Inger Pontoppidan

(1849-1905) var Henrik Pontoppidans ældste søster. Hun fik i forhold til moderen samme rolle som ellers tilfalder den yngste datter: i København at holde hus for sin moder efter faderens død i 1879. Selv blev hun aldrig gift, "min mand døde i 1864" sagde hun muntert, så ham mødte hun aldrig. Forinden var hun efter konfirmationen flyttet til den barnløse onkel Isaak Sidenius Pontoppidan, skibsrederen og købmanden i Helsingør, ham Henrik siden ledsagede på en sagnomspunden pilgrimsrejse til bedsteforældrenes verden. I Helsingør begyndte hendes musikalske uddannelse ved klaveret som hun siden, efter at være flyttet sammen med moderen i København, videreførte hos bl.a. Victor Bendix. Indtil 1888 ernærede Inger sig som privat klaverlærerinde.

Efter moderens død i 1888 blev Inger Pontoppidan forstanderinde og "Plejemor" i "Børnehjemmet paa Vodrofsvej" ikke så langt fra hendes bopæl med moderen. Hjemmet havde 120 fastboende børn der i det seneste år havde været slemt forsømt efter stifteren, Frk. Schneiders død. Igennem sine ti år her fik Inger Pontoppidan rettet op på forholdene, mere som arbejdsleder end som aktiv pædagog for de piger der fik hele deres undervisning på hjemmet, lidt som Pontoppidan siden lod den ældre Jakobe administrere sit eget "Jakobe Salomons konfessionsløse Skolehjem". Konfessionsløs kunne man ikke sige om Inger Pontoppidan der forblev roligt hvilende i forældrenes tro1

Som brødrene Henrik og Morten brugte Inger å - og ikke aa; derimod var hun alene om at bruge små begyndelsesbogstaver i navneord. For to perioder, sidste gang 15.4.1887, indvalgtes hun som "supleant" i Dansk Kvindesamfunds bestyrelsen.

Kilder: Maria Mynsters artikel i Den yngre Slægt Pontoppdan, 1931, s. 257-63

 
[1] se f.eks. brev fra hende af 20.10.1886 eller denne formulering da rygtet går om Henrik og Maries overvejelser om hvorvidt den nyfødte Hans skal døbes:

Her er idag kommen mange gode breve, og deriblandt et fra Henrik, som meldte en søns fødsel. Både moder og barn havde det godt. De har straks givet drengen navnet: Hans Broby. Så har han da navn, så de har tid til at betænke sig med hensyn til dåben, eller måske de allerede er enige med sig selv. Jeg kan slet ikke forstå, hvad mennesker gør hverken med deres børn eller med sig selv, når de ikke kan lægge både børn, sig selv og alt i Guds hånd. Jf. Morten Pontoppidans tale ved hendes begravelse.

tilbage