Ernst Brandes

(1844-92), var mellemste bror blandt sønnerne af grosserer Brandes i Gammel Mønt. Uddannet som vekselerer opbyggede han tidligt en betydelig formue og begyndte at beskæftige sig med økonomisk og social analyse og tog arbejde som journalist med børs- og bankforhold som speciale. Fra begyndelsen i 1884 blev han medarbejder ved Politiken og fra 1886 lejlighedsvis ved Tilskueren. Fra april 1889 overtog han redaktionen af Kjøbenhavns Børs-Tidende og fra juni tillige selve udgivelsen. Gennem en treårig periode søgte han at omdanne det lille fagblad til "et nyt organ for radikalismen i hovedstaden" (DBL3). Det skete under voksende modstand fra avisens traditionelle holdere der ikke havde megen forståelse for de artikler Brandes' unge stab skrev. Til den hørte ikke kun, i alle tre år, Henrik Pontoppidan, men endnu yngre forfattere som Johs. Jørgensen, Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg. Også Brandes' to brødre skrev i avisen.

Det var Ernst Brandes' mål med avisen at den skulle kunne stå alene: hvis alle andre aviser ophørte, skulle man kunne klare sig med Børs-Tidende, skrev han i en annonce.

I 1890 blev der rejst sag imod Ernst Brandes for to af Pontoppidans gamle artikler. Processen endte først i december måned 1891 med en bøde ved Højesteret på 300 kr. plus sagens omkostninger. Ernst Brandes blev så opmuntret af den milde dom at han søgte yderligere at udvide sin stab med Gustav Wied der dog i sidste ende afslog. Men bladets skæve drift opåd Ernst Brandes' formue, og 6. august 1892 begik han selvmord1, og bladet måtte lukke.

En uge efter Brandes' død fødte hans 22-årige kone Ellen (uægte datter af skuespilleren Olaf Poulsen) deres søn; de var blevet gift i januar samme år.

"Ernst Brandes var ligesom sine to brødre en meget betydelig og ejendommelig begavelse, men stod dog stadig noget i skygge af disse. Hans forstand var skarp, hans belæsthed omfattende og hans stilistiske evne fremragende. Af natur var han skeptiker og pessimist, af væsen ligefrem og usnobbet, men samtidig ofte kold og afvisende i ydre fremtræden." (P. Grønvold i DBL3)

Viggo Hørup skrev i sin nekrolog (Politiken 10. august 1892), at "Et Stænk af Utilfredsstillethed og en vis Mistillid til Livet og egne Ævner laa maaske paa Bunden af hans Følelsesliv."

 
[1] selvmord: Han hængte sig ikke, som Hakon Stangerup angiver i sin anmeldelse af Familjeliv, men dræbte sig med cyankaliumpulver i Indelukket bag Fortunen. tilbage