Henri Nathansen

"Ham har jeg altid Glæde af at tale med; han er så rart oprigtig, og jeg kender ingen mere trofast," skrev Pontoppidan til Georg Brandes om sin anden jødiske bekendt, den 11 år yngre forfatter og dramatiker Henri Nathansen (1868-1944). De tre udgjorde et lille privat solsystem hvor Nathansen var den blege måne og Brandes det ildsprudlende sol omkring den jordbundne Pontoppidan. Det var et naturstridigt solsystem fra før Kopernikus med jorden som det absolutte centrum hvorom de to andre kloder drejede sig. Måske var karakteristikken Pontoppidans indirekte måde at sige det modsatte om Brandes. Der er i hvert fald en meget stor forskel på den måde Pontoppidan skriver til den ene og til den anden.

Nathansen havde sine ekstralitterære begyndelsesgrunde til at interessere sig for Pontoppidan. Faderen, købmand i Hjørring Herman N. (1836-1921)

Venskabet med Nathansen gik tilbage til 1905. Nathansen der i årene 1897-1902 praktiserede som overretssagfører (cand.jur. i 1892), havde debuteret med Floden (1902). Der er bevaret i alt 248 breve imellem de to: 140 fra Pontoppidan til Nathansen eller hans hustru Jeanne og 162 fra Nathansen til Pontoppidan1. Det var et hyldestdigt af Nathansen til Pontoppidan i Adresseavisen, efter Lykke-Pers afslutning med udgivelsen af 2. udgaven, der udløste venskabet. Men iflg. Nathansens egen oplysning i brev til Pontoppidan af 28.8.1928 var det først i 1906 at de lærte hinanden personligt at kende2. Jo ældre de blev, des oftere var de sammen. Ved siden af M. Galschiøt blev Nathansen Pontoppidans nærmeste omgangsven i de ældre år.

I 1921 lukkede en psykisk krise af depressiv karakter sig isolerende omkring Nathansen. Den kom til at være i fem år hvori han intet producerede og ingen kontakt ville have med sin omgangskreds, Pontoppidan indbefattet. Nathansen vendte tilbage med en række "portrætstudier" (som han kalder en samling af dem i bogform i 1930). Det første handlede om skuespilleren Karl Mantzius.

Nathansen udgav efter Brandes' død bogen Georg Brandes. Et Portræt, 1929. I begyndelsen af bogen skriver han:

Jeg sad for nylig en Aften og talte med en Ven om Georg Brandes. Han, hvis Forhold til Brandes var delt mellem Sympati og Antipati, nævnede en Række Egenskaber, der hver for sig var nok til at fælde sin Mand. Jeg svarede dertil: "Saaledes var Georg Brandes – ogsaa."3

Den ven kunne meget vel være Pontoppidan. Ikke mindst når man tænker på hvad han siden skrev om sit forhold til Brandes. Men det er i så fald typisk for forholdet mellem de tre, at Nathansen fortsætter:

Min Opgave skal da være Forsøg paa en Skildring af Georg Brandes i al hans modsigende og modstridende Sammensætning.

Nathansen Brandes-bog er som hans breve og romaner ordrige guirlander som indimellem nok kan trætte en utålmodig læser. Men Pontoppidan skrev længere breve til Nathansen end til nogen anden korrespondent bortset fra den lige så ordrige M. Galschiøt.

 
[1] Det er således ikke rigtig hvad Elias Bredsdorff skriver at "kun et fåtal af Nathansens breve til Pontoppidan er bevaret". Bredsdorff II, s. 78. tilbage
[2] personligt at kende: Det skete ikke under de omstændigheder Nathansen i Af Hugo Davids Liv (bd. 3 "Flugten fra Festen", 1917, s. 64) med digterisk frihed giver mødet med "Knud Rudby", henlagt til "Victor Harhaff" alias Drachmanns 60 års-fest, en fest HP ikke deltog i, jf. hans brev til Drachmann af 9.10.1906. tilbage
[3] Opus cit. s. 7. tilbage
[4] hele året: De i alt 16 hefter udkom fra 8. febr. til 19. december, på hvilket dato de tre samlede bind udkom i boghandelen. tilbage
[5] Adresse-Avisen: var kun kort radikalt redigeret: 12.9.1904-30.9.1906 med forfatteren Axel Garde som redaktør. tilbage
[6] svigerfamilien: HPs svigerinde Anna Sofie (f. 1865) var, barnløst, gift med skovrider Einar Ulrich der efter hendes død giftede sig med søsteren Ellen Henriette. tilbage
[7] Harhoff:

Naar jeg ser paa Harhoff, maa jeg altid tænke paa Don Quijote – jeg smiler af ham, men jeg elsker ham, fordi han er Poesien, og jeg misunder ham, fordi han tror paa Udødeligheden, ihvertfald sin egen. Se – se!" udbrød Rudby og pegede hen mod et Hjørne af Salen, hvor Harhoff sad bænket med Festkomitéen og enkelte graanede Spidset. "Nu løfter han sin udødelige Burgunder. Tror De ikke, den vil overleve ham, naar hans Værk forlængst er glemt – som Ewalds Brændevin og Rahbeks Punch? Det gælder i Tide at sikre sig et Mærke paaa Vinkortet – det er den Slags Symboler, Folket forstaar, og Etiketten paa et Menneske er i Virkeligheden den eneste Udødelighed, der gives. Det vil svie til mig, som kun drikker Skibsøl og Thevand." [Af Hugo Davis Liv, bd.3, 1917 s. 65.]

tilbage