Pauline Worm

(1825-83) var præstedatter fra Hyllested på Djursland, allerede som barn stædig og snerrende. Som 13-årig kom hun med forældrene til Kristrup, forstad til Randers. Blev her lærerinde på den pigeskole hun havde gået i. Studerede ved siden af i Århus, især fransk. Var fra 1847 huslærer i Præstø hvor hun begyndte at publicere sine vers – som det første et hyldestdigt til Fr. VIIs tronbestigelse. Drev fra 1852-57 sin egen pigeskole i Randers, derefter i Århus. I årene mellem faderens og moderens død (1865-81) boede hun med sin mor i Randers, var timelærer og meget aktiv i byens kulturelle og (kvinde)politiske liv. Hun endte sit liv hos en broder i København.

I Randers, hvor hun var "verdensberømt", tog hun også som foredragsholder aktivt del i den nationale genopbygning efter 1864 og var imod enhver (bjørnsonsk) signalændring over for Tyskland. Grundtvigsk sindet kom hun kirkeligt i heftig strid med Vilh. Beck og hans Indre Mission, fordi Beck havde udsendt en tysksproget, dårligt dansktalende missionær til de danske soldater ved fronten. Hun påtalte hvad hun opfattede som udskridninger i "Pios og Vimmers danske Læsebøger" og hos "visse redaktører og forfattere", f.eks. den stigende tendens til at udelade det adverbiale -t i ord som fjendlig, egenlig, ordenlig, offenlig, væsenlig, ugenlig, forhaabenlig, formodenlig. Hun argumenterer med Stockholm-mødet derimod fordi det fjerne dansk fra de øvrige skandinaviske sprog. Henrik Pontoppidan kom som forfatter til at slutte sig til denne tendens, skønt han ellers på andre områder, med brugen af bolle-å bl.a., var grundtvigsk-skandinavisk.