Ørneflugt

Af Henrik Pontoppidan

Tabellens celleopdeling følger så vidt muligt afsnitsinddelingen i Pontoppidans tekster.
I tabellens hoved er der links til de tre udgaver i normal opsætning.

Manuskript 1893	"Juleroser" 1897	Fortællinger 1899 = Noveller og Skitser 1922
Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbed Unge blev funden i Skoven af nogle Drenge og bragt ind i Præstegården, hvor den – ligesom Æventyrets grimme Ælling – voxede op mellem rappende Ænder og kaglende Høns og brægende Får. Den havde sit sædvanlige Stade oppe på et gammelt Plankeværk bagved Svinehuset, hvor den sad og passede på, når Pigen kastede Affald ud fra Køkkenet. Og så vel befandt den sig efterhånden i disse Omgivelser, at den blev både stor og bred, ja – som Præsten sagde – "formelig lagde sig Mave til."	Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbed Unge blev funden af nogle Drenge og bragt ind i den gamle Præstegaard, hvor kærlige Mennesker tog sig af den og fik den kær, saa de ikke senere formaaede at skille sig ved den. Ligesom Æventyrets "grimme Ælling" voksede den her op mellem skræppende Ænder og kaglende Høns og brægende Faar, og saa vel befandt den sig efterhaanden i disse Omgivelser, at den blev baade stor og bred, ja – som Præsten sagde – "formelig lagde sig Mave til".	Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbet Unge blev funden af nogle Drenge og bragt ind i den gamle Præstegaard, hvor nænsomme Mennesker tog sig af den og fik den kær, saa man ikke senere formaaede at skille sig ved den. Ligesom Eventyrets "grimme Ælling" voksede den op her mellem skræppende Ænder og kaglende Høns og brægende Faar, og saa vel befandt den sig efterhaanden i disse Omgivelser, at den blev baade stor og bred, ja – som Præsten sagde – "formelig lagde sig Mave til."
Aldrig kom der Gæster til Præstegården, uden de skulde ud at betragte den fremmede Fugl – "Klaus" som man havde døbt den. Selv Damerne trodsede Moradset omkring Møddingpølen og hoppede med opløftet Kjole fra Sten til Sten, medbringende den én Gang vedtagne Tribut: et lille Kødstykke på en Gaffel. Og aldrig så såre fik "Klaus" Øje på et sådant Optog, før den kastede sig ned fra sit Plankeværk og vraltede Selskabet i Møde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongebørn bevæger sig på Landjorden.	Den havde sit Stade oppe paa et gammelt Plankeværk ved Svinehuset, hvor den sad og passede paa, naar Pigen kastede Affald ud fra Køkkenet. Saasnart den fik Øje paa den store Dorthe, kastede den sig ned paa Jorden og vraltede det fyldte Fad i Møde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongebørn bevæger sig paa Landjorden.	Den havde sit Stade oppe paa et gammelt Plankeværk ved Svinehuset, hvor den sad og passede paa, naar Pigen kastede Affald ud fra Køkkenet. Saasnart den fik Øje paa den store Dorthe, kastede den sig ned paa Stenbroen og vraltede det fyldte Fad imøde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongebørn bevæger sig paa Jorden.
Det kunde vel en og anden Gang hænde, især på Dage, når Stormene rejste sig i deres Vælde, at der vågnede en ubestemt Længsel i den fangne Kongeætlings Bryst, en tåget Hjemve-Følelse, der fik den til at sidde i halve Døgn indesluttet i sig selv uden at røre sig eller tage Føde. Det kunde da også hænde, at den pludselig bredte Vingerne favnende ud i Luften og rask svang sig i Vejret, … men det blev altid kun en stakket Flugt. Vingerne var forsvarlig stækkede, og efter et Øjebliks ubehjælpsom Flagren faldt den ned på Jorden. Her gjorde den først – ligesom lidt fortumlet – et Par små sidelæns Hop, hvorpå den løb med fremstrakt Hals hen og forputtede sig i en mørk Krog for at skamme sig.	Det kunde vel en og anden Gang hænde, især paa stormfulde Dage eller naar et Uvejr trak op, at der vaagnede en ubestemt Længsel, en taaget Hjemvefølelse i den fangne Himmelætlings Bryst. Den kunde da sidde i halve Døgn med Næbet trykket ned i Brystets smudsige Fjerklædning, uden at røre sig og uden at ville æde. Og pludselig kunde den da sprede Vingerne ligesom favnende ud i Luften og rask svinge sig i Vejret, … men det blev altid kun en stakket Flugt, Vingerne var forsvarlig stækkede. Efter et Øjebliks ubehjælpsom Flagren faldt den ned paa Jorden, hvor den i sin Fortumlelse først gjorde et Par smaa sidelæns Hop og derpaa med fremstrakt Hals løb hen og forputtede sig i en mørk Krog ligesom for at skamme sig.	Det kunde vel en og anden Gang hænde, især paa stormfulde Dage eller naar et Uvejr trak op, at der vaagnede en ubestemt Længsel, en taaget Hjemvefølelse i den fangne Himmelætlings Bryst. Den kunde da sidde i halve Døgn med Næbet trykket ned i Brystets smudsige Fjerklædning, uden at røre sig og uden at ville æde. Og pludselig kunde den da sprede Vingerne ligesom favnende ud i Luften og kækt svinge sig i Vejret, … men det blev altid kun en stakket Flugt. Vingerne var forsvarlig stækkede; efter et Øjebliks ubehjælpsom Flagren faldt den ned paa Jorden, hvor den i sin Fortumlelse først gjorde et Par smaa sidelæns Hop og derpaa med fremstrakt Hals løb hen og forputtede sig i en mørk Krog ligesom for at skamme sig.
På denne Vis havde den levet et Par År, da det hændte, at Præsten døde; og i den Forvirring, som deraf opstod i hele Præstegården, ja i hele Landsbyen, glemte man ganske at tage Vare på "Klaus". Den vraltede som sædvanlig omkring mellem de andre Husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at få over Næbet af Præstedøtrene, når den vilde gøre sin medfødte Overmagt gældende overfor Småkrybet. Men en Dag, da en frisk Søndenvind blæste Varme og Forår ind over Landet, befandt den sig pludselig oppe på Mønningen af den store Ladebygning, uden at det var den selv muligt at forklare, hvordan den var kommen derop. Den havde – som så ofte før – siddet og drømt oppe på sit Plankeværk og i et Anfald af tungsindig Frihedslængsel udbredt Vingerne til Flugt; men i Stedet for at dratte ned i Gården var den bleven løftet op i Luften med en sådan Fart, at den ganske perplex havde skyndt sig igen at finde Fodfæste.	Paa denne Vis havde den levet i et Par Aar, da den gamle Præst blev syg og døde; og i den Forvirring, som deraf opstod i Præstegaarden, ja i hele Landsbyen, glemte man efterhaanden at tage Vare paa den fremmede Fugl – "Klaus", som man ganske borgerligt havde døbt den. Den vraltede som sædvanlig omkring mellem de andre Husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at faa over Næbet af Præstedøtrene, naar den en Gang imellem fandt paa at gøre sin medfødte Overlegenhed gældende overfor Smaakravlet. Men saa hændte det en Dag, da en frisk Søndenvind blæste Foraar og Varme ind over Landet, at den pludselig befandt sig oppe paa Mønningen af den store Ladebygning, uden at det var den muligt at forklare sig, hvordan den var kommen derop. Den havde – som saa ofte før – siddet og drømt vemodigt oppe paa sit Plankeværk og i et Anfald af ubestemt Frihedslængsel udbredt Vingerne til Flugt; men i Stedet for som sædvanlig at dratte ned paa Stenbroen var den bleven løftet op i Luften med en saadan Fart, at den ganske forskrækket havde skyndt sig at finde Fodfæste.	Paa denne Vis havde den levet i et Par Aar, da det hændte, at den gamle Præst blev syg og døde; og i den Forvirring, som deraf opstod i Præstegaarden, glemte man efterhaanden at tage Vare paa den kongelige Fugl – "Klavs", som man ganske borgerligt havde døbt den. Den vraltede som sædvanlig omkring mellem de andre Husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at faa over Næbet af Præstedøtrene, naar den engang imellem fandt paa at gøre sin medfødte Overlegenhed gældende overfor Smaakravlet. Men saa hændte det en Dag, da en frisk Søndenvind blæste Foraar og Varme ind over Landet, at den pludselig befandt sig oppe paa Mønningen af den store Ladebygning, uden at den selv forstod, hvordan den var kommen derop. Den havde – som saa ofte før – siddet og drømt vemodigt oppe paa sit Plankeværk og i et Anfald af ubestemt Frihedslængsel udbredt Vingerne til Flugt; men i Stedet for som ellers at dratte ned paa Stenbroen var den bleven løftet op i Luften med en saadan Fart, at den ganske forskrækket havde skyndt sig at finde Fodfæste.
Og nu sad den deroppe på den høje Tagryg, aldeles forbavset over, hvad der var sket. Aldrig før havde den set Verden fra så højt et Stade. Nysgerrig drejede den Hovedet nu til den ene, nu til den anden Side; og da den første Befippelse havde fortaget sig, bredte den atter en Gang Vingerne ud og satte fra med Fødderne. Højere og højere steg den op imod den klare Himmel, først forsigtig prøvende, snart dristigere, sikrere, … indtil den med et højt Frydeskrig svang sig i en stor Bue ret ud i Luften. Den følte med ét, at den var Ørn.	Og nu sad den deroppe paa den høje Tagryg, aldeles fortumlet af, hvad der var sket. Aldrig før havde den set Verden fra saa højt et Stade. Betaget drejede den Hovedet, nu til den ene Side, nu til den anden, indtil den – uimodstaaeligt draget af Himmelblaaet og de sejlende Skyer – paany bredte Vingerne ud og lod sig løfte, … først forsigtigt prøvende, snart dristigere, sikrere, … indtil den pludselig med et vildt Frydeskrig svang sig i en stor Bue ret ud i Luften. Den følte med ét, at den var Ørn. – – – –	Og nu sad den deroppe paa den høje Tagryg, aldeles fortumlet af, hvad der var sket. Aldrig før havde den set Verden fra saa højt et Stade. Ivrig drejede den Hovedet, nu til den ene Side, nu til den anden, indtil den – uimodstaaeligt draget af Himmelblaaet og de sejlende Skyer – paany bredte Vingerne ud og lod sig løfte, … først forsigtigt prøvende, snart dristigere, sikrere, … hvorpaa den pludselig med et vildt Frydeskrig svang sig i en stor Bue højt op i Luften. Den følte med eet, at den var Ørn. –
Landsbyer, Skove, vilde Klipper og solbeskinnede Søer gled bort under den, mens den kongeligt sejlede frem gennem den blå Æter, berust af den vide Horisont og sine Vingers Styrke. Men pludselig standsede den og blev urolig. Den kunde ikke længer øjne noget Plankeværk eller andet Hvilepunkt i sin Nærhed. Rundt omkring den bredte sig kun det store, tomme, tavse Rum, og den var ikke fri for at føle lidt Svimmelhed i disse uvante Regioner.	Landsbyer, Skove og solbeskinnede Søer glider bort under den. Højere og højere stiger den op imod den klare Himmel, beruset af den vide Horisont og sine Vingers Styrke. Men pludselig standser den. Det store, tomme, tavse Rum gør den urolig, og den ser sig om efter et Hvilested.	Landsbyer, Skove og solbeskinnede Søer gled bort under den. Højere og højere steg den imod den klare Himmel, beruset af den vide Horisont og sine Vingers Styrke. Men pludselig standsede den. Det store, tomme Rum omkring den gjorde den urolig, og den saae sig om efter et Hvilested.
Efter en lille Stunds Forløb nåede den dog lykkeligt en fremspringende Klippespids, hvor den strax med den Omhu for sin Person, som den havde lært af Duerne derhjemme på Stråtaget, gav sig til at ordne på sin forpjuskede Dragt. Men helt underlig til Mode blev den, da den nu så' sig om for at finde Præstegården og Ladelængens høje Mønning, som den nys havde forladt. Udover et fuldkommen fremmed Land skuede dens Blik til begge Sider, og så svimlende dybt lå den hele Verden under den, at ikke mindste Lyd trængte op til den dernede fra. Rundt om sig havde den kun det øde, stumme Fjæld, og bag ved stod en mørk, skummel Skov, hvorfra der nu og da lød en uhyggelig Knagen, som den ikke kunde forklare sig. Ene og forladt sad den dér langt borte fra alt levende Liv. Solen var just ved at gå ned i Vest bag blodrøde Uvejrsskyer, og alt som Mørkets klamme Tåger steg frem og indhyllede Jorden, sneg der sig en bestandig heftigere Benauelse ind i Kongesønnens bankende Hjærte. Med hængende Næb og Hovedet trykket ned mellem Vingerne sad den dér på den kolde Klippe og tænkte på sin lune Krog derhjemme bag Svinehuset og Møddingen, tænkte på den hyggelige Pludren og Snadren af Hønsene og Ænderne, på Grisenes Grynten og Kirkeklokkens milde Toner, der forkyndte, at nu kom Ane Kokkepige med Aftensmaden.	Lykkeligt naa'r den en fremspringende Fjældkant højt oppe over Floddalen. Men idet den her – lidt svimmel – ser sig om efter Præstegaarden og Ladelængens høje Mønning, møder der den en ny Overraskelse. Udover et fuldkommen fremmed Land skuer dens Blik til alle Sider. Ikke en kendt Plet, ikke en Tilflugt, saa langt dens hvasse Øje rækker. Over dens Hoved hænger Fjæld bag Fjæld – bratte, nøgne Klippevægge uden en Busk til Læ. Og derude i Vest bag det aabne Land gaar nu Solen ned i blodrøde Aftenskyer, der varsler Uvejr og mørke Nætter. En beklemmende Følelse af Forladthed sniger sig ind i den unge Kongeætlings Bryst, alt som Aftenens gulblege Taager indhyller Dalen neden under ham. Modløs stirrer han efter en Flok Krager, der drager ham skræppende forbi paa Vejen hjem til deres lune Reder dernede omkring de menneskelige Boliger. Med Næbet trykket ned i Brystet, Vingerne tæt sammenfoldede sidder han ensom og stille paa det øde, stumme Fjæld.	Lykkeligt naaede den en fremspringende Fjældkant højt oppe over Floddalen. Men idet den her – endnu helt svimmel – kiggede sig om efter Præstegaarden og Ladelængens høje Mønning, grebes den af en ny Bestyrtelse. Udover et fuldkommen fremmed Land svævede dens Blik til alle Sider. Ikke en kendt Plet, ikke en Tilflugt, saa langt dens Øje rakte. Over dens Hoved løftede sig Fjæld bag Fjæld – bratte, nøgne Klippevægge uden et Plankeværk til Læ for Stormen. Og derude i Vest bag det aabne Land gik just Solen ned i blodrøde Aftenskyer, der varslede Uvejr og mørke Nætter. En beklemmende Følelse af Forladthed sneg sig ind i den unge Kongeætlings Bryst, alt som Aftenens gulblege Taager indhyllede Dalen nedenunder. Ganske modløs stirrede den efter en Flok Krager, der drog skræppende forbi paa Vejen hjem til deres Reder dernede omkring de lune Menneskeboliger. Med Næbet trykket ned i Brystet, Vingerne tæt sammenfoldede sad den ensom og stille paa det øde, tavse Fjæld.
Da susede det i Luften oven over den. Den så' forskrækket op. En Hunørn kredsede omkring deroppe og standsede med ét lige over dens Hoved.	Da suser det med ét i Luften over hans Hoved. En hvidbrystet Hunørn kredser deroppe under den flammende Aftenhimmel …	Da suser det med eet i Luften over dens Hoved. En hvidbrystet Hunørn kredser deroppe under den flammende Aftenhimmel.
I samme Nu var al Modløshed som blæst bort, og i det næste Øjeblik svang den sig med Vælde ret op i Luften.	En Stund sidder han med fremstrakt Hals og besinder sig paa dette fremmede Syn. Da – i et Nu – er al Raadvildhed, al Forknythed som blæst bort. Under et mægtigt Brus af de udspændte Vinger svinger han sig i Vejret og er i næste Øjeblik oppe hos hende.	En Stund sidder den med fremstrakt Hals og besinder sig paa dette fremmede Syn. Men pludselig er det forbi med al Raadvildhed. Under et mægtigt Brus af de udspændte Vinger svinger den sig i Vejret og er i næste Øjeblik oppe hos hende.
Og nu begyndte et vildt Jag ind over Fjældene … Hunørnen bestandig forrest og højest, "Klaus" lidt tungt bagefter, vingeklaprende, hvæsende af Stakåndethed.	Og nu begynder en vild Jagt ind over Bjærgene … Hunørnen bestandig forrest og højest til Vejrs, "Klavs" lidt anstrengt bagefter, bugtung og stakaandet.	Og nu begynder en vild Jagt ind over Bjærgene … Hunørnen bestandig forrest og højest til Vejrs, "Klavs" lidt anstrængt bagefter, gumpetung og stakaandet.
"Mon hun dog ikke snart vil sætte sig," tænkte han, da han inden ret længe begyndte at sakke agterud. Han havde allerede næsten ingen Vejr mere og følte Vingerne så tunge, så tunge. De var kommen ind mellem Højfjældene. I Aftenens sene Skumring svævede de hen over en vild, bundløs Slugt, hvorfra et mørkt Sus af Skove, blandet med djævelske Skrig af Nattens Ugler, steg op til dem under Flugten.	Snart er de oppe mellem Højfjældene. Endnu mens Solen skinner paa de højeste Toppe sejler de frem over Bjærgenes Rygge i Aftenens Straaleglans. Snart hører Klavs under sig det mørke Sus af store Skove, snart de dumpe Drøn af Elvene i de dybe Slugter.	Snart er de oppe mellem Højfjældene. Endnu skinner Solen paa de højeste Toppe, mens de sejler frem over Bjærgenes Rygge i Aftenens Skumringstaager. Klavs hører under sig det mørke Sus af store Skove og Drønet af Elvene i de dybe Slugter.
"Hvad vil hun dog her," tænkte Klaus og havde slet ikke Mod til at se ned. "Her er jo uhyggeligt. Og nu kan jeg snart ikke mere."	"Mon hun dog ikke vil sætte sig?" tænker han – han har næsten ingen Vejr mere og føler Vingerne saa tunge, saa tunge.	"Mon hun dog ikke vil sætte sig?" tænker han, uhyggelig tilmode ved dette uforklarlige Bulder. Han har næsten heller ingen Vejr mere og føler Vingerne saa matte, saa tunge.
Men højere og højere steg Hunørnen, videre og videre sejlede den frem over Bjærgenes Rygge, – lokkende, kaldende. Klaus kom også lykkeligt og vel over det mørke Svælg; men efter dette fulgte først en endeløs Stenørken, uden en Busk, ja uden et Græsstrå, derpå et Kaos af uhyre Klippeblokke, der lå væltede over hinanden som et nedstyrtet Babelstårn. En isnende Vind strøg ned over Bjærgenes Sider, og pludselig brødes Ørkenens Stilhed af frygtelige, ligesom underjordiske Drøn, der fik Luften til at sitre. Nu begyndte Klaus for Alvor at tabe Modet. Hvor længe skulde dog dette blive ved? Hvor i Alverden kom de hen? Da standsede den med ét sin Flugt ved et Syn, der gjorde den stiv af Forundring og Rædsel. De havde nået Bjærgryggens Kam, og op fra den kaotiske Stenørken hævede sig højtidsfuldt de evige Snetinder i overjordisk Ro, uberørt af alt levendes Færden, kun Ørnenes og de vilde Vindes Hjem. Fra den nedgåede Sol lå endnu et svagt Rosaskær over den jomfruelige Sne; men bag ved stod Himlen fuld af nytændte Stjerner.	Men højere og højere stiger Hunørnen, videre og videre sejler den frem over Bjærgenes Rygge, – lokkende, kaldende. De er kommen ud over en endeløs Stenørken, hvor store og smaa Klippeblokke ligger væltede over hinanden som Resterne at et omstyrtet Babelstaarn. "Nu vil jeg snart ikke længer," tænker Klavs, helt uhyggelig tilmode – han øjner ikke saa meget som et Græsstraa noget Sted, bare Sten og Sten og intet uden kolde, nøgne Sten. Da aabner med ét Udsigten sig foran dem. Højt oppe over de drivende Skyer svæver – som et Syn – et overjordisk Landskab: de evige Snetinders forklarede Rige, uberørt af alt levendes Færden, kun Ørnens og den vilde Stilheds Hjem. Et svagt rødligt Dagskær ligger endnu og ligesom blunder deroppe paa den hvide Sne. Bagved staar Himlen dunkelblaa og fuld af store Stjerner.	Men højere og højere stiger Hunørnen, videre og videre sejler den frem over rødmende Bjærgrygge, – lokkende, kaldende. De er kommen ud over en endeløs Stenørken, hvor mægtige Klippeblokke ligger kaotisk væltede over hinanden som Resterne af et omstyrtet Babelstaarn. Da aabner med eet Udsigten sig foran dem. Højt oppe over de drivende Skyer svæver som et Drømmesyn de evige Snetinders overjordiske Rige, ubesmudset af det levendes Færden, kun Ørnens og den store Stilheds Hjem. Det sidste Dagskær ligger og ligesom blunder deroppe paa den hvide Sne. Bagved staar den mørkeblaa Himmel fuld af rolige Stjerner.
"Dér vil hun dog vel ikke over!" tænkte Klaus, og alene Tanken fik ham til at gyse, så Næbet klaprede. Og da Hunørnen virkelig blev ved at stige, som om den vilde lokke ham helt op til Stjernerne, tog Klaus sin Beslutning. Han satte sig på en Sten. Nu havde han fået nok. Den Slags Galskaber vilde han dog ikke være med til. Det var jo Vanvid! … Hun måtte være gal!	Rædselsslagen af dette Syn har Klavs standset sin Flugt og sat sig paa et Klippestykke. Nu vil han ikke længer. Ikke for hundrede Hunørne vil han op den Isørken deroppe, hvis Kulde han allerede fornemmer gennem Marv og Ben. Med voksende Forfærdelse stirrer han op paa dette hvide Dødningelands forstenede Ro, paa disse store Stjerner, der blinker ned til ham gennem Mørket ligesom onde Katteøjne.	Skrækslagen har Klavs standset sin Flugt og sat sig paa et Klippestykke. Rystende af Kulde og Uhygge sidder han der og stirrer op paa dette hvide Dødningeland, paa disse store Stjerner, der blinker ned til ham gennem Mørket ligesom onde Katteøjne.
Og som den sad dér i dette skrækkelige Øde, gennemisnet af den kolde Vind og forfærdet af disse pludselige, underjordiske Drøn, der nu og da gennembrød den endnu mere knugende Stilhed, vendte dens Tanker atter tilbage til det fredelige Liv i Præstegårdens lune Andegård. Den tænkte på sine Venner, som den havde forladt, og som nu sad på deres Rækker inde i Kostalden eller sov sødt med Hovedet under Vingen ude i Møddingpølen. Hvor havde den dog nogensinde kunnet forlade et Sted, hvor den havde levet så lykkeligt!	Og atter vender hans Tanker vemodigt tilbage til det Hjem, han har forladt. Han tænker paa sin lune Plads paa Plankeværket og paa den hyggelige Andegaard, hvor hans smaa Venner nu sidder paa deres Rækker og sover sødt med Hovedet under Vingen. Han tænker paa de smaa Grise, som han altid holdt saa meget af, der nu ligger inde hos Moderen og drømmer med Pattevorten i Munden, … paa den tykke Dorthe, der naar Kirkeklokken ringer Solen op vil komme ud fra Køkkenet med det dampende Fad. …	Og atter vender hans Tanker vemodigt tilbage til det Hjem, han har forladt. Han tænker paa sin lune Plads paa Plankeværket og paa den hyggelige Andegaard, hvor hans smaa Venner nu sidder paa deres Rækker og sover sødt med Hovedet under Vingen. Han tænker paa de smaa, trinde Grise, der nu ligger i en Klynge hos Moderen og drømmer med Pattevorten i Munden, og paa den tykke Dorthe, der vil komme ud fra Køkkenet med det dampende Fad, naar Kirkeklokken har ringet Solen op.
Oppe fra Luften blev Hunørnen ved at kalde. Men Klaus bredte tyst Vingerne ud og bortlistede sig som en Tyv den Vej, han var kommen … først tøvende, men snart hastigere, utålmodigere, jaget af sin Skræk, sin Uro og sin søde Længsel – hjem – hjem – hjem!	Oppe fra den frostklare Luft bliver Hunørnen ved at kalde. Men Klavs breder med ét Vingerne ud og lister sig stille bort den Vej, han er kommen, … først tøvende … flakkende ligesom skamfuld fra Klippeblok til Klippeblok, men snart hurtigere, utaalmodigere, jaget af sin Skræk, sin Uro, sin søde Længsel – hjem – hjem – hjem!	Oppe fra den frostklare Luft bliver Hunørnen ved at kalde. Men Klavs breder tyst Vingerne ud og lister bort den Vej, han er kommen, … først nølende … tvivlraadigt flakkende fra Klippeblok til Klippeblok … men snart hurtigere, utaalmodigere, jaget af sin Skræk, sin Uro, sin søde Længsel – hjem – hjem – hjem!
[en linies mellemrum]		[en linies mellemrum]
… Først den næste Morgen nåede den tilbage til Præstegården, og en sådan Jubel fyldte den ved atter at se det gamle Hjem, af at den, skønt så sønderbrudt i alle sine Lemmer af Nattens vildsomme Flugt, i nogle Øjeblikke holdt sig svævende ovenover det for ret at nyde det glade Gensyn og overbevise sig om, at alt endnu var ved det gode gamle!	Først den næste Morgen naaede den tilbage til Præstegaarden fra sin ubetænksomme Flugt. Henrykt over Gensynet holdt den sig i nogle Øjeblikke svævende over det kære Barndomshjem, for at forvisse sig om, at alt virkelig endnu var ved det gode gamle.	Først den næste Morgen naaede den tilbage til Præstegaarden fra sin ubetænksomme Flugt. I nogle Øjeblikke holdt den sig svævende over det kære Barndomshjem, ligesom for at forvisse sig om, at alt dernede endnu var ved det gamle.
Så dalede den langsomt ned.	Saa dalede den langsomt ned.	Saa dalede den langsomt ned.
Imidlertid havde Avlskarlen fået Øje på den, og da han endnu intet havde hørt om Klaus' Forsvinden, var han gået ind efter sin Bøsse og havde stillet sig på Lur bag en Træstamme for at fyre på den formodede Hønserøver, når den var dalet tilstrækkeligt langt ned.	Men en Ulykke skulde ske. Avlskarlen, som tilfældigt havde faaet Øje paa den, og som endnu intet havde hørt om Klaus's Forsvinden, var hastig løbet ind efter sin Bøsse og havde stillet sig paa Lur bag en Træstamme for at fyre paa den formodede Hønserøver, saasnart den var dalet tilstrækkeligt langt ned.	Men en Ulykke skulde ske. Avlskarlen, som tilfældig havde faaet Øje paa den, og som endnu intet havde hørt om Klavs's Forsvinden, var hastig løbet ind efter sin Bøsse og havde stillet sig paa Lur bag en Træstamme for at fyre paa den formodede Hønserøver, saasnart den var dalet tilstrækkeligt langt ned.
Skuddet faldt. Man så' nogle Fjer flyve ud i Luften, – og som en Sten sank den døde Klaus lige ned i Møddingpølen.	Skuddet faldt. Man saa' nogle Fjer flyve ud i Luften, – og som en Sten sank den døde Klavs lige ned i Møddingpølen. – – – –	Skuddet faldt. Man saa nogle Fjer flyve ud i Luften, – og som en Sten sank den døde Klavs lige ned i Møddingpølen. –
For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, når man er voxet op i Andegården.	Det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.	For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.