser" kan forøvrigt ikke siges i nogen særlig Grad at bære den moderne Radikalismes Præg, den betegner i visse Retninger snarere en Slags Reaktion eller ialfald Moderation, der stiller den paa en fra de dominerende Hovedstrømninger noget afsondret Plads. Men denne Selvstændighed er i vore Tider et godt Tegn, og Henrik Pontoppidans nyeste Arbejde fortjener derfor ikke ringe Opmærksomhed som en velskreven og i Forhold til sit ringe Arkantal ualmindelig betydelig Bog.
