Ørneflugt
En Krønike
Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbed Unge blev funden i Skoven af nogle Drenge og bragt ind i Præstegården, hvor den – ligesom Æventyrets grimme Ælling – voxede op mellem rappende Ænder og kaglende Høns og brægende Får. Den havde sit sædvanlige Stade oppe på et gammelt Plankeværk bagved Svinehuset, hvor den sad og passede på, når Pigen kastede Affald ud fra Køkkenet. Og så vel befandt den sig efterhånden i disse Omgivelser, at den blev både stor og bred, ja – som Præsten sagde – "formelig lagde sig Mave til."
2 Aldrig kom der Gæster til Præstegården, uden de skulde ud at betragte den fremmede Fugl – "Klaus" som man havde døbt den. Selv Damerne trodsede Moradset omkring Møddingpølen og hoppede med opløftet Kjole fra Sten til Sten, medbringende den én Gang vedtagne Tribut: et lille Kødstykke på en Gaffel. Og aldrig så såre fik "Klaus" Øje på et sådant Optog, før den kastede sig ned fra sit Plankeværk og vraltede Selskabet i Møde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongebørn bevæger sig på Landjorden.
Det kunde vel en og anden Gang hænde, især på Dage, når Stormene rejste sig i deres Vælde, at der vågnede en ubestemt Længsel i den fangne Kongeætlings Bryst, en tåget Hjemve-Følelse, der fik den til at sidde i halve Døgn indesluttet i sig selv uden at røre sig eller 3 tage Føde. Det kunde da også hænde, at den pludselig bredte Vingerne favnende ud i Luften og rask svang sig i Vejret, … men det blev altid kun en stakket Flugt. Vingerne var forsvarlig stækkede, og efter et Øjebliks ubehjælpsom Flagren faldt den ned på Jorden. Her gjorde den først – ligesom lidt fortumlet – et Par små sidelæns Hop, hvorpå den løb med fremstrakt Hals hen og forputtede sig i en mørk Krog for at skamme sig.
På denne Vis havde den levet et Par År, da det hændte, at Præsten døde; og i den Forvirring, som deraf opstod i hele Præstegården, ja i hele Landsbyen, glemte man ganske at tage Vare på "Klaus". Den vraltede som sædvanlig omkring mellem de andre Husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at få 4 over Næbet af Præstedøtrene, når den vilde gøre sin medfødte Overmagt gældende overfor Småkrybet. Men en Dag, da en frisk Søndenvind blæste Varme og Forår ind over Landet, befandt den sig pludselig oppe på Mønningen af den store Ladebygning, uden at det var den selv muligt at forklare, hvordan den var kommen derop. Den havde – som så ofte før – siddet og drømt oppe på sit Plankeværk og i et Anfald af tungsindig Frihedslængsel udbredt Vingerne til Flugt; men i Stedet for at dratte ned i Gården var den bleven løftet op i Luften med en sådan Fart, at den ganske perplex havde skyndt sig igen at finde Fodfæste.
Og nu sad den deroppe på den høje Tagryg, aldeles forbavset over, hvad der var sket. Aldrig før havde den set Verden fra så højt et Stade. Nysgerrig drejede den Hovedet nu til den ene, nu til den anden 5 Side; og da den første Befippelse havde fortaget sig, bredte den atter en Gang Vingerne ud og satte fra med Fødderne. Højere og højere steg den op imod den klare Himmel, først forsigtig prøvende, snart dristigere, sikrere, … indtil den med et højt Frydeskrig svang sig i en stor Bue ret ud i Luften. Den følte med ét, at den var Ørn.
Landsbyer, Skove, vilde Klipper og solbeskinnede Søer gled bort under den, mens den kongeligt sejlede frem gennem den blå Æter, berust af den vide Horisont og sine Vingers Styrke. Men pludselig standsede den og blev urolig. Den kunde ikke længer øjne noget Plankeværk eller andet Hvilepunkt i sin Nærhed. Rundt omkring den bredte sig kun det store, tomme, tavse Rum, og den var ikke 6 fri for at føle lidt Svimmelhed i disse uvante Regioner.
Efter en lille Stunds Forløb nåede den dog lykkeligt en fremspringende Klippespids, hvor den strax med den Omhu for sin Person, som den havde lært af Duerne derhjemme på Stråtaget, gav sig til at ordne på sin forpjuskede Dragt. Men helt underlig til Mode blev den, da den nu så' sig om for at finde Præstegården og Ladelængens høje Mønning, som den nys havde forladt. Udover et fuldkommen fremmed Land skuede dens Blik til begge Sider, og så svimlende dybt lå den hele Verden under den, at ikke mindste Lyd trængte op til den dernede fra. Rundt om sig havde den kun det øde, stumme Fjæld, og bag ved stod en mørk, skummel Skov, hvorfra der nu og da lød en uhyggelig 7 Knagen, som den ikke kunde forklare sig. Ene og forladt sad den dér langt borte fra alt levende Liv. Solen var just ved at gå ned i Vest bag blodrøde Uvejrsskyer, og alt som Mørkets klamme Tåger steg frem og indhyllede Jorden, sneg der sig en bestandig heftigere Benauelse ind i Kongesønnens bankende Hjærte. Med hængende Næb og Hovedet trykket ned mellem Vingerne sad den dér på den kolde Klippe og tænkte på sin lune Krog derhjemme bag Svinehuset og Møddingen, tænkte på den hyggelige Pludren og Snadren af Hønsene og Ænderne, på Grisenes Grynten og Kirkeklokkens milde Toner, der forkyndte, at nu kom Ane Kokkepige med Aftensmaden.
Da susede det i Luften oven over 8 den. Den så' forskrækket op. En Hunørn kredsede omkring deroppe og standsede med ét lige over dens Hoved.
I samme Nu var al Modløshed som blæst bort, og i det næste Øjeblik svang den sig med Vælde ret op i Luften.
Og nu begyndte et vildt Jag ind over Fjældene … Hunørnen bestandig forrest og højest, "Klaus" lidt tungt bagefter, vingeklaprende, hvæsende af Stakåndethed.
"Mon hun dog ikke snart vil sætte sig," tænkte han, da han inden ret længe begyndte at sakke agterud. Han havde allerede næsten ingen Vejr mere og følte Vingerne så tunge, så tunge.
De var kommen ind mellem Højfjældene. I Aftenens sene Skumring svævede de hen over 9 en vild, bundløs Slugt, hvorfra et mørkt Sus af Skove, blandet med djævelske Skrig af Nattens Ugler, steg op til dem under Flugten.
"Hvad vil hun dog her," tænkte Klaus og havde slet ikke Mod til at se ned. "Her er jo uhyggeligt. Og nu kan jeg snart ikke mere."
Men højere og højere steg Hunørnen, videre og videre sejlede den frem over Bjærgenes Rygge, – lokkende, kaldende. Klaus kom også lykkeligt og vel over det mørke Svælg; men efter dette fulgte først en endeløs Stenørken, uden en Busk, ja uden et Græsstrå, derpå et Kaos af uhyre Klippeblokke, der lå væltede over hinanden som et nedstyrtet Babelstårn. En isnende Vind strøg ned over Bjærgenes Sider, og pludselig brødes Ørkenens Stilhed af frygtelige, ligesom underjordiske Drøn, der fik 10 Luften til at sitre.
Nu begyndte Klaus for Alvor at tabe Modet. Hvor længe skulde dog dette blive ved? Hvor i Alverden kom de hen?
Da standsede den med ét sin Flugt ved et Syn, der gjorde den stiv af Forundring og Rædsel. De havde nået Bjærgryggens Kam, og op fra den kaotiske Stenørken hævede sig højtidsfuldt de evige Snetinder i overjordisk Ro, uberørt af alt levendes Færden, kun Ørnenes og de vilde Vindes Hjem. Fra den nedgåede Sol lå endnu et svagt Rosaskær over den jomfruelige Sne; men bag ved stod Himlen fuld af nytændte Stjerner.
"Dér vil hun dog vel ikke over!" tænkte Klaus, og alene Tanken fik ham til at gyse, så Næbet klaprede. Og da Hunørnen virkelig blev ved at stige, som om den vilde lokke ham 11 helt op til Stjernerne, tog Klaus sin Beslutning. Han satte sig på en Sten. Nu havde han fået nok. Den Slags Galskaber vilde han dog ikke være med til. Det var jo Vanvid! … Hun måtte være gal!
Og som den sad dér i dette skrækkelige Øde, gennemisnet af den kolde Vind og forfærdet af disse pludselige, underjordiske Drøn, der nu og da gennembrød den endnu mere knugende Stilhed, vendte dens Tanker atter tilbage til det fredelige Liv i Præstegårdens lune Andegård. Den tænkte på sine Venner, som den havde forladt, og som nu sad på deres Rækker inde i Kostalden eller sov sødt med Hovedet under Vingen ude i Møddingpølen. Hvor havde den dog nogensinde kunnet forlade et Sted, hvor den havde levet så lykkeligt!
12 Oppe fra Luften blev Hunørnen ved at kalde. Men Klaus bredte tyst Vingerne ud og bortlistede sig som en Tyv den Vej, han var kommen … først tøvende, men snart hastigere, utålmodigere, jaget af sin Skræk, sin Uro og sin søde Længsel – hjem – hjem – hjem!
… Først den næste Morgen nåede den tilbage til Præstegården, og en sådan Jubel fyldte den ved atter at se det gamle Hjem, af at den, skønt så sønderbrudt i alle sine Lemmer af Nattens vildsomme Flugt, i nogle Øjeblikke holdt sig svævende ovenover det for ret at nyde det glade Gensyn og overbevise sig om, at alt endnu var ved det gode gamle!
Så dalede den langsomt ned.
Imidlertid havde Avlskarlen fået Øje på den, og da han endnu intet havde hørt om Klaus' Forsvinden, var han gået ind efter 13 sin Bøsse og havde stillet sig på Lur bag en Træstamme for at fyre på den formodede Hønserøver, når den var dalet tilstrækkeligt langt ned.
Skuddet faldt. Man så' nogle Fjer flyve ud i Luften, – og som en Sten sank den døde Klaus lige ned i Møddingpølen.
For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, når man er voxet op i Andegården.
